At leve i nuet

Jeg blev født den 26 maj, 1926. Mit navn er Christian Hansen.
Jeg har oplevet og udrettet mere end jeg havde drømt om.
Jeg oplevede og mærkede 2. verdenskrig.
Jeg var en del af den - Jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.
Det her er min historie.

Til konkurrencen 'Skriv dig gennem historien' - Valgt at skrive om: Besættelsen & Frøslevlejren.

0Likes
0Kommentarer
154Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

~ Kapitel 3 ~

 

Jeg var 14 år da Danmark blev besat af Tyskland. Min farfar havde en uge efter faldet til ende, ved et hjerteanfald. 72 år gammel. Jeg elskede min farfar af hele mit hjerte. Men at han endnu skulle opleve en krig som den kun få tidligere, ville have svækket ham endnu mere. At vi endnu en gang kan lade tingene i verden gå så gråligt galt. Farfar var en general. Ikke den iskolde statue, som kun kan følge hans herres ordre til punkt og prikke. Nej, farfar havde et hjerte af guld. Han var tysker. Det var ikke alle tidspunkter han var stolt at et være det, men dybt nede kunne han ikke ønske at være andet. Farmor kom på plejehjem over i Jylland. Vi havde sparret pengene sammen til hende. Efter begravelsen rejste hun. Det var sidste gang jeg nogensinde så hende igen.

Året 1941 kom hurtigere end vi havde forventede. En ting de fleste i Danmark kendte var frygt. Vi manglede tryghed og følelsen af at alt ville blive godt igen. Men vi vidste at der ville gå et stykke tid, før alt ville blive normalt igen. Men på trods af at vi var besatte, skånede tyskerne på en måde Danmark. Men krigen havde sat sit præg.

Det var torsdag da mor kom ud i køkkenet, og begyndte at hænge sorte klude over vinduerne. Far sagde at det var mørklægningsgardiner, der gjorde så flyene ikke ville kunne se lyset i vores vinduer. Flere folk begyndte at bygge beskyttelsesrum, fordi de var bange for luftkrigen. Vi frygtede alle hvad krigen havde i vente. Det var små ting som dette, der skabte den konstante frygt fleste danskere levede med hver dag.

Jeg elskede som lille at læse. Interessen fulgte mig gennem teenagerårene. Far købte mit første kladdehæfte til min 16 års fødselsdag. Jeg sad aftner efter aftner og skrev alt hvad der faldt mig ind. Jeg skrev om det forbudte, det uundgåelige, jeg skrev sandheden, om tabet, om troen og om virkeligheden vi levede i. Jeg prøvede mange gange at få mine ord og skrifter til at blive hørt. Men hver gang, blev døren smækket tilbage i mit ansigt. ’Hold dig fra at skrive sådan noget’. Det er rådet alle gav mig. Far advarede mig. Mor prøvede at få mig til at stoppe. Men jeg ville… Nej, jeg forlangte at blive hørt. For hvis ingen havde modet til at rejse sig i mængden af utilfredse mennesker, men ville så kunne ændre noget overhoved? At skrive ’dårligt’ om Tyskland og tyskere i en tid med krig, var ikke det smarteste. Men hvis jeg ikke var personen der rejste sig, hvem så? Jeg var ung og naiv. Jeg troede at hvis bare jeg var forsigtig nok, ville konsekvenserne ikke kunne nå at overhale mig. Men jeg tog fejl. Jeg tog så grueligt fejl… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...