Politisk vækkelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2017
  • Opdateret: 8 maj 2017
  • Status: Igang
Den handler om en pige under besættelsen, hvis far bliver fanget og sendt til frøslevlejren. Den er en del af Skriv dig igennem historien valgmulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

1. Politisk vækkelse

Jeg havde en vinduesplads, og jeg havde derfor god udsigt over skolegården. Den var selvfølgelig tom nu, hvor det var sidst på dagen. Det var overskyet, og de grå brosten gjorde kun verden endnu mere farveløs. Et indhegnet træ var det eneste farveglimt, og mine øjne søgte de grønne blade igen og igen. Snart havde jeg fri, og så kunne jeg cykle ud i kolonihaven. Med et suk vendte jeg blikket tilbage til de regneopgaver, jeg manglede at lave. Ligninger med to ubekendte, ligninger med tre ubekendte. Jeg havde efterhånden lavet så mange, at spændingen ved at løse det matematiske mysterie var forsvundet. Lyden af blyanter skrattede fra alle vegne i klassen, og jeg kiggede kort op på læreren, der sad og læste i en bog. Jeg lod blikket glide videre til uret, og der var knap fem minutter endnu. Jeg skrev endnu et regnestykke ned, og jeg behøvede ikke at tjekke formelsamlingen for at løse den. Da jeg understregede mit facit med to linjer, ringede klokken ud, og klasseværelset fyldtes med lydene af snakkende børn og raslende tasker. Jeg proppede tingene ned i min lædertaske og trak min jakke på.

Jeg fandt min blå cykel blandt de andre under halvtaget. Min far havde været fremsynet og hamstret cykelslanger og -dæk i krigens første år, så min cykel var i relativt god stand i forhold til andres cykler, hvis bulede dæk vidnede om mere eller mindre succesfulde lappeløsninger. Der var selvfølgelig også dem, der havde valgt at cykle rundt på dæk af træ.

Jeg trådte ned i pedalerne og nød det lille glimt af solskin, der fandt vej gennem de tykke skyer. Min fletning dansede i vinden, mens jeg i fuld fart rundede et sving ned af bakken. Vi plejede at være ude i kolonihaven hele sommeren og spise af alle de friske grøntsager, der var svære at opdrive inde i byen. Men vi sov aldrig derude, da husets vægge var tynde og taget slidt. Der var kun to rum, og så var lejligheden inde i byen trods alt et bedre alternativ med sine tre værelser og stue. Solen havde nu brudt skydækket, og jeg kunne se den blå himmel. I dag skulle vi have gæster. Vi skulle have besøg af mine forældres venner, og jeg kunne se frem til en aften, hvor krigen blev diskuteret i detaljer. Det var noget, man skulle passe på med at snakke om inde i byen, men bag kolonihavens bærbuske kunne de voksne tale nogenlunde frit. Min storebror var også begyndt at deltage i de politiske diskussioner, ligesom de to ældre børn af venneparret også var. Jeg var den yngste, og selvom jeg forstod, hvad de snakkede om, var det ikke noget, der interesserede mig. Jeg ville ønske, at de nogle gange ville snakke om glade som de nye kartofler eller nogle gode bøger, de lige havde læst. Min far arbejdede på et trykkeri inde i byen, og han tog mange bøger med hjem til mig. Selvom trykkeriet var under opsyn af en nazist, blev der trykt mange illegale bøger. Da det blev forbudt at trykke oversatte amerikanske, russiske og engelske bøger, gjorde min far og hans kollegaer straks oprør i smug ved at hæve produktionen af de illegale bøger om natten bag mørklægningsgardiner. Men de trykte også flyveblade, blade og efter min mening kedelige bøger om krigen og politik. Jeg vidste, at mine forældre synes, jeg burde interessere mig mere for landets fremtid. Men selvom jeg dagligt så soldater med hagekors om armen og hørte frygtelige historier om koncentrationslejre, kunne jeg ikke mønstre den aggressivitet, som alle stolt udviste ved hvert ord om besættelsen. Jeg hadede tyskerne, jo, det gjorde jeg. Min tankerække blev afbrudt, da jeg cyklede ind på grusstien omgivet af grønne hække hække og små søde havelåger. Vores kolonihave lå allerbagerst nede i hjørnet op af skoven, der strakte sine bøgeblade mod himlen.

Jeg vidste, at min mor forventede, at jeg skulle hjælpe med maden, mens min far og bror ordnede have og snakkede politik med vigtige miner. Vi skulle have nye kartofler, kylling i ovn og jordbær med mælk til dessert. Min mor havde fået fat i en kylling fra købmanden. Det var sjældent vi fik så lækkert kød som kylling. Min mor var blevet en mester til at strække hakkekød med revet gulerod, løg og lignende. Tit fik vi kålbøffer, fredsfisk eller gryderetter uden kød. Efter man havde vænnet sig til det, var det ikke så slemt, selvom min bror nu og da brokkede sig over tyskerne og rationeringsmærker. Jeg hoppede af cyklen og trak den igennem den rødlakerede metallåge og ind i haven, hvor hver kvadratmeter var udnyttet til dyrkning af mad. Vores kolonihavehus var en lille sortmalet træhytte. Det var min brors job at hente vand fra pumpen oppe ved fællesarealet. Jeg synes det var uretfærdigt, at min bror skulle lave så meget mindre end mig. Men sådan var det. Han måtte lave lektier, mens jeg skulle hjælpe min mor, og det selvom jeg altid fik højere karakterer end ham. Min bror kunne drømme om at blive ingeniør eller advokat, og jeg kunne måske blive lærer, hvis jeg var heldig. Det ville nu heller ikke være så slemt at være dansklærer. Så kunne jeg få lov til at læse mange bøger, indtil, tænkte jeg videre, at jeg en dag fik børn og skulle gå hjemme. Jeg kunne også blive sygeplejerske og hjælpe syge mennesker. Tanken om at jeg kunne gå rundt i en hvid kittel og heltemodigt drage omsorg for dødsens syge mennesker fik mig til at smile drømmende, indtil jeg kom i tanker om blodet og uvægerligt måtte skære ansigt. Nej, jeg ville aldrig blive en helt. Jeg foretrak at drømme om det i stedet.

“Lisa” hørte jeg min mor råbe med smil i stemmen. “Står du og drømmer igen?” Min mor gik leende hen imod mig, mens hun tørrede sine hænder i forklædet. Jeg smilede skyldbevidst og trak lidt ned i min jakke. “Er Alfred og far kommet?” spurgte jeg, selvom jeg allerede kendte svaret ved at kigge på min mors cykel, der var den eneste udover min egen. “Nej, de kommer først senere. Kom med indenfor til lidt te. Der er stadig et par boller tilovers.” Min mor blinkede til mig, og jeg vidste, hun hentydede til de boller vi havde bagt med kartoffelmel til min mors strikkeklub den anden dag. Min mors strikkeklub var en gruppe af iltre kvinder, der flettede snakken om nazismen ind mellem udbud af garn og tips til at få de nye garnmaterialer til at strække. Som regel lod jeg tankerne vandre, mens jeg prøvede at finde en undskyldning for at lade strikketøjet ligge og smutte ind på værelset for at læse i min bog.

Efter jeg havde spist en bolle med hindbærsyltetøj gik jeg i gang med at skrubbe kartofler, mens min mor gjorde kyllingen klar. Vi lyttede radio, der var indstillet til svensk, da min mor nægtede at høre dansk radio efter samarbejdspolitikken. Vi passede dog på med at holde det lavt, så ingen kunne høre det.

Jeg dækkede bordet med den rødternede dug og satte lys på bordet. Middagen var sat til klokken halv seks, så vi kunne nå hjem inden det blev mørkt og udgangsforbud. Jeg satte glas på bordet og min mors hjemmelavede kirsebærvin. Det var svært at skaffe vin, og min far påstod, at min mors smagte mindst ligeså godt. Duften af ovnstegt kylling dampede fra køkkenet, og min mor stod og rensede jordbær i køkkenvinduet. Jeg plukkede en buket persille og stak næsen ned i den grønne, friske duft. Da jeg havde hakket persillen og stillet den i en skål på køkkenbordet sammen med de nyrensede jordbær, var min mor gået i gang med at lave opbagt sovs af kyllingefedtet. Hun smilede til mig og sagde, at jeg skulle smutte ud til min bror og holde ham med selskab.

Min far sad i en liggestol i haven og røg cigar, mens han læste i sin avis, hvori han havde lagt det sidste nye illegale blad fra trykkeriet. Min bror stod ved havelågen og spejdede efter gæsterne. Han glædede sig til at se Olivia, som han var helt skudt i. Hun var et år ældre end ham og gik med læbestift og havde alle de rigtige meninger. Jeg stillede mig hen ved siden af ham og kneb øjnene sammen mod lyset, mens jeg vippede på mine bare tæer. Jeg havde min blå kjole på, som jeg havde arvet fra en af døtrene i min mors strikkeklub. Min mor havde syet nye lommer i foran, hvor de gamle var slidt af, og hun havde syet en blondekant på for at friske den op. Han rodede mig i håret, en gestus jeg både hadede og elskede og lo af mit påtaget irriterede udtryk.

Vi kiggede begge op og ud mod vejen ved lyden af trampende skridt. Jeg smilede ved tanken om, at Olivias små fødder kunne lave sådan en larm, men smilet falmede ved synet af to SS-officerer, der marcherede rask hen imod os. Min bror trådte umærkeligt et skridt hen foran mig med et bistert udtryk i ansigtet, og jeg hørte min far tumle ud af liggestolen bag os. Lyden af radioen stoppede brat, da de to officerer stillede sig udenfor havelågen. Det eneste jeg kunne tænke på var, om min mor nu brændte sovsen på, selvom det var fuldstændig ligegyldigt.

“Er jeres far hjemme?” spurgte den ene med tyk tysk accent og en stemme der virkede til at være gjort en oktav dybere ved viljens kraft, en høj og lyshåret mand med vandblå øjne og et alt for rundt ansigt til en SS-officer. Den andens smalle ansigt med høje kindben passede meget bedre til at være nazist. Jeg nåede knap at sige et stammende ja, før jeg mærkede min fars hånd på min skulder. “Jeg er her. I kan blande børnene udenom.” Han skubbede mig væk, og han kiggede bestemt på min bror, indtil han også vendte sig og gik væk. Jeg kiggede tilbage, og så dem føre min far væk. Længere nede stod Olivia, hendes søster og forældre forstenede med cyklerne i hånden. Min mor stod med tårerne strømmende ned af kinderne og en grydeske, der dryppede brun sovs ned på køkkenbordet. Skoven var lige bagved vores hus. Min far kunne helt sikkert være nået væk, mens vi havde afledt dem. “Han skulle have flygtet.” sagde jeg og min stemme knækkede over og lød slet ikke så vred som stemmen i mit hoved, og min bror stod og sparkede i jorden. Han sparkede til avisen, der lå smidt ved siden af liggestolen, og ud fløj det illegale blad.

Vi havde spist kyllingen, kartoflerne, sovsen og jordbærrene i tavshed. Olav, min fars ven og kollega fra trykkeriet, var med det samme taget rundt til sine kontakter for at høre, om de vidste noget. “Det var sikkert hr. Jensen.” Sagde min bror og kiggede tvært på sin tallerken. Hr. Jensen var vores overbo, en ældre mavesur mand, der ikke lagde skjul på sin tyskersympatier. “Det nytter ikke at tænke på det nu.” sagde min mor, og hun udvekslede et blik med Ingeborg, som sad overfor os imellem sine to døtre. “Det kan være, de sender ham til Frøslevlejren.” sagde Ingeborg med et opmuntrende smil. Jeg smilede tilbage med et lille smil, og jeg så, at min bror smilede halvt til Olivia, inden han huskede sit i sin egen forestilling sikkert seriøse ansigt, selvom jeg måtte indrømme, at han mere lignede en sur dreng. Jeg smilede svagt, fordi min mor, da Frøslevlejren blev nævnt, fik håbet tilbage i sine øjne, der var ophovnede af timelang gråd. Rygterne om Frøslevlejren havde spredt sig, og alle vidste, at fangerne næsten spiste bedre, end de gjorde hjemme. Eller måske ikke alle, men dem, der færdes blandt modstandsfolk, vidste det. Det var en af de ting, der hjalp med at holde modet oppe, når man uddelte flyveblade. Hvis man blev fanget, og man kom til Frøslevlejren, så havde man væsentligt bedre overlevelseschancer. Den næringsrige kost polstrede en, hvis det uheldige skulle ske, og man blev sendt videre til Tyskland. For selvom tyskerne havde lovet, at de ikke sendte Frøslevlejrens fanger videre til Tyskland, så gjorde de det alligevel. Det var sikkert en af de ting, der ville have været en af aftenens diskussionsemner, hvis min far ikke var blevet anholdt. Tyskernes løftebrud. Jeg fortrød, at jeg havde tænkt negativt om de voksnes ophedede diskussioner. Jeg ville have lyttet til hundrede diskussioner, hvis min far kunne sidde ved den tomme plads ved siden af mig.

Vi cyklede hjem om aftenen, og det undrede mig ikke, at min bror valgte at cykle væk til nogle af hans kammerater, trods min mors plagede udtryk. Hun prøvede at overtale ham til at blive, men han havde ikke lyst til at være triste sammen med os. Det eneste, han kunne tænke på, var sin vrede. Jeg vidste godt, at det ikke kun var min far, der var aktiv i modstandsbevægelsen. Min mor støttede min bror, ligesom hun støttede min far, og det var kun, når de vendte ryggen til, at man kunne se bekymringen tegne streger i hendes ansigt. Krigen gjorde alle ti år ældre.

Natten havde været endeløs. Jeg havde stirret op på revnen i loftet, og vendt mig igen og igen under min dyne, der blev fugtigere og fugtigere af sved. Jeg stod klatøjet op, og jeg overvejede at melde mig syg. Jeg orkede ikke at gå rundt på gymnasiets gange og lade som ingenting, når nysgerrige øjne borede huller i min hud. Eller endnu værre, at ingen lagde mærke til noget, at alle ville opføre sig som om, alt var normalt. Jeg gik ud i stuen og så min mor sidde ved bordet med hovedet i hænderne. “Jeg er syg i dag.” sagde jeg, og hun nikkede bare. Jeg satte mig overfor hende, og vi sad der i tavshed. Solen skinnede ind gennem stuevinduet, og pludselig lød der hårde bank på hoveddøren. Min mor gjorde ikke mine til at rejse sig, så det gjorde jeg. Jeg åbnede døren, og officeren med de alt for buttede kinder stod der og smilede et ondt lille smil under sit blonde fipskæg. Bag ham stod en anden, der ikke virkede meget ældre end 15. “Du skal følge med på stationen.” sagde han på gebrokkent dansk, og før jeg vidste det, havde de hevet af sted med mig med et tag i mine arme. Jeg hørte min mor løbe ud i gangen og råbe efter dem, og de lo og sagde, at de hentede hende senere.

Jeg stod i en lille grå celle, og en lille mand, der tydeligvis var dansk, råbte, at han ville skyde mig, hvis jeg ikke fortalte alt. Han ville have, at jeg sladrede om min far, og han pegede på mig med sin pistol. Jeg forblev tavs, selvom han blev ved med at true. Han lod det kolde stål røre min pande, og han udpenslede, hvordan min hjerne ville splatte ud og ramme væggen. Min far havde aftvunget mig et løfte om, at jeg aldrig måtte sige noget til nazisterne. Jeg skulle altid forholde mig stille. Så jeg kiggede på ham med så rolige øjne, jeg kunne mønstre, og jeg tvang min tunge til at placere sig på ganen, så jeg ikke ufrivilligt kom til at sige noget. Det var nemmere, end jeg havde regnet med. Det med at være stille. Det var ofte mig, der vandt over min bror, når vi var sure på hinanden. Ikke fordi jeg kunne tæve ham, for det kunne jeg ikke. Men jeg kunne være fuldstændig tavs, og det kunne min bror ikke klare, og til sidst knækkede han og sagde undskyld, selvom han ikke mente det. Bare for at jeg ville tale til ham igen. Så den lille arrige mand overfor mig kunne ikke få mig til at snakke. Jeg gennemgik multiplikationstabeller i hovedet og ignorerede hans skingre stemme. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der gik, før døren åbnede, og min far fulgt af en vagt trådte ind. Hans ansigt var blodigt og ophovnet, som om de havde tæsket ham hele natten. Han prøvede at smile til mig, og jeg prøvede at kommunikere til ham, at jeg havde holdt mit løfte. Den lille arrige mand begyndte at råbe, og han truede min far med at skyde mig, hvis han ikke fortalte alt, og fortalte, hvor hans venner holdt sig skjult. Og jeg kiggede ind i det sorte pistolløb, og jeg tænkte på det, min bror havde fortalt mig. Man ville slet ikke mærke noget, hvis man blev skudt i hovedet, det ville bare være et lille prik og så ville alt blive sort. Jeg tvang mig selv til ikke at tænke på min mor, for mine øjne blev fugtige ved tanken om hende alene tilbage. Da min far ikke sagde noget, ændrede de taktik og begyndte at true mig med at skyde min far, hvis jeg ikke sagde noget. Og jeg kiggede på min far, der smilede til mig, selvom hans læbe blødte. Jeg sagde stadig ikke noget. Vagten begyndte at slå min far i hovedet, og min far sagde ingenting, selvom jeg kunne se, det gjorde ondt på grund af den dirrende muskel i hans hals. De sparkede ham til han faldt sammen på gulvet, og han sagde ingenting. Hele tiden holdt han kontakt med mine øjne, og jeg prøvede at smile gennem mine tårer. Vagten lo, da han så mig græde, og han tog hænderne op til øjnene og gned dem, mens han spidsede munden i falsk sympati. Jeg sagde stadig ingenting, og efter hvad der føltes som en evighed, stoppede de. Min far lod de ligge på gulvet, mens de førte mig ud af bygningen. Jeg begyndte at løbe, ligeså snart jeg var fri af bygningen. Jeg løb hjem og fandt min mor sidde bleg ved spisebordet. Hun overøsede mig med kys og trak ud i min kjole for at sikre sig, at jeg var uskadt. Hun fortalte, at Olav havde ringet, og en af deres kontakter havde fundet frem til, at min far blev sendt til Frøslevlejren for illegal bladvirksomhed. Jeg nikkede, og så sagde jeg til min mor, at der var noget, jeg skulle ordne.

Jeg cyklede af sted i fuld fart til den lejlighed, hvor min bror og hans venner holdt til. Forpustet stormede jeg ind, mens de stod og sorterede de nyeste flyveblade. “Mangler I en til at uddele flyveblade.” spurgte jeg og kiggede på min bror. Han kiggede et øjeblik vurderende på mig, så den krøllede kjole og de forgrædte øjne, og så nikkede han. “Velkommen til.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...