Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
2Kommentarer
673Visninger
AA

2. (2) Morgenstund

Næste morgen vågnede Kat ved at solens stråler slikkede hende i ansigtet. Hun så sig søvnigt rundt og opdagede at hun havde sovet fuldt påklædt. Hun rystede på hovedet, og rejste sig. Først der opdagede hun at hendes halssmykke lå i hendes hånd, kun kæden var synlig. Hendes blik faldt hurtigt på pejsen, hvor der nu kun var gløder tilbage. Havde hun virkelig talt med en elver igennem ilden? Eller havde det bare været en drøm? Lige nu var hendes hoved ikke klart nok til at kunne huske det, desuden var det også længe siden hun havde sovet så længe. Normalt sov hun ikke længer end til daggry, men nu havde hun også drukket en smule i går, hvilket også havde noget at sige. Kat gemte halssmykket under skjorten og kom på benene, derefter gik hun hen til vaskefadet og sprøjtede noget vand i hovedet, mens hun gennemgik gårsdagens hændelser i tankerne. Hvis hun virkelige havde snakket med en elver, så havde hun været millimeter fra at vise sit halssmykke til en fremmede. Hendes tanker klarede op. Det var dog nok mest af overraskelse, over at se et perfekt spejlbillede af smykket hos elveren, hvad var det nu, åh jo, Valdar. Et eller andet sted, bagerst i hovedet var der noget som reagerede på navnet, men det kunne ikke finde vej frem. Nå pyt, hun kom nok i tanke om det senere eller en anden dag. Da hun kom ned i krostuen, var der kun Gergi og Solum som sad og snakkede. Solum så hende, nikkede og rejste sig.
”Nu skal jeg finde noget morgenmad.” Han klappede blidt hende på skulderen, i det han gik forbi. Gergi vinkede hende over, og bad hende om at sætte sig. Ilden knitrede lystigt i pejsen kun to meter fra bordet, hvor de sad. Og det fik Kats tanker tilbage på hvad der var sket på værelset. Gergi så hendes øjne blev fjerne og spurgte forsigtigt.
”Er det den elver, som du mener at have set i går aftes?” Kat skubbede tankerne væk og smilede, mens hun stille forklarede sammenhængen. Dog undlod de begge at bruge ordet ”bror”, da Kat ikke var sikker i sin sag. Solum kom med morgenmaden og satte ligeledes en kande med frugtsaft hos dem. Hvorefter vendte han tilbage til køkkenet.

Gergi og Kat forsatte deres samtale over morgenmaden. Og ingen af dem havde set, at ilden havde fået et glasklart skær. Valdar havde udført besværgelsen til ilden, sammen med en søgebesværgelse for det tilfælde, at Kat skulle have flyttet sig fra værelset. Og ganske rigtigt, så befandt hun sig ikke på værelset, men i en krostue, som han aldrig havde set. Han lyttede til Kat og manden, som hun kaldte for Gergi, mens de snakkede om slynglerne. På et tidspunkt kom der en ind fra gaden, Valdar skyndte sig at opsatte et skjold, så ilden lignede sig selv. Det var en ung knægt, omkring de femten, som var kommet ind, og han tiltalte Gergi: Majestæt. Desuden så var knægtens rapport og den efterfølgende samtale mellem Kat og Gergi, noget som fik nogle ting til at dæmre for Valdar.
”Majestæt, borgerne i Ronak ønsker at vide om det er sandt at Vildkatten er her i byen. Og hvis det er: hvorfor de så intet har set til hende.” Gergi nikkede og så på Kat.
”Hvilket også minder mig om, at dette er en god lejlighed til at lade de nye slyngler hilse på dig. På den måde undgår vi kedelige hændelser.” Kat så overrasket fra knægten til Gergi og tilbage på knægten.
”Har folk virkelig savnet mig så meget??” Hun glippede med øjnene af overraskelse, da drengen nikkede.
”Ja okay, det er jo alligevel fire år siden jeg sidst var her i byen, så det er enligt helt forståeligt.” Hun så på knægten og smilede.
”Fortæl du bare byens største sladdertanter, at jeg er i byen og at jeg om en lille halv times tid vil være ude i byens gader.” Knægten så over på Gergi, der bare nikkede. Kort efter var de igen alene i krostuen. Nu begyndte Kat at le og Gergi så undrende på hende.
”Ja, Gergi. Jeg ler fordi jeg slet og ret havde glemt, hvor meget folk her i byen enligt ser op til mig. Desuden så vil der blive travlt her i ”Skaden” i aften. Nå men, det var den gåtur…” Hun så på Gergi, spurgte om han ville med, han sagde ja.

***

Valdar sad tilbage med en del oplysninger, mens han opløste besværgelserne. Han satte sig ved sit skrivebord og begyndte at skrive ned: Menneskenes Hovedstad, Ronak. En kro, som hed noget med ”Skaden”, En slyngel, ved navn Gergi, som også blev kaldt Majestæt. Samt Vildkatten og en Mearae, som hed Sølvskygge.
Interessante ting man dog kunne høre når man lyttede igennem ilden. Han smilede for sig selv, og fandt et gammelt kort over menneskenes hovedstad Ronak. Efter at have studeret det en times tid, uden at finde noget, blev han forstyrret af en stemme i døren.
Sidder du nu der igen, min søn? Hvorfor er du ikke ude og nyde den dejlige morgen?” Valdar drejede sig og så på sin far. Han vidste ikke hvad han skulle sige, endsige hvordan han skulle forklare det. Faderen smilede og gik over til sin søn, og så på at det der lå på bordet. Han tog det pergament, hvor Valdar lige havde skrevet sine noter ned, og læste det grundigt. Han stirrede først på pergamentet, og derefter på sin søn.
”Hvor har du hørt om Sølvskygge??” Valdar fortalte hurtigt og præcist sin far om sin samtale med Vildkatten, eller Kat, som hun også blev kaldt. Og om alt det han havde hørt for lidt over en time siden. Hans far nikkede fortroligt og gav sig til at tænke. Men nåde ikke at svare, før der blev banket på den åbne dør, Vendir havde glemt at lukke den. En elver bukkede.
”Lord Vendir. Deres tilstedeværelse er ønsket i rytternes råd.” Elveren bukkede igen og gik. Vendir sukkede og så på sin søn.
”Jeg har hørt om disse slyngler og deres hersker. Men det må vente til senere. Lige nu har jeg desværre et møde, som rådet ikke tillader at jeg undlader.” Han klappede sin søn på skulderen og gik. Valdar sad tilbage og vidste ikke helt hvad han skulle. Disse møder kunne vare flere døgn, men de kunne også slutte efter en times tid, man viste det aldrig. Det endte med at han greb sine våben og sluttede sig til dagens våbentræning. Disse bekymringer kunne vente til senere, lige nu kunne han ikke finde hoved og hale i noget af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...