Hofsnogen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Året er 1613. Kong Christian d. 4 har sejret over den svenske hær, men er også blevet enkemand.
Da Anders onkel sender bud efter ham, må han straks tage afsted til
Kronborg slot for at hjælpe et familiemedlem ved hoffet, men hofsnoge, sladder og spioner er klar til at slå til

0Likes
0Kommentarer
130Visninger

1. Hofsnogen

Der var stille i min onkels skrivestue. Udenfor kunne jeg høre larm fra gaden.

Jeg så mig nervøst omkring. Jeg var blevet noget overrasket da min onkel havde skrevet til min far og bedt om at jeg rejste til hovedstaden så hurtigt som muligt. Det måtte være alvorligt.

”Anders! Du kom!” Hans hår var tyndt og hans hænder plettet af blæk. ”Hvor er du blevet stor!”

”Det er kun et halvt år siden, vi så hinanden sidst.”

”Nå ja, men tiden går alligevel hurtigt, hvor gammel er du nu, sytten?”

”Seksten.”

Han smilede og jeg rakte ham hånden.

”Du skrev at det var vigtigt, så her er jeg.”

”Ja det er et familieanliggende,” sagde han og tilbød mig en stol.

Hvis det angik et familieanliggende, hvorfor ville han så tale med mig? Han havde selv to sønner og fire døtre.

”Er nogen død?” spurgte jeg bekymret.

”Nej Gud forbyde det,” sagde min onkel og slog korsets tegn for sig. ”Det drejer sig om din kusine Karen. Vil du have et krus øl?”

”Ja tak, hvad er der med Karen?”

Min onkel stak hovedet ud af døren og råbte på en tjenestedreng der hurtigt kom med to krus øl.

”Jo ser du bette Anders,” han tog en tår af sit krus, jeg hadede når han kaldte mig det. ”Karen er blevet kongens elskerinde.”

Jeg var lige ved at hælde øllet ned i skødet på mig selv.

”Hvad!”

Jeg stirrede på ham og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Tillykke, var nok ikke det rette ord og det er jeg ked af at høre ville nok være det dummeste jeg kunne sige.

”Øh skål på det,” sagde jeg og tog en tår af den krydrede øl.

Onkel smilede og hævede sit krus. Han så stolt ud, som om han havde fået en chance, en chance som han aldrig have troet var mulig. Var min kusine virkelig blevet kongens elskerinde? Kong Christian var kendt for at være dameglad, det vidste alle, men hvorfor skulle hans blik lige falde på Karen.

Vi sad lidt i tavshed, jeg satte kruset fra mig på skrivepulten og tog en fjerpen og strøg et par fnug væk fra mit ærme med den.

”Det er derfor jeg bad dig komme,” sagde onkel endelig.

”For at fortælle mig, de øh.. gode nyheder?”

”Præcis, men jeg har også en lille opgave til dig.”

Det lød ildevarslende.

”Du må beskytte hendes omdømme. Hoffet er et farligt sted.”

”Så du vil sende mig til hoffet for at beskytte Karen?”

”Ja, hun skal ikke være alene. Som i ridderromanerne, må du trække i rustningen og bekæmpe dragen ved navn hofsnak for at frelse den unge mø.”

”Men Karen har jo kongen, hvad skal hun så bruge mig til?” Pludselig slog noget ned i mig. ”Vent Karen er da forlovet med Niels.”

Niels var magister, en meget venlig fyr som jeg havde mødt et par gange, de var blevet forlovet for et halvt år tids siden. Onkel lænede sig tilbage i stolen.

”Jeg har talt med ham. Han er temmelig vred, men kongen har det sidste ord. Niels må gifte sig med Karens lillesøster Anna i stedet for.”

”Og det har han det fint med?”

Onkel trak på skulderen.

”Jeg har ikke foreslået det endnu, men få kongen til at tilbyde Niels noget. Vi kan ikke risikere at han laver en skandale. Tænk på familiens omdømme, slås mod rygter og vær Karens værn.”

”Jeg skal gøre mit bedste,” sagde jeg og knyttede hænderne hårdt sammen.

”Godt Anders, jeg vidste jeg kunne regne med dig.”

Ved alle djævle hvad skulle jeg gøre.

 

 

”Dig! til hoffet!” Erik lo. Det var koldt.

Erik var min barndomsven fra dengang vi gik i skole i Sorø. Han var ansat ved kongens hof, men jeg havde aldrig fundet ud af hvad han egentlig lavede der. Han var selvfølgelig kommet for at besøge mig da jeg skrev at jeg var på besøg hos min onkel i hovedstaden. Vi sad på et hegn der omkransede en svinesti.

”Du er bare misundelig,” mumlede jeg.

”Misundelig? Jeg er nu ret ligeglad med hvem kongen kysser, men hvorfor sender din onkel dig? Du har da to fætre, hvorfor sender han ikke dem afsted.”

”Han mener nok at jeg kan klare det.”

”Er du klar til at være en lille hofsnog?” Erik spillede med tungen som en slange.

”En hvad?” spurgte jeg.

”En der opfører sig krybende og smigrende ved et hof og slikker kongens støvler for at skaffe sig fordele.”

”Adr! Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre, de er garanteret fulde af mudder.”

Erik lo.

”Jeg mente det ikke bogstaveligt, men det bliver fornøjeligt at have dig ved hoffet. Vi to skal nok få det sjovt.”

”Jeg har et job at udføre,” mindede jeg ham om.

”Nå ja din kusines vagtmester,” sagde han og gjorde honnør. ”Du er alt for naiv, du vil ikke kunne se en fjende om han så har trukket sit våben parat til at såre dig. Men sandt at sige så er hoffets en galnings vådeste drøm. Alle stikker hinanden i ryggen for at komme til fadet og forsyne sig selv og deres nærmeste med titler, embeder og pensioner, og man kan ikke lade som ingenting?”

”Så strategien med at spille død og håbe på at de lader en være i fred virker altså ikke?”

”Nej det er ikke som vores tid på akademiet.”

Vi grinede.

”Hvordan er kongen?” spurgte jeg.

”Jeg har ikke set særlig meget til ham, trods jeg har tjent på slottet i et halvt år, men man hører så meget. Regel nummer et når du kommer til hoffet, tro ikke på alt hvad du hører, forstået?”

”Er der da vilde rygter?”

”Vilde er ikke ordet og en del af dem er faktisk sande.”

”Så… hvilke?”

Erik tøvede, han hoppede ned fra hegnet og så på mig.

”Du skal nok høre dem når du kommer til slottet, men husk stol ikke på alt hvad du hører, jeg har hørt at kongen skulle have kidnappet lille Karen.”

”Det er løgn! Onkel fortalte mig at de mødtes til et bryllup. De dansede hele natten og så tog konge hende med sig hjem.”

”En dans eller to så var hun fanget i Kongens kærlighedsnet. Måske er det også en løgn?”

”Nej det er sandhed,” vrissede jeg. Erik trak på skulderen.

”Så siger vi det. Nå, jeg må hellere gå. Jeg har nogen breve der skal skrives og et arbejde der skal passes, i forhold til visse andre,” han hev sin hat med fasanfjeren af og roede i den som var det en vadsæk, hvorefter han hev en stak kuverter op. ”Forresten gider du smide dem her på en god skorstensild?” spurgte han og gav mig et broderligt kys på kinden. ”Vi ses på Kronborg. Og husk vi to holder sammen.”

”Selvfølgelig, men så slemt er det vel heller ikke ved hoffet. Er det?”

Erik skubbede sine mørke krøller ind under sin hat.

”Tja, den sidste elskerinde faldt pludselig død om.”

Jeg faldt ned af hegnet i chok og landede i det våde mudder. Erik lo, mens jeg prøvede komme op, mudderet hev mig ned af og jeg mærkede hvordan hele min krop blev svøbt ind i det klamme stads.

”Hvad siger du!” råbte jeg og spyttede mudder ud af munden. ”Hvad skete der med kongens sidste elskerinde?!”

 

 

Det havde lykkedes mig, efter megen overtalelse og en kande af min onkels bedste rhinskvin, at få Eriks tunge på gled og han fortalte mig historien om kongens tidligere elskerinde, Kirsten Madsdatter. Kong Christian havde været gift med den tyske prinsesse, Anna Cathrine. Hun var død for et års tid siden af koldfeber, men hun var dårlig nok blevet kold i sin grav før Kirsten flyttede op til kongen på slottet. Hun havde endda fået en søn med kongen, der blev født dagen efter at kongens og dronningens yngste søn blev født. Men Kirsten nåede ikke at nyde sin tid på slotted, for en dag mens hun sad foran spejlet og var ved at flette en perlesnor ind i sit hår, faldt hun pludselig død om.

Erik havde fortalt mig at Københavns slot var noget af en skuffelse. Slottet var trangt og stanken fra affald og indhold af natpotterne der flød i gaderne var forfærdelig. Jeg forstod godt at kongen foretrak sit lille lystslot udenfor nørrevold, så han kunne komme væk fra stanken uden at forlade sin hovedstad, som han vist nok havde store planer med. Så det gjorde mig egentlig ikke så meget at jeg skulle til Kronborg i stedet for Københavns slot. Der lugtede nok bedre og jeg havde aldrig set slottet som jeg ellers havde hørt en del om. Med en tungtlastet vogn kørte jeg fra hovedstaden mod nord. Det var blæsende i Helsingør og stanken fra det grumsede vand trængte ind alle vegne, men heldigvis holdte de tykke mure på varmen. Lyset om morgenen var smukt og udsigten over havet, når skibene strøg topflaget for at hilse på slottet, var enestående.

Jeg mærkede nervøsiteten da jeg trådte ind gennem slotsporten, efter at have fortalt vagten at jeg skulle tale med Karen Andersdatter. En tjenestepige fulgte mig op af de snoede trapper og ned af lange gange.

”Frøken der er en gæst til Dem.” Pigen åbnede døren til et værelse, hvor der hang store tunge gobeliner på væggene. Karen sad ved kaminen, hendes lyse hår var sat op, så man ikke kunne undgå at se et par tunge perleøreringe der dinglede fra hendes øreflipper. Hun var ved at sy, men løftede blikket da døren blev åbnet og fik øje på mig.

”Anders!” udbrød hun glædestrålende. Hun smed sytøjet fra sig og løb hen for at omfavne mig. ”Min kære fætter hvor er det længe siden. Hvor er jeg glad for at se dig igen.”

”I lige måde.”

Hun var en smule bleg, men ellers så hun glad ud. Jeg så rundt i hendes kammer. Havde det været den afdøde dronnings eller Kirstens kammer? måske var det netop det værelse Kirsten havde set sig i spejlet for sidste gang. Havde hun set døden bag sig, inden den havde grebet hende om struben?

”Er der noget galt, er du dårlig?”

”Sovet dårligt,” mumlede jeg. ”Jeg har været så spændt på at se det hele. Hvordan har du det?”

”Fantastisk. Åh Anders det er så længe side. Jeg vil introducere dig for kongen.” Hun tog fat i min arm og hev mig blidt over til kaminen.

”Du har en besked fra far, ikke?”

”Ikke rigtig. Han er glad på dine vegne, så han har sendt mig hertil for at..,” kunne jeg fortælle hende det? ”for at beskytte dig.”

”Jeg kan sagtens klare mig,” vrissede hun og gjorde en fornærmet grimasse.

”Det ved jeg godt, men han syntes at du behøvede en ven her.”

Hun smilede.

”Så er jeg glad for han valgte dig.”

”Kan du lide at være her?”

Hendes blå øjne blev urolige.

”Jeg - jeg har ikke noget andet valg.” Hun sænkede stemmen. ”Hvis kongen vil have en, gør han alt for at få det. Men han er venlig og jeg kan lide hans selskab. Han har lovet mig økonomisk sikkerhed og vil sørge godt for vores barn, når den tid kommer.” Hun lagde en hånd på sin mave.

”Du venter kongens barn!” udbrød jeg overrasket.

”Du må ikke fortælle det til nogen. Kun kongen og min kammerpige ved det. Jeg har ikke engang fortalt det til min far. Jeg bliver nødt til at være forsigtig, sladderen løber hurtig her.”

”Ja det sagde Erik også.”

Karen rynkede panden.

”Erik Gurre? Ham bryder jeg mig ikke om. Han er en hofsnog og lister altid rundt på slotted. Kongen kan ikke lide det.”

”Jeg kan godt lide ham,” sagde jeg for at forsvare ham.

”Man må vælge sine venner med omhu her ved hoffet.”

”Han sagde præcis det samme, stol ikke på nogen.”

Karen så på mig, hendes ansigt var lagt i alvorlige folder. ”Jeg stoler på dig Anders det skal du vide.”

Hun gik hen til døren og kaldte på sin tjenestepige.

”Ann bed kongen om at komme til mit kammer, jeg har en han skal møde.”

”Javel frøken.”

Vi talte sammen længe, Karen fortalte mig om sit liv ved hoffet, hun var ved at fortælle mig om maden, da kongen kom ind. Kong Christian var høj, hans skæg var velplejet og spidst, mens håret var pjusket. Jeg bukkede dybt, mens Karen præsenterede mig og min baggrund. Hvornår var det passende at løfte blikket igen? Min ryg blev træt af at stå i den foroverbøjede stilling.

”Du hedder altså Anders, ligesom din onkel?” spurgte kongen med tung ryst og jeg kunne endelig rette mig op. ”Ja deres majestæt. Jeg er opkaldt efter ham.”

”Anders er kommet til hoffet for at holde mig med selskab.”

Kongen smilede.

”Hvis det er selskab du savner, kunne jeg da ellers godt skaffe dig en hofnar eller et kæledyr.” Han så på mig. ”Nå hvad er så din drøm her i livet?”

Øh?

”Jeg har studeret jura, men mine drømme er der, hvor skæbnen fører mig hen,” svarede jeg tørt, onkel havde bedt mig om at sige det på den måde og kongen lo.

”Skæbnen er lunefuld min ven, men hvis du fortæller mig din styrke, så skal vi nok finde en plads til dig et eller andet sted.”

Jeg kunne få et arbejde på Bremerholmen som min onkel eller måske blive ansat ved et af kancellierne. Men så kom jeg i tanken om det problem jeg havde love min onkel at drøfte med kongen.

”Øh deres majestæt, jeg har en besked fra Karens far.”

”Sig frem.”

”Det drejer sig om Karens trolovede Niels Simonsen Glostrup.”

Karen slog forfærdet hænderne op for munden.

”Åh nej, jeg var så glad at jeg glemte alt om Glostrup.”

”Hvem er denne Glostrup?” spurgte kongen og rynkede panden.

”Han er magister og Karen var lovet bort til ham, men hendes søster vil gerne tage hendes plads.”

Karen strålede og slog hænderne sammen.

”Glostrup vil elske Anna.”

Kongen smilede.

”Tja løfter kan brydes og forlovelser kan opløses. Vi må finde et præsteembede til ham. Jeg må høre biskoppen ad.”

 

 

”Nå hvordan gik middagen?” spurgte Erik, da jeg mødte ham nogle dage efter på slotspladsen for at træne sværdkamp. Jeg havde ikke lyst til at snakke om den festmiddag jeg deltog i sammen med kongen og Karen. Det var gået så dårligt at jeg under middagen bare ønskede at jeg kunne glide ned under bordet og blive der. Først havde jeg forsøgte at sætte tænderne i en skueret, der var lavet af papmache. Heldigvis var kongen så optaget af at se på Karen, at han ikke lagde mærke til noget, og da en tjener senere kom med en fjer jeg skulle stikke i halsen så jeg kunne få plads til de sidste 8 retter mad der blev serveret, ramte jeg den stakkels mands bukser og sko i stedet for den skål han holdte frem. Jeg havde forladt middagen så straks det var muligt uden at fornærme kongen.

”Nå hvilke embede fik du så af kongen?” spurgte Erik da jeg ikke svarede på hans spørgsmål.

”Intet embede endnu,” mumlede jeg.

”Intet kongerige til dig,” sagde Erik og lo, mens vi begyndte at kredse om hinanden som et par ulve, mens jeg så efter en svaghed.

”Nej, men jeg ved heller ikke hvilke embede jeg skal bede om.” Kongens gunst kunne måske mig muligheder som andre ellers kun drømte om, men jeg vidste ikke hvad jeg ville være.

”Du kunne blive spion,” foreslog Erik. ”Hver gang jeg har set dig ved hoffet, ligner det, at du er ved at spionere. Kongen kunne sende dig til det svenske hof for at se om den nye konge har noget i ærmet efter vi vandt Kalmar krigen. Har kongen fortalt dig noget? Skal vi i krig igen eller har du hørt hvad han vil bruge krigsskadeserstatningen på?”

Hvorfor var han interesseret i, hvilke planer kongen havde med fjenden?

”Jeg prøver at følge med i hofsladderen,” sagde jeg, men tav da Erik gjorde et udfald med sit sværd og jeg undveg, men han stak igen og spiddede min hat.

”Jeg kan bare ikke slippe tanken om hvad der skete med stakkels Kirsten,” mumlede jeg og undersøgte min hat inden jeg smed den fra mig og vi fortsatte vores kamp.

”Tænker du stadig på det?”

Vores klinger mødes igen og igen.

”Jeg ønsker ikke rygter om at min søde kusine skulle have forgiftet kongens elskerinde, så hun kunne indtage hendes plads-”

”I kongens seng?” Erik lo, ”kongen vælger selv hvem han vil have, hvis det ikke havde været Karen, så var han vel faldet for en anden. Han har altid gået sine egne veje.”

”Men er det ikke underligt at en pige bare falder død om uden varsel?”

”Hun havde lige født kongen et barn, måske var hendes krop træt? Eller også var det pest,” foreslog han.

”Hvis der havde været den mindste mistanke om pest så var vi alle flygtet fra byen.”

Vores klinger slog let mod hinanden.

”Hold nu op Anders! Det er ikke først gang at elskerinder er faldet døde om. Bare se Dyveke.”

”Dyveke?”

”Christian d. 2s elskerinde, hun faldt død om og kongen mente hun havde spist forgiftede kirsebær… og var der ikke noget med en elskerinde der blev låst inde i en badestue af en dronning?”

Jeg rystede en smule og parerede et slag.

”Rygter og historier dør når de ikke får næring. Er du bange for hvad der skal ske med dig når Karen er ude af billedet? Ingen har noget imod hende, men tænk hvis kongen gifter sig med hende. Vil du have hende kronet som vores nye dronning?”

”Det sker ikke.”

”Nej du har nok ret, men kongens privatliv giver rigsrådet panderynker, de vil have at han gifter sig igen, selvom han allerede har tre sønner, Christian, Frederik, og Ulrik. Han behøver ikke gifte sig for at få flere arvinger, men kongen behøver gode alliancer og her kan et ægteskab være en mulighed, men jeg tror nu han har fået nok af blegnæbbede og kedelige prinsesser.”

”Hvem var hun egentlig hende Kirsten? Ved du noget om hende?”

”Tja,” Erik drejede sig en smule. ”Jeg ved kun at hun var dronningens kammerpige og var vist datter af Københavns borgmester Matthias Hansen, men hvorfor er det så vigtigt for dig at finde ud hvordan hun døde? Nogen siger at kongen har fået hende gift bort til embedsmanden Reinholt Hansen.”

”Men hvorfor er der så to historier?” spurgte jeg og satte min klinge mod hans.

”En historie siger at hun er død, mens en anden siger at hun er i live, er det ikke lidt underligt?”

Erik brød ud i latter.

”Du ved kære Anders, at ved hoffet er der altid underlige historier, hvem der starter dem ved ingen. Men alle vil tro på det indtil de ser det modsatte. Nu er navnet Kirsten Madsdatter jo ikke et helt ualmindeligt navn. Du burde være glad!”

”Glad! Ha!”

Jeg drejede rundt og undgik hans klinge.

”Tror du virkelig på at nogen skulle have forgiftet Kirsten og nu pønser på at dræbe Karen. Eller er du bange for at folk skal anklage Karen for mordkomplot?” Jeg huggede ud med mit sværd og ramte ham hårdt i armen. Erik skreg og sprang tilbage, hans skjorteærme blev rødt. ”Åh om forladelse.”

Erik smed sværdet fra sig og dumpede ned på en trækasse.

”For fanden Anders,” han bandede lavmælt. ”Der kan jo ikke være to sandheder, med mindre begge historier er sande. Nu har jeg det. Kirsten faldt død om og stod så op igen og giftede sig med Hansen.”

”Du er ikke morsom,” mumlede jeg og bøjede mig ned for at samle min hat op, hullet fra Eriks klinge var temmelig stort, men måske kunne den repareres.

”Åhr jeg prøver ellers at være det, men vi kan blive enige om at fægter bliver du aldrig,” han flåede sit skjorte ærme itu for at undersøge såret, det var en temmelig dyb flænge. ”AV! Hvor det svier. Anders du bliver nødt til at passe på, hvis du render rundt og kæfter op om mordkomplot. Hvis du ikke passer på bliver du bare sendt væk. Hvad med stakkels Glostrup? Får han et embede?”

”Han bliver sognepræst i Køge,” mumlede jeg.

Erik klapper mig på skulderen.

”Og hvad med dig? Hvad vil du bede kongen om?”

”Jeg ved det ikke endnu, måske sender han mig til et godt universitet. Jeg kunne blive alkymist eller studere astronomi.”

”Ligesom ham der med sølvet på næsen der blev fornærmet og løb til den tysk-romerske kejser Rudolph i Prag?” Erik grinede og bandt et lurvet lommetørklæde om sin arm. ”Nå ja forresten jeg har et brev mere, gider du brænde det?”

”Hvorfor brænder du ikke selv dine breve?”

”Mit kammer har desværre ingen kamin. Nå jeg må hellere få en læge til at forbinde det sår ordentligt eller synes du jeg skal gå til barberen og få skåret armen af?”

”Det var kun en flænge.”

”Jeg laver sjov, jeg er nu ret glad for min højre arm, det er nok en god ide at beholde den.”

Han grinede af sine egne ord.

 

 

Der blev talt i krogene på slottet om at kongen skal holde et vigtigt møde med rigsrådet, det fortalte Erik mig inden han kastede op (eller rettere ned, for han nåede at styrte hen til et åbentstående vindue, hvorefter en figur, der forestillede visdommen, blev sølet ind i gårsdagens rester af festmåltidet plus drikkevarer). Han burde holde sig til jomfruøllet eller også var festen kongen holdte i går været for voldsom.

Der huserede rygter om at en af kongens kanslere var faldet i voldgraven, mens staldmesteren skulle have forsøgt at bestige det ene tårn på ryggen af en gris, han havde hugget fra slagterhuset. Men det var kun rygter, selvom jeg syntes at have hørt en gris hvine i nat. Jeg stod i den store sal og kiggede på de mange gobeliner med kongeportrætterne der gik helt tilbage til kong Dan. Jeg havde spurgt Erik om han ville give mig en lille rundvisning på slottet, men han havde undskyldt sig med sin dårlige arm og alle de opgaver han skulle udføre. Jeg var ved at kigge på gobelinen af kongens far Frederik d. 2, da en tjener kom hen til mig.

I et kort sekund frygtede jeg at der var sket noget med Karen, men så spurgte han.

”Kender du en mand, der hedder Erik Gurre?”

”Ja han er min ven, hvorfor?”

”Han spørg efter dig, eller rettere han skriger på dig.”

”Skriger på mig?” spurte jeg forvirret, ”hvorfor, er han syg?”

Der var måske gået betændelse i flængen på hans arm.

”Nej, men det bliver han nok. Han sidder nede i fangekælderen.”

”Fangekælderen? Hvad i alverden laver han der?”

”Har du ikke hørt det? Nogen har anklaget ham for spionage.”

 

 

Min ven i lænker, jeg turde næsten ikke tro det. Der var koldt, dystert og fugtigt under slottet og jeg gøs da jeg så en død rotte. Erik var bleg og hans forbinding om armen var snusket og beskidt, hvorfor havde han ikke fået den skiftet?

”Anders!” han ville rejse sig, men lænkerne var for tunge. ”Få mig sig ud herfra! Jeg har ikke gjort det. Det er et komplot, det hele er et komplot! Jeg skylder folk fra rigsrådet penge, de afpresser mig. Du bliver nødt til at gøre noget.”

”Skal jeg betale din gæld?”

”Nej! Gå til kongen. Få ham til at lukke mig ud, sig jeg er uskyldig.”

”Jeg kan prøve,” sagde jeg tøvende.

”Prøve! Jeg troede vi holdt sammen. Fint, men hvis jeg falder så hiver jeg dig med i faldet. Karens dage på slottet er talte.”

”Men…”

”Er din familie rygte virkelig vigtigere end mit liv. Tal med kongen!” Han rakte hånden ud gennem tremmerne og greb fat i min kappe. Hans øjne var vilde.

”Jeg skal nok tale med ham, men jeg kan ikke love noget.”

Hans råb fulgte mig hele vejen ud og ind i mit kammer, men hvad skulle jeg gøre? Jeg smed min kappe over en stol og opdagede at noget stak op af lommen. Det var det brev Erik havde bedt mig om at brænde. Jeg flåede kuverten op og mit hjerte gik i stå.

Det var adresseret til en svensk adelsmand, for tonen var fin og smiskende. Manden skrev at den svenske konge Gustav 2. Adolf var glad for de informationer han havde fået og bad om flere informationer, særligt om kongens planer med militæret. Nogen havde skrevet noget nedenunder, det var Eriks håndskrift. Jeg huskede den fra vores skoletid i Sorø.

Bare rolig. Jeg har en lille hofsnog i baghånden. Han er nær konge og skal nok hjælpe os med informationer. Han vil gøre alt, så længe hans kusine er ved hoffet. Stol trygt på mig.

Mit hjerte hamrede, mine hænder rystede og brevet faldt på gulvet.

Erik var spion, det var som et slag i maven. Han var gået bag om ryggen på mig og hvis nogen tog mig med et brev fra en svensk adelsmand ville jeg blive dømt for forræderi. Jeg rev det over og kastede det i flammerne, hvor det krøllede sig sammen til en ubetydelig bunke aske.

Hofsnogen? Det var mig han havde ment. Jeg mærkede raseriet, han ville udnytte min position og hive oplysninger ud af mig. Men hvis jeg gik til kongen og fortalte sandheden, ville Erik miste livet. Jeg gøs og så på min hat jeg endnu ikke havde fået lappet.

Men hvis jeg tog hans parti røg jeg måske med i faldet, hvis en eller anden afslørede at jeg havde hjulpet Erik med informationer, og hvis jeg faldt, ville det skade Karen. På den anden side ville Erik afpresse mig, hvis de lod ham slippe.

Jeg bad en tjener om at give besked til kongen om at jeg ville tale med ham. På vej hen til hans kammer, kom en tjener hen og fortalte mig at de på Eriks kammer havde fundet en ring jeg havde fået af min far da jeg rejste til København samt nogle breve fra min onkel som havde været adresseret til mig. Jeg mærkede vreden og da jeg trådte ind til kongen, glemte jeg næsten at bukke. Karen var der også. ”Du havde ret Karen,” sagde jeg, min stemme rystede. ”Man kan ikke stole på alle. Deres majestæt vi har en hofspion i vor midte.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...