Frihed

Året er 1944 det er den 18 september og af sted på hvinede skinner damper et tog på vej imod Frøslevlejren. En lejer skiftet i samarbejde med den danske regering og den tyske værnemagt med det formål at sætte en stopper for deportationer af danske modstandsfolk til de frygtelige koncentrationslejre i Tyskland.
Modstandsmanden, Torben Lauritsen der ankommer med toget til lejeren, opdager dog tyskeres løfte om Frøslevlejren krakelere.
En nat bliver han og hans kammerater spontant vækket. I den mørke korridor bliver navne råbt op ad en liste. Men det er ikke en hvilken som helst liste. Det er listen hvor navne på de personer som skal deporteres til koncentrationslejrene. Og en dag da Torben ser sit navn på en af listerne, beslutter han sig for at flugte.
Men flugten bliver bestemt ikke nem. Især ikke når friheden har en høj pris...

7Likes
6Kommentarer
290Visninger
AA

1. Ankomsten 1944

 

Toget begyndte at sænke sit buldrende tempo, og efter få minutter kom der en  høj hvinede lyd. Lyden skar for mine ører, så det føltes som om de blødte. Jeg ville have taget mine hænder op til dem hvis jeg kunne, desværre var mine hænder bundet. Jeg skævede over imod de andre i vognen. Alle sad ned ligesom de havde gjort  det siden, vi alle var blevet tvunget ind i togvognen. Nogle sad med rynket bryn, imens andre sad og skar tænder. Jeg var ikke den eneste som ikke kunne holde lyden ud.

 

Endelig stoppede bremserne deres hvinende skrig, og det gav et ryk i min krop, da toget standsede. En mand der sad overfor mig løftede sit hoved, vores øjne mødte hinanden. Selvom vi sad i hver sin ende, kunne jeg se nervøsiteten i de askegrå øjne. Hvor mon vi var? Kunne vi være i Tyskland? En syrlig, kvalmende smag spredte sig i min mund. Jeg håbede det inderligt ikke, men hvor lidt jeg end brød mig om dette, virkede det mere og mere som en kendsgerning. Jeg var blevet pågrebet og sat på toget i min hjemby, Fredericia, og togturen havde varet længe. Rigtig længe. Så måske havde de transporteret os derhen? Hvis bare mine hænder ikke var bundet, så ville jeg have kunne se mit ur.       

 

Skydedøren åbnende sig , og med det samme kom der en frisk brise ind. En svag duft af mos og grantræer strejfede  mig. Havde de svin taget os ud i en skov? Tanken var så absurd at, det lettede noget af nervøsiteten . Desværre varede det ikke længe før et højt råb fik tanken til at fordufte.

 

"RAUS!"

 

 Vi blev ført ud. Jeg havde haft ret i at jeg kunne dufte træer og mos, vi befandt os i en skov. Men i et øjeblik følte det hele uvirkeligt for mig. Buskenes brungrønne blade og den lune aftensol, hvis blide stråler ramte mit ansigt føltes  forkerte i forhold til det der skete. Det var som om moder jord havde skabt denne skønne aftenharmoni af medlidenhed for os. Men hvem af os vidste også, hvornår vi ville se verden udenfor igen? I de tyske lejrer ville det eneste natur vi ville få at se, være jorden som vi ville grave op og derefter ned igen. Jeg havde hørt at tyskerne elskede at få deres fanger til at lave timevis af hårdt, meningsløs arbejde. Nogle gange endda for deres egen fornøjelses skyld.  

 

Efter at vi havde traskede i rader række noget tid, tårnede der pludselig et rødt vagttårn op over træernes toppe. Det måtte være der, de ville føre os hen. Og ganske rigtigt viste det sig at mine forudsigelser igen holdte stik.

 

Det røde vagttårn var placeret som et ærefuldt monument bagved et højt pigtrådshegn. Vi blev jaget hen til  porten ved hegnet, hvorefter de begyndte at visitere os. Imens jeg stod i rækken og ventet på min tur, kunne jeg høre forskellige skålende stemmer fra vagttårnet. Det tog mig et øjeblik at opdage at det det ikke var råberi, men sang. Det var lige før at togets hvinende lyd, havde lydt bedre. .

 

Det blev min tur, og efter et kort øjeblik blev jeg sendt videre. Selvom mit ene bukseben var brændt nederst i kanten, havde de ikke hevet mig til siden og udspurgt mig. Min dækhistorie jeg havde fortalt før, da jeg blev pågrebet havde jeg ikke behøvede at fortælle her.

 

Det så ud til at vi var havnet i en lejer. Det var en stor plads, på den ene side var der røde barakker der lå i en halvcirkel vendt imod vagttårnet, og på den anden var der endnu et hegn, hvor der også lå røde barakker.

 

En midaldrende mand gik hen og stillede sig hen forhen os. Han havde en lettere sønderjysk dialekt, "Velkommen til Frøslevlejren."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...