Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 28 maj 2018
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere, hvilket medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun deres lands velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
5Kommentarer
1646Visninger

Author's note

Denne historie er inspireret af bl.a.: Ringenes Herre, Eragon og Tamora Pierce's bøger..
Derfor kan der være navne, steder og situationer, som man kan sammenligne med disse film og bøger..
AA

14. (14) Dragegrotten

Da de kom ind i grotten, fandt de en af hulerne med store varme vandhuller. Der var endda et par små vandfald, som ligeledes var varme. Kat smed tøjet og gik direkte hen til et af vandfaldene, hvor hun placerede sig direkte i midten af det og lod vandet varme kroppen, samt skjule de tåre som igen var begyndt at løbe. Hun lod sine hænder hvile på væggen omkring tredive centimeter fra vandfaldet. Kroppen begyndte at ryste lidt da hendes sind genoplevende de frygtelige dage som torturen havde varet. Et varmt og venligt sind, af et mægtigt væsen, strøg blidt hen over hende og indrammede hende i en beroligende tilstand imens sindet fjernede den største smerte fra Kats krop. En svag hvisken ud i tomrummet var alt hvad Kat magtende inden hun sank i knæ.
"Tak Selina.."
En svag, blid brummen lød i hendes sind som svar.
Elena havde fuldt Kat med øjnene, men viste bedre end at løbe efter hende. Hun blev chokeret over at se hvordan de to ar fra skyggen dannede et X fra hver skulder til modsatte hofte. Selv om hun var bekymret for sin frøken, så nøjes hun med at sætte sig ned i et af vandhullerne, imens hun nød varmen.

Efter et par minutter fik Kat rejst sig og gik hen til det vandhul, hvor Elena sad og holde øje med hende. Kat sukkede af nydelse da det varme vand svøb sig om hendes hud.
"Ved alle guder, hvor har jeg savnet dette." Elena klukkede lidt af latter ved Kats ord, og kort efter forsatte de to kvinder deres samtale om hvad der var sket siden de sidst havde set hinanden. En times tid gik imens de begge nød at blive varmet igennem. Elena hjalp endda Kat med at blive vasket, så Kat kunne slappe så meget af som muligt. Efter badet fandt Kat noget af det ekstra tøj og de sluttede sig igen til elverne i lejren.

Aftenen forløb stille og roligt. Elverne fornemmede at Kat ikke var i humør til den store snak, så de lod hende få den ro og stilhed hun ønskede. Elena, der imod, deltog livligt i snakken, eftersom de bragte hende nyt fra deres hjem.

Dagene der på, brugte Kat på at genvinde noget af sin smidighed. Igennem nemme våbenløse øvelser der foregik i et nærmest søvnigt tempo, fik Kat varmet sine ømme muskler op og kunne derefter begynde på nogle af de svære. Da hun sammenlagt havde trænet i et par timer, bad Vendir hende om at holde en pause så hun ikke fik overanstrengt sig. Kat bøjede hovedet en anelse og gik hen til messeteltet, hvor hun fik udleveret en skål grød og et stykke brød. Hun gik over og satte sig ved et af bålene, hvor der sad andre elverkrigere og talte lavt sammen. Samtalen gik på hvornår de vandrene ville ankomme. Nogle sagde at de ville komme i løbet af de næste par dage, andre var sikre på at der nemt kunne gå et par måneder.
En ung elver grinede af sine kammerater og sagde, imens han nikkede til Kat:
"I glemmer at der allerede er en vandre iblandt os. Hun har været her, siden Lord Vendir redet hende fra Skyggen. Må Guderne våge over dig." Kat smilede venligt til den unge kriger, satte grødskålen og brødet på den stup hun ville sætte sig på, og bukkede med højre hånd over hjertet.
"Må Stjernerne vise dig vej og Guderne våge over dig." Krigerne var imponeret over hende, nogle fløjtede endda fornøjet af hendes reaktion på deres kammerats tale. De bad hende om at tage plads og give sit bud på hvornår de andre vandrer kunne komme. Kat forklarede at det kom helt an på hvordan situationen så ud i resten af Nigira. Hun viste at der var megen opstand med orker og goblinger i den nordlige del af verden. Men at de nok ville sende en gruppe her til, eftersom hun var her. Samtalen forsatte roligt imens de spiste og drak og noget at samtalen omhandlede nogle af de øvelser hun havde lavet. Krigerne syndes at det var imponerende at hun kunne udføre dem så langsomt og roligt, når de normalt blev udført i et hastigt tempo. Kat smilede og fortalte at det bare galt om at være tålmodig og finde sin egen rytme i det langsomme tempo. Hun indvilgede endda i at træne dem lidt, hvis de havde tid og lyst, hvilket de var meget nysgerrige efter.

Da de havde renset deres skåle og skeer gik de alle, en gruppe på ti, over til den åbne plads hvor Kat havde trænet og stillede sig så de kunne holde øje med hvad hun gjorde. Vendir kom hen sammen med et par andre healer og så på imens Kat roligt begyndte på øvelserne igen. Hun forklarede roligt og venligt, hvordan hun havde fået øvelsen til virke og forklarede også at det med stor virkning kunne trænes under vand, eftersom vandet fik ens bevægelser til at blive langsommere. Da de var varmet op, begyndte de at træne to og to i det rolige tempo, hvilket de havde det meget sjov med. Særligt fordi mange af krigerne havde problemer med at holde tempoet nede.
På et tidspunkt kom Vendir over og overtog pladsen overfor Kat, så han på tæt hold kunne følge hvordan hun brugte musklerne og om hun overanstrengte sig. Han blev hurtigt klar over at hun havde en selvkontrol som gjorde hende i stand til at holde sig i skindet, selv om hun var lidt utålmodig over sin tilstand. Han fandt også ud af at hun nynnende en melodi, som passede til det tempo hun ville holde, hvilket fik Vendir til at grine lidt.
"Vil du dele din lille hemmelighed med os andre?" Krigerne stoppede op og så underne på Vendir og Kat.
Med en rolig og venlig stemme spurgte Kat ud i luften, imens hun så imod dragegrotten:
"Selina, vil du låne mig noget af din styrke til at gøre det muligt for de andre at høre musikken?" En blid brummen lød i alles sind og kort efter var det som om en ring af energi på et par meter strømmede ud fra Kat. Og alle inden for den ring kunne høre den sang eller melodi Kat tænkte på. Krigerne så måbende på hende og Vendir smilede bredt imens han nikkede.
"Jeg gætter på at det er grottens beskytter du spurgte om hjælp hos? Må man spørge hvor længe du har kendt hende?" Kat nikkede smilende til det første, men blev i tvivl om hun havde ret til at svare på det næste. Hun nåede kun at tænke kort over det, inden de alle hørte en blid, men sprød stemme i deres sind.
"Tal du blot, min pige. For disse folk er min tilstedeværelse ikke ukendt, du vil blot bekræfte deres myter om mig." Kat smilede imens hun takkede Selina for venligheden. Derpå samlede alle elverne sig om Kat, som fortalte om hvordan hun havde mødt Selina, en af de vilde drager, ved at rede hendes barnebarn fra en bjørnesaks. Barnebarnet havde kun være en lille unge på omkring seks måneder. Kat fortalte ligeledes at Selina beskyttede skoven rundt om grotten, lige fra Ainadôrs grænser til græs-sletterne nord for Ronak. 
Krigerne var imponeret over alt det hun havde oplevet og overlevet på den korte tid hun havde levet indtilvidere. De var alle enige om håbet om at hun ville blive skånet for yderligere problemer i livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...