Frøslevlejren

Historien handler om en ung modstands mand, der under en sit forsøg på at springe jernbanen, bliver opdaget af tyske soldater. En skæbne i fangeskab venter ham i frøslevlejren...

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. Frøslevlejren

 

Mørket havde endelig lagt sig over byen. Gaden lå øde hen, og den eneste lyd der skar sig gennem stilheden, var lyden af den blide støvregn, der lagde sig som et tæppe, på asfalten. En mild vind, sendte en kuldegysning gennem min krop, og jeg lukkede frakken tættere om mig. Det var en kølig efterårsaften, og vi havde efterhånden stået stille i mange timer. Vi ventede nogle minutter ekstra, før vi vågede os frem fra vores skjul. Da vi først var trådt frem for skyggerne, var det med at få fart på. Det gjaldt om, at være hurtige, for at være sikre på at gå usete hen. Vi småløb så stille som vi nu kunne ned af gaden, mod vores mål. Jeg kunne mærke at vægten fra krudtet jeg bar på ryggen sløvede mig i forhold til de andre drenge, men jeg holdte målbevidst tempoet, for at jeg vidste hvad der var på spil. Hvis bare en person så os, ville hele planen gå i vasken, og det kunne risikere vores liv. Jeg var bange, rigtig bange, men jeg skjulte det overfor de andre, i frygt for at de ville betvivle mit mod.

Planen havde vi planlagt for flere måneder siden, og den var grundigt gennemtænkt. Vi havde overvåget kvarteret i de sidste mange uger, og lært vagternes ruter udenad. Vi havde præcis 20 minutter til at nå frem, få anbragt og sprunget sprængstoffet og til at komme væk igen. Det var Peter der kom op med ideen om at springe jernbanen, for at forhindre troppetransporten fra Aalborg, til fronterne sydpå. Peter var den ældste i gruppen der bestod af jeg selv, og et par andre jævn aldrene drenge fra kvarteret. Vi var alle i vores 20’ere, og opsat på at sætte vores præg i modstandskampen mod Tyskland. Indtil nu, havde vi kun begået sabotage af en mindre kaliber, som hærværk af tyske vejskilte, og antinazistiske slogans malet i graffiti. Det havde egentlig passet mig fint med disse drengestreger, men en dag erklærede Peter, at vores indsat kun var halvhjertet, og hvis vi virkelig ville gøre en forskel, skulle der noget større til. Kort efter havde han skaffet sprængstoffer og havde strikket hele planen om jernbanesprængningen sammen.

Vi var nu blot få 10 meter fra jernbanen, og vi kæmpede os gennem det store buskads der lå mellem os og vores mål. Som jeg stod i en bitter kamp med en tornegren der havde sat sig fast i mit bukseben, kunne jeg pludselig høre stemmer ikke så langt fra hvor vi stod. Jeg frøs på stedet og turde knap trække vejret. Jeg drejede forsigtigt hovedet og kiggede mig omkring for at finde de andre drenge, og kunne se de havde indtaget samme stivfrosne position som jeg selv. Vi delte alle det samme rædselsslagne ansigtsudtryk. Jeg vendte hovedet igen, og anstrengte mig for at høre hvem vi havde fået selskab af. Jeg kunne ikke høre andet end en sagte mummlen. Pludselig blev jeg opmærksom på en lyd lige bag mig. Bag mig havde Peter flyttet sig. Jeg sendte ham et desperat blik, der tikkede ham om at stå stille, men han kiggede bare på mig med en ligegyldighed i blikket og forsatte med at bevæge sig fremad. Jeg kunne høre stemmerne i baggrunden nærme sig, grundet lyden af Peters skridt, der efterlod en nærmest rungende knase lyd, som han satte fødderne mod de tørre blade der dækkede jordbunden. Peter forsatte med at bevæge sig fremad gennem krattet, indtil han til sidst var ude af rækkevidde. Efter et øjeblik blev der helt stille. Jeg fik øjenkontakt med de andre, og de nikkede tilbage til mig, som et tegn på at vi skulle fortsætte vores mission. Jeg begyndte ligeså forsigtigt at bevæge mig fremad igen, med en stigende frygt for, hvad der ventede på den anden side af krattet. Buskadset begyndte at åbne op, og jeg kunne ane jernbanen på den anden side, hvor jeg kunne skimte Peter, der stod og ventede utålmodigt på os. Jeg åndede lettet op, men nåede ikke tage et skridt til, før lyset fra en lygte blændede mig. Jeg nåede kun at råbe ordet ”løb” før jeg blev kastet til jorden, og slået bevidstløs.

Da jeg vågnede lå jeg på siden, med ansigtet halvt begravet i jordbunden. Jeg kunne høre lyden af to mande stemmer der diskuterede højlydt. Jeg havde lært nok tysk til at kunne identificere sproget, men ikke nok til at tyde hvad de snakkede om. Jeg fik hurtigt lokaliseret dem til at stå et par meter bag mig. Jeg gennemgik mentalt min krop, for at finde ud af om jeg var kommet alvorligt til skade. Jeg kunne konstatere at jeg ikke havde brækket noget, men jeg havde fået en ordentlig hovedpine. Mine hænder var bundne, og jeg kunne mærke rebene gnave sig ind i mine håndled, og stoppe blodforsyningen til mine hænder. Jeg tog mig selv i at bide mig i læben af smerte, for at forhindre tårerne i at trille.

Efter noget tid, vågede jeg, at åbne øjnene.  Det var nat, og mørket var for alvor faldet på. Jeg kunne intet se, men da mine øjne ligeså stille havde vendt sig til mørket, kunne jeg ane en skikkelse et stykke væk. Der lød en vag hulken fra derovre fra, og jeg kneb øjnene sammen, og prøvede at fokusere på den rokkende skikkelse. Jeg kunne genkende Peters lyse lokker, og følte straks en egoistisk lettelse over ikke at være alene i situationen. Peter kiggede ned i jorden, og var svær at komme i kontakt med. Jeg løftede hovedet forsigtigt fra mudret og kiggede mig så meget omkring som jeg nu kunne uden at flytte for meget på hovedet, for at for bedre overblik over omgivelserne. De andre drenge var ikke til at se, så de måtte være sluppet derfra. Der var kun Peter, de to tyske mænd, og jeg selv i den mørke nat. Tyskeres diskuterede endnu mere ophidsede end forinden, og jeg så mit snit til at flytte mig tættere på Peter, i et håb om at komme tæt nok på til at skabe kontakt, mens tyskernes ophidsede stemmer kunne overdøve mine bevægelser. I min dybe koncentration om at få flyttet mig så lydløst som muligt, lagde jeg slet ikke mærke til at tyskernes diskussion var hørt op, og de havde opdaget hvad jeg havde gang i, før snuden på en støvle ramte mig i hovedet og det igen sortnede for mine øjne.

Jeg vågnede ved et sæt, ved lyden af det tog der passerede. Jeg satte mig op, forskrækket over hvor tæt på lyden havde syntes. Mine hænder fløj straks op til min næse, der føltes en anelse skæv efter sparket, og dunkede kraftigt og varmt i mine hænder. Jorden rystede, og for at undgå at miste balancen, satte jeg hænderne mod jorden til støtte. Under mine håndflader var en kølig urolig flade. Det gik hurtigt op for mig, at jeg befandt mig i et tog. Rummet jeg befandt mig i, var mørklagt, og jeg kunne ingen andre se, men jeg kunne høre at der var andre til stede. Jeg hviskede ud i rummet ”hvem der?”, hviskende stemmer talte sammen, og der blev rørt på sig i alle retninger. Lidt efter blev der svaret på mit spørgsmål fra et sted til venstre for mig ”Churchill klubben” jeg genkendte navnet på modstandsgruppen, og satte brikkerne sammen. Jeg kendte til gruppen af de unge mænd, da de ligesom jeg selv havde tilholdssted i Aalborg. Jeg havde aldrig selv mødt et af medlemmerne, men jeg vidste at Peter havde haft kontakt med dem. Han havde ønsket at være en del af gruppen, men var blevet afvist, hvilket lagde grund til at han opstartede sin egen modstandsgruppe.

Vi sad i stilheden i flere timer, før toget endelig nåede endestationen. En skydedør blev trukket til side udefra, og vi blev alle blændet af lyset fra en lommelygte. Der blev råbt af os på tysk, og jeg kunne høre en af de andre drenge mumle en oversættelse ”Han siger vi skal følge efter ham”. Jeg hoppede modvilligt ud af togvognen i hælene på en dreng, jeg bedømte til at være et par år yngre end jeg selv. Da vi kom ud af vognen blev vi mødt med synet af 5-6 tyske soldater, der alle stolt bar identiske uniformer, med nazi symbolet på brystlommen. Jeg skar en grimasse i for agtelse over deres stolte miner, at de kunne forsvare en mand så modbydelig som Adolf Hitler var uden for min forståelse. Da alle drengene var hoppet ud af vognen, blev vi beordret ind på en ræd række. Vi var omkring de 15 mand, og på hver side af rækken marcherede de tyske soldater med deres maskingeværer. Trods deres forsøg på at fremstå upåvirkede, var det tydeligt, at de var bange for hvad vi kunne finde på. Tyskeren der gik tættest på mig, holdt så godt fast i sit våben, at hans knoer var blevet helt hvide.

Natten var kulsort. Det støvregnede stadig, og jeg kunne mærke hvordan mit tøj ligeså stille blev gennemblødt. Pludselig kunne jeg mærke hvor koldt jeg egentlig havde det. Jeg begyndte at ryste, og men forhindrede dog mine tænder i at klapre ved at sætte min tunge i vejen. Solen var begyndt at stå, op og kunne anes i det fjerne. Vi var gået i gennem en skov, og ved lysningen kunne jeg se et skilt, hvorpå navnet ”Frøslevslejren” stod skrevet med røde bogstaver. Det var først der det for alvor gik op for mig, hvilken skæbne der ventede mig, og hårene rejste sig på hele min krop. 

_________________________________________________________________________________________

Novellen er indtil videre på 8744 tegn, og er ikke færdigskrevet :)

I fortsættelsen, vil man høre mere om hovedpersonens baggrund, samt opholdet i frøslevlejren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...