forfulgt

det er om 2 piger som bliver forfulgt af nogle mennesker som prøver at dræbe dem og så kommer de på en slags rejse.

1Likes
0Kommentarer
45Visninger

1. forfulgt

   Forfulgt.

 

Bang! der lød et pistolskud. Mig og min ven Angela løb ud af det forladte hus og gemte os i skoven. Vi gemte os bag nogle træer. Vi ventede i lidt tid, men jeg kunne stadig høre hans tunge skridt. Efter lidt tid hørte vi ikke hans skridt mere. Jeg tog mod til mig og kiggede rundt om træstammen, men lige i det begyndte Angela at skrige “bag dig!”. Jeg vendte mig om i forskrækkelse, jeg havde heldigvis en kniv på mig. Jeg tog den frem og stak ham i armen, og så løb vi væk. Da det var ved at blive mørkt var vi nået til en flod, så vi bestemte os for at sove der. Vi lagde os på græsset og faldt i søvn.

 

Næste morgen da jeg vågnede kunne jeg ikke finde Angela, hun var væk. Jeg ledte i noget tid. Til sidst bestemte jeg mig for at søge hjælp, selvom der var nogen som prøvede at dræbe os. Efter et stykke tid kom jeg til en hytte lige uden for skoven. For at være sikker på at der ikke var noget underligt ved dem, der var i hytten kiggede jeg ind af vinduet, det stod på klem. Jeg hørte dem tale om en slags portal, og at de havde fanget en person.

 

Jeg vidste, at jeg ikke kunne få meget hjælp her. Efter lidt tid indså jeg, at det sikkert var Angela. Jeg løb hen til floden igen, og da jeg kom derhen, så jeg fodspor i græsset. Jeg fulgte fodsporene, og efter nogle timer var jeg et sted, som så underligt ud. Der var et skinnende lys. Lyset blændede mig helt, men jeg gik tættere på. Da jeg åbnede mine øjne igen var jeg i en slags grotte, fyldt med glimtende sten, som voksede ud af væggene. Grotten delte sig flere gange, men jeg prøvede at huske vejen. Efter tonsvis af gange og blindgyder fandt jeg Angela.

 

Hun virkede helt hjernevasket. Hun sad bare henne i et hjørne på en stol med blanke øjne. Hun kunne ikke genkende mig. Jeg hev hende op af stolen og prøvede, at få hende med hjem til den virkelige verden. På vejen ud af grotten stødte jeg flere gange ind i krystallerne. De skar ind i mig, men jeg blev ved med at løbe. Endelig kom jeg hen til et andet af de forbandede lys. Jeg gik tættere og tættere på og holdt godt fast i Angela.

 

Da vi var tilbage i den normale verden igen blev Angela sig selv. Hun spurgte om hvad der var sket, men der var ikke tid til at forklare noget. Jeg sagde bare, at vi skulle finde hjælp. Jeg løb ud af skoven med Angela, og efter få timer fandt vi en politistation. Lige efter jeg havde forklaret, hvad der var sket besvimede jeg. Da jeg vågnede igen lå jeg på hospitalet. Angela sad på kanten af briksen med tårer i øjnene og sagde, “vi klarede det endelig”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...