Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 20 maj 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

0Likes
0Kommentarer
299Visninger
AA

5. ⑤ Birkelund

Næste dag havde Meljanna det noget bedre, men Kat tog ingen chancer. Efter at have sagt farvel til elverne, satte hun, Sølvskygge og Meljanna kurs mod Birkelund, som de nåede to timer efter middag. Snart blev der oprør i den stille landsby, og Kat opfangede ordene:
”KAT KOMMER!!!! KAT KOMMER!!!!”
Hun smilede og talte gennem tankerne til Sølvskygge:
*Det var sørme hurtigt, de knægte fik øje på os. Nu skal vi nok regne med at hele landsbyen er mødt op for at tage imod os.* Sølvskygge nikkede og tilføjede:
*Men vores første opgave er at hjælpe Meljanna.* Det var Kat helt enig i. Da de kom ind i den sydlig ende af byen, og blev ganske rigtigt mødt af alle landsbyens beboer. De gjorde dog intet for at stoppe hende og de to Mearaer. Kat hilste med venlige ord på alle og sagde at hun først skulle sikre sig at den sårede hoppe havde det godt. Beboerne smilede og råbte til hende:
”Du er så venlig en sjæl, Kat!! Hvad skulle de kære Mearaer gøre uden dig.” Her til var der mange som nikkede. Kat smilede tilbage og red videre til sine fosterforældres stald. Her fandt hun hurtigt en klar boks til Meljanna, og efter at have renset hoppens sår endnu en gang, lod hun Sølvskygge holde øje med Meljanna og gik ind i krostuen. Her standsede hun lige inden for døren, krostuen var proppet af landsbyens beboer og nogle få gæster. Kat så sig overrasket omkring, og fik øje på sine fosterforældre over ved bardisken.
Kroværts parret: Joss og Mary Marlin, fik ligeledes øje på deres fosterdatter og kom hende i møde. De omfavnede hinanden, men mere blev det ikke til før folkene nærmest råbte på nyheder fra verdenen. Kat smilede og fulgte med sine fosterforælder tilbage til bardisken, hvor Kat, efter Joss’ godkendelse, hoppede op på disken, satte sig og så ud over forsamlingen.
”Nyheder siger I?” Og folk jublede og fløjtede. Kat lo og tog imod et krus øl fra sin fosterfar. Hun tog en mundfuld før hun startede.
”Enlig er der ikke noget nyt fra Ronak. Men jeg har da hørt nogle rygter, som I sikkert ville finde oplysende. Jeg har hørt at Kong Rodgar planlægger en alliance med Dronning Valeri af Lonodir. Det siges at denne alliance omhandler et ægteskab mellem Prins Kadar og Dronningens barnebarn. Men endnu ved ingen hvem denne prinsesse er.” Folk begyndte at snakke, så hun tog en stor slurk øl og ventede på at folk skulle falde til ro igen.
”Endnu videre løber der rygter om at dragerytterne atter rør på sig. Nogle bønner i den nordvestlige del af riget, siger at de har set rytterne og deres drager.” Igen begyndte folk at snakke højlydt, og Kat lod dem diskutere. Hun havde fået øje på en lille gruppe, som sad halvvejs gemt i det ene hjørne. Der var fire personer og de var alle dækket til med kapper, som skjulte hvem og hvad de var. Hun smilede da en af dem drejede hovedet og derved afslørede en lille del af sit ansigt. Hun fik øjenkontakt med denne person og kunne se at det var en ung mand, hun ville næsten væde med at han var elver. Hun lagde hånden over hjertet og antydet et buk. Han smilede og nikkede inden han igen skjulte ansigtet.

Omkring en time efter begyndte landsbybeboerne at gå hjem til dem selv. Snart var kun de to smede tilbage, samt de gæster der hele tiden havde været der. Kat gik smilende over til smedene, drejede en stol rundt, så armene hvile på ryglænet. Hun vidste at de fire ved bordet i nærheden ville lytte, hvilket også var grunden til at hun begyndte at tale elvisk.
”Nå, Theador og Haldar… Hvordan står det til her??” De to smede så smilende op på hende. Haldar skimtede ud af øjenkrogen, at de fire fremmede var nysgerrige angående Kat.
”Jo, det går skam udmærket. Lidt stille med smedearbejdet, men ellers udmærket. Skønt vi savner dig at træne med. Du er den eneste som kan give os rigtig modstand.” Kat lo og så på sine to venner. Det var år og dag siden hun sidst havde set dem, og alligevel havde de ikke ændret sig. De var stadig de to dejlige halvelvere, som hun havde kendt fra barnsben. Det var også dem der havde lært hende at kæmpe som en elvisk kriger.
”Har i ellers hørt noget fra Ainadôr? Jeg har ikke været i stand til at opfange nyt derfra i nogen tid.” Nu drejede den samme unge mand, som før, igen hovedet, denne gang så hurtigt at hætten afslørede et spidst øre for et kort øjeblik. Kat så det ud af øjenkrogen, men drejede ikke hovedet, hun så stadig på Theador og Haldar. De to så der imod over på de fire, og bukkede siddende.
”Måske skulle jeg nævne, at  jeg stødte ind i en gruppe elvere, en dags tid før jeg ankom her. En af dem hed Leeron.” Nu havde Kat virkelig opmærksomheden, både fra sine venner og fra de fire gæster. Hun smilede, og da Haldar bad hende om at fortælle, nikkede hun. Hun fortalte fra det tidspunkt hvor Meljanna var kommet med information om Skyggen, om hendes møde med elverne, og om hendes sidste rejse her til. Haldar og Theador nikkede forstående, og Kat drejede nu hovedet om mod de fire gæster.
”Mine herre...” Hun bukkede siddende med højre hånd over hjertet, og forsatte:
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal tyde jeres tavshed. Men kan dog sige at I intet har at frygte. Mine fosterforældre er venligheden selv, og de ære elverne og deres veje, langt mere end Kong Rodgar.” Kat rejste sig og undskyldte for sine to venner, at hun ville se til Sølvskygge og Meljanna. Haldar sad og så efter hende, med en rynke i panden. Theador var gået over og havde præsenteret sig for de fire gæster. Han vendte sig om mod Haldar, der så på ham og sagde:
”Underligt at Kat fik så travlt med at komme ud. Hun havde jo knap nok mødt disse fire herre.” Han nikkede mod de fire elvermænd, som nu havde taget kapperne af. Theador nikkede, men sagde intet.

Ude i stalden fandt Kat, Sølvskygge og fortalte ham alt. Han lyttede roligt til hende, uden at afbryde hende… Han blev overrasket over at høre om de fire elver, som sad på kroen, men ellers var der ikke noget vider. Han bad hende dog om at gå ind til elverne igen. Da Kat antydet at det ikke var klogt, satte han blidt tænderne om hendes ene arm.
”Hvis du ikke tager dig sammen, og møder nogle elvere, så finder du aldrig din far.” Kat nikkede stille og Sølvskygge nussede hendes kind med sin mule. Han vidste at det havde været hårde ord, men også at de var nødvendige. Kat sukkede og nikkede, hvorefter hun gik tilbage til krostuen. Her gik hun hen til bardisken, gav sin fosterfar et kys på kinden, bagefter fyldte hun en mørk kande med dværgeøl og to lyse med elvisk blomstervin. Hun tjekkede med et hurtigt blik over til sine to venner og de fire elver, om de havde krus eller glas, og det havde de. Hendes fosterfar spurgte om hun ville være sød at aflevere en kande øl ved et bord, på hendes vej. Hun nikkede og greb alle fire kander, samt sit eget krus, hvorefter hun slingrede nemt og elegant frem imellem gæsterne, som en erfaren kropige. Elverne holde øje med hende og var imponeret over hendes smidighed. Hun afleverede kanden med øl til det bord der havde bestilt den, og forsatte over til hjørnet, hvor Theador og Haldar havde sluttet sig til de fire elver. Nu så hun at de alle fire var mænd, hvilket enlig ikke overraskede hende. Hun satte kanderne og sit krus på bordet. Alle øjne rettedes mod hende, men inden nogen nåede at sige noget, sagde Kat.
”Værsgo mine herrer. De to lyse kander er elvisk blomstervin og den mørke er dværgeøl. Dette er på min regning.” Haldar fangede en stol og gav den til Kat, som denne gang satte sig normalt på den. Hun fyldte sit eget krus med dværgeøl og lod de andre om den elviske vin. Hele fire par øjne så overrasket på hende, da hun tog den første mundfuld af kruset. Hun så på dem over kanten af kruset mens hun drak, og bagefter hævede hun spørgende et øjenbryn. En af elverne smilede og svarede hendes spørgende blik.
”Det er ikke hver dag, man ser en halvelver eller en elver drikke dværgeøl. Det stads brænder så forfærdeligt i halsen.” Hun smilede og nikkede. Hun kunne huske den første gang hun havde smagt det, der havde det også brændt hende langt ned i halsen, men hun havde forsat indtil hun ikke kunne mærke det længer. På den måde havde hun overvundet den brændende fornemmelse, men det havde også taget hende en uge, hvor hun konstant var hønefuld. Hun grinede ved mindet. Og svarede de spørgende blikke.
”Man kan overvinde den brændende fornemmelse ved at drikke det hver dag i en uge. Men man skal også være forberedt på at være hønefuld i samme periode.” Det fremkaldte en latter, hvor til Kat selv deltog.
Timerne gik og snart var de syv, de eneste i krostuen. Kat fik overtalt dem alle til at flytte hen til pejsen, hvilket de alle gik med til. Efter at have hentet nye forsyninger som blev sat på de par borde, som de havde flyttet med, satte Kat sig i sin ynglings stol, og de andre satte sig ligeledes i nærheden af pejsens varme. Theador smed nogle brændeknuder på ilden og den blussede op. På et tidspunkt hørte Kat uret i forstuen slå slagene midnat, men tænkte ikke nærmere over det. Samtalen med disse fire var simpelthen for spændene. De præsenterede sig for øvrigt: Eldor, Gilmir, Beldragon og Kelmar. De var alle fire Mearaer-rytter. Ryttere, som havde indgået en ed med en Mearae. Kat nikkede hun kendte udmærket til den ed. Hun havde selv i sin tid svoret noget lignende og dog langt mere afkrævende. Samtalen gled over i snak om de fire elverlande, som lå spredt i Nigira. Der var Ainadôr her nord for hovedstaden Ronak. Så var der Eciladôr mod øst, Kelbsîr mod vest, og Mallad ved den sydlige grænse til Lonodir. Kat var kendt i to af landene: Eciladôr og Kelbsîr, hendes onkel havde godser tæt ved begge lande. Mallad havde hun besøgt en gang, uden større glæde sammen med de vandrende. Og Ainadôr: var hun forhindret i at besøge på grund af en blodsed.
Hun fortalte glædeligt om sine besøg i Eciladôr og Kelbsîr. Og det vækkede lysten hos de fire, til at tale frit om deres eget hjem: Ainadôr. Kat lyttede opmærksomt, og smilede over hele ansigtet. Haldar og Theador så på hinanden, det var længe siden de havde set Kat så glad. De overvejede om de, noget oftere, skulle invitere elver her til kroen. Hvis det kunne hjælpe Kat med hendes humør, så var det besværet vær. Endnu nogle timer gik, og Kat begyndte at side og halv sove. De blev enige om at heller måtte slutte samtalen for denne gang. Kat fik slæbt sig op til sit værelse, med hjælp fra Theador og Haldar. Derefter de to smede fandt nogle værelser til de fire elver. Og til slut gik de selv hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...