undSKYLD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2017
  • Opdateret: 4 sep. 2017
  • Status: Igang
Kristian var en normal dreng. Eller det var hvad alle troede, bortset fra hans tre bedste venner. Kristians liv var alt andet end normalt. Hans barndom var fyldt med frygtlige oplevelse, som ville vise sig at påvirke ham resten af livet. Kristian prøvede at leve et nyt, normalt liv, men fortiden blev ved med at følge ham, og til sidst blev det for meget, og det hele vendte. Kristian var blevet til noget han aldrig havde troet kunne ske. Kan Kristian holde denne hemmelighed fra sine venner, eller er skylden for stor?

0Likes
1Kommentarer
60Visninger
AA

1. festen

Det ringede endelig på døren. Den spændte stemning forsvandt og den akavede stilhed blev brudt et kort øjeblik. Vi kiggede langsomt rundt på hinanden. Hvem skulle åbne døren? Ingen havde lyst til at rejse sig. Men vi havde ventet på det så længe, så alligevel var der noget i os, der var klar til at springe op. Alle ville dog helst undgå, at vi akavede alle kom til at rejse os. Ringklokken gav lyd fra sig igen, og tre bank på døren fulgte efter. Jeg sendte Frederik et tungt blik, håbende han ville forstå hvad jeg mente. Endelig rejste han sig op, selvfølgelig i selskab men en dum kommentar og et lille grin. Da sad vi så. Tre mennesker i total stilhed. Vi kunne høre Frederik udveksle et par ord, og så smække døren i igen. Smilet bredte sig på alles læber, da Frederik trådte ind i dagligstuen igen.  ”Pizza!!!” råber Maja og hiver en pizzabakke ud af favnen på Frederik. Frederik deler resten af pizzaerne ud og smider sig tilbage ned på sofaen. Den akavede stilhed forsvinder, og pizzaerne har reddet aftenen. ”Hey har i set at Twitter lukker Vine ned?” siger Frederik med et stykke pizza i munden. ”Ja, hvad bilder de sig ind!” siger Maja og sukker dybt. ”Hvad skal jeg nu bruge mine Latin timer på, ikke Kristian?” Carmens bløde stemme lyder i mit øre, jeg vender mig mod hende og lukker et lille grin ud. Vores samtale emne går fra sociale medier, til gymnasiet, til badminton, indtil vi til sidst har spist vores pizza. Tøserne klager over deres små blærer og smutter på toilettet, hvilket efterlader Frederik og alene.

Så snart vi hører døren til toilettet blive lukket, råber Frederik op: ”Wow Kristian! Carmen er helt vild efter dig! Hun kan jo næsten ikke holde fingrene fra dig!” Jeg griner lidt og vender blikket mod gulvet og hvisker: ”Jeg ved ikke om jeg er klar” Tankerne flyver gennem mit hoved, billeder popper op. Jeg prøver at skubbe dem væk, men jeg har selv fremkaldt dem nu. Det er som om jeg ingen ben eller arme har og er blevet dumpet i en sø. Jeg drukner og der er intet jeg kan gøre. Jeg mærker to hænder på mine skuldre, og de trækker mig op af vandet. ”Hey Kris er du okay” spørger Frederik bekymret. Jeg kigger op på Frederik og sender ham et smil: ”Jaja Freddy jeg er okay”. Frederik fortsætter i det bekymrende toneleje: ”Det er under et år siden at du kom ud af..” jeg stopper ham midt i sætningen: ”Det okay Freddy! Virkelig! Jeg har bare ikke lyst til at snakke om det!” Frederik trækker sig tilbage i sofaen, og ligger armene over kors, han ved godt at nu ikke er et godt tidspunkt at snakke om det, men vi ses næsten aldrig mere, så han må vel have en stor trang til at vide hvordan det går. ”Hvad med dig og Maja?” Jeg prøver at løfte stemningen lidt, men det lykkedes ikke rigtig for mig, for så udbryder Frederik et stort suk: ”Jeg ved ærligt ikke hvordan det går… Hun har aldrig lyst til sex mere, og hun er begyndt at hænge ud med flere drenge. Det er som om hun langsomt tager mere og mere afstand til mig, men så når vi er sammen med andre, er hun bare over alt på mig. Sådan lidt for meget. Det er bare så mærkeligt. Vi har været sammen i 4 år, og nu er det som om kemien er væk, og vi er ved at vokse fra hinanden. Jeg ved sådan noget sker, men jeg har bare virkelig ikke lyst til, at det skal ske. Kris, jeg elsker virkelig Maja” Og i samme øjeblik som de sidste ord forlader Frederiks mund, kommer Maja og Carmen grinende ind i stuen. Deres latter stopper dog brat, de kan sagtens mærke den trykte stemning, og se på os at et eller andet er galt. Vi har trods alt kendt hinanden lige siden vi begyndte at gå. Ingen af dem siger dog noget, og de sætter sig bare ned, som om intet var sket. Ikke at jeg regnede med andet. Jeg ved ikke hvad vi tænkte, da vi planlage det her. Hverken Carmen eller jeg har set de andre det sidste år, eller hinanden for den sags skyld. Carmen har rejst verden rundt med hendes modelbearou***,  jeg har holdt mig fra mig selv, og Maja og Frederik har prøvet på at holde deres forhold i live. Vi burde, at have meget at snakke om, men alt hvad der blev sagt i løbet af aftenen var bare tom snak. Alle ville gerne have det til at fungere, men det synes ikke at ville ske.

 ”Nå øh, vi skal vel også til at komme af sted snart? Festen begynder om 5 minutter!” siger Maja efter et par minutters stilhed.  ”Tjo, det er vel på tide. Vi skulle nødig gøre Maria sur, ved at være for sent på den” suplerer jeg. Carmen griner af min kommentatar, og trækker mig med op af sofaen. Jeg prøver, med alt hvad jeg har i mig, ikke at give slip på hendes hånd, men til sidst kan jeg ikke holde den længere, og jeg skubber den hurtigt fra mig. Jeg kan mærke Carmens skuffede blik, men jeg prøver at undgå hendes blik. Efter et par dårlige jokes, henting af alkohol, og påtagning af sko,  er vi endelig på vej ud af døren. Det er stadig lyst udenfor og omkring 16 grader, det er næsten som om det er sommer. Maja bor næsten lige ved siden af Maria, så det burde kun tage os et par minutter, men alkohollet rammer os, og hvad der brude have været en få  minutters gåtur, ender med at være en kvarters lang gåtur. Da vi endelig når frem, står Maria i døren. Hun har en kort kjole på. Det ligner en natkjole hvis du spørger mig, men Maja og Carmen går helt amok over hendes kjole. Det er åbent bart populært med nattøj som hverdagstøj nu og dage. Jeg tænker lidt mere over det, og ender med at indrømme over for mig selv, at hun faktisk ser ret godt ud, og kjolen klæder hende meget godt. Vi siger hej og tillykke med fødselsdagen, og Maria er overraskende lidt sur over at vi er forsinket.

Festen er allerede igen, folk er allerede lammerede af alkohol, og fødselsdagssang for Maria, er allerede blevet sunget. Jeg mistede hurtigt Frederik og Maja, de ind i mængden. Jeg prøvede at blive sammen med Carmen, men en anden dreng, tog hende hurtigt fra mig. Hvilket jeg godt forstår. Hun er så smuk. Hendes lange brune krøller, hendes grønne store øjne og hendes perfekte potionerede* krop. Det var alt sammen perfekt. Det var også derfor, at de ikke gjorde mig så meget at en anden tog hende. Hun var alt for perfekt til mig, hun fortjente en, der rent faktisk var klar til det. Hun skulle ikke vente. Jeg fik dog lidt ondt af mig selv, og endte med at kaste mig over en flaske vodka. Jeg havde ikke drukket i lang tid, for jeg havde ikke været social i lang tid, så allerede den første tår ramte mig hårdt. Jeg fortsatte med at drikke, indtil at jeg kunne mærke kvalmen og alt omkring mig snurrede rundt. Pludselig fandt jeg mig selv i armende på Maria. Vi stod mit på gulvet og dansede til en sang om pølsemix. Maria trak mig tættere på hende, og selvom jeg normalt ville have sagt fra, fulgte min krop bare med. Pludselig greb hun min arm, og trak mig ud på toilettet. Jeg kom i tanke om alle de historier Frederik havde fortalt om ham og Majas toiletknald. Det måtte være hvad der skulle til at ske. Så snart vi nåede ud på toilettet kastede Maria sig over mig. Flashbacksne begyndte, og jeg prøvede ihærdigt på at skubbe hende væk, men jeg var for slap, og når jeg skreg kom intet ud. Tårende trillede ned af mine kinder, følelsen af at være ingenting, bare en kludedukke, vendte tilbage, noget jeg aldrig havde lyst til at føle igen. Efter det der skulle ske, var sket, efterlod Maria mig alene tilbage på toilettet. Hun sagde ikke noget til mig, hun efterlod mig bare. Min krop føltes kold og tom. Jeg prøvede at rejse mig fra gulvet, men jeg følte mig så ussel, som om jeg hørte til på gulvet. Jeg tror jeg lå der en times tid, før Frederik fandt mig. Han så skræmt ud, som om han havde set et spøgelse. Efter lidt tid, fik han taget sig sammen og gav mig mit tøj på. Han behøvede ikke spørge hvad der var sket, det var alt for tydeligt.  Jeg havde lyst til at skrige og græde, og bare løbe væk alt hvad jeg kunne, men hvad ville det nytte? Netop. Ingenting.  Frederik hentede Maja og Carmen, og de fik transporterer mig hjem. Det var sødt af dem, men jeg havde det som om, at jeg havde ødelagt deres aften. Turen hjem, gik meget hurtigere end turen der op. På fem minutter var vi allerede hjemme, og Frederik, Maja og Carmen lagde mig i seng, som det første da vi kom hjem. Ingen af os havde sagt noget til hinanden, men de havde udvekslet blikke, som jeg godt kunne tolke. Hvad måtte Maja og Carmen ikke tænke om mig. Hvad er jeg for en dårlig undskyldning af en dreng? Lidt tid efter de havde sagt godnat til mig, kunne jeg høre dem snakke ude i stuen. ”Hvad er der sket?” Jeg kunne høre gråden i Majas stemme, hun havde aldrig været typen der græd, men det var tydeligt at høre, at der var gråd i stemmen. ”Jeg ved det ikke helt, han har ikke sagt noget, men jeg fandt ham efterladt nøgen på toiletgulvet med kradsmærker og antydninger af blåmærker over det hele” Frederiks stemme rystede. ”Er han blevet….” Carmen tøvede, og omformulerede spørgsmålet: ”Skal vi ringe efter politiet?” Der blev stille derude et øjeblik. ”Vi kan jo ikke være sikker på det skete” Forsatte hun igen. ”Selvfølgelig var det, det der skete! Hvordan kan du tvivle på det! Du ved, hvad Kristian har været igennem! Han er lige kommet ud af det miljø, og nu sker det igen! Vi kan ikke bare lade det ske!” Råbte Maja, og jeg kunne høre hende trampe rundt i stuen. Carmen undskyldte, og de besluttede sig for at ringe efter politiet. Jeg ville have sagt fra, for de kan alligevel ikke gøre noget. Det er hendes ord mod mit, og hvem vil tro på, at en dreng kan blive voldtaget? Jeg beslutter mig for at stoppe dem fra at ringe til politiet. ”Hej venner, i behøver ikke ringe til politiet, det er okay” for jeg sagt lige før de ringer. De vender sig alle mod mig, deres blikke er så triste, de vil jo bare gerne hjælpe mig. Jeg sender dem et smil, og går så tilbage i seng. Der bliver ro ude i stuen, og jeg falder langsomt i søvn.

Næste morgen vågner jeg med en dunkende hovedpine. Jeg går ud i køkkenet for at tage et glas vand. Huset er helt stille, jeg er den første oppe. Jeg går frem og tilbage i huset, let på tå, for jeg vil helst ikke vække nogen, mens jeg tænker over aftenen før. Jeg kan ikke lade være med at bliver vred indeni. Vred på mig selv. Hvorfor gjorde jeg ikke noget, hvorfor lod jeg det bare ske. Jeg kommer i tanke om, at de andre tre ved hvad der er sket, og kan ikke lade være med at føle mig lidt pinligt til mode. Jeg er jo en dreng. Jeg hører til det stærke køn, men det kan jeg ikke leve op til. Jeg er en svækling, jeg dur ikke til noget. Jeg ender med at kaste mit glas fra mig i vrede. Glasset går i tusinde stykker. Jeg prøver at feje det op, men ender med at falde sammen i gråd. Efter noget tid kommer Maja ud i køkkenet til mig. Hun siger ikke noget, hun fjerner bare det knuste glas, og sætter sig ned ved siden af mig, med armen omkring mig. Vi bliver siddende sådan, i hvad føltes som flere timer. På det rette tidspunk bryder Maja stilheden: ”Skal jeg ikke vække de andre, og begynde at lave morgenmad?” Jeg nikker og rejser mig fra det kolde køkkengulv. Ingen er bedre til at trøste end Maja, hun gør det på en måde, som ikke for mig til at føle mig lavere end hende. Hun får mig til at føle, som jeg er normal og fuldstændig ligesom alle andre. De tusinde psykologer jeg har tilbragt tid med, har altid fortalt mig at der var noget galt med mig. Jeg skulle fikses. Som om jeg bare var en eller anden ting, der var gået i stykker. Jeg ville bare gerne føle mig som et menneske, som et normalt menneske, som folk faktisk satte pris på. Det var sådan jeg havde det  med Maja og hendes familie. De har altid været som min familie. Og jeg havde det også sådan med Frederik og Carmen. Nogle gange var det som om at Carmen helt glemte hvad der var sket med mig, og Maja blev altid så sur på hende over det, men det var nu altså rart en gang i mellem. Frederik glemte det derimod aldrig. Han havde også vidst det i længest tid, han havde set det ske. Han havde næsten været en del af det. Det glemte jeg nogen gange, og han mindede mig ikke om det. Frederik kunne ikke lide at være et offer, derfor havde han det også svært i retten, da han skulle fortælle hvad der var sket, for alle kiggede på ham med medlidenhedsblikke, og alle behandlede ham pludselig så anderledes. Jeg forstod godt, at han ikke kunne lidt det, jeg havde det på samme måde. Men jeg var blevet så fastlåst i rollen som offer, jeg vidste knap nok, hvem jeg var, hvis jeg ikke var offer.

De andre kom ud i køkkenet, og vi spiste morgenmad. Vi snakkede ikke om festen. Den var blevet lagt på standby. Vi nød bare hinandens selskab. Vi grinte, fortalte jokes, dårlige score-historier og alt det vi plejede at gøre. Det var som om at vi var 13 år igen. Det var en fed dag, en af de bedste dage længe, men så kom slutningen og vi skulle alle skilles. Maja blev i det store hus alene, hun tilbød mig at bliver indtil hendes forældre kom hjem fra ferie, men jeg kunne ikke lade min bedstemor være alene så længe, så jeg takkede pænt nej. Frederik og Carmen skulle ud på landet, godt 20 kilometer væk. Vi ville blive spredt igen, og selvom jeg vidste, at vi ville se hinanden igen snart, havde jeg svært ved at sige farvel. Men vi fik sagt farvel, og jeg begav mig mod Sandbyvej. Turen hjem føltes lang, men jeg var hurtigt hjemme. Bedste sad indenfor i stuen og ventede. Jeg havde glemt at sige, at jeg først kom hjem sent. Hendes øjne lyste op da hun så mig komme ind i stuen. Hun var altid så bekymret for mig, men det behøvede hun nu ikke, for jeg har de bedste venner til altid at passe på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...