Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
2Kommentarer
799Visninger
AA

7. (7) De undslupende fanger

Efter Sølvskygge og de andre var sluppet ud, havde de holdt et rask tempo for at komme så langt væk fra Skyggens borg som muligt. Sølvskygge ledte gruppen af mindre kendte stier og dyreveksler, end sjette kompagni troede muligt. Og efter tre timer, nåede de frem til Ainadôrs sydlige grænse. Efter en tankesamtale med Sølvskygge, ventede en gruppe elver på dem, så dem der var såret kunne blive tilset af en healer. Sjette kompagni hoppede af hestene, men holdte sig lidt i baggrunden, så det var Mikél og Keil der gik lidt frem. De lagde alle deres våben på jorden og gik en meter tilbage, hvor de knælede med hænderne hvilende på det ene knæ. Da elverne så undrende på de to mennesker, talte Mikél:
”Ærede elver. Efter flere års venskab med Vildkatten; har vi lært at dette er den bedste måde, at forklare at vi kommer med fred.” En af elverne, en ung mand, som lignede en på femogtyve, gik frem til Mikél og Keil, som stadig knælede.
”Jeg har hørt om hende; Vildkatten, og kun hørt godt. Mit navn er Haldir, og jeg takker på vores konges vejene; at I har bragt vore prinsesse hjem.” Hele sjette kompagni så overrasket på Haldir, som forsatte:
”Ligeledes takker vi jer for at I har været med til at bringe disse drageæg og Mearaerer i sikkerhed.” Efter at have talt bukkede Haldir for dem, og bad dem om at rejse sig. Han vinkede ligeledes af resten af sjette kompagni.
”I er alle velkommen til at hvile her.” De bukkede alle som en, og Mikél talte igen:
”Vi takker. Vi er alle fra sjette kompagni under Slotskommandanten i Ronak. Dog har vi været udstationeret hos Skyggen: Jachar i et par måneder, efter Kong Rolars ordre. Men da han indfangede denne elverkvinde, stoppede vores ønske om at blive der.” Han gjorde en bevægelse hen imod elverkvinden, som var under behandling. Keil så sørgeligt op på Haldir.
”Desværre er vores ven: Vildkatten, nu den tilfangetagende. Gid guderne ville beskytte hende mod Skyggen Jachars giftige klør.” Haldir og de andre elvere, så nærmest skrækslagen på Keil. Uden ord flere ord viste elverne hvilke telte sjette kompagni kunne bruge. Der var foder til hestene, samt mad og drikke til soldaterne.
Haldir gik over til healernes telt, for at se hvorledes det stod til med prinsessen. Sølvskygge stod og gumlede hø uden for teltet, han havde stadig Kats sadeltaske over skulderne. Haldir stansede op og så undrende på hingsten, men han sagde intet, han gik ind i teltet og talte med healerne.
En times tid senere kom Haldir ud fra healernes telt. Sølvskygge rettede ørene imod ham. *Du skal bare stille dit spørgsmål, i stedet for at gå og grunde over det.* Hingstens tanketale var på elvisk. Haldir så overrasket på Sølvskygge, imens hingsten gik hen til en lavt hængende gren. Her lod Sølvskygge remmen til sadeltasken glide ind over grenen, sænkende hovedet og skulderne lidt, hvorefter han bakkede. Resultatet blev at sadeltasken hang på grenen. Derpå drejede han hovedet og så på Haldir, samt de andre elvere der havde samlet sig. *Hvad er dit spørgsmål?* Haldir så først på sadeltasken og derefter på Sølvskygge.
”Jeg var overrasket over at se dig bære en sadeltaske. Men efter at have set hvordan du kan tage den af, er det lidt lige meget. Din rytter har sikkert fået den lavet på den måde, med netop henblik på dette.” Sølvskygge nikkede, og forklarede sagen. Han fortalte dem også om nogle af deres rejser sammen med de vandrende, deriblandt deres sidste opgave i den nordlige del af riget. Elverne var overrasket over at en halvelver kunne overleve så meget. De blev også overrasket over hvor ærebevidst Vildkatten var, men Sølvskygge forklarede at hun hellere ville dø, end at skuffe elverne. *Og lige nu udholder hun Skyggens tortur for at holde vores opholdssted skjult.* Elverne blev nærmest ubehageligt til mode, ved hans sidste ord. Et par af elverne bukkede for Sølvskygge og forsvandt ind i deres rige.

Sølvskygge og Haldir gik sammen over til soldaterne fra sjette kompagni. De hilste med en knytte hånd over hjertet og bøjet hoved. Haldir smilede, han var overrasket over den respekt som soldaterne udviste. Mikél kom frem og hilste på samme måde.
”Jeg takker på vejene af hele kompagniet, for alt den venlighed i har vist os.” Haldir smilede og nikkede. *Sølvskygge, har Vildkatten undervist disse mænd i høflighed?* Sølvskygge sendte en tanke fuld af latter. *Nej. Disse mænd har altid kendt til høflighed. Det er noget som Slotskommandanten går meget op i, uanset race og status.* Haldir nikkede forstående. Han gik sammen med Mikél hen til en træstamme ved deres bål. Her sad de og snakkede, indtil solen gik ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...