Brødrenes blót

Egnens vølve ankommer til Trelleborg for at sikre borgen en gunstig fremtid. Én gang hvert niende år udvælger hun den mest kostbare offergave, folket kan skænke guderne: Et menneskeliv. Hendes altseende øjne klæber til Frode. Han frygter, hun ser lige igennem ham og ind i hans frygtelige fejhed, der under hævntogtet sidste år beseglede hans skæbne for altid …

//Novellen er mit bidrag til konkurrencen: ”Skriv dig gennem historien,” valgmulighed 1 (vikingetiden og Trelleborg).

16Likes
30Kommentarer
651Visninger
AA

4. // Niddingens skæbnebane

Niddingens skæbnebane

Dagen slæber sig afsted i langhuset i ly for folks blikke. Jeg har skrabet gulerødder, rystet soveskind og fejet gulve. Tændt op, hugget brænde og set til dyrene. Der er ikke flere undskyldninger. Jeg træder udenfor. Skumringen har betrukket bygden med en grå himmelhvælving. Velduftende røg fra stegt kød og grøntsager snor sig rundt om pladsen. En tungt udseende gryde sender enebær og mynte op i mine næsebor, men kvalme sidder der, hvor sulten burde knurre fra. Det gør ingen forskel. Blótet finder sted før middagen.

Folk er kommet fra omkringliggende bygder for at deltage i festlighederne. Alle har pyntet sig med smykker, bånd og pels. To syngende kvinder har samlet en klappende og hujende skare omkring sig. Fortællinger om Thor, Odin og Frej overdøver småsnakken. Jeg holder mig for ørerne. Jeg skal tids nok møde guderne.

Frænderne samler sig på blótpladsen. Stormandens enorme træstol er blevet skubbet hen foran brønden, omringet af de fire gudestatuer. Tilskuerne danner en kreds langs pladsens yderkanter.

Et sted bag folkemængden lyder lyse stemmer. En fløjte. Borgens unge kvinder træder frem. Deres hår er flettet som vølvens og fastgjort på toppen af hovedet. De har malet snørklede mønstre på ansigt, arme og hænder. Deres sang stiger og tonerne bliver lysere. Vølven dukker op bag dem. Hun stiller sig på midten af pladsen og rækker sin stav i vejret. Pigerne holder inde og lader sig falde om i græsset. Småsnakken forstummer. Vølven går en runde og stirrer intenst på os alle efter tur. Hun bevæger sig langsomt og stift, som om hun balancerer noget skrøbeligt og kostbart på hovedet. De fleste træder et skridt baglæns, når hun nærmer sig. Foran mig stopper hun op.

”Vær tapper. Det varer kun lidt endnu.” Hun lægger hånden på min skulder.

Gnister skyder igennem mit indre. Min mave vrider sig, men jeg skubber hagen frem.

Vølven færdiggør sin runde. Liv rejser sig fra græsset. Mit hjerte hamrer. Hun er så smuk og må stå guderne meget nær. Et stort horn hænger i en rem over hendes skulder. Langsomt frigør hun sig og rækker hornet frem mod en trælkvinde, som fylder det med gylden væske.

”Vi påkalder guderne.” Vølvens ungdommelige stemme, der ikke passer til kroppen, har intet problem med at råbe folket op. Hun stiller sig foran Frejastatuen. ”Hild Freja!” råber hun mod himlen og tager en slurk fra hornet. Hun rækker det videre til et par af de nærmeste beboere.

”Hild Freja!” Efter tur råber og drikker de også.

Vølven tager hornet tilbage og kaster den tilbageværende væske mod statuen. En sød duft af krydderier og honning spreder sig. Mjød.

Luften fortættes. En tilstedeværelse betragter mig intenst oppefra himlens grå. Benene ryster under mig.

Liv tager hornet tilbage og lader trællen fylde det på ny. Vølven gentager seancen for Frej, Odin og Thor. Luften gror tættere. En gris hviner inde fra borgens midte. Fugtig dis spreder sig rundt om brønden bag vølven. Kommer det nedefra dens dyb? Min mave slår knuder.

”Vi har påkaldt guderne. Lad sejden begynde.” Vølven sætter sig i stormandens stol.

Pigerne rejser sig fra græsset og stiller sig i en halvcirkel bag hende. De bryder ud i sang. Deres forskellige tonelejer får hårene i nakken til at rejse sig. Vølven bevæger staven som i dans. Pigerne sætter rytmen på sangen i vejret, til den galoperer som vilde heste ud over blótpladsen. Sangen sniger sig ind under huden. Mit hjerte følger rytmen. Vølvens bevægelser bliver større og vildere. Til sidst falder hun tilbage i stolen med armene slapt ned langs siden. Et tågeslør lægger sig over de ravgyldne øjne, som suger de brønddisen til sig. Hun rejser sig fra stolen.

”Jeg ser!” bekender hun. ”Jeg befinder mig mellem verdenerne. Mellem fortid, nutid og fremtid. Jeg er hvor norner og valkyrier spinder skæbnebanerne.”

Jeg skutter mig. En lille pige klynker et sted i mængden.

”Fortiden påvirker fremtiden, og fremtiden fortiden. Det jeg ser i dag er allerede indtruffet.” Hun banker vølvestaven hårdt ned i gruset. Lyden skærer igennem stilheden. ”Jeg ser fejhed iblandt jer.” Stemmen er dyb af væmmelse. Vølvestaven peger i min retning. ”Træl af stormanden. Tidligere kendt som Frode Ulfs søn. Guderne befaler mig at afslutte en niddings skæbnebane under blótet. Træd hid.”

Jeg synker højlydt. Det lykkes mig at gå op til hende uden at benene knækker sammen under mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...