At leve i nuet

Jeg blev født den 26 maj, 1926. Mit navn er Christian Hansen.
Jeg har oplevet og udrettet mere end jeg havde drømt om.
Jeg oplevede og mærkede 2. verdenskrig.
Jeg var en del af den - Jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.
Det her er min historie.

Til konkurrencen 'Skriv dig gennem historien' - Valgt at skrive om: Besættelsen & Frøslevlejren.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

~ Kapitel 5 ~

 

Der gik et godt antal måneder. Intet skete. Jeg meldte mig ud af gruppen og levede videre så normalt jeg kunne. Jeg havde ikke modet til at fortælle mine forældre hvad der havde hent. Det var ikke frygten om skuffelse eller tanken om stolthed. Det var frygten for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ville blive opdaget af tyskerne en gang til. Jeg ville ikke kunne bære at se ind i mine forældres øjne, når de en dag kom for at hente mig. Jeg vidste at de ville. Jeg kunne mærke det. Så jeg flyttede ud.

Næsten et år var gået. Vi var i starten af august, året 1944. Det var her de kom. Jeg havde flyttet sammen med mine gode venner Erik og Hans. De samme to jeg havde flygtet med den 24 august sidste år. Det var aften. Erik havde gået sig en tur, kun til at kunne fører soldater med sig tilbage. Jeg kan ikke bebrejde ham. Frygt kan få dig til at gøre ting, vi derefter ikke vil være særlig stolte af.

Jeg husker det som om det var i går. Jeg havde læst meget om koncentrationslejrene i Tyskland. Der man sendte alle jøder, homoseksuelle og handicappede hen. Alle de frygtelige ting der hænder i disse lejre, var det eneste jeg kunne tænke på da jeg sad i vognen på vej hen til sådan et sted. Vi blev anbragt i Horserødlejren, beliggende i Nordsjælland. Det var ikke kun os. Der måtte have været hundredvis af mennesker. Alle anklaget for at være del i modstandsbevægelser. For vores, eller mit vedkommende, var det sandt. Vi havde knapt nok sat os til rette i vores ’nye bolig’, før vi den 13. august igen blev smidt på vogne og kørt afsted.

Jeg havde hørt om Horserødlejren før. Jeg vidste en del. Men nu var vi på vej hen til en helt anden lejer. En ny en. Vi var dens første beboer. Turen var lang. Vi sad i timevis og kiggede på naturen suse forbi os i en slørren silhuet. Duften af græs blandede sig med lugten af motorolie. Jeg må have fald i søvn på turen derhen. Vågnet af et brag, skub og råb, rejste jeg mig hurtigere end nogle af de andre.

Vi blev ledt hen til lejerhuse. De var opdelt hen over området. Ti mand i hver gruppe blev skiftevis vidst ud til hver af lejerhusene. Manden der ledte os var dansker. Jeg havde troet at det ville have været en tysker. Et værelse med køjesenge var i den ene ende. Et badeværelse i den anden. Køkkenet var inde i selve lejeren. Min forestilling om uhygiejnisk rum, med revner og mug blev aldrig til. Selve lejren hed ’Frøslevlejren’. Jeg fik sidst på dagen overtalt en fra det danske fængselsvæsen til at forklare det hele for mig.

Der var sagt at intet grusomt ville forekomme her. Man ville i min situation havde tænke på tortur, indespærring og ren uretfærdighed. Men vi var lovet gode levevilkår. Om man valgte at tro på det, var ens egen valg. Vi blev kaldt ’politiske’ fanger. Vi var alle modstandsfolk. Selv indespærret kunne de ikke tage min vilje fra mig. Gode vilkår, er lige meget for mig hvis jeg ikke er ude i det fri for at nyde dem… Jeg sov ikke de første mange nætter. Noget gemte sig i skyggerne når mørket hver aften faldt hen. Det virkede til, at det var alt for godt til at være sandt.

Der var gået en måned. Sæsonen udenfor var begyndt at skifte. Jeg var stadig en 18-årig knægt som altid nægtede at hører efter. Jeg kan ikke forstå hvordan mine forældre nogensinde kunne holde mig ud. Selv efter en måned, kan man ikke lukke munden på mig. Christian Gås, kaldte mine værelseskammerater mig. Jeg kunne ikke andet end at plapre løs om det ene eller det andet. Der var ikke rigtigt sket noget måneden hen. Man skulle helt gå hen at tro at stedet faktisk var nogenlunde. Men det ændrede sig alt sammen da vi nåede dag 32. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...