Grusom Virkelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2017
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Færdig
"Grusom Virkelighed" er et brev fra offer til voldtægtsmand. Et brev der viser, hvordan et voldtægtsoffer bliver ødelagt på en måde, der kun kan beskrives overfladisk.

Med denne historie går mine tanker til alle, der måtte sidde derude og have det forfædeligt pga. en så frygtelig og voldsom oplevelse som voldtægt. Lad jer aldrig nogensinde ødelægge. Tal højt. Vi er her for jer!

Til konurrencen "Piger lyver ikke".
Jeg har valgt at skrive om seksuelt overgreb.

3Likes
0Kommentarer
209Visninger

1. 1.

Jeg har ikke set dig siden den dag. Det er et år siden. Jeg kan stadig mærke dine kolde fingre på min krop. Trangen til at skrige sidder der stadig. Jeg har ikke flere tårer tilbage at give af. Jeg er færdig med at græde. Men trangen til at skrige, den sidder der endnu.

Dagen efter dagen brugte jeg på at sidde i bruseren. Jeg skrubbede som aldrig før. Som man ser det på film. Jeg ville bare have det væk. Snavset, som ikke kunne ses, men som kunne mærkes. Skammen og ulykken. Men lige meget hvor meget jeg skrubbede forsvandt selv ikke den mindste byrde fra mit hjerte. Og tro mig - tanken strejfede mig. Barberbladet hang på væggen. To snit og smerten ville være væk. To snit og jeg ville slippe for den grusomme virkelighed, som jeg befandt mig i.

De næste mange dage lavede jeg ikke meget andet, end at stirre tomt ind i væggen. Jeg snakkede ikke og jeg tænkte ikke. Jeg kom ikke i skole, og jeg spiste kun en smule hver dag. Først en uge efter, ramte virkeligheden mig. Tårerne væltede ud, og jeg kunne ikke få dem til at stoppe. En frygtelig knude sad fast i mit bryst. Hele min krop rystede. Jeg gispede efter vejret uendeligt mange gange, men uden nogen ændring. Jeg følte mig mere klam end nogensinde.  Jeg følte mig dum og billig. Jeg følte mig langt fra god nok til at leve, men noget sagde mig hele tiden, at jeg skulle kæmpe imod. Noget overbeviste mig om, at jeg var god nok. Det gik langsomt op for mig, at det langt fra var min skyld, hvad der var sket. Man skulle tro at hadet til dig ville fylde meget, men det fyldte slet ikke. Hadet eksisterede ikke. Tværtimod havde jeg ondt af dig. Tænk at være så ynkelig, at man er nødt til at tvinge en pige for at få noget.

Jeg ved ikke hvad du laver i dag. Du kunne være familiefar. Du kunne have fundet en kæreste. Du kunne have fået et barn, men nej - Det tror jeg ikke. Jeg tror stadig, at du er en pervers stodder. Jeg tror stadig, at du udnytter piger som mig. Piger der tvivler på dem selv. Piger der ikke ved bedre. Jeg tror du går rundt i byen og udvælger dit næste offer lige netop dette sekund. I dine joggingbukser der skjuler din bule af en uhyre lille pik, og i din snavsede trøje, fyldt med gamle pizzarester og sædklatter.

Jeg håber du ved, at du er et sølle tilfælde. Jeg er ødelagt for livet takket været dig. Jeg har et permanent ar på sjælen. Det opstod på et split sekund, på en enkelt aften. Jeg var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg blev udvalgt. Jeg var den dags offer. Men det var vel ikke noget særligt for dig? Du trak bare bukserne op igen, klaskede mig i røven og gik din vej. Næste dag fandt du en ny at knalde. En ny pige. Et nyt offer. Endnu en sjæl skadet og endnu et liv ødelagt.

Jeg skriver for at sige tak. Tak for lort.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...