Da er livet ej så svært

En fortælling om Frøslev-lejren under 2. verdenskrig som bidrag til "Skriv dig gennem historien"-konkurrencen.

4Likes
5Kommentarer
129Visninger
AA

1. Da er livet ej så svært

Den nat jeg ankom til Frøslevlejren, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste, at det var mørkt, at det var koldt, at mine håndflader var svedige, og at vores vagtposters maskinpistoler sandsynligvis var ladte. Mændene omkring mig var tavse, og lyden af vores skridt mod skovbunden blev akkompagneret af vagtposternes sang. Senere slog det mig, hvor grotesk hele dette billede var, men den nat var jeg kun optaget af at holde min vejrtrækning under kontrol og stirre lige frem for mig. Vi blev ført ind gennem hovedporten, og i det sparsomme lys blev vi én efter én visiteret. Jeg klemte læberne sammen og fastholdt mit stirrende blik, da der blev mærket på alle lommer, samt mulige og umulige udposninger. De fandt ikke noget, og sammen med to andre mænd endte jeg i Barak H.15.

På stuen blev vi mødt af ikke alene den tætte lugt af mange mennesker, der sover i samme rum, men en stank af fugt, afbrændt tørv og tobaksrøg. I hjørnet stod en lille kakkelovn, og langs væggene kunne jeg tælle seks smalle køjesenge af træ. Alle køjer undtagen én var optaget af en sovende mand. ”Schlafen,” beordrede vagten og smækkede døren efter sig. Jeg kiggede på de to andre. Fisker Eriksen, som jeg havde lært at kende i Vestre Fængsel, så over mod køjen og tilbage på den anden mand og jeg. Den anden mand, der var hans bror, trak på skuldrene. I køjen nærmest døren satte en af mændene sig op og missede med øjnene. Da han fik øje på os, rejste han sig og rakte hånden frem mod Fisker Eriksen. ”Velkommen til Frøslev Hotel, navnet er Kjær. Niels-Peter Kjær.” Fisker Eriksen trak lidt på smilebåndet. ”Eriksen. Knud Eriksen, og det her er min bror Per.” Kjær rakte ham hånden, og vendte sig mod mig. Jeg blinkede med øjnene og fik så rakt hånden frem. ”Ole. Ole Nygaard Svendsen.” Kjær kiggede på mig og rynkede brynene. Han gav min hånd et ekstra klem, og jeg måtte synke en klump. Stadig med et tag i min hånd rystede han på hovedet, han slap den og vendte sig mod Eriksenbrødrene. ”Ja, det er godt nok en anelse sølle med pladsen, så vi bliver nødt til at stuve os lidt sammen. Hvis nu I to tager den tomme køje derovre, så må du dele med mig, Ole.”

Eriksenbrødrene klædte sig af og fik presset sig sammen oppe i den smalle køje, mens jeg blev stående og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Kjær, der allerede havde lagt sig, vendte sig mod mig.

”Har du tænkt dig at stå sådan der hele natten?”

”Nej...  Jeg... Nej, selvfølgelig ikke.”

”Godt så. Inderst eller yderst?”

Jeg trak på skuldrene.

”Det bliver yderst så.”

Køjen knirkede, og selvom jeg lagde mig så tæt på kanten som muligt uden at falde ud over, kunne jeg ikke undgå at ligge tæt opad Kjær. Jeg trak vejret kraftigt ind gennem næsen og pustede ud gennem munden, men lige meget hjalp det. Min krop rystede, og jeg knyttede hænderne hårdt sammen. Vredt tørrede jeg en tåre væk fra kinden. Kjær kunne ikke undgå at bemærke det, men til min lettelse sagde han ingenting.

 

Jeg husker ikke, at jeg faldt i søvn den nat, men det må jeg have gjort, for jeg vågnede næste morgen ved, at Kjær ruskede mig i skulderen. ”Skynd dig hellere at få tøj på.” Mit hoved føltes tungt, og jeg havde svært ved at ryste søvnen af mig. ”Her,” sagde Kjær og rakte mig mine bukser. ”Der er stueinspektion om et øjeblik.”  Jeg kiggede uforstående på ham, men kunne se at alle de andre hastigt knappede deres skjorter og redte deres køjer snorlige og stramt. Så snart jeg havde rejst mig, redte Kjær vores og det netop i sidste øjeblik. En uniformeret tysk vagt trådte ind og kastede et blik udover stuen. Kjær trak mig med ind i rækken, som de resterende på stuen var stillet op i. Tyskeren gik langsomt forbi hver enkelt køje, men stoppede så op ved den øverste køje bagerst i lokalet. Det var Eriksenbrødrenes køje. Han drejede om på hælen og spurgte ”Wer gehört diese Bett?” Knud og Per Eriksen kastede et blik på hinanden. Knud Eriksen trådte frem. ”Schlamperei wird nicht in diesem Lager toleriert. Wegen deiner Schlamperei werden die Tabaksrationen für die ganze Stube heute und morgens einbehalten. Verstehst du?” Fisker Eriksen rettede ryggen og nikkede.

Jeg lod mine skuldre falde ned og åndede ud gennem munden. ”Tak, Hr. Kjær.” ”Niels-Peter,” rettede han mig. Han blinkede. ”Og ingen årsag.”

 

Alle lejerens ”Häftlinge” skulle arbejde. Både jeg og Eriksenbrødrene blev sat på graveholdet. I den ene ende af lejren skulle vi grave dybe huller i jorden og derefter læsse jorden på tipvogne, der kørte til den anden ende af lejren. Det var sidst på efteråret, jorden var hård, og vinden gik lige igennem mit tøj, men arbejdet var hårdt, og sveden drev hurtigt ned ad ryggen på mig. Ved siden af mig stod en kraftig mand og pustede, mens han gravede.

”Hvad skal de egentlig bruge al den jord til?” spurgte jeg ham.

Han fnøs. ”De bygger pyramider.”

”Hvad for noget?”

”Ja, vi graver jorden op, og så bygger de fine pyramider i den anden ende af lejren. Og gæt en gang. Når pyramiderne er færdige, får vi lov til at fylde jorden tilbage i hullet.”

”Det giver jo ingen mening.”
”Næ, og det er netop pointen, knægt. Det rene idiotarbejde.”

Han rakte mig hånden. ”Jørgen Holm, men de fleste her kalder mig nu Brygger-Jørgen”

”Ole Svendsen”

Vi gravede videre i tavshed. Efterhånden som vi havde fyldt en tipvogn, blev den af lange spor kørt til den anden ende af lejren.

”Hvilken barak er du i?” spurgte Brygger-Jørgen.

”H.15.”

”Ah, så du er kommet i Kæmpens barak.”

”Kæmpen?”

”Ja, Niels-Peter Kjær, du ved.”

Jeg stoppede med at grave og så uforstående på ham. Kjær var en lille, tynd mand, og umiddelbart havde jeg svært ved at se, at der skulle være ret meget ”kæmpe” over ham. Jeg fortsatte med at grave. Hold nu op, hvor jeg frøs, og som om det ikke skulle være nok, begyndte det at regne.

 

Ugerne gik, og dag efter dag gravede vi huller i al slags vejr, men om aftenen samledes vi på stuerne. Der blev sunget sange, fortalt historier, fronterne blev tegnet op på hjemmelavede Europakort, og mest af alt blev der snakket om fred og frihed. At vi nok skulle komme hjem til jul, virkede der ikke til at være megen tvivl om. Jeg husker en aften, hvor jeg sad i min og Kjærs køje. De andre sad på gulvet og lo, spillede kort og snakkede om den mad, de skulle have, når de kom hjem. Flæskesteg, der svømmede i brun sovs, frikadeller, fløderand, and og sådan kunne de blive ved. Jeg tænkte på dem derhjemme, og hvad meningen med det hele havde været. Hvorfor var det jeg sad her?  Hvorfor sad jeg ikke hjemme hos mor og far i dagligstuen? Hvorfor var jeg ikke i biografen med en pige? Jeg sad her, fordi jeg var vred, fordi jeg var frustreret over at sidde med hænderne i skødet, og fordi jeg stod lige præcis det sted på det tidspunkt. Nu sad jeg bare her, ude af stand til at gøre hverken fra eller til. De andre sad bare og lo.

Madrassen sank ned i en bue, da Kjær satte sig ved siden af mig. Han lagde en hånd på min skulder. ”Du har ikke lyst til at spille kort?” Jeg rystede på hovedet. Kjær pulsede på sin pibe.

”Hvor gammel er det egentlig, du er, Ole?”

”Jeg er netop fyldt 18.”

Han rystede på hovedet. ”18 år...”

Der lød et latterudbrud nede fra gulvet.

”Jeg forstår ikke, hvordan de sådan kan le.”

Kjær så på mig og hævede øjenbrynene. ”Hvad skulle de ellers gøre? Græde?”

”Nej. Eller jeg ved det ikke. Det virker bare så meningsløst.”

Han smilede. ”Og netop derfor, er de nødt til at grine. Hvordan skulle de ellers kunne holde modet oppe?”

Jeg kiggede ned i gulvet. Det kunne jeg godt se logikken i, men omvendt følte jeg mig så magtesløs, at jeg ikke kunne se, hvordan der kunne være noget som helst at le ad.

”Jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne gøre noget for friheden. Ikke bare sidde her og tale om den. Jeg føler mig bare så...” Jeg sukkede.

Kjær kiggede på mig. ”Og hvem siger, at du ikke kan det?”

Jeg rynkede brynene. ”Ja, jeg sidder jo bare fanget her. Her i den her håbløse lejr ude af stand til at gøre noget som helst.”

Et smil spillede om Kjærs læber. ”Du har ret, vi kan ikke sprænge broer og afspore tog, men det betyder ikke, at vi ikke kan drille tyskerne.”

”Hvordan det?”

”Tjo, man kunne da overveje at slutte sig til affiserne eller måske afspore en tipvogn i ny og næ.”

Jeg så på ham og smilede for første gang siden, jeg havde sat mit ben i lejren.

”Niels-Peter?”
”Ja?”

”Jeg tænkte på, hvordan er du egentlig endt her? Hvad har du lavet?”

Han pulsede videre på sin pibe og kiggede mig lige i øjnene. ”Jeg er brugsuddeler”

”Nå, jamen, jeg mener, hvorfor er du her i Frøslev?”

”Ole, jeg har en kone, og jeg har tre døtre, der skal vokse op i det her land.”

Det var det svar, jeg fik, og senere samme aften da jeg lå i vores køje, forstod jeg. Det var ikke noget, man talte om, men jeg forstod ham.    

 

Affiserholdet var et nyt begreb for mig, men efterhånden som vejret blev om muligt endnu koldere og vådere, fik jeg efterhånden stiftet nært bekendtskab med det. Typisk startede vi fra morgenstunden med skovlene i hånden. Vi gravede, mens alle holdt udkig. En eller to ad gangen så vi vores snit til at snige os væk. Inden tyskerne havde set sig om, kunne der nemt pludselig kun stå halvt så mange og grave. Det var selvfølgelig Kjær, der stod bag, men som oftest gravede han ganske uskyldigt videre. Nogle søgte ly på stuerne eller i Vaskeriet, men de fleste søgte over i Måttefletteriet. Der var ingen, der vidste, hvor den var, men i denne barak var der en radiomodtager med forbindelse til BBC i London. Måttefletteriet var stedet, hvor man kunne få hvisket de seneste nyheder og rygter om krigen. Der var ikke megen morskab i lejren, så dette lille affiser-oprør, gav os alle sammen en følelse af at gøre noget, og selvom tyskerne forsøgte med gentagne razziaer, blev vi ved. Vi morede os og lo, men i begyndelsen af december blev vi mindet om alvoren. Over radioen var det blevet hørt, at fem modstandsmænd fra Randers var blevet henrettet. Det var unge mænd. Den yngste var kun lige fyldt 19 år.

Den aften var der ikke megen latter på stuen. Vi sad alle i vores egne tanker. Hvad de andre tænkte, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men sandsynligvis gik deres tanker i samme retning som mine. Jeg havde fortrængt den for en tid, men igen greb frygten for alvor fat i mig. Ganske vidst havde jeg ikke muligheden for dødsstraf hængende over hovedet – indtil videre, men igen, hvem vidste efterhånden noget med sikkerhed? Desuden hvad var forskellen på frygten for dødsstraf og den så godt som sikre dødsdom ved mulig deportation? Nej, den aften var der ingen, der lo.

 

Dagen efter, da jeg stod og gravede, prikkede Kjær mig på skulderen. Uden at kigge på mig hviskede han ”Mon ikke det er ved at være på tide med et lille uheld?” Jeg nikkede, og Kjær gik for at give tegn længere nede. Der var selvfølgelig ingen, der vidste noget om eller kunne forklare et sådant ”uheld”, men en afsporing af en fyldt tipvogn kunne forårsage arbejdsstop i begge ender af transportlinjen. Desværre kunne det desuden tage flere timer at få rettet op på skaden.

Det var langt fra første gang, vi stod bag et ”uheld”, men den dag sørgede vi for, at der ikke bare var ét, men talrige ”uheld”. Den tilsynsførende tyske Leüfer kogte, men vi var naturligvis uskyldigheden selv, og der kunne ikke bevises noget som helst. Jeg så på Kjær og havde svært ved at tilbageholde et fnis. Kjær holdt en finger op for munden, men jeg kunne se et lille smil spille i hans mundvig.

 

Julen nærmede sig, og efterhånden var der ikke længere nogen, der snakkede om at komme hjem til jul. Midt i december ankom 200 udhulede og sygeligt udseende politimænd fra Buchenwald, og endnu værre blev det, da det kom os for øren, at en stor SS-modoffensiv havde været et alvorligt slag for de allieredes fremrykning. Der var virkelig ikke meget at glæde sig over.

For at skabe bare en illusion om hygge havde Kjær sat gang i klipning af julepynt, men ligeså snart tyskerne så det, blev det beordret nedtaget og ødelagt. Jeg nåede at redde en smule, som jeg gemte under vores madras.

 

Forvirret tumlede jeg ud af sengen, men var med ét lysvågen. Klokken var omkring halv fire om morgenen, og inden jeg vidste af det, var vi alle gennet ud på den kolde midtergang. Vi vidste alle sammen, hvad det betød, og jeg rystede over hele kroppen. Kjær lagde en hånd på min skulder, men tog den hurtigt ned igen, da en vagt kiggede over på os. Ingen sagde et ord.

Navn efter navn blev læst op; ”Søren Petersen”, ”Godtfred Broholm Nielsen”, ”Frederik Berghammer”, og sådan blev de ved. Ved hvert navn gik et gys igennem rækken, lettelse over at det ikke var ens eget navn, medfølelse med den stakkel, der blev råbt op. Længere nede i rækken begyndte en mand at hulke, og det vendte sig i min mave. ”Niels-Peter Kjær” lød det. Jeg stivnede og forstod ingenting. Jeg måtte have hørt forkert. Det måtte være en fejl. Det kunne ikke passe. Ved siden af mig kunne jeg tydeligt høre, at Kjær sank en klump. Hans hænder rystede, og han knyttede dem i et forsøg på at stoppe dem, men til ingen nytte.

Uden et ord gik vi tilbage på stuen efter appellen. Kjær satte sig på vores køje og stirrede frem for sig med forstenet ansigt. Vi andre kiggede på hinanden og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre.  Jeg gik hen og lagde en hånd på skulderen af ham. Han tog min hånd, og tårer steg op i hans øjne. Hans greb om min hånd strammedes. Måske skulle jeg have sagt, at alt nok skulle gå, men det kunne jeg på ingen måde vide noget om. Jeg gav hans hånd et klem og mærkede tårerne presse sig på. Det at se Kjær græde var ikke til at beskrive med ord. Han var den stærke, den der holdt sammen på det hele, og nu skulle han til Tyskland. Jeg gav hans hånd endnu et fast klem, inden jeg gav slip. Under sengen fandt jeg en papkasse. I den lagde vi hans pibe, hans ekstra skjorte, hans tyndslidte sokker, brevene fra hans familie og alt, hvad vi kunne undvære af cigaretter og småkager. Jeg ved ikke helt hvorfor, men fra under madrassen fandt jeg det gemte julepynt og lagde også det i kassen. Mens vi pakkede stirrede Kjær bare tomt frem for sig. Hans hænder var igen begyndt at ryste. Jeg satte mig ved siden af ham og lagde min arm om hans skuldre. Kjær så op og mødte de tårevædede blikke fra mænd, der var blevet mere end blot stuekammerater. Han mumlede et eller andet, og først kunne jeg ikke høre, hvad det var. Jeg lænede mig frem, og genkendte svagt en melodi i ordene. Tårerne løb ned af kinderne på ham, og jeg kunne mærke hele hans krop ryste. Siddende på køjen med armen om Kæmpen begyndte jeg at synge, og med rystende stemmer stemte resten af vores stuekammerater i:

 

”Altid frejdig når du går

veje, Gud tør kende,

selvom du til målet når

først ved verdens ende.

 

Aldrig ræd for mørkets magt!

stjernerne vil lyse;

med et fadervor i pagt

skal du aldrig gyse.

 

Kæmp for alt, hvad du har kært;

dø, om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...