Pretty Little White Lies

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Igang
One Direction er lige nu verdens mest berømte boyband, og umiddelbart med en ganske ren tavle. De er gode til at holde deres problemer private, og holde sig ude af paparazziernes synsfelt. Men det vil Jett Roosevelt lave om på. Han er ejer af en af de mest succesfulde sladderblade IMZ, og det ville blive hans bedste historie til dato, hvis han kan afsløre drengene fra One Direction. Han sender sin 21-årige datter Valentina afsted i håb om, at finde nogle mørke hemmeligheder og Valentina er mere end klar. Hun vil for alt i verden ikke skuffe sin far. Hvor langt vil hun egentlig gå for, at få fat i det hun søger? Den ene løgn efter den anden og Valentina finder sig selv i en umulig position, der vil rive hendes hjerte i to.


28Likes
33Kommentarer
4493Visninger
AA

7. Kapitel 6

 Karma was a bitch…

Åh, hvor havde jeg det dog bare godt i dag. Louis havde de sygeste tømmermænd og brugte det meste af tiden på badeværelsesgulvet.

*Ond latter*

“Luk røven,” hvæsede Louis, men han lå lænet hen over toilettet.

“Åh, har du det dårligt?” Spurgte jeg med en babystemme og blinkede lidt ekstra med vipperne. Han så træt på mig og rullede øjne. “Karma.”

“Val, kom vi går ned og spiser.” Niall kom springende ind på badeværelset. Han så kort medfølende på Louis. “Og hente nogle piller?” Louis nikkede svagt. Restauranten på hotellet var mit yndlingssted, selvom det ikke ligefrem var det mest fornemme mad. Folk blev altid overrasket, når jeg fortalte dem at jeg måtte lære at elske fint mad. Faktisk nægtede jeg at røre noget, der lignede laks før jeg fyldte 12.. Og det var igen mest for, at gøre min far glad. Han blev aldrig rigtig den sammen efter min mor skred, men det kunne heller ikke forventes. Det kom som et chok for alle, da hun pludselig stod i fordøren med sine kufferter. Min far var bare for stolt til, at indrømme at han blev såret. Men de kommende uger kom der halvkvalte lyde fra hans værelse, og øjnene var røde. Jeg tilgav aldrig min mor. Ikke at hun overhovedet, havde prøvet at komme i kontakt med mig.

Men tilbage til laksen. 12-årige mig troede jo nemlig at en laks, kunne gøre min far glad igen. Så selvom tanken om laks fik mig til at ørle, så spiste jeg dog uden at klage.

Vent.. Hvorfor var det nu igen, at vi snakkede om laks? Oh well, det var sikkert ikke vigtigt.

“Jeg regner ikke med, at du tager med i aften,” sagde Liam til Louis, da Niall og jeg kom tilbage på hotellet. Louis rystede på hovedet.

“Her er dine piller.” Niall rakte ham pakken og sendte ham et medfølende blik.

“Jeg kan godt blive hos dig?” Foreslog Harry og Louis smilede svagt.

“Nej. Det okay, smut ud og hyg jer.” Han viftede med hånden. Var Harry virkelig sød der? Til min irritation, mærkede jeg et svagt stik af beundring, fordi han overvejede at blive hos sin ven.

Ad, følelser for Harry. Selv hvis det bare var beundring, så irriterede det mig.

“Skal vi komme afsted?” Spurgte Liam og så på klokken. “Bagindgangen bliver åbnet om 30 minutter, så vi kan snige os ind.” Harry nikkede og klappede Louis på skulderen.

“Held og lykke, Mate.” Louis smilede halvhjertet. Aww. Han havde det virkelig ikke godt.

“Er der noget du har brug for?” Spurgte jeg forsigtigt og Louis rystede på hovedet. Pludseligt brød jeg mig ikke om at forlade ham, men tanken om de hemmeligheder jeg blev nødt til at grave op tvang mig. Jeg måtte simpelthen ikke blive for følsom, når jeg godt vidste at jeg ville ende med at ødelægge dem.

👑👑👑👑

Basen pumpede i gulvet og stemningen var fantastisk, men alligevel følte jeg mig malplaceret. Ingen af mine venner var her og det var ubehageligt ikke, at kunne slå sig helt løs. Jeg havde jo stadig et job at udføre, men ingen af drengene havde gjort noget galt indtil videre. Harry flirtede med alle piger, der trak vejret, men det var der intet unormalt i. Det var hele hans image. Jeg sad med Liam og Niall, sammen med nogen af deres venner, men som sagt; så følte jeg mig malplaceret. Det var DERES venner. Jeg kendte dem ikke og eftersom, jeg ikke drak særlig meget, var jeg heller ikke i humør til at prøve at lære med at kende. Normalt var jeg udadvendt, men mit humør var bare ikke godt. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre, at drengene ikke gjorde noget galt. Jeg blev nødt til at finde noget snavs, ellers mistede min far måske firmaet. Men jeg ville samtidig heller ikke risikere, at blive for længe og rent faktisk blive venner med dem. Hvis jeg allerede tvivlede nu, ville jeg ikke klare en måned med dem. De var charmerende på en nørdet, irriterende måde.

“Valentina!” Råbte Niall og det gibbede i mig. Jeg så spørgende på ham. Han smilede. “Jeg spurgte om du ville med om op baren?” Jeg nikkede bare til ham og rejste mig med et smil.  Hellere op i baren med Niall, end at sidde akavet sammen med fremmede. Niall råbte et eller andet utydeligt til mig og jeg så forvirret på ham.

“Hvad?” Råbte jeg tilbage og han rystede bare på hovedet. Han råbte et eller andet til bartenderen, som nikkede.

Oh.. Facepalm. Han spurgte hvad jeg ville have. Oh well, nu bestemte han bare for mig. Jeg fik hurtigt stukket en lyserød drink i hånden, som jeg sippede lidt af.

“Du hygger dig ikke, gør du?” Spurgte Niall, eller nok nærmere råbte, mens han lænede sig tættere, så jeg rent faktisk kunne høre.

“Jeg har det bare ikke så godt,” løj jeg og tog mig til hovedet, for at understrege min falske hovedpine. “Jeg tror bare jeg ringer efter en taxa og tager hjem.”

“Jeg tager med,” sagde en mørk stemme bag mig og det gibbede lidt i mig.

“Jeg havde ikke troet at du ville tage hjem, uden en kvinde på armen?” Jeg vendte mig lidt om i stolen og så på Harry. Han gjorde tegn til Niall om, at vi klarede os og Niall gav min hånd et klem før han gik.

“Jeg har dig på armen,” sagde Harry bare toneløst og tog fat i min arm, så han kunne føre mig udenfor. Jeg fnøs.

“Du har mig ikke på armen. Vi skal hjem og sove.” Jeg trak armen til mig og Harry rullede øjne.

“Du er simpelthen sådan en diva. Det var en joke.”

Hold da op, hvor var han dog muggen.

“Argh,” vrissede jeg. “Du er simpelthen så dum.” Med de ord satte jeg mig ind i taxaen og smækkede døren demonstrativt.  

 

​Så kom der ENDELIG et kapitel her også! Puha, det var på tide. Jeg håber ikke at historien er for langtrukken, men jeg kan godt lide at sætte mig ind i karaktererne, og skrive totalt irrelevante scener ind imellem - og jeg skriver jo mest af alt, fordi jeg godt kan lide det. Håber i stadig følger med :D Kapitlerne burde begynde at komme lidt oftere nu, og jeg regner med næste kapitel kommer mandag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...