Pretty Little White Lies

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
One Direction er lige nu verdens mest berømte boyband, og umiddelbart med en ganske ren tavle. De er gode til at holde deres problemer private, og holde sig ude af paparazziernes synsfelt. Men det vil Jett Roosevelt lave om på. Han er ejer af en af de mest succesfulde sladderblade IMZ, og det ville blive hans bedste historie til dato, hvis han kan afsløre drengene fra One Direction. Han sender sin 21-årige datter Valentina afsted i håb om, at finde nogle mørke hemmeligheder og Valentina er mere end klar. Hun vil for alt i verden ikke skuffe sin far. Hvor langt vil hun egentlig gå for, at få fat i det hun søger? Den ene løgn efter den anden og Valentina finder sig selv i en umulig position, der vil rive hendes hjerte i to.


28Likes
33Kommentarer
5303Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Varmen fra gulvet fra skøn dagen efter en bytur. Louis snorkede, så jeg fandt en lille mikrofon frem og installerede i potteplanten, sammen med overvågnings dimsen. Nu hvor de ikke lavede noget underligt, kunne jeg måske få dem til at sige noget underligt.

Alle sov stadig, så jeg tog mig et langt bad og begyndte at lave pandekager. Jeg magtede ikke at gå ned på hotellets restaurant. Og hvis de så ikke kunne lide pandekager var de dumme.. Så kunne de skride ned på restauranten.  

“Godmorgen.” Harry kom tøffende ind og så undrende på mig. “Pandekager?”

“Ja,” grinede jeg og vendte pandekagen. “Jeg magter ikke restauranten.”

Harry satte sig på  en stol og hev sin mobil frem. “Liam ligger og snorker, så jeg bliver her indtil de andre vågner.”

“Ved du hvad.” Jeg vendte mig om og sendte ham et smil. “Kan du så ikke lige fortsætte her, mens jeg går i bad?” Harry så bare ugideligt på mig, men jeg blinkede lidt med øjenvipperne.

“Tak, Harry.” Jeg skyndte mig ind på badeværelset, før han kunne protestere. Jeg fandt min bade playliste på Spotify og satte den på fuld knald. Det var en smule svært at høre musikken inde i badet, når vandet var tændt. Jeg dansede lidt rundt i bruseren og småsang med på musikken. En vane. Normalt var der kun tjenestefolk hjemme ved mig, så jeg skænkede ikke drengene en tanke. De kunne nok egentlig heller ikke høre noget, da jeg ikke sang så højt. Jeg hoppede i noget tøj og viklede håndklædet om mit hår, før jeg vandrede ud til Harry.

“Godmorgen,” sagde jeg overrasket, da de andre drenge i mellemtiden var stået op. “Tømmermænd?” Spurgte jeg Liam, som så lettere smadret ud.

“Jeg har bare sovet dårligt,” mumlede han og ud af øjenkrogen tog Niall en pandekage.

“Hey!” Udbrød jeg. “I har fandme ædt dem alle!” Harry klukkede. “Hvorfor?”

“Harry sagde vi godt måtte,” forsvarede Niall sig og Harry grinede højere.

“Du kaldte mig dum i går,” sagde han og smilede hoverende. “Payback.”

“Jeg er virkelig ked af at jeg sårede dig, da jeg kaldte dig dum. Jeg troede allerede du vidste det,” bed jeg og Harry rullede øjne af mig. “Det ikke min skyld, at du hader mig.” Jeg lagde armene over kors. “Det giver dig ikke ret til, at spolere min morgenmad.”

“Jeg hader dig ikke, men du er mandagen i mit liv.” Han havde simpelthen det mest selvfede smil. Jeg stønnede frustreret.

“Du er simpelthen den menneskelige version en menstruationssmerter.” Jeg så arrigt på Harry, men jeg kæmpede med at holde smilet tilbage. Af en eller anden grund, var det yderst komisk. Det trak lidt i Harrys mundvige og jeg begyndte at grine. Harry tilsluttede sig, men jeg kunne simpelthen ikke stoppe. Jeg støttede mig til bordkanten.

“Jeg forstår jer simpelthen ikke,” fastgjorde Louis opgivende. Jeg fnes og Harry blinkede til mig. Min tunge gled over mine tænder. For fanden da også. Idioten var charmerende.

👑👑👑👑

 

Jeg rettede på min trøje og åndede tungt ud, før dørene blev åbnet. En kvinde kiggede venligt på mig. “Velkommen til Crea-”

“Jeg skal mødes med en,” cuttede jeg hende af. “Navnet er Roosevelt.” Damen nikkede.

“Denne vej.” Det her sted var utroligt fancy. Jeg havde fortalt drengene, at jeg havde en date, som undskyldning for min påklædning. Der var ingen der iførte sig Hermes kjole for, at tage i supermarkedet. Hold kæft hvor var jeg sulten -specielt efter drengene, havde ædt min morgenmad.

“Valentina!” Min far rejste sig og lagde sin hånd på min overarm. “Hvor det dejligt at se dig.” Han nikkede mod stolen og rettede på sit slips, før han satte sig igen. “Jeg tillod mig at bestille for dig.” Jeg satte min taske ved min side og lagde benene over kors. Jeg fremtvang et smil.

“Du ved bedst.” Han smilede det smil, som jeg efterhånden kendte så godt. Den eneste grund til, at ryddede plads i sin kalender til mig var, fordi han ville vide om jeg havde noget på drengene. Jeg kunne nærmest ikke bære tanken om at skuffe ham.  Jeg så opgivende på ham og måtte tvinge tårerne tilbage.

“Jeg har intet på dem, far.” Min stemme lød pivende. “Der er intet.” Han så underligt på mig.

“Lad være med at pive,” rettede han og så bestemt på mig. “Du skal nok finde noget. Det gør du altid. Så prøver du ikke hårdt nok.” Han havde på sin vis ret. Jeg prøvede egentlig ikke. Det var halvhjertet. Vi spiste middag og min far snakkede om firmaet, og om hvor vigtigt det var at jeg fandt noget. Han kunne slet ikke understrege, hvor vigtigt det var.

Jeg forstod det ikke. Det var noget der manglede, noget som ikke gav mening. Hvorfor var firmaet pludseligt i nød? Han havde altid pralet af, hvor godt det klarede sig. Men min far ville ikke lyve for mig. Han prøvede sikkert at beskytte mig, det var alt. Da vi var færdige gav min far mig et kys på kinden og gjorde det endnu engang klart, at jeg skulle finde noget på drengene.

“Hey.” En ældre kvinde kom hen til os og så frastødt på mig. “Er han ikke en smule gammel til dig? Jeg kneb øjnene sammen.

“Selvfølgelig er han det, din gamle kælling,” hvæsede jeg. “Det min far.” Jeg var ikke i humør til det pis. Den gamle dame rystede på hovedet.

“Du burde respektere de ældre. Dårlig opdragelse.” Hun så dømmende på min far. Hvad fanden? Dumme so.

“Og du burde respektere de unge,” sagde jeg og kastede med håret. “Vi bestemmer trods alt, om dit stik  skal trækkes om hvad? 5 uger?” Jeg så koldt på hende. Hun rullede øjne og stormede væk.

“Valentina,” sagde min far opgivende. Jeg så på ham med et hævet øjenbryn. Det var sgu da ham, som damen gik efter. Man gik ikke efter min far.

“Hvad?” Spurgte jeg irriteret. Min far smilede.

“Vi ved begge to godt, at der kun går 2 uger.” Han puffede drillende til mig og jeg grinede kort.

Det var underligt.

Det føles som et normalt far-datter forhold i et øjeblik. Sådan fungerede mit forhold til min far bare ikke. Måske hvis jeg fandt noget på drengene, ville vores forhold måske blive normalt. Han ville måske begynde, at lægge mærke til mig.. Det var forsøget værd.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...