Offeret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2017
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Færdig
Amanda bliver mobbet hver dag i skolen. Mon hun nogensinde slipper af med det? Deltager i Døde Piger Lyver Ikke konkurrencen Mulighed 1

2Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. One-shot

Hun kunne tydeligt høre dem. Deres hånenende latter, der som sædvanlig skar gennem klassen. Hun prøvede at ignorere det, og åbnede sin matematikbog. Matematik var hendes hadefag, og ikke nok med, at skolens populæreste piger altid var efter hende, så gjorde matematiklæreren det samme, når hun ikke havde læst sine lektier. Pigernes latter blev højere, i takt med, at hun blev mere og mere frustreret over, at hun havde glemt at lave sin matematik opgave til i dag. Hun stivnede pludselig, da læreren kom ind i klassen. Alle tiede på en gang stille, bortset fra tøserne der stadig fnisede i baggrunden. Han var en skrap lærer, der ikke kunne tolerere meget fis og ballade. Men han lod tilsyneladende ikke mærke til pigerne, der blev ved med at håne hende. Hende den stille pige, der aldrig sagde noget som helst i timerne. Hun var stille som en mus. Det var derfor de populære tøser altid var efter hende. Men hun var ikke dum nok til at være som dem. Hun ville hellere være sig selv. Men det var åbenbart forbudt i denne klasse. Alle elever klædte sig i det samme tøj - selvfølgelig det højeste mode. Dem der ikke gjorde det, kunne sagtens regne med en ubehagelig overraskelse, så snart de satte benene i klassen. Hun sukkede og stirrede ud af vinduet. Vejret var ligeså trist som hendes humør. Sorte skyer viste sig på himlen, og det var meget mørkt udenfor. Og inden længe var det begyndt at lyne og tordne. Men det kunne ikke stoppe matematiklæreren Hr. Madsen i at give hende den største sviner i hele verden. 

“Amanda, er du en marsmand, eller hvad? Din hud er virkelig blå i dag!” sagde han med et grin. 

Hele klassen brød ud i en humorforladt ond latter. Hun havde en hjertefejl, der gjorde, at hendes hud blev blå. Læreren var udmærket klar over det, men alligevel kunne han ikke lade være med at gøre grin med det. Hun syntes, at han var ondskaben selv. Men resten af klassen kunne åbenbart godt lide ham. Hun rejste sig pludselig og råbte, så alle kunne høre det: “Hold nu op med det der pis!”

Alle stivnede, og flere elever mumlede nedladende sætninger, såsom: “Nå, hun kan rent faktisk tale!” 

“Ej, hvor er hun bare følsom!”

“Fuck hvor er hun bare en dårlig taber!”

Hun rejste sig rasende fra bordet og forlod klassen. Hun smækkede døren hårdt i, og begyndte at løbe uden at se sig tilbage. Selvom det gjorde hende så forpustet, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt, var hun ligeglad med konsekvenserne. For en gangs skyld var hun ligeglad med, hvad alle de andre tænkte om hende. Hun skulle bare væk fra det her helvede! Hun var blevet mobbet hver dag siden børnehaveklassen, og hun kunne ikke klare det mere. Hun var begyndt at miste håbet om, at det nogensinde ville stoppe. Hun gemte sig først bag en hæk i skolegården. Bedst som hun troede, at hun var i sikkerhed, kom de to populære tøser ud til hende. Hun havde fuldstændig glemt, at det havde ringet til frikvarter, og nu var hun virkelig på den!

“Nu skal du fandeme have nogle slag, din fede spasser!” råbte den ene af pigerne, som var leder i gruppen. 

Hun havde lyst hår, og var iført sit modetøj. Så typisk hende! 

Amanda var fanget i en blindgyde. Hun kunne ikke gøre noget. De var alt for stærke. Hun tog sine hænder op for ansigtet, for at afbøde slagene, men lige lidt hjalp det. Det var fuldkommen nytteløst. For hver eneste tåre, der trillede ned af hendes kind, fik hun flere og flere slag. Til sidst var hun blevet så svag, at hun knap kunne rejse sig. Hun havde blå mærker over alt. Så skar tøsernes hånende latter hende i ørerne igen. De forlod hende totalt hjælpeløs og forslået. Da de var gået, forsøgte hun at rejse sig op. Men der var noget underligt. Hendes hjerte slog lige pludselig meget hurtigere end normalt, og hun svedte som et svin. Hun løb ind på toilettet for at sætte sig ned. Så sortnede det for hendes øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...