I ly af mørket

Mit bidrag til Skriv Dig Gennem Historien :)

Historien handler om en ung modstands mand, der under sin kamp mod nazisterne under besættelsestiden, bliver udsat for den værste form for forrædderi, der vender op og ned på hans liv som han kender det...

1Likes
0Kommentarer
179Visninger
AA

1. En kølig aften i oktober måned 1944 i Aalborg

En kølig aften i oktober måned 1944 i Aalborg

Klokken nærmede sig syv, og jeg sad nervøst og trippede på sengekanten, mens jeg ventede på, at den store viser ramte tolv på mit lommeur. Sådan havde jeg siddet de sidste mange timer og havde flere gange tvivlet på, om uret mon gik korrekt, for aldrig havde jeg følt tiden gå langsommere. Jeg havde efterhånden bidt mine fingernegle ned af mit ængstelige gnaveri. Jeg bed normalt ikke negle, og jeg kunne allerede høre min mors stemme for mig ”Nu skal du stoppe med at bide dine negle Karl, du ødelægger dine tænder, og dem får du ikke just flere af”. Jeg smilte for mig selv ved tanken om, hendes spillende øjne, der afslørede hende, hver gang hun forsøgte at holde en alvorlig mine. Det var næsten den hårdeste del ved det hele, at skulle lyve for hende var ikke noget jeg holdt af. Klokken slog syv, og jeg rejste mig stift og gik ud i køkkenet, hvor min mor sad bøjet over søndagsavisen. ”jeg smutter lige over til Peter og spiller lidt kort” sagde jeg, så henkastet som jeg nu kunne. Hun løftede hovedet, og hendes blå øjne kiggede mildt på mig, mens et bekymret udtryk sneg sig over hendes rynkede ansigt. ”Husk at være hjemme inden spærretid, du ved hvad der sker, hvis de opdager dig”. Jeg nikkede bekræftende og kom med en flygtig bemærkning om, at jeg havde styr på det, inden jeg snuppede min frakke fra knagen og smækkede døren bag mig. Jeg stod et øjeblik på dørtrinet, lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning, inden jeg greb fat i min cykel og trampede afsted.

Mørket havde endelig lagt sig over byen. Gaden lå øde hen, og den eneste lyd der skar sig gennem stilheden, var lyden af den blide støvregn, der lagde sig som et tæppe på asfalten. En mild vind sendte en kuldegysning gennem min krop, og jeg lukkede frakken tættere om mig. Det var en kølig efterårsaften, og jeg cyklede i fuld fart ned gennem Aalborgs små gader. Jeg havde aftalt med de andre drenge, at vi skulle mødes ude foran fabrikken for enden af Valdemarsgade præcis klokken 10 minutter over syv. Der var knap to km til fabrikken, men det føltes som en evighed. Jeg skævede jævnligt over skulderen for, at sikre mig, at jeg var alene. Det var vigtigt ikke at blive opdaget, for hvis først man gjorde, måtte missionen afbrydes. Som jeg nærmede mig fabrikken, satte jeg farten ned og trillede om bag bygningen, hvor jeg parkerede min cykel op af murstensmuren. Jeg hev mit lommeur op af lommen og opdagede til min overraskelse, at jeg var hele to minutter og 18 sekunder for tidligt på den. Jeg lænede mig op af muren og mærkede kulden passere gennem min frakke. Jeg sukkede og lod tankerne flyve frit i et øjeblik. Jeg havde ellers undgået at tænke for meget den sidste uges tid. Jeg kendte til konsekvenserne af det, som jeg skulle foretage mig i aften, og jeg vidste, at hvis jeg først begyndte at tænke på min kære mor, far og Marie… Marie, min elskede Marie, jeg rystede på hovedet. Nej sådan måtte jeg ikke tænke nu, jeg ville sætte alle i fare, hvis jeg stak halen mellem benene nu, vi var underbemandede nok som det var.

Jeg blev vækket fra mine spekulationer med et kæmpe chok, da Jens pludselig stod ved siden af mig og prikkede mig i siden, mens han med en mørk stemme sagde ”Hände hoch!” Jeg kiggede misfornøjet på ham, gav ham et slag over skulderen og svarede tilbage ”Arschloch”. Dette forvandlede dog blot hans fjogede smil til et kolossalt grin, så hans tandkød var til fuldt udsyn. I samme øjeblik dukkede Peter op og kiggede strengt på os begge to. ”Man kan høre jer på kilometers afstand, VIL i gerne opdages eller hvad?” Både Jens og jeg selv rystede skyldbetyngede på hovedet. Peter havde selvfølgelig ret, det havde han altid. ”Er Niels ikke kommet endnu? Og hvad med Erik, er der nogen af jer, der har hørt fra ham?” Jeg svarede prompte på Peters spørgsmål, en smule skræmt af den nervøsitet og alvor, der var indprentet i hans ansigtstræk. ”Sidst jeg snakkede med Niels var planen, at han ville møde os her, Erik har jeg ikke hørt fra siden torsdag” Niels tog over ”Erik havde problemer med at komme ud af huset. Hans forældre er blevet ret hysteriske, efter han kom hjem efter spærringstid i sidste uge. Han sagde, han ville møde os ved udkanten af skoven” Peter kiggede en anelse skuffet på os ”pis! Den tøsedreng, vi kan vente et par minutter og se om Niels dukker op, men heller ikke længere, så bliver vi nød til at tage af sted” Jens og jeg nikkede bekræftende, og vi benyttede ventetiden med at dele Peters ammunition mellem os. Planen var, at vi hver især skulle have nok til stadig at kunne fuldføre missionen, hvis en af os blev snuppet.

Vi ventede nogle minutter ekstra, før vi opgav at vente på Niels og trådte frem for skyggerne. Vi greb cyklerne og trampede afsted ned mod skoven. Klokken var mange, og der var ikke mange mennesker tilbage i gaderne, så det var ikke svært at undgå dem. Vi havde cyklet ruten mange gange før i den sidste månedstid, så vi kendte til alle de smutveje, der kunne føre os hurtigt og usete frem til vores mål. Jeg kunne mærke at vægten fra krudtet, som jeg bar på ryggen sløvede mig i forhold til de andre, men jeg holdte målbevidst tempoet. Jeg ville helst ikke have, at Peter skulle opfatte mig som svag og smide mig ud af gruppen, som han gjorde med Hans. At blive bandlyst fra en sabotagegruppe gjorde ikke ligefrem godt for selvtilliden. Desuden ville jeg gerne gøre min far stolt. Min far havde selv været leder af Churchill gruppen, indtil en stor gruppe blev snuppet af Gestapo under en jernbanesabotage et halvt års tid tilbage. Jeg vidste ikke, hvor de var blevet sendt hen, men rygtet gik om at de var sendt til Aalborg arrest. Min far havde altid fortalt mig åbent om deres missioner, trods det var imod løftet man afgav som medlem. Jeg spurgte ofte, om jeg ikke måtte få lov at være med, men min far synes, det var for farligt, og at jeg var for ung og kvik til at sætte mit liv på spil på den måde. Trods mine argumentationer for, at gruppens medlemmer stort set ikke var andet end unge mænd på min alder, havde han nægtet. Da han så blev snuppet, gjorde jeg det til mit mål at færdiggøre hans mission. Jeg havde været nød til, at holde det hemmeligt for min mor, fordi hun efter min far blev arresteret, var blevet endnu mere ømtålelig omkring modstandsarbejde. Men inderst inde vidste hun det, jeg kunne se det i hendes øjne hver gang, jeg løg overfor hende.

Planen havde vi haft planlagt i flere måneder, og den var grundigt gennemtænkt. Vi havde overvåget kvarteret i de sidste mange uger og lært vagternes ruter udenad. Om dagen patruljerede de med 50 - 100 meter mellemrum langs de vigtigste trækninger, men om natten blev mellemrummet så småt som blot 25 meter. Vi havde ligget på lur i skoven og holdt øje med vagtskiftet mellem dag og nat, og havde opdaget et tomrum. Mellem halv otte og kvart i otte, var der ingen vagter på en strækning, der lå lige ved kanten af skoven. Det gav os en åbning på 15 minutter, hvor vi skulle liste os gennem skoven, anbringe krudtet, og slippe derfra igen. Målet var at ramme knudepunktet på jernbanen, hvor sprængstofferne ville kunne gøre allerstørst skade, på den måde ville vi kunne forhindre troppe transporten fra Aalborg til fronterne sydpå. Det havde været min fars plan dengang, med de blev snuppet, da der var en af vagthundene, der havde fået færten af dem. De havde forsøgt sig om dagen og havde håbet på, at mellemrummet mellem de patruljerende vagter var stort nok til, at de kunne nå det uden at blive opdaget, men de havde taget fejl.

Vi havde navngivet vores lille gruppe Sabotage drengene. Originalt var det ikke, men gruppen var også kun inde i de første fire måneder af dens eksistens. Vores gruppe bestod af en flok drenge fra kvarteret. Udvælgelsen af medlemmer havde ikke været let uden vejledning fra min far, men jeg mente nu alligevel selv, at jeg havde fået samlet en relativt god gruppe. Peter var den ældste i gruppen, han var først i 20’erne, og trods at jeg havde taget initiativ til gruppen, havde han så godt som taget styrelsen. Det passede mig egentligt fint, han var kvik, modig og forstod at holde hovedet koldt i pressede situationer. Hans eneste fejl var hans voldsomme temperament, hvilket resulterede i, at jeg fungerede som mægleren mellem ham og de andre drenge. Dem havde jeg ikke været så heldig med. Erik havde jeg egentlig kun rekrutteret, fordi jeg vidste, at hans far havde en våbensamling, som kunne vise sig nyttig. Hans forældre var dog en anelse overbeskyttende, hvilket havde vist sig en udfordring i forhold til, at kunne få ham sneget med på missionerne, uden de skulle fatte mistanke. Jens var min bedsteven og nabo. Han var pisse sjov, og kreativ. Han havde blandt andet foreslået, at vi skulle hænge plakater af Hitler op i hele byen, hvor han var sminket som en tøs. Det eneste problem med hans planer var, at de ikke altid hang sammen rent praktisk, men det kunne Peter tage sig af. Niels var nok den største fejl at inddrage i gruppens hemmeligheder. Han var den yngste af os alle, kun knap 15 år gammel. Han havde ved en fejl overhørt en joke, som Jens havde lavet vedrørende sabotage af en fabrik, og den eneste måde at lukke munden på ham på var ved, at lade ham blive en del af gruppen. Han var den største tøsedreng af os alle, og det ville ikke have undret mig, hvis det var grunden bag hans fravær. Indtil nu havde vi kun begået sabotage af en mindre kaliber, som hærværk af tyske vejskilte og antinazistiske slogans malet i graffiti. Det havde været en måde at varme drengene op til mit egentlige formål med gruppen, og trods det havde mødt en del tøven, havde jeg fået dem overtalt til at gå med til ideen.

Vi smed cyklerne i skovkanten. Det var buldragene mørkt, og jeg rystede ved tanken om, at skulle bevæge mig ind i den mørke tætte skov med chancen for en ubehagelig overraskelse på den anden side. Jeg hev mit lommeur op af frakkelommen, klokken var 25 minutter over syv, det var snart tid til at komme afsted. Nogle blade knasede i nærheden, og jeg vendte brat hovedet for, at blive mødt ved synet af Erik, der stod i skovbrynet. ”Så slap du endelig væk” hviskede Jens med et drillende smil. ”De fandeme umulige de gamle, jeg blev nødt til at kravle ud gennem vinduet, så jeg vækkede næsten min lillesøster. Jeg får aldrig lov til, at bevæge mig uden for døren igen, hvis de opdager, at jeg er væk” brokkede Erik sig, mens han lynede sin taske op og afslørede indholdet. ”Shit nogle store pistoler din far har liggende” Udbrød Jens, hvis øjne lyste op som julelys. Han blev mødt med et irriteret ”Shhh!” fra Peter, der efterhånden var ved at miste tålmodigheden. ”Drenge, klokken er 28 minutter over syv, nu må i lige tage jer sammen. Erik, hvor mange pistoler har du skaffet?” Peter kiggede forventningsfuldt på Erik, der kiggede ned i sin taske næsten ligesom for at bekræfte, at han havde talt rigtigt. ”Jeg kunne kun skaffe to” Peter skar en grimasse. ”Det er ikke meget, men det må kunne gøre det. Planen er, at mig og Jens planter krudtet. Erik, du holder vagt ved udkanten af skoven med en pistol, og Karl, du kommer til at stå inde i skoven, hvor du stadig kan se os, med en pistol og holder udkig og eventuelt dækker vores ryg. Er det forstået?” Vi nikkede alle en smule tøvende til Peters ordrer. Erik stak forsigtigt en hånd ned i sin rygsæk og fiskede en pistol op. Jeg vidste absolut intet om pistoler, men flot var den, og dyr var den sikkert også. ”Pas på den, min far slår mig ihjel, hvis jeg ikke har den med hjem igen”. Sagde Erik til mig, mens han stirrede intents og en anelse bekymret på den, som han overrakte den til mig. Da det kolde metal mødte min varme fugtige håndflade, gøs det i mig. Jeg havde aldrig haft en pistol i hånden før, og jeg blev overrasket over, hvor tung den var. Jeg vurderede den lidt i hånden og prøvede at holde den op for at sigte mod et træ, hvorefter jeg forsigtigt tog den ned igen, og kiggede bekræftende på Peter. Nu var jeg klar. Da klokken slog syvtredive, trissede Erik over på sin plads i skovkanten, og vi andre begyndte at liste os ind i skovens dyb.

Vi var nu blot få 10 meter fra jernbanen, og vi kæmpede os gennem det store buskads, der lå mellem os og vores mål. Hvert skridt gav en rungende knasende lyd fra sig, som vi satte fødderne mod skovbunden, der var dækket af et lag tørre blade. Som jeg stod i en bitter kamp med en tornegren, der havde sat sig fast i mit bukseben, kunne jeg pludselig høre stemmer ikke så langt fra, hvor vi stod. Jeg frøs på stedet og turde knap trække vejret. Jeg drejede forsigtigt hovedet og kiggede til højre for mig, hvor jeg kunne se, at Jens og Peter havde indtaget samme stivfrosne position som jeg selv. Vi delte alle det samme rædselsslagne ansigtsudtryk. Jeg vendte hovedet igen og anstrengte mig for at høre, hvem vi havde fået selskab af. Jeg kunne ikke høre andet end en sagte mummlen. Pludselig blev jeg opmærksom på en lyd til venstre for mig. Niels hoved poppede pludselig frem i skæret fra hans lommelygte, som han holdte fremfor sig. Hans ansigtsudtryk var vrænget i frygt, og han rystede som et espeløv. Jeg lavede desperate fagter af ham for at få ham til at slukke lygten. Han var bare også den eneste, der var dum nok til at medbringe en. Trods mine desperate bevægelser, ignorerede han mig fuldstændig og forsatte rystende fremad med ét øreskærende skridt af gangen, indtil han var ude af min rækkevidde. Jeg stirrede målløs fremfor mig og afventede Niels møde med de mumlende stemmer. Efter hvad der føles som en evighed efter, stoppede den svage mummlen. Jeg undrede mig over dens bratte ophør, måske havde Niels i virkeligheden styr på, hvad han lavede, ellers havde de taget ham og ført ham bort, det var også en mulighed. Lige meget hvad vidste jeg, at det var for sent at vende om. Missionen skulle fuldføres. Jeg fik øjenkontakt med de andre, og de nikkede tilbage til mig, som et tegn på at vi skulle fortsætte mod jernbanen. Jeg begyndte ligeså forsigtigt at bevæge mig fremad igen med en stigende frygt for, hvad der ventede på den anden side af krattet. Buskadset begyndte at åbne op, og jeg kunne ane jernbanen på den anden side, hvor jeg kunne skimte Niels, der stod og ventede utålmodigt på os. Jeg åndede lettet op, men nåede ikke tage et skridt til, før lyset fra en lygte blændede mig. Jeg nåede knap at råbe ordet ”løb”, før noget hårdt blev slået mod mit baghoved og jeg faldt til jorden, mens verden lukkede sig om mig.

Da jeg vågnede lå jeg på siden, med ansigtet halvt begravet i jordbunden. Jeg kunne høre lyden af to mande stemmer, der diskuterede højlydt. Jeg havde lært nok tysk til at kunne identificere sproget, men ikke nok til at tyde hvad de snakkede om. Jeg fik hurtigt lokaliseret dem til at stå et par meter bag mig. Jeg gennemgik mentalt min krop for, at finde ud af om jeg var kommet alvorligt til skade. Jeg kunne konstatere, at jeg ikke havde brækket noget, men jeg havde fået en ordentlig hovedpine. Mine hænder var bundne, og jeg kunne mærke rebene gnave sig ind i mine håndled og stoppe blodforsyningen til mine hænder. Jeg tog mig selv i at bide mig i læben af smerte for, at forhindre tårerne i at trille. Det var stadig nat, så jeg kunne ikke have været bevidstløs særlig længe. Jeg kunne intet se, men da mine øjne ligeså stille havde vendt sig til mørket, kunne jeg ane en skikkelse et stykke væk. Der lød en vag hulken derovre fra, og jeg kneb øjnene sammen, og prøvede at fokusere på den rokkende skikkelse. Jeg kunne genkende Niels lyse lokker, og følte straks en egoistisk lettelse over ikke at være alene i situationen. Jeg løftede hovedet forsigtigt fra mudret og kiggede mig så meget omkring, som jeg kunne tillade mig uden lave for meget larm. De andre drenge var ikke til at se, så de måtte være sluppet derfra. Der var kun Niels, de to tyske mænd, og jeg selv i den mørke nat. Tyskerne diskuterede endnu mere ophidsede end forinden, og jeg så mit snit til at forsøge at vride mig fri af rebene. I min dybe koncentration om at komme fri, lagde jeg slet ikke mærke til, at deres diskussion var hørt op, og at de havde opdaget, hvad jeg havde gang i, før snuden på en støvle ramte mig i hovedet, og det igen sortnede for mine øjne.

Jeg vågnede ved et sæt, ved lyden af et tog der passerede. Jeg satte mig op, forskrækket over hvor tæt på lyden havde syntes. Mine hænder fløj straks op til min næse, der føltes en anelse skæv efter sparket, og dunkede kraftigt og varmt i mine hænder. Jeg gnubbede mine håndled, der stadig var ømme efter rebene, pludselig opmærksom på, at jeg ikke længere var bundet. Jorden rystede og for at undgå at miste balancen, satte jeg hænderne mod jorden til støtte. Under mine håndflader var en kølig urolig flade. Det gik hurtigt op for mig, at jeg befandt mig i et tog. Rummet jeg befandt mig i var stort set mørklagt med undtagelse for en lille lyskilde, der sivede ind gennem en lem højt oppe. Trods det svage lys, kunne jeg ingen andre se, men jeg kunne høre, at der var andre til stede. Jeg hviskede ud i rummet ”hvem der?”, hviskende stemmer talte sammen, og der blev rørt på sig i alle retninger. Lidt efter blev der svaret på mit spørgsmål fra et sted til venstre for mig ”Churchill gruppen”. En lille gnist af håb blev vækket i min brystkasse ved lyden af navnet. ”Er Johannes Christensen til stede?” Jeg ventede i spænding på svar fra de ukendte stemmer i mørket ”Hvem spørger?” Lød en ny og lidt mørkere stemme til højre for mig. ”Hans søn, Karl” Svarede jeg med hjertet helt oppe i halsen. En lang pause med en kvælende stilhed fulgte, før den samme stemme svarede med en bedrøvet tone ”Desværre knægt, kan blev ført væk for en måneds tid siden. Vi tror han blev ført til Neuengamme ” Smerten bredte sig i hele min krop, helt fra tå til fingerspidser gjorde det ondt. Et hulk undslap min mund, og jeg kunne mærke tårerne vælte frem. Jeg troede ikke mine egne øre, Neuengamme, ingen vendte tilbage derfra, det vidste jeg, det havde min far selv sagt. Nu var håbet ude, alt var tabt, mon jeg nogensinde ville se ham igen.  

En hel dag passerede, mens vi sad i stilheden og så dag blive til nat gennem den lille lem. Jeg var lige faldet i søvn, da toget endelig nåede endestationen. En skydedør blev trukket til side udefra, og vi blev alle blændet af lyset fra en lommelygte. Der blev råbt af os på tysk, og jeg kunne høre en af de andre drenge mumle en oversættelse ”Han siger, vi skal følge efter ham”. Jeg hoppede modvilligt ud af togvognen i hælene på en dreng, jeg bedømte til at være et par år yngre end jeg selv. Da vi kom ud af vognen, blev vi mødt med synet af frem-seks tyske soldater, der alle stolt bar identiske uniformer, og armbind med hagekors med matchende bæltespænder. Jeg skar en grimasse i for agtelse over deres stolte miner, at de kunne forsvare en mand så modbydelig, som Adolf Hitler var uden for min forståelse. Da alle drengene var hoppet ud af vognen, blev vi beordret ind på en ræd række. Vi var omkring de 15 mand, og på hver side af rækken marcherede de tyske soldater med deres maskingeværer. Tyskerne smilede hånligt af os, og selvtilfredsheden var klar at skue i deres øjne. Natten var kulsort. Det støvregnede stadig, og jeg kunne mærke, hvordan mit tøj ligeså stille blev gennemblødt. Pludselig kunne jeg mærke, hvor koldt jeg egentlig havde det. Jeg begyndte at ryste, og men forhindrede dog mine tænder i at klapre ved at sætte min tunge i vejen. Det eneste der gav genlyd gennem natten var tyskernes sejers sang. Da vi nåede lysningen af en skov, var solen så småt begyndt at stå op og kunne anes i det fjerne. Et stykke fremme hang et skilt ved åbningen til en stor port. Jeg kneb øjnene sammen for at tyde ordet på skiltet. ”Frøslevslejren” stod skrevet med hvide bogstaver. Det var først der, det for alvor gik op for mig, hvilken skæbne der ventede mig, og hårene rejste sig på hele min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...