Frihed

Året er 1944 det er den 18 september og af sted på hvinede skinner damper et tog på vej imod Frøslevlejren. En lejer skiftet i samarbejde med den danske regering og den tyske værnemagt med det formål at sætte en stopper for deportationer af danske modstandsfolk til de frygtelige koncentrationslejre i Tyskland.
Modstandsmanden, Torben Lauritsen der ankommer med toget til lejeren, opdager dog tyskeres løfte om Frøslevlejren krakelere.
En nat bliver han og hans kammerater spontant vækket. I den mørke korridor bliver navne råbt op ad en liste. Men det er ikke en hvilken som helst liste. Det er listen hvor navne på de personer som skal deporteres til koncentrationslejrene. Og en dag da Torben ser sit navn på en af listerne, beslutter han sig for at flugte.
Men flugten bliver bestemt ikke nem. Især ikke når friheden har en høj pris...

7Likes
6Kommentarer
298Visninger
AA

2. Gestapos fjender.

 

 

vifik udleveret noget tøj, som bestod af en heldragt hvor der var påsyet bogstaverne, "G.F." på det ene brystlomme. Bagefter blev vi fordelt rundt omkring til de forskellige barakker. Den som jeg skulle være ved, var ligeså identisk som de andre. Hvis det ikke havde været for det hvide tal, 5 som sad ved siden af et H over døren, ville jeg sikkert ikke kunne skelne imellem de røde dobbeltgængere .

 

Jeg åbnede døren til barakken og kom ind i en lang, smal gang. Der var en bitter lugt, men den kunne holdes ud. Lugten blev dog straks værre da jeg trådte ind i sovekammeret. Det var som om at der havde ventet en usynlig person, som stod klar med en parfumeflaske til at give mig et sprøjt. Men i stedet for parfume var flasken fyldt med ildelugtende væske. Og jeg var helt klar over hvad denne væske ville være..

 

"For fanden, der lugter af pis herinde." Der var netop kommet to mænd ind, som jeg genkendte fra toget. De havde begge to afsky malet i ansigterne.

 

"Jeg stod og tænkte det samme." Svarede jeg.

 

Manden der havde bandet smilte kort. Han var kraftig i sin bygning, og havde brunt hår der hang ned i tjavser.

 

"Se det på den lyse side, de herrer.." Smilede den anden mand drillende, imens han gik længere ind i værelset med sine fingre for næsen. Han var i modsætningen til den første meget spinkel og havde blankt lyst hår. "Det kunne være meget værre."

 

"Og hvordan så det, hr..?" Brummede den første.

 

"Jensen. Mads Jensen" Svarede han og forsætte: "Jo.. vi kunne have endt i en lejer i Tyskland."

 

"Hans- Arne Kristiansen. Og hvis De spørger mig, Hr. Jensen så er vi allerede alt for tæt på Tyskland efter min mening." Gav han igen.

 

Det var der at jeg afbrød dem. "Hvor tæt på er vi præcis?"

 

Kristiansen knubbede tænksomt sit skæg. "Jeg ved at der er omkring syv kilometer til Harreslev fra Frøslev. og da lejren må ligge tæt på, må der være mellem de 7 til 9 kilometer."

 

Min hals begyndt langsomt at blive tør som sandpapir. Vi var voldsomt tæt på. Men i det mindste befandt vi os stadig på dansk jord..

 

Jensen, der allerede havde taget sin dragt på, sad nu mageligt på en af værelset mange senge. "De burde ikke være så nervøs. Denne lejers formål er netop at sikre at danskere ikke bliver sendt til Tyskland."

 

"Ja, og den er kun opstået på grund af vores regerings tidligere samarbejde med tyskerne." Kristiansen udtalte især ordet "Regering" hånligt.

 

Som jeg stod der i dørkarmen og hørte på hvordan de to herrer mundhugges, begyndte jeg for alvor at mærke udmattelsen. Det havde været en lang dag. En endnu længere togtur. Og nu stod jeg her med to fremmed mennesker i et værelse der lugtede af urin.

 

Jeg satte mig ned på kanten af en seng ,der virkede til ikke at have nogen ejer. Derefter tog jeg min uld sweater og mine ødelagte bukser af, og tog dragten på.

 

"Hvad er der sket med Deres bukser?" De to mænd var nu helt stille. Jensen kiggede nysgerrigt hen på min buskekant.

 

"Det der skete var.." Jeg kradsede min hals. Jeg havde øvet min historie masser af gange, fortalt den med så meget sikkerhed i stemmen at det havde sået så stor en tvivl i tyskerne at de til sidst lod tvivlen overbevise dem. Men ordene sad klumpet sammen i min hals. Men disse folk der kiggede på mig nu var også anderledes. For selvom de var fremmed var de ligesom mig. Vi kæmpede for den samme sag, og imod de samme fjender. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at sige sandheden.  

Heldigvis blev jeg reddet. Fordøren gik op og ind kom en flok mænd.  

 

"Der er kommet nye!" Sagde en overraket stemme.

 

"Jeg sagde jo at jeg kunne høre toget, Karl. " Sagde en anden.

 

Vi blev budt velkommen af flokken, som også havde kammeret som sovekammer. Flokken havde været henne og få aftensmad og var godt mætte. I følge dem var maden god, flere af dem udtrykte at vi skulle glæde os til maden. Senere præsenterede de sig alle. Jeg fik fat i nogle af de første navne, men efterhånden flød navnene sammen. Jeg prøvede at undertrykke et gab, hvor lang tid siden var det at jeg havde været så udmattet? Mads Jensen og Hans Arne Kristiansen præsenterede også dem selv.  Derefter var det mig.  

 

"Torben Lauritsen." introducerede jeg.

 

"Men velkommen alle tre." sagde en mand fra flokken. Han havde en kroget næse og bar briller. Men jeg kunne ikke  huske hans navn. Han forsatte "Godt at se at I allerede er I G.F uniformen."

 

"Hvad står GF for?" spurgte Jensen. På den korte tid jeg havde kendt ham, havde jeg allerede fundet ud af at han besad en stor nysgerrighed.

 

Manden med brillerne vendte sig om til de andre og smilede, hvorefter han blinkede til os. "Det står for Gestapos Fjender."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...