At leve i nuet

Jeg blev født den 26 maj, 1926. Mit navn er Christian Hansen.
Jeg har oplevet og udrettet mere end jeg havde drømt om.
Jeg oplevede og mærkede 2. verdenskrig.
Jeg var en del af den - Jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.
Det her er min historie.

Til konkurrencen 'Skriv dig gennem historien' - Valgt at skrive om: Besættelsen & Frøslevlejren.

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

~ Kapitel 4 ~

 

Der er så mange ting man ikke tænker på som ung. Ordet ’Konsekvenser’ kan føles som om det ligger milliarder af kilometer væk. Du kan føle dig uovervindelig. Som om du lige har besteget det højeste bjerg i verden. Ingen ting kan røre dig. Det var sådan jeg havde i et stykke tid. Men alt det ændrede sig.

Jeg brugte det meste af min tid på at afslører korrupte mænd og kvinder inden for politik og håndhævning. Jeg samlede fortrolige dokumenter og skrev afslørende artikler til aviser. Jeg ville ikke andet end bare at sætte mit navn på alt jeg havde gjort, men hvis jeg skulle det, kunne jeg lige så godt havde sprunget i havnen. Jeg var ingen. Jeg var ikke kendt for mit rigtige navn Christian Hansen, men som ’Ingenmandsland’. Personen ingen vidste hvem var. Eller det var det jeg troede.

Vi var i foråret 1943. Jeg var lige fyldt 17 år.
Jeg sad hjemme i sofaen og skrev om tyske politikere. Jeg var alene hjemme. En banken på fordøren rev mig væk fra mine tanker. Aftenen nærmede sig, så et besøg på denne tid kunne ikke medføre noget godt. Gardinerne var for vinduerne. Hvem var ude på denne tid, tænke jeg i godt to minutter før jeg langsomt nærmede mig døren. Det var da jeg åbnede døren, at jeg trådte ind i et helt nyt liv.

Jeg havde læst mange gange om ’Modstandsbevægelser’ der et stykke tid tilbage, havde begyndt at danne sig. Aldrig havde jeg troet at tilbuddet, eller rettere sagt indkaldelsen, om at være med i en af de modstandsgrupper ville blive tilbudt mig. Jeg ønskede at ændre samfundet. Jeg ønskede at krigen ville ende. At alt ville kunne blive bedre, så frygt og had ikke længere ville være følelserne der så længe havde levet indeni mig.

Det var i 1943 jeg blev en del af Holger Danske. Det var i 1943 jeg gik fra kun at blive hørt med mine ord, til at blive hørt med mine handlinger af sabotage.

Jeg nåede aldrig at få lederens navn. Jeg var i gruppe IV. De andre dele af modstandsgruppen kendte jeg ikke. Hvis en af os blev fanget, var de andre ude af farezonen. Jeg havde taget del i flere sabotageaktioner rundt omkring i København. En af største vi nogensinde nåede skete den 24. august 1943. En anden deling formået at sprænge Forum-hallen på Frederiksberg i stykker. Hallen var før blevet brugt til at indkvarterer tyske soldater. Jeg havde hørt rygter om hvad de planlagde. Jeg var ikke selv ’inviteret’ hvis man kan sige det på den måde, så jeg tog med et par venner ned for at se på fra afstand. Det var her mine konsekvenser endelig indhentede mig.

Vi blev spottede af nogle tyske soldater længere henne af gaden. Da eksplosionen gik i gang, blev vi med det samme mistænkt på grund af vores tilstedeværelse. Vi løb. Hurtigere end jeg nogensinde har før. Men lige meget om vi havde haft en knallert, var vores ansigter genkendelige. Vi var opdaget.   

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...