Fangen

Bidrag til "Skriv dig gennem historien". Frøslevlejren.

2Likes
1Kommentarer
62Visninger

1. Afstand.

Fanget. Af et blik, først. Så af en stemme, der fik mig til at le så jeg rystede og fik mig til at snakke om alting til timer forvandt på et øjeblik og solopgang blev til solnedgang.  Så af nætterne. Når jeg lå i hans seng i tusmørket, og han åbnede et vindue og lod den friske sommernat strømme ind. Når jeg hørte hans trygge åndedrag så tæt på mit øre, at jeg kunne mærke dets varme. Når jeg spekulerede over, om det var muligt for noget menneske at blive lykkeligere. Jeg lukkede øjnene og var friere end jeg nogensinde havde været. Det fængsel af tvivl og skam, jeg havde holdt mig selv indespærret i, var forduftet. Han var brudt gennem mure og havde gravet en tunnel ind til min celle og taget mig i hånden.  Alt var simpelt. Alligevel var jeg fanget. Igen. Mine nye tremmer var hans arme og jeg adlød hans stemme og hans blik. Men hvad gør det, når han elskede mig? Mere end jeg nogensinde havde elsket mig selv. Hvad vil det overhovedet sige ikke at være fanget? Had spærrer os inde i os selv, og kærlighed lænker os til andre. Jeg ved ikke, om mennesket vil være frit. Mennesket forstår ikke, hvad frihed indebærer. Fængslet er simpelt. Flugt er kompliceret. Friheden udenfor er ukendt. Alligevel vælger vi at kæmpe for den. Vi to tilsluttede os også den kamp. Ham, fordi han var lænket til sine medmennesker. Mig, fordi jeg var lænket til ham. Før vi vidste af det, var vi begge lænkede i en støvet godsvogn på vej ind bag truende pigtrådshegn og ladte maskingeværer.

 

Midt i en mørk vogn står jeg og gynger i takt med menneskene, der er stuvet tæt sammen omkring mig. Her lugter af sved og tynges af en pågående stilhed og en snøften nede i det ene hjørne. Selv står jeg et sted midt i vognen med hænderne lænket til en medfange, jeg aldrig har set før. Hvad vi hver især tænker er umuligt at vide. Sandsynligvis en afsked med vores liv, som det så ud indtil for få dage siden. En tung rumlen fra den kørende vogn spiller som en requiem over vores dødsdømte skæbner. Vi har alle hørt vores om lejrene. De fleste spekulerer nok ligesom mig på, hvor meget af det, der er sandt. Jeg presser øjnene sammen og prøver at fjerne mine tanker fra rædslen, der vokser i mig. Jeg kan ikke sørge over fortiden eller frygte det næste øjeblik. Min mave suger mine indvolde til sig. Det er umuligt at overbevise sig selv om ikke at være hunderæd. Jeg prøver at fokusere på de andre. Alle stirrer frem for sig eller ned i gulvet. Der er ingen trøst at finde i de fremmedes blikke. Ingen har lyst til at se sin egen frygt genspejlet i andres opspilede øjne. Mit indre vrider sig sammen i en stram knude, og jeg overvejer om jeg skal tage flugten næste gang vognen stopper og få en kugle i nakken for at få det overstået. ”Hvis nogen forsøger at flygte, bliver alle på vognen skudt!” har de truet os med. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, om de mener det. Jeg er jo også kædet sammen med den anden dreng. Flugt er ikke en mulighed. Drengen ser forstenet ud i luften og kunne ligne mig til forveksling. Lyst hår, blå øjne og et ansigt, der ser mere viljestærkt ud end hvad der gemmer sig bag. Jeg tænker på, hvad Vilhelm så i det ansigt. Og om han er bange, om han står i samme vogn som mig blandt de sammenpressede kroppe. Om han tænker på mig. Om han tænker på, at jeg er her på grund af ham.

 

Jeg har ingen idé om, om der er gået dage eller timer. Lyset forsvandt på et tidspunkt og trak sig ud mellem sprækkerne i vognens vægge, og her blev kulsort. Jeg holdt øjnene åbne, men ingen hoveder eller skuldre trådte frem foran mig. Så jeg prøvede at forestille mig, at jeg var hjemme. At jeg stod i stuen efter solnedgang og lige havde trukket mørklægningsgardinerne ned i én simultan bevægelse med resten af Danmark.  At det var et trygt mørke, der omfavnede mig og førte mig ind i seng, at jeg ville sove dybt og længe og vågne op til en ny dag under min velkendte dyne, jeg ville stå op, og jeg ville spise morgenmad i solen. Men mine drømmerier blev afbrudt af en spredt klynken, der ikke passede ind på mit lune værelse og mine ben var udmattede af at stå oprejst og håndjernet strammede om min hånd og den evigt roterende lyd af hjul under mig trak mine tanker med sig rundt i gentagelser af den samme frygt, den samme benægtelse, det samme savn, den samme desperate bøn, som jeg havde messet i timevis. På et tidspunkt dukkede lyset op igen. Så var der ikke gået mere end en nat, et døgn i alt vel.

Vognen stopper igen. Mit hoved hopper af forskrækkelse, da et råb bryder stilheden. Den kommer fra toppen af en tysk officerhat i den ene ende af vognen. Jeg får ikke fat i ordene, de lyder tyske. Folk omkring mig ser oprevne på hinanden. Mine øjne svedes af en firkant af skarpt lys fra vognens ene væg. Flokken begynder langsomt at rykke sig mod lyset.  Hele min krop springer i luften af panik.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...