Brødrenes blót

Egnens vølve ankommer til Trelleborg for at sikre borgen en gunstig fremtid. Én gang hvert niende år udvælger hun den mest kostbare offergave, folket kan skænke guderne: Et menneskeliv. Hendes altseende øjne klæber til Frode. Han frygter, hun ser lige igennem ham og ind i hans frygtelige fejhed, der under hævntogtet sidste år beseglede hans skæbne for altid …

//Novellen er mit bidrag til konkurrencen: ”Skriv dig gennem historien,” valgmulighed 1 (vikingetiden og Trelleborg).

16Likes
30Kommentarer
732Visninger
AA

2. // Vølvens valg

Vølvens valg

Mine øjne behøver ikke vænne sig til langhusets mørke. Selv hvis jeg havde været blind som Høder, kunne jeg finde rundt herinde. Røgen fra langbålet samler sig under taget og gør luften tyk, inden den stikker af gennem gavlhullerne. Ilden dør snart. Med vekslende styrke ulmer gløderne, som er de levende og trækker vejret. Bortset fra det ligger langhuset stille hen. Stormand Ulfs andre trælle har vel fundet forskellige udendørssysler for også at få et glimt at vølven. I modsætning til mig bliver de ikke sendt tilbage. De er ikke trælle på grund af den mest nedrige, uværdige forbrydelse: Tyveri. Plyndring er en del af hverdagen, men aldrig skjult bag nattens mørke, når modstanderne ikke har en chance for at forsvare sig. Gid jeg kunne gå et år tilbage og forhindre det hele i at ske.

Jeg smider det sidste brænde på gløderne og fortsætter gennem det mindre rum i enden af huset, hvor vi opstalder dyrene om vinteren. Hørmen fra deres afføring sidder fast i gulvet og væggene. Skindene i hjørnet markerer min og de andre trælles soveplads.

Øksen står lænet mod væggen ved siden af døren. Jeg griber den og træder udenfor. Måske burde jeg holde mig i nærheden af langhuset, mens vølven er gæst i borgen? Én ting er at betragte hende på afstand. Tænk, hvis hun tæt på kan se direkte ind i min fejhed og opdager, at jeg ikke er værdig til livet. Normalt er det en stor ære at blive udvalgt til blótet og rejse op til guderne. Ikke for mig. Jeg har endnu ikke fundet en måde at bringe æren tilbage til min familie på.

Eftermiddagssolen skærer i øjnene. Jeg drejer om hjørnet og følger langhuset tæt inde ved muren. Den buer let som siden på et skib. En høne klukker af mig og løber for at undgå mine trampende skridt.

På pladsen mellem de fire langhuse kæmper to småbørn med alt for store spyd. Spidserne er dækkede af læderstumper, så de ikke kommer til skade under legen. Deres mor kommer løbende ud fra langhuset overfor.

”Kom,” hvisker hun og ser sig over skulderen. Hun griber drengene og knuger dem ind til sig. Mit blik følger hendes. Folkene ved sydporten kan ses mellem to af husene. De har sat i bevægelse gennem bygden. Vølven må være iblandt dem.

”Vi går indenfor.” Kvinden slæber afsted med drengene. Hun var Orms mor.

Jeg stiller mig tæt ved husmuren, skjult fra hovedvejen, og griber en kævle. Med et højlydt støn svinger jeg øksen. Træet flækker. Tankerne om det skæbnesvangre hævntogt sidste år fylder igen mit hoved. Min manddomsprøve. Jeg bestod den ikke. Brand var tolv somre, jeg tretten. Som sønner af stormand Ulf har vi trænet, siden vi var rollinger. Sværdet med den gyldne ravklump i skæftet var min forlængede arm. Nu er det Brands.

Kun det af togtet, han har berettet om, kender jeg til. Som den svage usling jeg er, blev jeg slået ud og husker intet.

Jeg kløver endnu en stamme. Og endnu en. Træsplinter fyger rundt.

Gruset knaser foran mig og hiver mig tilbage til nutiden. Jeg ser op fra brændet. Det gibber i mig. Næsten hele bygden er samlet foran mig. Vølven står forrest. Hendes klædedragt er fyldt med smukke, flagrende bånd i blå og røde farver. Kappen er lukket med en stor, gylden smykkenål midt på brystet, og perlekæder klirrer mellem selekjolens to skålformede spænder. Hvad skal hun her? Pladsen mellem langhusene er så langt væk fra hovedvejen, som jeg kan komme. Hendes ravfarvede øjne fanger mine, og ser direkte ind i dem. Nej. Hun ser meget længere end det. Fugerne i ansigtet ligner barken på et gammelt træ. Hun er ældre end mo… husfruen.

Med dukket nakke træder husfrue Hilda frem ved siden af vølven. Så længe vølven er gæst her, er hun borgens højest rangerende kvinde, efterfulgt af Hilda.

Vølven gør et enkelt nik mod mig. Jeg stivner.

”Jeg har truffet mit valg.” Vølvens stemme er blød som hermelinpels. ”Nu må jeg hvile.”

Der går en trækning gennem Hildas ansigt. Liv slår hånden op for munden og tårer tegner striber på hendes kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...