3. Verdenskrig

I denne historie kan du følge de to piger Naja og Malene igennem en meget hård tid.

2Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. 3. Verdenskrig

“Kom nu Naja!” det er Malene der kalder, hun er bare så irriterende.

Hun hundser konstant rundt med mig, som om at jeg er en lille brik i hendes store skakspil.

Det er en hård tid for tiden. Vores lille landsby er blevet besat. Alle Danmarks byer bliver en efter en invaderede af sorte soldater. Min far siger, at de bare gør det for at beskytte os, men hvorfor skulle de dog gøre det? Bare fordi at Danmark ikke ligefrem er det største land i verden kan vi da sagtens klare os selv.  

Jeg løb gennem skolegården med min taske på ryggen.

“Det var da på tide at du kom Naja” udbrød Malene irriteret, men jeg svarede ikke.

Vi møder mange af de sorte soldater på vejen hjem.

Vi er næsten hjemme. Malene plapre løs om alle de sorte soldater. “De gør os jo ikke noget...” fortsatte hun end til at vi er hjemme.

Der lød et voldsomt brag inde fra Malenes hus.

En stor sort kampvogn holder parkerede ude foran hendes hus. Vi kigger på hinanden og jeg kan ane tårer i Malenes øjne.

Døren til hendes hus bliver slået op med et brag, og fem sorte soldater kommer farende ud ad huset med Malenes forældre.

De har bundet dem fast til hinanden, og nu løfter soldaterne dem bort ind i den sorte kampvogn.

“Stoop! Så stop dog!” Råbte Malene med gråd i stemmen, men de stoppede ikke.

De satte sig alle sammen ind i kampvognen og kørte.

“Det er ikke til at tro” fortsatte Malene. Hun smider hendes taske ned på jorden og sætter sig til at græde. Det er svært at se hende være så ked af det, men jeg kan da også sagtens forstå det, det vil jeg da også selv have gjort. “Er du okay?” Spørger jeg. Malene ryster på hovedet og fortsætter med at græde.

Lidt efter går vi ind i mit hus, og alt er ødelagt!

Borde og stole ligger på gulvet og alle tallerknerne ligger smadret over det hele.

“Tror du at de også har taget mine forældre?” spørger jeg overrasket.

Malene trækker på skuldrene. “Se der ligger en seddel” udbryder hun. Jeg tager sedlen op, og læser højt. “Flygt inden at de tager jer. Kh Mor

Vi kigger på hinanden og jeg ved, hvad Malene tænker. Vi må rejse væk med det samme. Men inden jeg når at få sagt noget bliver hoveddøren slået op af de sorte soldater. Det er for sent.

Vi er omringet.

Jeg plejer at få af vide at jeg er stærk, og at jeg aldrig græder, men jeg kan bare ikke lade værd. Malene og jeg står nu grædende inde i midten af køkkenet omringede af de sorte soldater, og en ting er sikkert. Lige om lidt tager de os med ud i den sorte kampvogn og alt er slut, men jeg har i hvert fald været igennem en rejse med den person jeg allermindst, havde troet at jeg skulle rejse med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...