The voice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2017
  • Status: Igang
Emma lider af deprision og bor alene i los angeles. Vær anden aften spiller hun på en bar tæt på sit hjem, men denne aften er der en fremmed der fanger hendes opmærksomhed. Hvem er denne fremmede? og hvad vil han? kan Emma mon få sit gamle og glade liv tilbage?...

4Likes
1Kommentarer
164Visninger
AA

3. Ulykken

Tomheden fyldte min krop. Det havde den enlig gjordt i to år nu. Der er ikke længere lys punkter i mit liv, jeg følger bare en linje der hele tiden går ned, aldrig op, kun ned, eller sådan føles det i hvert fald. Det er kun når jeg spiller musik at det stopper med at gå ned, men der går det heller ikke op, der fortsætter mit liv bare ligeud mod en uendelig tomhed Det er blevet en rutine nu. Jeg står op, tager tøj på, sætter mig ned og stirre ud i luften, går i seng. Det eneste af mine følelser er tomheden. Jeg er ikke sulten mere, jeg kan for det meste heller ikke sove mere end et par timer om natten. Jeg er bare efterladt med tankerne. Jeg går næsten aldrig udenfor en dør fordi jeg er en genert person og alligevel ikke er så meget for andre mennesker. Jeg bliver bare i min lejlighed og stirre ud i luften. Siden min far døde har jeg boet alene her fordi jeg aldrig har kendt til min mor og aldrig har prøvet at opsøge hende. Det var svært at miste min far og lillesøster. 

 

*flashback*

‘Far der er alt for koldt herinde’ sagde jeg, rejste mig halt op så jeg kunne skruede op for varmen

‘Nej nu bliver her for varmt Emma!’ Sagde han tilbage med at lille grin

‘Hvad synes du Maria?’ Spurgte jeg min lillesøster der ved siden af mig på bagsædet

‘Er vi ikke snart derhjemme jeg er sulten!’ Klynkede hun

‘Nårh er man lidt gnaven i dag’ sagde jeg til hende og prikkede hendes mave 

‘Emma stop!’ Skreg hun næsten 

‘Piger stop med at drille hinanden, vi er der næsten!’ Sagde far og kikkede om på os. Det skulle han aldrig have gjordt fordi han med det samme mistede kontrollen over bilen. Det eneste jeg kan huske efter det var at jeg slog mit hoved mod noget hårdt og alt gik i sort. Da jeg åbnede øjnene igen havde alt et rødligt skær på grund af den store smerte. Da jeg kikkede hen på bilen var den der ikke, eller det troede jeg i starten. Jeg kunne ikke kende den fordi den vendte på hovedet og alle ruderne var smadret. Jeg prøvede at skimte om der stadig var liv i dem.

‘Far! Maria! Vågn op’ råbte jeg men forgæves. De var allerede væk. Helt væk. For altid…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...