At leve i nuet

Jeg blev født den 26 maj, 1926. Mit navn er Christian Hansen.
Jeg har oplevet og udrettet mere end jeg havde drømt om.
Jeg oplevede og mærkede 2. verdenskrig.
Jeg var en del af den - Jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.
Det her er min historie.

Til konkurrencen 'Skriv dig gennem historien' - Valgt at skrive om: Besættelsen & Frøslevlejren.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

~ Kapitel 6 ~ 

 

Alt gik ned ad bakke den dag. Det er svært at beskrive alt det der skete. Det var som om alt sammen gik en takt hurtigere end normalt. På dag 32 blev der deporterede 195 fanger fra lejren hen til kz-lejre i Tyskland. Protester voksede sig stører i lejren. Råb om hjælp kunne høres da vognene blev læsset. Vores hus var ikke en af dem der blev valgt. Det var som om de gik rundt omkring, imellem, frem og tilbage, bare for at få os op at kører.

Første ’læs’ blev efterfulgt af det andet, så det tredje og derefter det fjerde. Det gik fra at hundrede blev sendt afsted, til at de nærmede sig de tusinde. Det var ikke utænkeligt at flere ’omkom’ på vejen der ned. Vi andre kunne sidde tilbage og lytte til historierne om hvordan hundrede bare døde på vej der ned. Vi kunne sidde tilbage og forestille os, hvad de blev udsat for. Hvis vi ikke blev sat til arbejde sad vi i hytterne og fortalte historier fra vores barndom. Jeg, som den yngste, blev altid behandlet som den ’lille dreng’ når vi sad tilbage i husene.

Jeg kan ikke sige at vi ikke levede i frygt i lejren. Det var altid som om man lige skulle kigge sig hen over skulderen, bare for at sikre sig at der ikke stod nogen. Mange nætter lå man søvnløst og kiggede op på loftet, hvis man eller var heldig nok til at sove øverst. Der lå man, specielt mig selv, og tænkte på familie og venner. Man tænkte på hvordan det ville have været hvis krigen aldrig startede. Hvis Danmark aldrig blev besat. Hvis nu man havde ladt hver med at ’melde’ sig ind i modstandsbevægelsen.

Jeg lå selv og forestillede mig hvordan jeg kunne have levet mit liv. Jeg opdigtede så alt ville være perfekt. Men jo mere man gjorde det, jo mere endte man bare med at være sørgeligere end i starten. Det man elles skulle tænke på var fremtiden. Og tro mig jeg tænke, så ekstremt mange gange på, hvordan det endelig ville være når jeg en dag kom ud her fra.

Lejren havde kun vokset fra begyndelsen. Flere havde været nødt til at komme hen til vores hus. Manglende plads led lejren stort af. Men alt sammen blev endeligt lige meget efter den 5 maj 1945.

Lejren blev tømt.
Vi var frie.

Hvad der skete efter det, var knap så dårligt som det før havde været. Jeg var 19 år da jeg flyttede hjem til mine forældre igen. Gråd kunne høres hele aftenen hen. Mor kunne ikke stoppe med at sige hvor meget hun havde savnet mig. Far var bare glad for at få mig tilbage i hans arme. Jeg havde gennem de to år i lejren tænkt på hvordan tingene nogensinde, ville komme tilbage til hvordan de plejede. Men nu da jeg var tilbage, var det tydeligt at se, at tingene aldrig mere ville blive de samme. Min forestilling om et normalt liv så aldrig solens lys. Hvad havde jeg også regnet med?

Jeg havde gennem alle mine unge år, ikke foretaget mig andet end at udsætte mig selv for fare. En vovehals, blev jeg galt. Det var aldrig meningen at jeg selv ville påtage alle de ’farlige’ ting. Jeg uvidende bare min søgen.

Jeg har altid set alle de ting, som er værd at ændre. Jeg har altid haft en sans for retfærdighed.
Jeg skulle have vidst at da Tyskland første dag bragte Danmark med ind slaget, ville jeg være en af dem der ville være der til at forhindre det. Jeg kan ikke sige at måden Tyskland gjorde tingene på den gang var rigtige, men det var nok heller ikke hver tyskere der syntes det landet gjorde var godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...