Don't Kiss And Tell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2017
  • Opdateret: 8 maj 2017
  • Status: Igang
Jeg havde vel aldrig selv et valg, jeg var kun 16 år.
Du tror du har har regnet hele verden ud, men det har du ikke.
Din verden er en illusion og dine forældre prøver at vise den rigtige verden.
Mine forældre gjorde det ved, at tvinge mig på kostskole.
Hvor skulle de vide fra, at det ville blive det værste år i hele mit liv?


//Valgmulighed 3 - Deltager i Pretty Little Liars Skrivekonkurrence//

2Likes
2Kommentarer
172Visninger
AA

1. Kapitel 1. (Intro)

Kapitel 1.

Tror du på skæbnen?

Det gjorde jeg.

Læg mærke til bøjningen af ordet ''gør'' - det er datid. 

Første gang jeg begyndte at tvivle, var da mine forældre tvang mig til at starte på Willows High. 

De sagde det var så yndigt og idylisk, men det eneste jeg kunne se var et stort slot, som burde været blevet revet ned for et årti siden. Murene var bygget af store sten, der voksede planter op af siderne og vinduerne var i så beskidte at ingen kunne se ind eller ud. 

Omkring skolen var der skov, så langt øjet rakkede og til min store fortrydelse, og mine forældres begejstring, var der intet mobilsignal. 

,,Vær en sød pige Charlie... Ikke mere ballade, bare vær dit gamle jeg'' Min mors diamant farvede øjne, stirrede ind i mine med et trist blik.

Hvis bare jeg kunne, ville jeg gerne være mit gamle jeg.

Men vi har ikke altid et valg.

Min mor strøg mig langsomt hen over mit kulsorte hår, uden at slippe mit blik. 

Mit pandehår gled ned i mine øjne og jeg viftede min mors blege hånd væk. 

Jeg havde arvet hendes hudfarve, imens jeg havde arvet min fars sorte hår. Hvis man ikke kendte mig, kunne man tro jeg var Døden selv og hvis man kendte mig... Ville man stadig tro jeg var Døden ham selv. 

Min mor træk såret sin hånd til og jeg måtte tage mig selv i nakken, for ikke at sende hende et dræbende blik. 

Det var trods alt hendes skyld at jeg var her. 

,,Velkommen til Willows High! Du må vist være Charlie Funk'' Han mørk stemme lød bag mig og jeg vendte mig straks mod stemmen. 

En mand i hvid Ralph Lauren skjorte og sorte kontorbukser, stod lige foran mig. Hans hår var for længst visnet bort fra hans hoved og han halvbriller på, som fik ham til at se endnu ældre ud end jeg ellers ville have gættet på. 

,,Ja, det er min datter Charlie og jeg er Alice'' Min mor rakte hånden ud, for at trykke rektorens hånd.

Han kiggede bare på hendes hånd, imens han smil forblev uforandret.

,,Hvor dejligt at møde dig!'' Min mor lod sin hånd glide ned af siden, imens hun smilte tilbage til manden.

Ingen sagde et ord. 

Stilheden blev kun afbrudt af når vinden, engang imellem ruskede i nogle af de træer som befandt sig omkring os. 

Jeg fastholdte mit blik på manden. Der var noget galt med ham, men jeg kunne ikke pege ud hvad det var. 

,,Undskyld jeg kommer forsent'' En ny stemme lød bag mig og min mor og jeg vendte os straks om.

En pige, i samme uniform som mig, bestående af sort nederdel, hvid skjorte og gult slips, stod og smilede til mig.

Hendes smil var så mekanisk som rektors.

Hendes øjne var store og udspilede, og hendes blonde hår faldt hende nedover skuldrene.

,,Ehm... Jeg er Charlie'' Jeg rakte min hånd ud imod hende. 

Hun reagerede ikke, hun fastholdte bare sit blik på mig.

,,Hvor dejligt!'' Jeg lod min hånd falde ned af siden igen.

Hvad var der galt med det her sted?

***

,,Værelse 283 - det er dit værelse... Din værelseskammerat er Jasmine Kron'' Hendes smil havde ikke forandret sig det mindste, trods vi havde brugt 10 minutter på at komme frem til mit værelse.

,,Ehm... Mange tak'' Jeg satte stille mine kufferter fra mig.

Jeg stolede ikke på den pige, jeg vidste ikke hvad det var, men det gjorde jeg ikke.

,,Ellers andet jeg kan gøre?'' Pigen stod stadig i døren, med hendes mekaniske smil og perfekte blonde hår.

,,Nej, jeg klarer mig'' Jeg efterlignede prøvende hendes smil.

Nøgleordet, var prøvende.

,,Hvor dejligt!'' Hun lavede en lille gestus med hånden, før hun lod døren glide i efter sig og efterlod mig alene på mit værelse. 

Det var først nu, jeg havde rigtig mulighed for at tage et nærmere kig på værelset. 

Det var stort og der hang gamle mallerier på væggene. Der stod to overdådige himmelsenge over for hinanden og der stod en kommode for foden af dem begge.

Den ene seng så uredt ud, så jeg tog chancen og satte min kuffert på den seng som var redt. 

Mit blik søgte hen mod vinduet.

Jeg gik tættere på det og så ned i haven. 

I haven stod der en masse unge omkring min egen alder, altså omkring de 16-17 år.

De havde alle samme uniform på, men det var ikke det eneste de havde tilfælles.

Deres smil var indetiske og de snakkede ikke med hinanden, men stod istedet nærmest og bare kiggede på hinanden. 

Hvad var dette for et sted jeg var endt?  

,,Du skal ikke være bange for dem... Vi bider dig altså ikke'' Jeg vendte mig mod pigestemmen og så til min forundring en pige, som jeg ikke troede jeg ville møde her.

Hendes hår var sat stramt tilbage i 6 fletninger og hver fletning havde en perle, hvor der burde have været en hår elastik. Hendes øjne var valnød brune og hun havde læber, så røde som blod. 

Det eneste jeg kunne sige om hende, var bare at hun var sej... Intet andet ord var passende. 

Jeg turde ikke sige noget.

Hvad skulle jeg også have sagt?

,,Hvad er din historie så? Vær sød at sig du ikke er pyroman, dem har vi allerede 3 af'' Pigen hævede sine øjenbryn, imens hun fastholdte sit blik på mig.

,,Nej nej bare rolig'' Det var sandt, jeg var ikke pyroman... Jeg var noget mere værre.

,,Når så spyt ud'' Pigen gik over mod sin egen seng, imens hun iagttog hver eneste lille bevægelse jeg lavede.

,,Det...'' 

Det bankede på.

En eller andens banken på døren, endte med at redde mig fra at fortælle hvorfor jeg var blevet anbragt her. 

,,Kom ind!'' Jasmines stemme var gået fra at være hård, til at være mere drømmende. 

Døren gik op og en dreng kom ind af døren.

Jeg tabte underkæben da jeg så ham.

Jeg troede aldrig at jeg ville se en dreng, som var så muskuløs, tatoveret og rent og skær' hardcore sådan et sted.

Han lignede ikke en man skulle kaste sig ud med.

,,Det her er min bror Tobias - Tobias det her er Charlie, hun er ny'' Tobias kiggede på mig.

Hans blik var langt fra så hårdt, som man ellers skulle tro det ville være. 

Tobias tog 5 lange skridt og stod så lige pludselig foran mig og vores ansigter var få ansigter fra hinanden.

Han åbnede munden og sagde med en hæs stemme:

,,Velkommen til Willows High - her hvor alle hemmeligheder ender''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...