Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 28 maj 2018
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere, hvilket medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun deres lands velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
5Kommentarer
1641Visninger

Author's note

Denne historie er inspireret af bl.a.: Ringenes Herre, Eragon og Tamora Pierce's bøger..
Derfor kan der være navne, steder og situationer, som man kan sammenligne med disse film og bøger..
AA

12. (12) Sorg og løfter

Næste morgen fik Kat healerens tilladelse til at gå udenfor teltet. Her blev hun omgående kilden for alles opmærksomhed, og hun bukkede med højre hånd over hjertet, inden hun satte sig på en bænk, som healeren havde stildet op til hende. Hun nød solen, som kærtegnede hendes ansigt med sin varme, hvilket fik hende til at ligge sig ned og blunde lidt. Efter noget som føltes som en times tid, lød der en svag vrinsken, hvilket fik hende til at åbne øjnene og dreje hovedet for at se hvad der var galt. Men alt hvad hun kunne se var et par nødebrune øjne i et pelset ansigt og kort efter en våd, samt lidt rug tunge. Kat satte sig leende op, imens hun roligt aede sin gæst. Healeren kom ud for at se hvad der var sket og pegede på gæsten.
"Du al forbarmende... Kan du så komme tilbage til din mor." Det havde været et lille Mearaerføl, som havde hilst på Kat. Det så nu noget slupøret ud efter healerens ord og tonefald, og prøvede at gemme sig ved at stikke hovedet om bagved Kat. Hun strøg beroligende over føllets hals og talte roligt.
"Den lille mente det af venlighed. Jeg hjalp hans søster til verdenen for to år siden, og ville have hjulpet ham, hvis jeg ikke havde været på opgave i norden." Healeren sukkede og satte sig, imens hun rakte hånden frem.
"Jeg mente det heller ikke så hård, som det blev sagt. Jeg undskylder, unge Mearaer." Føllet strakte halsen og slikkede healerens hånd, som tegn på at den havde tilgivet hende. 
Freden blev pludselig afbrudt af et smertens skrig fra et af de andre telte. Kat så over imod teltet, hvid i hovedet af angst, hun frygtede at stemmen tilhørte en hun kendte. Healeren var, kort efter skriget, løbet over til teltet, hvor en anden healer kom ud og tørrede sin svedig panden i sit blodige ærme. Kat kunne lige skimte en skikkelse, som lå på en feltseng. Og i det sekund drejede skikkelsen hovedet, så de fik øjenkontakt.
"ALISTAR!" Hendes skælvende skrig fik alles øjne til at fokusere på hende, da hun i samme split sekund styrtede ind i teltet til skikkelsen på feltsengen. Tårene løb ned over hendes kinder, uden at hun kunne kontrollere dem. Han forsøgte at smile til hende, men var selv kar over at det misløkkedes. Hans ansigt fortrak sig i smerte, skønt en anden healer gjorde alt hvad han kunne for at heale sårene. Kat faldt på knæ, lagde sine hænder på Alistars blodindsmurte bryst og hvidt lys bredte sig fra hendes forsøg på at heale hans sår og skader. Alistar løftede en blodindsmurt hånd og lagde den under hendes ansigt, som hun havde bøjet i koncentration. På den måde fik han hende til at se på sig. Hans stemme var nærmest hviskende og skælvede let.
"Min elskede Kat. Vær stærk, det er den eneste måde at du undgår skyggens kvælende spind. Husk hvad vi svor for otte år siden." Kat så på ham igennem tårefyldte øjne.
"Vi svor at holde vores kærlighed og vores liv som 'vandere' adskilt." Han nikkede svagt og forsøgte igen at smile.
"Det er du ved at glemme, min skat. Jeg startede denne opgave som 'vandre' og jeg afslutter den som 'vandre'." Kat trak vejret så dybt hun kunne et par gange, hvorefter hun igen så på Alistar. 
"Hvis det er hvad du ønsker, så vil jeg efterleve det. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at være stærk og modstå skyggens spind." Hans smil blev lidt bredere.
"Lov mig at du vil forsætte din søgen på din far, ligegyldig hvor meget din mor prøver på at spænde ben." Kat nikkede og opdagede at healeren var gået. Han havde lukket teltet efter sig, så de to unge havde fred. Alistar så på Kat og smilede igen.
"Jeg takker guderne for at vi mødtes. Jeg ville gøre det samme igen, nøjagtigt det samme." Kat kunne mærke hvordan healingen tærede på hendes kræfter og gjorde hende træt, men hun pressede sig selv endnu mere. Hun kunne også mærke hvor svag Alistar var, skønt hun nægtede at anerkende det. Alistar døsede lidt hen og Kat kunne mærke tårene presse på. Hun trak vejret dybt og gjorde sig stærk, imens hun tvang tårende væk. Hun tog en af hans hænder og kyssede den. Alistar åbnede øjnene og så på hende.
"Lov mig, du vil søge kærligheden igen. Lov mig at du vil finde en mand og elske ham, lige så dybt som mig. Lov mig det." Kat sank et par gange og lovede at hun ville søge kærligheden igen. At hun ville finde en som hun kunne elske lide så dybt som ham. Han smilede og øjnene gled i.
Uden for teltet var Sølvskygge ved at vælte hele lejeren. Da han for lidt siden var kommet tilbage og havde ønsket at de flyttede lejeren, havde den ledende healer svaret at det ikke var nødvendigt. Sølvskygge havde da nævnt at skyggen Jachar var så rasende over tabet af drageæggene og sine fanger, at han havde påkaldt nogle mørke væsener til at søge for ham. Det fik omgående nogle af elverne til at pakke sammen, imens andre stod og diskuterede. Sølvskygge og den ledende var ligeledes begyndt at diskutere, da dyb sorg overvælglede ham og dem han var i kontakt med, hvilket ville sige hele lejeren.
Sølvskygge skyndte sig tværs igennem lejeren og stoppede op foran det telt hvor Alistar og Kat var. Kort efter sluttede Vendir sig til ham, bukkede og så på hingsten.
"Tillader du at jeg henter hende?" Sølvskygge så på Vendir og svarede igennem tankerne.
*Hvis du har livet kært, så venter du her indtil hun kommer ud* Vendir så undrende på hingsten, som forsatte.
*Når hun er forblindet af sorg eller andre stærke følelser, så tænker hun ikke over hvad hun gør. Jeg har én gang fået svidet noget af pelsen ved at forstyrre hende.* Vendir løftede hænderne og trådte et par skridt tilbage, hvorefter han vendte sig og begyndte at tale med de andre elvere.

Inde i teltet lå Kat ind over Alistars stille krop og græd så stille hun kunne. Samtidig blev vreden og hadet til skyggen en del dybere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...