Løb, bare løb!

Løb, bare løb! handler om byen Tustra der er blevet besat af den russiske ambassade. Folk bliver skudt og familier bliver splittet for livet... Jeg trak hætten længere ned over min pande, og kiggede forsigtigt ud over gaden. folk løb... De ville væk, væk ligesom mig!

0Likes
0Kommentarer
25Visninger
AA

1. Løb, bare løb!

Jeg mærkede tårerne trille ned ad kinderne på mig. “Løb nu ellers er det for sent!” Min mor kiggede trist på mig, hun var helt rød om øjne af gråd. En knude havde taget plads i min mave. Jeg kunne ikke, jeg kunne ikke bare løbe fra det. “Hvis du ikke løber nu ryger vi begge indenfor tremmer!” Jeg mærkede hvordan hun placerede en pose i min hånd, og skubbede mig ud ad den lille dør omme bagerst i huset. “Hvad end du ser så løb, bare løb. Kom så langt væk fra byen som muligt!” “Men..” Protesterede jeg, hun tog om mig og kiggede op på himlen “Vi ses i hvert fald der” Mere nåede jeg ikke og sige, inden en helt masse mennesker kom ind i huset. Løb mimede hun, mens hun gik ind i huset. Jeg kiggede fortabt ud over det hele, og løb så hen til den lille låge. Kiggede for sidste gang på den lille gård og træk så i håndtaget.

 

Jeg trak hætten længere ned over min pande, og kiggede forsigtigt ud over gaden. folk løb... De ville væk, væk ligesom mig! Hestevogne skramlede over brostenene og der lød skud inde fra husene. En masse støv stod op fra siderne af mig, og folk råbte frem og tilbage. Der var kaos, over det hele. Mere nåede jeg ikke at tænke, før et par store hænder greb fat i mig. Jeg blev trykket ind mod en stor mur, jeg mærkede for første gang rædslen og frygten. “Hvad laver en lille pige som dig ude på vildmarken?” En mand spyttede ordene ud i ansigtet på mig. Han havde kun et øje og missede et par tænder. Jeg vred mig rundt, men forgæves. “Ahhhhh” Manden tog sig til foden der jeg lige havde ramt. “Din forbandede møgunge!” Han tog smerten i sig og løb efter mig. Jeg passerede et hjørne, og til mit store held var der en lastvogn. Jeg skyndte mig under den, og så hvordan manden løb lige forbi mig.

 

En snert af sult fyldte min mave, og jeg begyndte at blive svimmel. Jeg kiggede mig omkring efter om der var noget og spise, men uden held. Idet kom jeg i tanke om posen, min mor havde givet mig. Jeg trak taknemligt posen op ad min kjole lomme, og åbnede forsigtigt læderposen. Jeg fiskede brødet op og lukkede så den igen. Jeg proppede det ind i munden på mig, og skyndte mig så videre. For jeg huskede, hvad min mor havde sagt “Hvad end du ser så løb, bare løb. Kom så langt væk fra byen som muligt!” og det ville jeg gøre komme så langt væk fra byen som muligt.

 

Jeg rundede et hjørne og så hvordan porten var ved at lukke i. Jeg løb så hurtigt jeg kunne og i det jeg nåede den sprang jeg igennem…

Jeg ramte jorden med et bump. Jeg kunne dufte skoven, jeg kunne dufte friheden, et gnist af håb spredte sig inden i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...