Frihed

Året er 1944 det er den 18 september og af sted på hvinede skinner damper et tog på vej imod Frøslevlejren. En lejer skiftet i samarbejde med den danske regering og den tyske værnemagt med det formål at sætte en stopper for deportationer af danske modstandsfolk til de frygtelige koncentrationslejre i Tyskland.
Modstandsmanden, Torben Lauritsen der ankommer med toget til lejeren, opdager dog tyskeres løfte om Frøslevlejren krakelere.
En nat bliver han og hans kammerater spontant vækket. I den mørke korridor bliver navne råbt op ad en liste. Men det er ikke en hvilken som helst liste. Det er listen hvor navne på de personer som skal deporteres til koncentrationslejrene. Og en dag da Torben ser sit navn på en af listerne, beslutter han sig for at flugte.
Men flugten bliver bestemt ikke nem. Især ikke når friheden har en høj pris...

7Likes
6Kommentarer
308Visninger
AA

3. Cigaretkammerater og hormontimen.

 

 

De andre havde haft ret. Maden der blev serveret for os var overraskende godt. Især om aften var maden særdeles delikat. Hakkebøf og rødspætte stod aftens menu på. Og der var rigeligt af det.

 

"Vi sagde jo at maden var god her." Manden med brillerne, der sad overfor mig gav et nik da han så hvordan jeg slubrede maden i mig. Jeg havde endelig fat i hans navn i dag, da vi arbejde. Viggo Mortensen.    Eller bare Viggo. Det var endnu en ting jeg havde lært i dag; alle i lejeren var dus. Dog var det ikke en ting som passede Kristiansen, "Jeg skal dæleme ikke være dus med Jensen." havde han protesterede.  

 

Det skete om formiddagen at Hans-Arne Kristiansen fandt ud af at han på igen måde ville være dus med Mads Jensen.  Vi fire og en anden ved navn Kurt Thorsen var alle fem blevet sat til at skovle jord og sten op i det samme område. Jeg skævede ud af øjenkrogen bagved mig, hver gang jeg løftede skovlede op. Og da vi var alene, fri for vagter, gav jeg et lille vink til de andre. Vi stoppede vores arbejde, men beholdte skovlene i hænderne.    

 

"Jeg troede aldrig det svin ville gå" sagde Kurt dæmpet. Han tog en cigaret op ad lommen.

 

"Hellere ikke jeg." Svarede jeg, imens Kurt prøvede at  tændte cigaretten med sin dårlige lighter. Det var svært for mig at koncentrere mig om andet end den. Mit sind skreg efter en smøg.

 

"Du giver vel ikke en?" Jeg nikkede imod cigaretten i hans hånd.

 

"Har du noget at bytte med?" Røgen kom ud i et langt pust. Han nød det rigtigt.

 

Jeg tænkte mig om et øjeblik. "Jeg har et ur?"

 

"Et ur?" Han stod og lignede et stort spørgsmålstegn. Det havde han ikke forventet.

 

"Ja. Et ur." Jeg tog det af mit håndled og viste ham det. Han tog uret, og studerede det .

 

"Der er en revne.."

 

"Men det går stadigt." afbryd jeg.

 

Han vendte det om "Til min søns store dag. 1935."

 

"En gave fra forældrene?"

 

"Fra min far." svarede jeg kort. "Den betyder alligevel ikke noget for mig mere."

 

Kurts mørke øjne var fyldt med tvivl. Det var som om at han ikke vidste om han skulle tage imod det eller ej. Til sidst gav han dog uret tilbage. "Hvad skal jeg med et ur? Det er jo ikke fordi at tiden går for hurtigt for mig her.." Han grinte kort over sin egen joke.

"Så du vil ikke bytte?"

 

"Ikke hvis du ikke har noget mere værdifuldt at bytte med, end et ødelagt ur.."

 

Jeg havde intet andet. Og dette kunne Kurt åbenbart se på mig, for han træk på sine skudre.

 

"Jeg har noget som kan byttes." Indskyd Jensen hurtigt. Han tog en sølvlighter frem. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke at du havde lidt bøvl med din lighter før. Min virker, men den koster to cigaretter. Han smilede til Kurt, på en måde som man næsten kunne kalde flabet.

 

Kurt gik med til handlen. Men lige da Jensen skulle til at give Kurt lighteren, efter at Jensen havde givet mig den ene cigaret - Hvilket var en sand heltegæring. Gik det galt. "Hvad i almægtige skabers navn, er det for et tegn der er på lighteren?!" Udbrød Kristiansen.  

 

Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men der var en lille hammer og et segl trykt på lighterens ene side.

 

Dog var det først for alvor at det,  gik helt galt da Jensen forklarede os lidt om hans baggrund. Mads Jensen kom fra Roskilde. Han var skribent for en avis, og havde fået lighteren af sin chefredaktør. Avisen som Jensen arbejde for hed "Land og folk."

 

Og det var lige der, da Jensen sagde avisens navn, at Kristiansen udbrød sin protest for første gang; "Jeg skal dæleme ikke være dus med Jensen! Sådan en kommunist! De river jo vores kongerige sønder og sammen!"

 

 

 Døren til spisesalen blev åbnet op, og ind trådte en række kvinder. Og som med ved et trylleslag vendte alle deres øjne imod dem. Selv den gode mad kunne ikke stjæle de andre mænds opmærksomhed. Salen blev nu fyldt med pift og klapsalver, som om det var britiske pilotere der var trådt ind, og havde erklæret at krigen snart ville være ovre.

 

Kvinderne gik over og tog noget mad, og satte dem efterfølgende ved de tomme borde i den modsatte ende af salen. En mørkhåret kvinde med en small talje gik fobi vores bord og gav diskret et lille vink til Viggo. "Det er Viggos forlovet, Anna Dalsskov." Introduceret min sidemand, der vist nok hed Svend. "Eller skulle jeg sige pigtrådsforlovet?" Han smilede smørret.

 

Pigtrådskærester eller pigtrådsforlovet som Viggo og Anna var, kaldte man kærestefolk i lejren, fordi de var adskilte af pigtrådshegnet.

 

Anna havde åbenbart hørt hvad Svend havde sagt, for med det samme kiggede hun over på os. Hun havde mørkgrønne øjne. Dybe mørkegrønne øjne, som var omkredset af et sæt lange øjnevipper. Hun kneb øjnene sammen, og fik Svend og jeg til at krybe os. Der var ingen tvivl. Selvom Anna Dalsskov var nydelig, var hun bestem  ikke en kvinde som man skulle bide sker med...

 

Alligevel drømte jeg om mørkegrønne øjne der gløde af varme den nat. Det var dog kun lige indtil at vi alle blev  spontant vækket op til et mareridt.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...