Dansen på Kronborg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Færdig
Året er 1578. En af dronning Sophie's hofdamer Hedvig Priis bliver forelsket i en omrejsende købmand, men hun er allerede forlovet. Er det forkert at følge sit hjerte?

0Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

1. Dansen på Kronborg

 

”Det er så længe siden vi dansede på Kronborg, husker du?” Den hvide knoglede hånd giver min et sidste klem. ”Ja, jeg husker.”

 

I skulle eder hætte ikke bære, før I havde vundet al Danmark, de svenske til stor ære,” synger Dorothea, mens vi andre prøver at synge med og dronning Sophie griner. Vi er helt ømme i halsen efter at have skreget med på folkevisen om dronning Margrete der syede en hætte til hertug Albrecht efter hans store nederlag. Dronningen skriver ivrigt ned med sin fjerpen, endnu en folkevise til hendes samling. Vi har allerede reciteret alle dem vi kan. Vi gør mine til at fortsætte med næste vers, men så dukker dronningens hofmester Peder Bille op.

”Kongen er ankommet til Kronborg,” siger han og bukker dybt.

”Krogen,” hvisker Dorothea og ler.

Dronningen ignorerer det, selvom man kan få en bøde for at kalde Kronborg for sit gamle navn, Krogen.

Nogle fruer har travlt med at hænge gobeliner op, mens kongen og hans mænd står og ser beundrende på nogle tegninger en arkitekt lige har vist dem. Arbejdet på Kronborg er stadig i gang.

”Min Soffye!” udbryder Frederik og breder sine arme ud efter han har klappet arkitekten på skulderen. ”Kronborg er landets pryd, hvor pengene triller ind, men du er min virkelige skat.”

”Han tørrer tykt på,” mumler Dorothea.

”Stille,” vrisser jeg og giver hende en albue i siden, hvis dronningen hører sådanne ord, vil Dorothea hænge ude sammen med ligene af sørøverne inden middag. Dronningen smiler og kysser kongen.

Kong Frederik er høj og stærk. Han har et smalt ansigt med et alvorligt udtryk, men hans kulør afslører at han har været syg for nylig, sikkert endnu et feberanfald.. Han fortæller sin hustru, at han har en gave til hende.

”Vi kan tage på Frederiksborg Slot på jagt, der er blevet sat en ny flok vildsvin ud,” siger kongen med et smil, men Sophie klapper sig på maven, hvor den næste prins eller prinsesse vokser. Den lille prins Christian og prinsesserne Elizabeth og Anne er hos deres bedsteforældre i Mecklenburg, dronningen savner dem.

”Nå ja, det glemte jeg.” Han smiler. ”Der er handelsrejsende nede i slotsgården, er der noget du kunne tænke dig.”

”At du bliver her lidt længere,” svarer dronningen og ler.

Kongen griner og vender sig mod os, først sine mænd og herefter dronningens damer. ”Handelsmændene vil jo gerne sælge deres ting, så gå ned og se hvad de kan byde på.”

 

Normalt står de sørejsende købmænds boder på bytorvet, men i dag har de taget plads i slotsgården og viser deres ting frem, mens de håber at sælge deres kostbare varer til kongen og hans mænd. Selvom kongen ikke bryder sig om alt for meget luksus, for det har landet ikke råd til. De fleste købmænd smiler og nikker da vi går forbi deres boder. Dorothea falder straks for en æske af træ til hendes synåle med et motiv af en hjort indgraverer i låget, mens jeg selv ser beundrende på et sølv spejl med en rose i kanten hvis lange stilk snor sig rundt om glasset.

”Pænt spejl,” siger Dorothea. ”Har du hørt, at hvis du går ned af en trappe på en nat med fuldmåne, med et tændt lys i din højre hånd og et spejl i dit venstre, kan du se din fremtidige ægtemand.”

”Sludder, det er hekseri,” mumler jeg og tænker på kongen der brændte nogle hekse af, fordi han troede at de havde fremkaldt en storm der gjorde at flåden gik tabt.

Dorothea griner og hiver mig efter sig. Vi ser på krydderier, silke, smykker, elfenben og en enkel beostær, der kan tale. Men pludselig får jeg øje på en bod eller rettere købmanden ved boden. Han har lyst strittende hår og er solbrændt. Han er klædt i rødgule gevandter og har en lille farvestrålende fugl på skulderen. Hans ansigt er mildt, men næsen er skæv, den har nok været brækket engang. Jeg skulle til at gå mod boden da jeg mærker nogen lægge sin hånd om livet på mig, jeg skælver, stanken fortæller mig hvem det er.

”Jeg har glædet mig til at se dig Hedvig,” siger Peder med sin tørre stemme. Jens Peder er min forlovede, min far tilbød mig til ham sidste forår, men hans eget ægteskab med en rig enke havde rykket bryllupsplanerne. Peder havde vinket til mig et par gange i løbet af dagen, men jeg havde bare ladet som ingenting og modstået trangen til at skære ansigt. Jeg vil gifte mig med en, som jeg i det mindste kan holde ud at være i samme rum med, ikke en der ingen tænder har og er en af kongens drukkammerater. ”Finder du noget spændende?”

Jeg trækker på skulderen, mens han ser på varerne.

”Hvad skal du have for den?” spørg Peder den solbrændte købmand og peger på et par handsker.

”3 rigsdaler,” svarer han. ”3! Du kan nøjes med 2.”

”De kommer helt fra Nederlandene.” Fuglen på købmandens skulder ser på mig med et sørgmodigt blik. Rejsen må have været hård for den, for dens fjer er skæve og dens vinger er stækkede. Stakkels kræ. Den burde flyve rundt langt langt borte.

”Kan du lide den Hedvig?” spørg Peder der har opdaget min interesse for fuglen. Jeg smiler anstrengt. ”Den er smuk, men den hører ikke til her, så farvestrålende fugle har vi ikke her.”

”Det gør du heller ikke.”

”Undskyld?” spørg jeg forvirret.

”Du hører ikke til ved dronningens side, du burde være på min gård i Roskilde og bære husets nøgler, styre mit hjem og føde børn du kan opfostre. Min søster er ikke ung længere og jeg har brug for en ung kvinde til at varetage det hele. Jeg har skrevet til din fader og bedt om et hurtigt bryllup.”

Jeg får kvalme og vil hellere springe ud fra det nordøstlige tårn end at gifte mig med ham, men det skulle lige bygges færdig først.

”Hvad koster fuglen?” spørg Peder henvendt til købmanden.

”Hvis du ikke har råd til at give 3 rigsdaler for et par handsker, så har du ikke råd til at købe den. Synd for dig.” ”Hvad koster den?” gentager Peder og ignorerer fornærmelsen.

”Jeg sælger den ikke til nærige personer. Den kræver god pleje og ordentlig mad.”

”Hvad så med spejlet?” Peder peger på et lille sølvspejl, der ikke var nær så kønt som det andet jeg havde set. ”Eller sælger du det kun til dem der har lommerne fulde af guld.”

”Hvis det er til den yndige frøken kan du få det for tredive,” siger købmanden og sender mig et smil.

”Tredive!”

”Spejle er dyre, det kommer fra Venedig.” Købmanden ser på mig. ”Vil frøkenen købe en kam, hårnåle eller måske perler? Jeg har et stort udvalg.” Han smiler, ser mod Peder der er ved at undersøge et sæt spillekort, så sænker han stemmen og hvisker. ”Jeg er desværre ikke giftblander, men jeg kan sælger dig nogen nåle eller en kniv, hvis ham der bliver for nærgående,” han gør et hovedkast mod Peder. ”Jeg ved at tjenestepiger skal -”

Jeg skjuler et smil, men siger i en fornærmet tone.

”Tjenestepige? må jeg være fri. Jeg er en af dronningens damer.”

”Aha en adelsfrøken.”

”Har den et navn?” spørg jeg og peger på fuglen. Han trækker på skulderen.

”Jeg kalder den August, måske kunne dronningen være interesseret. Den kan synge, prøv at hør.”

Han nynner en melodi og straks fløjter fuglen lystigt.

”Dronningen interesserer sig mest for viser, jagt og husholdningsredskaber,” siger jeg, for jeg kan ikke love ham at dronningen vil købe den.

”Måske kunne du nævne den,” mumler købmanden.

”Den ser syg ud,” siger Dorothea der har stået et stykke væk og lyttet. ”Dronningen vil da ikke have en fugl der kan falde død om når som helst.”

”Den så værre ud dengang jeg købte den i Amsterdam,” købmanden stryger fuglen over hovedet med sin pegefinger. ”Så jeg fik ham for et par mønter og en flaske brændevin. Han er en investering for jeg vil live ham op og sælge ham til højeste pris, forhåbentlig kan den rette pleje få ham på ret køl igen. Han holdte op med at plukke sig efter vi forlod Lübeck.”

Peder køber spejlet efter at have brokket sig over prisen, mens jeg selv køber synåle og en ny pung. Da Købmanden rækker mig mine byttepenge, sender han mig et smil, der gør mig underlig tilpas, mit hjerte hamrer og det er som om jeg har slugt levende sommerfugle.

 

Om aftenen er der dans og musik på slottet, en trup af musikere kommet forbi for at fejre kongens ankomst til slottet, men dronningen deltager ikke, hun er for træt. Dorothea danser med en af kongens hovmestre og klodsede Anne, den nyeste af hofdamerne, danser med en af kongens skrivere.

”Er du glad for spejlet?” spørg en stemme. Jeg mærker en ubehagelig lugt ramme mine næsebor. Peder igen.

”Ja meget,” lyver jeg.

Jeg ser handelsmanden stå ved bagvæggen, han er næsten lige så pænt klædt som kongens mænd. Han går over mod os, måske har han endnu et dyr han vil have mig til at sælge til dronningen.

”Undskyld nådige frøken kan vi tale sammen?” spørg han og bukker let, hvorefter han sender Peder et vredt blik. ”Vil De undskylde os?”

”Hvis det er fuglen igen, så tror jeg ikke dronningen er interesseret,” begynder jeg, men han afbryder.

”Jeg tog vist for meget for de nåle De købte af mig,” siger han, da Peder går. Jeg nikker bare, men da min forlovede er ude for hørevidde siger købmanden. ”Må jeg byde Dem på noget? De ser ikke særlig glad ud.”

Peder ser på os, hans blik skræmmer mig.

”Byd mig hvad som helst bare få mig væk fra ham,” hvisker jeg.

”En dans?”

Han danser nok ikke så godt, han ser temmelig klodset ud. Jeg tøver og han smiler forstående.

”Jeg beder dem kun om en dans, hverken om et ja eller mere, vil De?” Jeg tager hans hånd.

”Gerne.”

”Jeg er altid til deres tjeneste frøken.”

”Hvad hedder De?” spørg jeg da han fører mig ud på dansegulvet.

”Glemte jeg at præsentere mig selv. Jeg hedder Valdemar Cramer.”

Han drejer mig rundt, mens jeg ser op i hans ansigt. Det føles så rigtigt og jeg nyder musikken og hans hænder i mine, selvom han træder mig over tæerne et par gange.

 

Vi danser hele natten og jeg følte at jeg dansede på en sky. Jeg kan ikke glemme ham, faktisk tænker jeg ikke på andet end hans strålende smil.

To dage efter er det fuldmåne og jeg prøver det med spejlet. Jeg går ned af en bred trappe og standser på det midterste trin, hvor jeg kan se månen gennem vinduet. Jeg stirrer på spejlet for at se om en skikkelse dukker op, hvad hvis det var Peder der dukkede op?

Jeg gøs ved tanken.

Mine skridt giver ekko og jeg ryster af kulde. Men spejlet viser kun mørke.

”Hedvig!” Spejlet falder på gulvet.

En mørk skikkelse komme op af trappen med et lys i hånden. Jeg gisper, det er dronningen.

”Deres majestæt de burde være i deres seng.”

”Jeg måtte tale med Inger Oxe. Hvad laver du oppe så sent?”

”Jeg skulle bare … vin… jeg var tørstig og min vinkande var tom.”

Hun rynker panden, hvorefter hun bøjer sig ned og samler spejlet op.

”Du prøvede det trick med spejlet, ikke?”

”Hvad! Nej selvfølgelig ikke.”

Hvordan vidste dronningen det?

”Jeg har prøvet det,” siger hun og vifter med spejlet. ”Da jeg boede hjemme i Wismar, dengang jeg stadig var forlovet med Frederik.”

Jeg stirrer på hende, hun bærer ikke hætte, det lyse hår er langt og flettet. Hun ligner en ung pige, ikke en dronning.

”Hvad så De?” spørg jeg nysgerrigt.

”Mørke.”

”Mørke?” gentager jeg forvirret. ”De så altså ingenting?”

Hun ryster på hovedet. ”Det er overtro ligesom da Frederik var i Slagelse og en havfrue fortalte gennem en bonde at jeg ville føde en søn. Jeg tror nu bare det var et heldigt gæt.” Hun lægger en hånd på sin mave. ”Hvem ville du da gerne se i spejlet, fortæl mig det nu. Jens Peder?”

Jeg laver en grimasse og er glad for at mørket skjuler mit ansigt.

”Nej… jeg…,” men så tav jeg, jeg kan ikke fortælle til dronningen at jeg ønsker at se en købmand i spejlet, en mand jeg ikke er forlovet med.

”Inger fortalte at hun så dig danse med en af handelsmændene.”

”Han spurgte mig,” mumler jeg.

Dronningen ser igen på spejlet.

”Hvis det er ham du vil se, så må jeg bede dig om at komme til fornuft.”

”Hvorfor?” spørg jeg uforskammet, man må ikke svare dronningen igen. ”Han er slet ikke som Peder.”

Dronningen sukker.

”For din egen skyld Hedvig vælg fornuften. Det gjorde vi andre.”

Jeg vil minde hende om at hun var heldig. Frederik forguder sin Soffy og hun elsker ham.

”Pas din plads Hedvig.”

”Men...,” begynder jeg, men når ikke at sige mere før dronningen giver mig en syngende lussing. Jeg gisper af forskrækkelse og selv dronningen ser chokeret ud over sin reaktion. Jeg mærker tårerne pible frem.

”Jeg beklager virkelig, men glem ham,” hvisker hun. ”For din egen skyld Hedvig. Godnat.”

”Godnat deres majestæt,” hvisker jeg og flytter mig så hun kan gå op af trappen.

Jeg bruger flere minutter på at presse kinden mod de kolde sten så hævelsen kan falde, men det hjælper ikke og med vaklende skridt bevæger jeg mig tilbage til mit kammer. Men da jeg kommer hen til min dør står en mørk skikkelse lænet op af væggen. Lugten rammer mig som det første, det er Peder. Han har været ude på en af kroerne i byen og drikke. Han stinker af sur vin.

”Heeedvig!” råber han. ”Er det dig min lille due.”

”Godaften,” mumler jeg. ”Hvad laver du oppe så sent,” han griber mig om livet.

”Jeg kom for at ønske dig godnat. Hov hvad er det du har der?” Han ser ned på spejlet i min højre hånd. ”Det er det spejl jeg købte til dig, hvorfor går du rundt med det?”

”Jeg spejlede mig.”

”Er du pyntesyg om natten?” Han bliver pludselig ædru. ”Ved Gud du lyver!”

”Månelyset,” lyver jeg og rødmer. ”En af dronningens damer sagde at hvis jeg spejler mig om natten vil mit hår blive lysere.”

Han stirrer på mig og drejer mit ansigt med sin store lap af en hånd.

”Hvad er der sket med din kind!” Han griber mig i armen, da jeg ikke svarer.” Svar mig!”

Lyv, jeg kan ikke fortælle ham at det er dronningen.

”Jeg skændtes med en af mine piger, hun gjorde nar af Dem. Hun sagde at Deres ånde kan slå fluer ihjel. Jeg forsvarede Dem selvfølgelig, men jeg tabte.” Jeg peger på min kind.

Han smiler sit tandløse smil.

”Min helt,” siger han tørt og presser pludselig sine læber mod mine. Jeg snerper mundtøjet sammen, men smagen og lugten af øl, sved og det pulver han tager mod sine hovedpineanfald sniger sig alligevel ind i min mund og næsebor.

Hvordan er Valdemars læber? Nok meget bedre end Peders.

 

Glem ham! Glem Valdemar. Det er ligesom at ignorere en sten i skoen, enten er det umuligt eller også får man ømme fødder når man endelig får skoene af. Sådan havde jeg det, altså ikke ømme fødder, men et ømt hjerte. Men jeg kan ikke sige nej da Valdemar om eftermiddagen spørg mig om jeg vil gå en tur rundt om slottet.

Blæsten truer med at ødelægge frisuren, men heldigvis sidder min hætte, som alle adelsfruer bærer, godt til.

”Jeg ville egentlig til København men jeg har hørt at der er pest i øjeblikket,” fortæller Valdemar, mens vi går forbi kanonerne på bastionerne. Han ser ud mod havet. ”Det er mange skibe på havet i dag og jo flere skibe jo flere betaler øresundstold. Købmænd skynd jer at komme, så jeres penge kan finde tryghed i kongefars lomme,” det sidste siger han som om han citerer et digt og klapper sig på den pengepung han har om livet.

Jeg siger ikke noget.

”Din mund hænger som en mand i en galge. Vi må hellere live lidt op. Hvad er der galt?” spørg han da vi har gået et stykke.

”Du vil live mig op ligesom August og sælge mig til højestbydende ligesom min far?” Jeg fortæller ham om min forlovelse med Peder.  

”Du burde i det mindste gifte dig med é,n du kan holde ud at være i sammen rum med.”

”Det er min far ligeglad med. Peder har tre store gårde og flere tønder lander.”

Valdemar fnøs.

”Jeg har to skibe og rigelig med penge med kistebunden.”

”Han var med i krigen.”

”En gammel hankat med flossede øre. Tja sådan er det,” siger han, tager sin hat og klør sig i håret. ”Man må ægte fornuften, selvom følelserne ikke er med.”

”Dronningen er enig.”

”Du har talt med dronningen om sådan noget?” spørg han overrasket.

”Ja hun synes jeg skal gifte mig med Peder.”

Vi går længe i tavshed, men så begynder Valdemar at fortælle.

”Jeg har set dronning Elisabeth af England, interessant dame.”

”Har du?”

”Ja, jeg har rejst på de dybe have som en anden opdagelsesrejsende.”

”Du lyver, du er for ung.”

”Måske startede jeg tidligt,” siger han med et glimt i øjet. ”Jeg overvejede først krigstjeneste i Nederlandene, men jeg er en elendig soldat,” han ler kort. ”Jeg valgte i stedet at blive sømand, men sømandslivet var anstrengende og jeg blev meget nemt søsyg. Så da vi kom til London gik jeg i land og håbede jeg kunne blive på landjorden resten af mit liv, men jeg havde ingen penge så jeg måtte på søen igen. Jeg kom i tjeneste på et engelsk skib som kaper.”

”Kaper? Du mener pirat?”

”Ja, vi plyndrede spanske skibe, men en dag blev skibet angrebet af et spansk krigsskib. Jeg gemte mig, men de andre blev fanget og ført i land.”

”Hvad skete der med dem?” spørg jeg.

”Det samme som dem,” han peger mod galgerne, hvor ligene af sørøverne hænger og dingler. Jeg gyser.

”Det var overtalelse nok, jeg ville finde en bedre vej og det blev købmandslivet, selvom det heller ikke er en dans på roser, mere søsyge, skibbrud, søuhyre, storm og snyderi. Nå ja og så er der jo told der skal betales, men jeg beklager mig ikke.” Han blinker. ”Der er sikkert en galge med mit navn på et eller andet sted.”

Han sukker og vi går videre.

”Hvor lang tid skal De blive her?” spørg han.

”Kun nogle uger så rejser dronningen videre til Koldinghus.”

Han nikker.

”Jeg har aldrig været på krogen før, men jeg ser frem til at besøge det, når det engang står færdigt.”

”Tys!”

”Hvad?”

”Kronborg,” retter jeg. ”De må ikke sige det, kongen lavede en lov sidste år der forbyder folk at kalde slottet ved sit gamle navn, det koster hver gang.”

”Den information gik vist min næse forbi,” han peger på sin brækkede næse.

Jeg smiler.

”Hvad koster det så?”

”Øh”

”Måske et kys?”

”Det koster en okse og jeg tror ikke kongen er interesseret i et kys–”, men så går det op for mig hvad han har sagt. Han smiler.

”Hvis det koster et kys vil jeg sige navnet i en uendelighed.”

”Jeg må gå,” siger jeg og går væk fra ham.

”De vil måske hellere kysse deres forlovede?” spørg han og jeg kan mærke at der er sorg bag ordene.

Jeg vender mig mod ham. Han griber fat om min hage og løfter mit ansigt op mod sit.

”Hedvig,” hvisker han og så kysser han mig.

Det er som om alt står stille og mit hjerte hamrer voldsomt i mit bryst, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om nogen har set os?

 

”Frøken De skal komme ned i den store sal,” siger min tjenestepige om aftenen efter middagen.

”Hvorfor?” spørg jeg forvirret og lukker den bog sammen jeg er ved at læse.

”Det ved jeg ikke, men kongen vil tale med Dem.”

Da jeg kommer ned i salen, er kongen og nogle af hans mænd til stede, Jens Peder er der også. Et underligt smil spiller om hans læber.

Jeg nejer dybt for kongen, han ser træt ud.

”Frøken Hedvig Priis,” siger kongen roligt.

”Deres majestæt.”

”Hr. Peder fortæller mig at han har set Dem sammen med en fremmed mand.”

Er det et problem?

”Jeg?” spørg jeg og prøver på at lyde overrasket. ”Men jeg er jo allerede forlovet.”

”Løgner jeg så dig,” vrisser Peder. ”Da vi mødtes ved trappen forrige aften, havde du været hos ham, ikke?”

”Nej! jeg var nede i køkkenet for at bede om noget vin, da min kammerpige sov og jeg nænnede ikke at vække hende.”

”Hvor var du i eftermiddags?” spørg han.

”Jeg var hos dronningen,” lyver jeg.

Nogen havde set mig kysse Valdemar.

”Kongen har andre ting at tage sig til end at høre på kærestefnidder,” vrisser Niels Kaas, der er kongens kansler. Fredrik siger ham ikke imod.

”Er det ikke kongens rolle at udøve retfærdighed og være dommer i stridigheder,” begynder Peder i en vred tone, men kongen afbryder. ”Hvor er din far?”

Han ser på mig, og jeg bliver nervøs.

”Ved sin gård i Ringsted,” mumler jeg. ”For at varde sin nye brud op. Han har kun sendt mig hertil, fordi han er interesseret i, hvor meget indflydelse jeg kan skaffe ham, så han kan komme i Kongens rigsråd, han..” men mere når jeg ikke at sige før to vagter kommer slæbende på Valdemar. Hans læbe bløder.

”Det er ham, deres majestæt, det er hr. Cramer!” råber Peder og vifter voldsomt med armene.

”Kender du hende?” spørg kongen efter vagterne har sluppet Valdemar. Han ser på mig, hans øjne er alvorlige. ”Ja deres majestæt,” han flår hurtigt sin hat af og bukker dybt for kongen, ”men jeg mødte hende først for nogle dage siden. Vi dansede ved festen ikke andet, men hun fortjener bedre end den bunke hestepærer der står derhenne,” han gør et hovedkast mod Peder. ”Han sparkede sin staldknægt og overfaldt mig, da jeg var på vej ned i køkkenet,” han peger på sin læbe. Peder åbner munden og råber.

”Du gik sammen med hende på bastionen i går!"

”Hun var bare min guide,” siger Valdemar og tørrer det størknede blod væk fra ansigtet, hvorefter han vender sig mod kongen. ”Hun fortalte mig om Dem deres majestæt og deres yndige dronning. Krigen og dette pragtfulde slot som jeg må besøge om nogen år for at se det færdige resultat.”

”De kyssede hende og har skændet min ære. Hun er lovet bort til mig og jeg har vidner der så jer!” råber Peder kobberrød i ansigtet.

”Dine vidner! En forkølet staldknægt, deres egen tjener og en tjenestepige der vil gøre alt for penge, er det vidner? Det var bare et kys ikke en forbrydelse.”

Peder bliver blåviolet i hovedet af raseri.

”Tag ham! Han indrømmer det!”

”Jeg har intet gjort, kun givet Hedvig lidt glæde, noget hun i den grad fortjener når hun er lovet væk til sådan en som dig!”

”Din kæltring!” Peder trækker sit sværd, mens Valdemar hiver en kniv op af sin støvle. De står bare og stirrer på hinanden, men ingen af dem tør bruge deres våben i nærheden af kongen.

”Mine herrer læg jeres våben!” råber kongen og vender sig mod Valdemar. ”Hr. Cramer jeg må bede dem om at pakke deres varer sammen og forlade byen. Hvis De ikke gør det vil straffen ramme, forstået?”

Valdemar bukker og går uden et ord.

 

Mit hjerte græder. Det vil være en skandale hvis jeg stak af med ham, men jeg vil ikke sige farvel. Alligevel går jeg ned for at se ham en sidste gang. Da Valdemar får øje på mig, smiler han og beder en af sine tjenere om at overtage pakningen, hvorefter han går hen og hiver mig til side.

”Lad os stikke af, mit skib ligger ved kajen. Tag med mig.”

”Jeg kan ikke,” hvisker jeg, selvom jeg gerne vil.

”Det forstår jeg, men vil du virkelig hellere være her, ulykkelig? ligesom August da han var i Amsterdam. Hedvig,” hvisker han og tager mine hænder i sine. ”Jeg var glad for at kende dig, selvom det var kort tid.”

”I lige måde,” siger jeg og min stemme skælver.

”Det var en dejlig tid på krogen,… ups jeg gjorde det igen.”

Han smiler.

”Et kys,” siger jeg og ser hurtig rundt i gården. Han skygger med sin hat så ingen nysgerrige blikke kan se, da vores læber mødes en sidste gang.

”Farvel, må Gud holde hånden over dig Valdemar,” siger jeg.

”I lige måde lille Hedvig.”

Han vender sig om og går over mod sin vogn, der er ved at blive læsset med hans varer så de kan fragtes ned til skibet. Han har lukket August ud af sit bur og den sidder nu på hans skulder, mens den synger blidt. Han standser og vender sig mod mig og sender mig et sidste smil. Han sætter sig op på vognen. En tjener hiver i hestens tømmer og vognen kører af sted.

Valdemar tager sin hat af og vinker og inden jeg når at råbe noget eller hive mit lommetørklæde frem for at vinke, er vognen forsvundet ud af slotsporten.

Klumpen i min hals vokser. Det var det, jeg kommer aldrig til at se ham igen. Jeg ser op mod dronningens værelser, men ingen ser ud og der er ingen hoverende Peder der ser efter om Valdemar nu også rejser. Ikke engang kongens mænd er der. Kun nogle staldknægte der er ved at strigle et par heste og en køkkenpige der snubler over en brosten så hendes ene træsko falder af, er til stede. Jeg kan gå op i dronningens værelser, hvor jeg kan vente på den dag Peder henter mig. En sidste gang ser jeg mod porten og konstaterer at Valdemar ikke kommer tilbage. Jeg kommer aldrig til at se ham igen.

Jeg vender mig mod en ad staldknægtene.

”Stands vognen! Hold ham tilbage!”

Drengen sender mig et forvirret blik, hvorefter han bukker og løber efter vognen.

Jeg sender slottet et sidst blik, så løber jeg efter.

Vognen holder et stykke væk. Valdemar hopper ned, da jeg løber hen til ham.

”Hvad er der galt?” spørg han bekymret.

”Du glemte noget,” siger jeg forpustet og retter på min hue.

”Hvad?”

”Mig!”

 

Det er så længe siden vi dansede på Krogen, sludder Kronborg, husker du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...