Perspektiv

Der er normalt to sider af hver sag, men i det her tilfælde er der nu altså tre. Tre versioner af den samme gamle fortælling, fra tre forskellige personer: den lidt overbeskyttende storebror, Andreas, hans elskede lillesøster Marie og deres fælles barndomsven, Hans Ulrik. Vi følger Andreas, og hans side af historien om hvad der skete mellem de tre, som han løber fra asken og direkte ind i ilden. Nyd min historie- men husk at de briller du læser den med måske er slørede...

3Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

2. Perspektiv.

Hans hjerne fortæller ham at han burde flygte. Hans hjerte, og hans stolthed, siger noget helt andet.

 

Det brænder. Kronborg, hans første, og egentlig også hans eneste hjem brænder. Han er ikke sikker på hvad der er sket, eller hvor, eller hvordan, men han kan jo, med egne øjne, se flammerne der slikker sig op ad væggene. Marie trækker i hans arm, med panik i de blå øjne.

 

“Kom nu! Andreas. Andreas, kom nu, vi brænder inde! “

 

Han river sig ud af hendes greb og beder hende om at redde sig selv. Lade ham i stikken.

Hun tøver ikke. Drejer på hælen og løber sin vej.

Han ser på hendes ryg i et splitsekund før han selv sætter i løb. Den anden vej. Ind i flammerne.

 

Det første rum han skal igennem er selvfølgelig også mennesketomt. Det havde det nok ikke været hvis ikke der var brand. Og hvis ikke det var midt om natten. Den er smuk, oplyst i flammernes skær. Han føler sig fristet til bare at stoppe og beundre de store, smukke vinduer, og de overdådige udsmykninger. Han ville ønske han kom her noget oftere.

 

“Andreas, det må vi altså ikke. Mor siger at vi ikke må. “ Den ranglede dreng trækker på skuldrene, sender sin lillesøster et bredt smil, og tager hende ved hånden: “Kom nu bare. “ Før pigen kan nå at protestere har han allerede trukket hende ind gennem de store døre og ind på Riddersalens kolde gulv. Det er lige før hans søster taber underkæben. “Åh Gud! “ Andreas dasker sin søster på skulderen: “Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn, Marie. “ Hun rækker tunge af ham og laver et par dansetrin.

“Vil du ikke være min prins? Så kan vi danse? “ Drengen ser ned på sin lillesøster med et smalt smil på læberne, før han modstræbende nikker og slipper hendes hånd. Han træder et par skridt tilbage og bukker. Hun nejer. Så griber han hendes hånd og snurrer hende rundt. Maries klare latter ekkoer gennem den tomme sal.

 

“Hvad laver i to horeunger i min sal? “

 

Andreas slipper sin søsters hånd midt i en snurretur, og skubber hende ind bag sig som den beskyttende bror han nu engang er. Hans øjne søger efter den lyse drengestemme der fornærmede ham og hans familie, klar på at slås, men da han finder den er det eneste han kan gøre at grine: “Se hvem der taler, Marie. Bastardungen over dem alle, Hans Ulrik Gyldenløve. Undskyld mig, min herre- Prins Hans Ulrik Gyldenløve. “ Marie prøver at skjule sine fnis, mens Andreas stadigvæk griner højlydt.

Den lavere dreng i de flotte klæder ser på de to søskende med jalousi glimtende i øjnene: “Nå ja, men i det mindste er min far ikke en ussel tjener. “ Andreas hæver sin finger og lader den hvile på sine læber: “Shhh- Vi er alle Guds tjenere, og vor herre bryder sig ikke om løgnere, så du må hellere passe på. “ Hans Ulrik knytter næverne og træder et skridt frem mod Andreas med blottede tænder: “Har du ingen skam i livet? “ Marie kigger frem bag Andreas, helt ude af stand til forstå hvad der foregår mellem de to drenge: “Vil du være med til at lege? “ De ældre børn ser ned på hende, begge med forundrede grimasser.

“Jo, ja, det vil jeg vel godt? “

 

Gangene er næsten stille. De eneste lyde er de knitrende flammer og tunge fodtrin. Andreas kan stadigvæk høre sin søsters bønner i sine ører.

Kom nu. Kom nu, Andreas. Vi brænder inde.

Nu siger han det til sig selv. Beder sig selv om at løbe hurtigere. Skynde sig. Han har ting han skal nå.

Han ser ind ad de åbne døre han passerer, ser sit liv brænde op, sammen med polstrede lænestole og fyldte bogreoler.

Men.

Han fortsætter alligevel, fortsætter med at løbe mellem flammerne, der ikke endnu har fortæret andet end dele af vægge og møbler. Han har stadigvæk tid.

Men.

Han vælger at spilde den. Han stopper op udenfor biblioteket, åbner døren, og ser ind. De fleste af bogreolerne er væltet, og brændende bøger dækker gulvet.

Han smiler af synet. Han har selv længe haft lyst til at slippe af med rummets mange visdomskilder.

 

“Kan vi ikke bare gå ud og lege riddere, Hans Ulrik? Hvorfor skal vi sidde herinde? “

 

Hans Ulrik, nu ældre, ser op med en forarget grimasse: “Andreas, det her er vigtigt. Sæt dig nu ned og gør det jeg bad dig om! “ Den ældste dreng krydser armene, men dumper alligevel ned på sin stol med en irriteret grimasse. “Skriv teksten af, Andreas. “ Andreas ser ned på det tomme papir og så op på bogen. “Det er Hamlet. Det foregår her på Kronborg. Jeg tænkte du ville kunne lide den. “ Andreas studerer sin gode vens koncentrerede ansigt før han ser ned i sin bog og prøver at kopiere de snørklede bogstaver. “Er det overhovedet dansk? Det ligner jo bare kruseduller. “

Hans Ulrik Gyldenløve sukker.

“Selvfølgelig er det ikke dansk, Andreas. Jeg har jo lige sagt at det er Shakespeare! “

Andreas må bide sig i tungen for at holde en spydig kommentar tilbage, men det lykkes ham. Hans mor og far ville være så stolte hvis de havde været her.

“Nå. Undskyld, så. “

“Det er i orden. Du ved ikke bedre. Du er trods alt bare en staldknægt. “

Hans Ulrik ser ikke op, så han ser ikke sin vens stramme kæbe og sænkede blik.

Andreas trommer i bordet: “Vi kunne rende ned i køkkenet og se om Marie har nogle godter vi må få? “

 

“Jeg kommer først! “

 

Han kom aldrig først. Det var altid Andreas der kom først. Han er stærkere, hurtigere og på alle måder fysisk overlegen.

Men Hans Ulrik var altid frygtløs. Han turde slås med drenge meget større end ham, og han kunne svinge et sværd som ingen anden.

Det er nok derfor han sagde ja til at duellere.

Andreas er omkring de kamre hvor han konfronterede Hans Ulrik for første gang. Det var længe siden de sidst havde set hinanden, men det tog alligevel et par minutter før Andreas lagde mærke til hvor meget han havde ændret sig. Væk var alle spor af den snobbede legekammerat han engang havde, og foran ham var en hjerteløs ung mand med storhedsvanvid.

 

Han stopper brat op foran trappen til Hans Ulriks værelse.

 

Han ved at han er nødt til at gøre det. Nu og her. Der er gået præcis seks uger og fire dage, og han kan ikke vente mere. Ilden kan skrubbe tilbage i helvede. Andreas mumler en bøn til Gud om at han kan få et par minutter mere før røgen kvæler ham.

 

“Gyldenløve! “ Andreas summer af vrede da han brutalt sparker døren ind til Hans’ kamre og stormer op til drengen, der sidder i en lænestol ved ilden med en åben bog i skødet.

“Hvad har du gjort? Hvad har du gjort mod min søster? HANS! “

Den gyldenblonde mand ser op med et skævt smil på læberne: “Det er min herre, hvis du ikke vil piskes. Hvad kan jeg hjælpe dig med? “

“Min søster, min herre. Jeg ved hvad du har gjort mod hende. “

“Jamen, hvorfor spørger du så? “

Andreas hiver den mindre dreng op ved kraven, og hæver truende en pegefinger: “Du forgreb dig på min lillesøster, du forgreb dig mod Gud og du skal nok komme til at betale for det! Du burde spændes til heste og rives i stykker, din satan. “ Hans Ulrik griner og skubber Andreas fra sig, mod pejsen. Han folder sine arme over brystet med et koldt glimt i øjet. “Du kan ikke gøre mig noget, knægt. Jeg kan gøre hvad jeg vil med din søster. “ Andreas stormer et par skridt frem, men stopper sig selv før han når at komme hen til Hans, der ikke har veget tilbage. Han tager en dyb indånding.

“Jeg har et forslag. En duel. Den sædvanlige tid for dueller, her i dine kamre. Midnat. Uanset hvad. Og jeg mener, uanset hvad.“

 

De to drenge udveksler et håndtryk.

 

“Uanset hvad. Det er en aftale, knægt. “

 

Han åbner ikke døren, så Andreas skubber den op og ser rundt i rummet. “Gyldenløve, din forbandede bastard! Hvor er du? “ Han løber ind i rummet, over til sengen, der ikke er redt. Den er tom, men stadigvæk varm. Tre forskellige sværd ligger på gulvet, væltet af et bord. Han kan lugte at røgen kommer nærmere, men han er ligeglad.

 

Det eneste der betyder noget er retfærdighed.

 

Hans Ulrik er ikke i rummet. Andreas går langsomt over til vinduet ud mod pladsen foran slottet. Alle ser små ud dernede fra, men ikke så små at han kan overse den gyldne manke og de overdådige klæder. Hans Ulrik har armen om en lavere pige, med askeblondt hår. Han kan ikke se det heroppe fra, men Andreas ved at hun er i en hvid natkjole, at hendes blå øjne er fulde af tårer, og at fregnerne på hendes hænder er dækket af brandsår.

 

Han knuser glasset med et sværd og skriger ud over pladsen.

 

“UANSET HVAD, HANS ULRIK! DU LOVEDE MIG DET. DU LOVEDE DET! “

 

Han kan ikke se det, men han ved at Hans Ulrik har et smørret smil på læberne og griber lidt hårdere fat om Marie. Han er hendes prins nu, sagde hun. Han er bedre end Andreas. Næsten en rigtig prins.

 

Andreas vender sig mod døren og sætter i spurt ud i flammehavet. Der er ingen tid at spilde, men Andreas kommer ikke altid først.

 

Hans hjerne havde ret. Han skulle have flygtet.

 


 

 

 

  


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...