En Modstandsmands Beretning

Hans Peter Sophus Dixen anbringes i Frøslevlejren. Senere sendes han i Kz-lejren Neuengamme. Hans Peter ender med at blive hentet til Danmark med De Hvide Busser under Bernadotte-aktionen. Læs hans historie i En Modstansmands Beretning.
Fiktive hendelser delvist baseret på Hans Peter Sophus Dixens virkelige liv. *Deltog i Skriv dig gennem historien konkurrencen. Bidrog til Besættelsen og Frøslevlejren. Endte i top 10*

7Likes
5Kommentarer
373Visninger
AA

1. November 1944

20. november 1944

Mit navn er Hans Peter Sophus Dixen, jeg er født den 9. februar 1891, og Danmark er besat. Jeg blev arresteret den 27. oktober 1944 af det tyske sikkerhedspoliti for deltagelse i modstandsarbejde. Begrundelsen var "Mistanke om tilhørt sabotagegruppe", modstanden fra min side har blot været almen illegal aktivitet. Jeg har kæmpet for friheden, jeg har kæmpet for Danmark. Mit land.

I dag er det den 20. november 1944, jeg sidder i et tog sammen med en masse andre, og jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg har hørt om koncentrationslejrene, Kz-lejre, og jeg beder til Gud om, at det ikke er dette togs endestation. Tidsfornemmelsen har langsomt forladt min krop, uvisheden nager mig og den evige rumlen på skinnerne gør mig skør. Det er indtil en hvinende lyd af hjul, der slider på togskinner lige pludselig fylder min øregang. Før jeg ved af det, bliver vi alle fragtet ud af togvognen.

"Sie sind jetzt in das Polizeigefangenlager Frøslev!" Råber en tysker.

~

Efterfølgende fik jeg udleverede tre tæpper og et lagen inden jeg blev skubbet ind på et værelse med syv køjesenge, tre skabe, et bord, to bænke, fem taburetter og et enkelt vinduesparti med skodder. Alt er lavet i træ også gulve, vægge og loftet. Der omtrent 30 mænd i værelset, alle med øjnene rettet mod mig. Jeg følte mig malplaceret midt i mængden, men det ændrede sig hurtigt. En ung mand præsenterer sig som Holger og siger:

“Vi er alle i samme båd.”

Stemningen er ikke forfærdelig. Jeg har fået de få ting på plads, som jeg måtte medbringe. Jeg sidder ved bordet på værelset og kradser disse ord ned i min lille lommebog. Jeg har fundet ud af at denne barak har nummer H4, her hører jeg til nu. Mine medfanger har givet mig de vigtigste informationer omkring lejren, og de vigtigste forholdsregler. I nat skal jeg ligge i en lille køje med to andre mænd, alle køjer er overbemandede, og den unge Holger har fortalt at der kun er varmt vand om torsdagen, og endda kun i én af barakkerne.

Var det forkert dengang jeg sagde ja til at gå ind i modstandskampen? Jeg mærker allerede fortrydelsen, der giver mig slag i panden. Jeg er en voksen mand på 54 år med kone og to børn, og jeg er bange. Jeg kan ikke fortælle, hvad jeg helt præcist er bange for, men måske er det hele situationen. Hvad kan jeg forvente af dagen i morgen?

 

22. november 1944

Hvad nu hvis jeg aldrig havde sluttet mig til modstanden? Hvad skal der dog blive af mine piger derhjemme? Min kone, Elisabeth, som aldrig har gjort andet end at elske mig, og lille Agnes og Edith? Får jeg dem mon nogensinde at se igen?

Jeg beder en stille bøn til Gud, om at han må frelse os fra dette mareridt, og lade befrielsen komme snart. Det er klamt og fugtigt i barakken. Skodderne er lukket, ikke mere dagslys for i dag. Det knager i gulvbrædder og vægge, blæsten suser i de lukkede skodder og lyden af låsene, der klikker i, er langsomt begyndt at hamre i mit hoved. Dørene er låst, barakformanden går ned af gangen, hans skridt giver genlyd i hele H4. Til sidst er der ro i barakken, der er ro i alle barakker. Ro over hele lejren. Jeg føler mig kvalt i mørket.

 

23. november 1944

I dag har jeg lært at “organisere”. Det er lejrsprog for at skaffe sig varer på illegal, men dog moralsk og forsvarlig vis. Der bliver brugt megen tid og energi på at “organisere” her i blandt os fanger, både af nødvendighed, men i særdeleshed også fordi det er en udfordring og stimulerende for vores morale at snyde tyskerne. Holger har ret i hans første ord til mig, “Vi er alle i samme båd”, ja, det er vi. Vi er her af samme grund, modstandsmænd næsten hele flokken. Her er der ingen forskel på, om man er præst eller købmand, ung eller gammel, hvis ikke vi holder sammen, har vi intet tilbage. Kammerater, medfanger, modstandsmænd.

 

27. november 1944

En uge er gået siden jeg ankom. Jeg har efterhånden lært rutinen klokkeslæt for klokkeslæt.

05.30            Udpurring (ikke arbejdsdage 06.30)

ca. 05.45      Morgenappel

ca. 06.10      1. Spisehold

ca. 07.00      2. Spisehold

07.50            Arbejdsholdene træder an

12.00            Middag

ca. 12.15      1. Spisehold

ca. 13.00      2. Spisehold

13.50            An til Arbejde (Hel- og Eftermiddagsarbejdere)

18.00            Udskejning (Lørdage 16.00)

20.00            Ind i Barakkerne (Skodderne lukkes)

ca. 20.30      Aftenappel

21.00            Alle skal være på Stuerne (Dørene lukkes)

21.30            Inspektion for Ild, Lys og Vand

22.30            Ro i Barakken

I arbejdstimerne befinder jeg mig i snedkerværkstedet, vi har netop færdiggjort et skab til barakformandens værelse. Barakformanden og baraknæstformanden holder styr på det hele, de er ansvarlige for, at der er ro og orden her i barakkerne. Formand Knud E. Nielsen og næstformand E. Sattrup er vores medfanger, de er blot blevet tildelt dette arbejde. De har deres eget lille værelse, jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af dem. Jeg ligger, hver aften og føler mig noget så ensom i mørket, trods jeg altid ligger tæt op af en anden. Hvordan har de det mon ikke?

Min ensomhed er en følelse, men deres er en realitet, de er helt alene.

 

30. november 1944

Vi har en illegal radio på værelset. Antennen er skjult bag et dækbræt, og er forbundet til et søm i væggen. Når radioen ikke er tilsluttet til antennen, hænger der et barberspejl på sømmet. Den engelske radio, BBC, sender også danske nyhedsudsendelser, og dem aflytter vi, så ofte som vi kan komme afsted med det, uden tyskerne opdager det. Der kommer meldinger om, hvad der sker i krigen. Lakker den snart mod sin ende? Er befrielsen lige rundt om hjørnet? Får den sin ende i år? Det er spørgsmål, vi alle venter svar på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...