Min ærlighed

Min ærlighed er min fortælling om, hvordan det er, at være ramt af en depression. Men især om, hvad man skal holde fast i, for at komme videre, og om hvad der hjalp og hjælper mig.
Deltager i konkurrencen "døde piger lyver ikke", valgmulighed 3

4Likes
0Kommentarer
208Visninger

1. Min ærlighed

Jeg ved ikke, hvordan man bearbejder en depression. Eller, måske gør jeg. Jeg prøver i hvert fald.
Men hver gang ender jeg op med at spørge mig selv: hvorfor?
Hvad nytter det, at bruge så mange kræfter på at komme ud af det, når jeg er klar over, at jeg før eller siden ender der igen. Hvorfor ikke bare give op? Undlade at bruge så mange kræfter, så meget tid og så mange tårer på noget, som ikke endegyldigt er ovre. Hvorfor ikke bare henkaste sig til depressionens magt og lade den undertrykke, præcis som den nyder det, mens sjælen langsomt gråner og smilet ikke længere er et smil, men mere et anstrengt forsøg på at opretholde en form for udtryk i ansigtet, i tilfælde af, at mødet med andre mennesker skulle opstå.

 

Jeg har ikke noget konkluderende svar på det. Jeg ved ikke altid, hvorfor jeg bliver ved. I nattetimerne, når de mørkeste tanker strejfer mig, så undrer jeg mig over, hvorfor jeg er blevet. Og jeg kigger på mine ar, på mine sårbare og udsatte håndled.
J
eg er blevet, fordi det er min kamp. Og jeg kæmper den hver dag. Og jeg vil blive ved med at kæmpe den. Mine ar er utydelige nu, for jeg er holdt op. Jeg har kæmpet en hård kamp, og selvom jeg fortsat kæmper, og selvom jeg er klar over, at det nok aldrig stopper helt, så gør jeg fremskridt. Hele tiden. En aften græder jeg lidt mindre, end jeg gjorde aftenen forinden. En anden aften græder jeg slet ikke. Og ja, nogle aftener græder jeg, så jeg frygter, at jeg udtørrer. Og det gør ondt. Det gør ondt i hele min krop, når de aftener opstår. Det gør ondt i mit hoved af spændinger og i mit inderste indre af ulykkelighed. Men der kommer en morgen efter det. Og en ny aften, hvor jeg ikke er så ulykkelig. Jeg lever for den næste dag. Eller dagen efter den. Jeg lever for alt det, jeg risikerer at misse, hvis jeg forsvinder. Jeg lever ikke for nætterne med tankemylder, eller for aftenerne med gråd. For de gør ondt. De gør ondt ad helvedes til. Men de er ikke alt. Og det er vigtigt.

 

Jeg udtrykker mig, nu. Før i tiden var jeg alene. Eller, jeg var selvfølgelig ikke alene, det er man aldrig. Men jeg følte mig alene. Jeg turde ikke tale om det. Jeg var bange for at være frastødende. Det er jeg stadig. Men nu er jeg mere bange for ensomheden, end jeg er for den potentielle frastødning. Jeg snakker. Jeg kontakter nogle, hvis ikke jeg selv bliver kontaktet. Jeg sørger for så vidt muligt ikke at være alene. Når jeg er alene, er det værst. Når jeg er alene, kommer tårerne endnu hurtigere. Når jeg er alene, kvæles jeg. Men man behøves ikke at være alene. Der er altid nogen, som vil lytte. Det fandt jeg ud af. Jeg var bange for at være en belastning. Jeg var bange for at den eller de, jeg skrev til, ville finde mig trættende. Det er jeg også stadig. Men jeg prøver at gemme det bag de mange tanker, som presser mig. Og når jeg gemmer det deromme, er det langt væk.

 

En depression er ikke bare noget, man kan bearbejde. Det er ikke bare noget, som går over efter en uge. Det er ikke en influenza eller et brækket ben. Det bliver kaldt en sygdom. Jeg kalder det en lidelse. Men lidelser kan overvindes, ligesom sygdomme. Eller, i hvert fald nedsættes. Og det er i sandhed en styrke at kæmpe imod en lidelse så anstrengende og trættende, som en depression er. Man er ikke svag, fordi man har en depression. Man er ikke svag, fordi man græder om aftenen. Man er ikke svag, fordi man kan fornemme de svage streger på armene, eller fordi man kan se de kraftige, røde mærker. Man er stærk. Man er stærk, når man kæmper imod noget så hårdt. Noget så konstant. Man er stærk, når man vågner morgenen efter en dårlig aften, og stadig er her. Man er modig, når man ser det i øjnene og vælger, at man ikke ønsker at overgive sig. Men man er heller ikke svag, hvis man overgiver sig. Det er ikke svagt, at ligge i sengen en hel dag, fordi tilstedeværelsen tynger en så meget ned, at det føles umuligt at komme ud. Det er okay. Det er okay, at lade sig overvælde nogle gange. Det er okay, at give sig selv lov til at trække vejret, uden at det er efter, man har løbet et maraton. Det er okay, for hvad er vi, du og jeg og alle, andet end mennesker? Hvad er vi, andet end alt for små individer i en alt for stor verden? Hvorfor skulle det forventes af os, at vi er gode nok, til aldrig at lade os gå på? Til aldrig at give lidt efter? Skulle det forventes af os, at vi er umenneskelige, når vi netop blot er mennesker? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...