Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 20 maj 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

0Likes
0Kommentarer
371Visninger
AA

1. ➀ En aften med gensyn

Kat sad mageligt henslængt i sin ynglings stol foran pejsen i ”Den Tyvagtige Skade”, og slappede af til støjen fra de mange slyngler, der var tilstede. Hun var to timer tidligere blevet budt hjertelig og støjende velkommen ’hjem’. Selv kroværten havde været med i velkomsten. Hun smilede for sig selv ved mindet, knap nok havde hun nået at sætte en fod inden for døren før det første råb lød:
KAT!!!” Hvorefter hun var blevet omringet af slyngler, der alle som en ville give hende et knus. Det tog dem omkring en time, før alle havde været henne ved Kat og sagt:
”Velkommen hjem.” Hun kunne ikke lade vær med at grine. Åh, hvor hun dog elskede de slyngler, de var alle, som brødre og fætter for hende - selv om de var morder, tyve, falskmøntner og taskenspillere. Igennem hendes barndom havde de hjulpet hende, og beskyttet hende mod alle former for fare og grusomhed. Det var også dem der havde lært hende den første form for våbenbrug, og trænet hende, så hun til sidst kunne det i søvne.
Det var omkring fire år siden hun sidst havde været på ”Den Tyvagtige Skade”. Faktisk gjaldt det hele hovedstaden, Ronak.
Hun vidste også at det i realiteten gjalde om at gøre sig mindst muligt bemærket her i hovedstaden, selv om det nærmest var umuligt, da der var flere som gerne ville have fat i hende, der iblandt hendes mor, Velina Dú Nór.
Et snærende smil gled over hendes ansigt ved tanken om hendes moders sidste forsøg på at fange hende. På en markedsdag havde hendes mor grebet hende og var begyndt at slæbe af sted med hende, da slynglerne havde omringet dem. Her var det lykkedes Kat at give sin moder en ordentlig forskrækkelse, ved at trykke en dolk mod hendes hals og presse lidt til.
Men alt dette var sket for fem år siden. Og Kat ville vædde med at hendes moder nu havde sat sin lille skødehund af en lakaj, Brad, på sporet af hende. Dog var der endnu ikke sket noget, men hvem vidste hvor længe freden vare.

Kat sukkede og rakte ud efter det krus hun vidste, en af kropigerne havde stillet på bordet ved siden af sig. En særlig duft steg op fra kruset, og Kat genkendte dværgeøllet endnu inden hun havde nippet til kruset. Hun lænede sig ud over armlænet og drejede hovedet så hun kunne se kroværten Solem, smilede til ham og mimede et
”Tak”. Han nikkede smilende og mimede:
”Det var så lidt.” Hvorefter han igen havde travlt med slynglerne. Kat lænede sig atter tilbage i stolen, og gav sig til at nyde øllet. Der var sket så meget på det sidste, og Kat havde endnu ikke haft tid til at tænke det hele igennem. Nu havde hun endelig tid, men… kort efter da hun havde drukket halvdelen af kruset, kaldte slynglerne på hende. De ville høre hvordan hendes rejser rundt i riget var gået, og hvad hun havde oplevet. Kat smilede, rejste sig og gik over til dem. Hun bestemte sig for at gemme tankerne til senere.
”Nå, drenge - så i vil høre hvad jeg har lavet de sidste fire år, hva'?” Nogle af slynglerne vidste stadig ikke hvad de skulle syntes om Kats udtryk: 'Drenge'. Helt ærligt, de var jo en blandet flok i alderen femten til femogtredive.
Det virkede egentligt lidt nedgørende, men efter som deres hersker og hans næst kommanderende ikke sagde noget til det, gjorde de heller ikke. Desuden havde de haft elleve år til at brokke sig, hvilket de endnu ikke havde gjort.
En af de ældste slyngler kom leende hen og greb Kat om livet.
”Min due, du får mig til at føle mig ung igen, hver gang du kalder os drenge.” Han blinkede til de andre slyngler.
”Og det siger ikke så lidt.” Alle brød ud i latter. Vismand, som denne falskmøntner blev kaldt, var i starten af trediverne. Hans hår var endnu flot brunt, med et par grå hår. Kat gjorde sig leende fri af Vismands greb og satte sig på en stol, ved siden af en anden af hendes bedste venner: Langfinger. Mark ’lynkniv’, tyvenes næstkommanderende, sad overfor Kat og smilede. En ung blomsterpige, ved navn: Nellie, sad på hans skød og kærtegnede hans hår. Hun blinkede til Kat, hvorefter hun bed blidt i Marks øreflip. Kat kunne ikke lade vær med at le, da hun kunne se at der gik en behagelig gysen igennem Mark, selv hans øjne fik et kort øjeblik et lidenskabeligt udtryk. Kat vidste at hvis Nellie forsatte på den måde, gik der ikke længe før de to trak sig tilbage til et værelse.

Langfinger smilede og løftede sit krus til en skål, det var Kat og de andre ved bordet med på. Langfinger rejste sig med sit krus og så sig om. Inden længe havde alle i krostuen, løftet deres krus.
”En skål for at Kat er vendt hjem efter fire lange år. En skål for vores Majestæt, gid han må leve længe.” Det sidste sagde han med front mod langbordet, hvor slynglernes hersker, Gergi sad. Nu lød der skramlen fra stole over alt i krostuen, da havde alle, inklusiv Kat, travlt med at komme op og stå. Kort efter lød der et kor af stemmer:
”For Kat, der er vendt hjem. For vores Majestæt, gid han må leve længe.” Kat selv råbte med på den sidste skål. Gergi som sad på sin trone lignende stol, løftede sit krus, så rundt på alle, drak en slurk og satte kruset på bordet. Derefter drak alle af deres krus, satte sig igen og forsatte deres samtaler.
Kat vendte opmærksomheden mod de slyngler, som sad ved samme bord.
”Jo, ser I.. Jeg var i Helfort, som ligger en halv dags ridt sydvest fra elvernes land; Ainadôr, da jeg blev opmærksom på at der var kommet andre ’vandre’ til byen.” Kat forsatte sin beretning om hvordan rejsen var begyndt sammen med femten andre ’vandre’. I blandt gruppen var en ung mand, ved navn Alistar, som var blevet en meget god ven og kammerat til Kat.
Deres mål var den nordlige del af riget, som var hårdt plaget af orker og goblinger. Det omfattede fire landsbyer, som hver lå en dagsrejse fra hinanden. Da de ankom, kunne de se at landsbyerne, alle som en, var udhungret og på fattigdomens rand. Derfor dele de sig op, hver gruppe ville hjælpe en landsby med at komme på fode igen, og der var nok at tage fat på.
Efter to ugers tid, hvor opgaverne mest bestod i at få opfyldt forrådskammerene og opbygning af forsvar, kom det første sammenstød med en blandet gruppe af orker og goblinger. Til alt held kom alle uskadt i gennem sammenstødet, dog med undtagelse af angriberne, som mistede en stor del.
Om aftenen tog Kat den sene midnatsvagt, sammen med en anden unge ’vandre’, kendt som Sniger. Under dagens sammenstød havde Sniger været tæt ved Kat, og havde nydt synet af hendes bevægelser under kampen. Nu spurgte han om hun ville lære ham et trick eller to. Og Kat svarede uden at vende sig, at det ville hun da gerne. Men det måtte vente til morgendagens træning. Derefter var resten af vagten foreløbet stille og roligt, og da de var blevet afløst kl. fire om morgenen, var Sniger gået på hovedet i seng. Kat der imod, hun var gået ned til den nærliggende sø, der lå i et lille stykke skov, og havde taget sig et bad.

Kat stoppede og tømte kruset, hvor efter en af drengene fyldte det op med almindeligt øl. Dette bemærkede Kat ikke, da hendes tanker var ved søen og det, der efterfølgende var sket.
Hun havde ikke haft nogen anelse om, at der var en der holde øje med hende, da hun gik ned til søen og badede. Mens hun badede på et sted, hvor vandet kun var ankel dybt, begyndte hun at nynne en elvisk sang, som hun plejede. Efter kort tid var hun væk i sangens toner, og hun begyndte at danse i vandet, samt at synge de elviske ord, der hørte til sangen. Den skjulte gæst fik nu mere at se af hendes nøgne krop. Gæsten havde nok ikke regnede med at hendes sang havde været så lokkende, som det nu viste sig, for langsomt, og lettere modvilligt begyndte gæsten at nærmer sig.
I samme øjeblik gæstens højre støvle ramte vandet gav det et plask, der fik Kat til at stoppe sin sang. Hun stod med ryggen til stedet, så hun drejede hovedet med et ryk, og blev bleg, da hun så hvem der havde vækket hende fra sangens magiske verden. Det viste sig at det var en elvermand, klædt som en jæger. Hun skyndte sig ind til bredden, hvor hun greb sin kappe, som hun slyngede om sig, hvorefter greb hun det ene af de korte sværd, hun altid havde med sig, og gjorde front med sværdet hævet. Og hvad så hun?, elveren stod stadig med den ene støvle i vandet. Han havde dog løftet hænderne i vejret, så hun kunne se at han ikke havde i sinde at trække sine våben. Han havde en jagt kniv og et sværd hængende ved siden, samt en bue og pilekogger på ryggen. Hvad der fik ham til at se ned på sin støvle i vandet, vidste hun ikke. Men han skar en grimasse og fjernede sig lidt fra vandkanten, stadig med hænderne i vejret.
Kat viste ikke hvad hun skulle gøre, men han tog beslutningen for hende ved at vende ryggen til hende.
”Du burde få noget tøj på, så du ikke bliver syg.” Han talte det sprog, som var kendt hos menneskerne, men Kat var stadig skeptisk, skønt, hun rigtig nok var begyndt at fryse lidt. Hun blev dog hurtigt enig med sig selv om, at elveren ikke kunne se mere end han allerede havde set, så hun skyndte sig at komme i tøjet. Hun tænkte også på hvad der fik Sølvskygge til ikke at komme ned til hende. Eller for den sags skyld, at hente Alistar.

”Kat. Nu falder du i staver… Hvad skete der med goblingerne og orkerne??” Kat glippede med øjnene, jo hun var faldet i staver over minde. Hun skubbede det til side og fortsatte efter en ny slurk..
… Efter badet var hun vendt tilbage til landsbyen, og havde fået nogle få timers søvn, inden en af landsbyens haner galede daggryet velkommen. Hun var gabende stået op og havde sluttet sig til beboerne, som var begyndt på dagens første opgaver.
De unge drenge, mændene og 'vandrene' begyndte at træne våbenbrug, mens pigerne hjalp kvinderne med morgenmaden. Kat gik hen til kamppladsen, og så Sniger stå overfor en af landsbyens drenge. Hun smilede og varmede lidt op, imens hun fulgte dem med øjnene. Efter opvarmningen gik hun hen og rettede lidt på Sniger, og bad drengen om at stille sig på samme måde. Drengen blev først lidt fornærmet, men da han så Sniger smile og takke hende, skyndte drengen sig også at stille sig på samme måde. Til sidst stillede Kat sig op, samme position som hun havde vist de andre to, og trak sit ene kort sværd. Derefter lavede hun nogle øvelser i et langsomt tempo, som de to andre gjorde efter. Da de havde fat i øvelsen, satte Kat tempoet op, og snart gik det i almindeligt kamptempo. Kat smilede og bad dem stille sig over for hinanden. Sniger og drengen, som sagde at han hed Mik, skyndte sig at gør som hun sagde, ivrig efter at lære mere. Landsbyens mænd stoppede deres træning, for at følge med i de øvelser Kat lavede med de to. Øvelser hun havde lært af slynglerne og udvidet sammen med smedene fra Birkelund. Nogle af landsbymændene fnyste afskyvækkende over at en kvinde indgik i kamptræningen, mens andre studerede hendes bevægelser. To af de 'vandrende', Loke og Alistar, så smilende på hende. De talte stille sammen, dog højt nok til at de omkring stående mænd kunne lytte med. Samtalen galte Kat og om hvor hurtig hun havde været til at tilpasse sig de 'vandrene's vaner, samt hvor god hun var til at lære fra sig, når det kom til oplæring af nye folk.
Da Sniger og Mik havde fat i øvelserne, gik Alistar ind og overtog dem og Kat gik lidt afsides, hun manglede lidt ekstra plads. Her trak hun sit andet kort sværd, som var identisk med det første, og gik i gang med sin egen træning, i et lidt vildere tempo end de andre. Og snart var hun så optaget at hun ikke bemærkede de andre. Tiden gik og kamptræningen stoppede, undtagen Kat. Sniger og Mik næsten tikkede Alistar om at lære dem mere, men Alistar rystede på hovedet og sagde at det måtte vente til senere. Derefter så han over på Kat. Hun var i fuld gang med nogle elviske øvelser, så hun bemærkede ikke de andre stod og stirrede. Da hun stoppede; var det en fingerbredde fra Lokes næse. Loke var en af de ældste ’vandrede’ og kendte derfor Kats færdigheder, godt nok til at turde at stille sig i vejen for hendes øvelser.
Loke gjorde sig nærmest skiløjet for at se om hun havde stoppet i tide. Først var Kat chokeret over Lokes dristighed, men ved synet af hans øjne der skelede ned på næsen, kunne hun ikke lade vær med at grine. Hun stak sværdene tilbage i skederne, som hun bar på ryggen.
”Der var du godt nok heldig, et kvart skridt tættere på og du vil have manglet din næse. Tossede kagl, hvornår lære du bare at råbe??” Loke gned en finger over næsen, ikke en ridse, og svarede at det gjorde han den dag hun hørte efter. Kat kløede sig i nakken og så en smule forlegen ud.
”Ehm. Det må du undskylde, min ven. Havde glemt hvor optaget jeg kan blive når jeg træner.. Kat sluttede sig til de andre, som var på vej til morgenmadsbordet. Alistar sluttede sig til hende og snart var de to i dyb samtale omkring forskellige øvelser, våben og taktikker.
Resten af dagen, gik på at genopbygge hvad orkerne og goblingerne havde smadret, og på at få opbygget et bedre forsvar. Kat hjalp til ligeså godt som en mand, da hendes tid som ’rejsende’ havde gjort hende stærkere. Her fik hun respektfulde blikke fra mændene, da de så at intet arbejde var under hendes værdighed. Nogle af dem begyndte til og med at spøge med hende, hvilket hun hjerteligt svarede igen på. Alistar drillende hende lidt mere end venskabeligt. De to havde deres egen forståelse af drillerierne, som andre nok ville kalde: begyndende kærlighed.

Kat blev afbrudt i sin fortælling af et brøl uden for kroens dør. Alles øjne vågede på døren og samtlige hænder hvilede på sværdfæster og dolkeskæfter, i tilfælde af at det blev nødvendigt. Døren gik op og gav et brag, da den ramte vægen, og i døråbningen stod Brad. Kat sukkede, da hun viste at der nu ville blive problemer, og fordi hendes fredelige aften var blevet spoleret. Brad så sig om i lokalet, men da han ikke kunne se Kat, som hun sad i skyggen af Langfinger og Vismand, brølede han så glassene på bardisken og på hylden bag Solum rystede svagt.
”Hvor gemmer du det kvindemenneske, Tyvekonge?? Jeg ved hun er her.” Han så tværs igennem lokalet på Gergi. Kat sukkede endnu en gang, tømte sit krus og rejste sig.
”Kan man da ikke få en enkelt aften i fred?” Hun så at flere af tyvene ligeledes havde rejst sig, og nu stod og afventede Brads næste træk. Hun smilede og så på Brad, hun nægtede generelt at tro et hvert ord fra ham.
”Hvad vil du?? Er det Velina der har sendt dig? Hendes lille skødehund..” Hun antydede et foragtet spyt og lod det blive ved antydningen, da hun vidste at Solum ikke var glad for det på sit gulv. Brads øjne blev smalle og han gjorde klar til at springe frem mod hende, men inden han mere end et par skridt, havde de forskellige tyve samlet sig rundt om Kat. Hun stod dog stadig åben for angreb, men dette viste at tyvene var med hende, hver og en. Brad bandede, så sig rundt. Kat gik frem og greb ham i kraven.
”Hvad end du tænker på. Så gem det til en anden dag, jeg gider ikke banke dig i aften.” Hun skiftede greb fra kraven til nakken og den anden hånd greb hun fat i buksekanten på ham, løftede ham op og gik, på tros af hans modstand, de få skridt hen til døren, hvor hun kastede ham ud på gaden. Knap var han ude, før døren blev smækket i efter ham, og inde fra kroen kunne man høre et øredøvende jubelråb og latter.
Resten af aftenen forløb uden problemer og Kat fik fortalt sin beretning færdig. 

Da Kat kom op på sit værelse omkring midnat, kunne hun konstatere: at en af pigerne havde tændt op i den lille pejs. Hun satte sig i sin lænestol og hendes tanker gik igen tilbage til elveren i skoven. Godt nok var det omkring tre år og nogle måneder siden hun havde set ham, men hun kunne ikke glemme hans ansigt, det havde været som om hun så sig selv i et spejl, og dog ikke helt. Men han havde mindet en del om hende. Nu sad hun og fortrød sin handling, hun var flygtet tilbage til landsbyen, da elveren begyndte at nærme sig og talte til hende. Nu ønskede hun inderligt, at hun havde haft modet til at have møde ham, og snakke med ham.
Hun stirrede ind i ildens dansende flammer, samtidig med at hendes sind drømte sig tilbage til søen. Hun begyndte at gabe en del. Efter en tids stirren i ilden, var det ligesom om ilden blev glasklar og et billede dannede sig i flammerne. Hun rynkede brynene, Følelsen af Mearaerne var stærk, men eftersom hun var van til at omgås dem, tænkte hun ikke over det. Billedet blev tydeligere og nu så hun den samme elver, siddende ved et bord. Bordet var dækket af krøllede pergament ark, et af dem lå tæt ved ildstedet og Kat kunne skimte at det var en skitse af hende. Hun smilede og gabende højlydt, men standsede brat, da elveren drejede sig med et sæt og stirrede på hende igennem ilden.
Efter ca. to minutters stilhed hvor kun ildens knitren hørtes, tog elveren sig sammen og rejste sig. Med blikket fast på Kat gik han hen og satte sig foran ilden, og så undrende på hende. Da spørgsmålet kom, gav det et set i Kat.
”Hvordan gjore du dette?” Spurgte han på elvisk. Kat vidste ikke om hun skulle svare ham, men huskede på at det ville være meget uhøfligt ikke at svare på et spørgsmål fra en elver. Elveren var ved at gentage sit spørgsmål, denne gang på menneskernes sprog, da Kat svarede på elvisk.
”Hvor skulle jeg vide det fra?? Jeg sad enlig og halvsov. Desuden så mærkede jeg også Sølvskygges nærvær, da det skete.. Så mon ikke han og flokken har en finger eller hov med i spillet??” Det sidste tænkte hun højt og så derfor ikke overraskelsen i elverens øjne, før han udbrød:
”Sølvskygge… Er du i kontakt med en Mearae??” Han så næsten vantro på hende.. Hun nikkede og fortalte om hendes første møde med Sølvskygge fjorten år tidligere. Elveren måbede og glippede overrasket med øjnene en del gange, hvorefter han rejste sig og gik rundt. Det så ud som om han tænkte, og prøvede at få det hele til at hænge sammen. Kat var ved at falde i søvn, da han kom tilbage og satte sig igen.
”Hmm. Det lyder underligt, men ikke umuligt..” Han smilede og bukkede fra siddende stilling.
”Mit navn er Valdar Valcyrial. Må man spørge om dit navn, min kære?” Kat skjulte en gaben med højre hånd.
”Mit navn er Vildkatten, nok bedre kendt som Kat.. Det er desværre alt du får at vide, Valdar Valcyrial.” Han hævede et øjenbryn i undren. Kat glippede overrasket med øjnene, da hun så ham sidde og fingerere ved et halssmykke, som han bar om halsen. Nysgerrigheden jog alt hendes træthed væk.
”Det halssmykke!? Må jeg se det?” Hun lænede sig helt frem så hun bedre kunne se, mens han sad og overvejede hendes spørgsmål. Til sidst nikkede han, tog halssmykket af og holdte det hen foran ilden. Kat måbede da hun så smykket: en mini udgave af et forgyldt hovedpanser, som dragerne brugte i krigen. Ganske langsomt, uden at tænke over det, begyndte hun at finde sit eget frem fra skjorten. Hun nåede kun at afsløre kobberkæden, før en anden elver kom ind i værelset hos Valdar.
”Hvad i gudernes navn er det du gør med det smykke, Valdar?? Det var jo en gave fra din far!!” Valdar rejste sig og så på den anden elver.
”Jeg viste det til Kat.” Han slog ud med armen mod ilden, og da den anden elver kikkede, så han kun et flimrende billede af hende. Valdar havde igen vendt sig mod ilden, og så nu at Kats billede var ved at forsvinde. Fortvivlet rakte han hånden frem for at holde fast i Kat, mens han råbte:
”NEEJ!!” Kat var blevet overrasket over den nye elvers tilstedeværelse, så hun var kommet til at give slip, på hvad end det var hun holdt fast i. Det resulterede i at den magiske forbindelse smuldrede og forsvandt. Hun var dog overrasket over den måde, som Valdar reagerede på som om han gerne ville beholde hendes selskab. Nu sad Kat tilbage med halssmykket halvvejs fremme fra skjorten, og stirrede på ilden, som lystigt knitrende videre, som om der aldrig var sket noget.

Der lød en banken på døren og Gergi stak hovedet inden for, mens han så undrende på hende..
”Du, Kat.. Var det bare mig, eller var der en elver som skreg et eller andet??” Da Kat ikke svarede, gik han ind, lukkede døren og satte sig på hug ved siden af hende. Han blev overrasket over at se en tåre komme trillede ned over hendes kind. Han løftede hånden og tørrede den væk, men han sagde intet. Kat tog halssmykket helt frem og så på det. Det Valdar havde vist hende havde været et identisk med hendes. Hendes hvisken var næsten ikke til at høre..
”Jeg tror, jeg lige har mødt min bror.” Gergi sad bare og så på hende, mens hans tanker hvirvlede rundt. Kat så på ham.
”I gennem ilden, og med hjælp fra Mearaerne. Jeg sad og halv sov, mens jeg tænkte på en elver jeg tilfældig mødte mens jeg var i den nordlige del af riget. Og før jeg vidste af det, så jeg ind i hans arbejdsværelse. Han så mig, og vi snakkede, indtil jeg blev overrasket af en anden elver, som kom ind på hans værelse. Jeg tror han gerne ville have snakket mere med mig, men da jeg blev overrasket mistede jeg det, som gjorde det muligt at se ham.” Hun sukkede. Hun vil enlig også godt have snakket noget mere. Men sket var sket, og det stod ikke til at ændre. Nu hvor hun ikke havde elveren, Valdar, til at snakke med, ja så kom søvnen og overmandende hende, hun gabte flere gange i træk og glippe søvnigt med øjnene. Gergi kendte godt det ansigtsudtryk, og hjalp hende over til sengen, hvor han trak et tæppe op over hende og flyttede en lok af hendes hår.
”Sov godt, Kat. Guderne være med dig og stjernerne våge over dig.” Inden han gik ud undersøgte han rummet, men fandt intet. Og alligevel følte hans sig overvåget. Men en hovedrysten gik han ned til de andre slyngler.

***

Ilden i Kats værelse blev igen glasklar, Valdar og hans ven kunne nu se Kat, der nu lå og sov med et tæppe over sig.. Valdar kunne se kobberkæden, som hang omkring hendes hals og endte i hendes hånd, men ikke smykket. Hans ven forslog en kaldebesværgelse, men det afviste Valdar. Han mente, at hun selv ville vise ham det en dag, og han ville vente. Vennen trak på skulderne, gik og lod Valdar være alene med sine tanker. En times tid sad Valdar og så på Kat. Hvor havde han lyst til at hente sin far, så han kunne se hende. Men han lod det kun blive ved tanken. Men lige nu var han næsten sikker på at han så på sin længe savnet søster.
*Ja, okay. Halvsøster* rettet han sig selv i tankerne. Med et sidste blik på hende, lod han besværgelsen falde og ilden blev igen sin normale farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...