Brødrenes blót

Egnens vølve ankommer til Trelleborg for at sikre borgen en gunstig fremtid. Én gang hvert niende år udvælger hun den mest kostbare offergave, folket kan skænke guderne: Et menneskeliv. Hendes altseende øjne klæber til Frode. Han frygter, hun ser lige igennem ham og ind i hans frygtelige fejhed, der under hævntogtet sidste år beseglede hans skæbne for altid …

//Novellen er mit bidrag til konkurrencen: ”Skriv dig gennem historien,” valgmulighed 1 (vikingetiden og Trelleborg).

16Likes
30Kommentarer
719Visninger
AA

3. // Død og Liv

Død og Liv

Salt og tang prikker i næsen. Jeg trækker vejret i små, rykvise stød. Åen skvulper om mine bare tæer og køler det overophedede blod, der tonser rundt i kroppen. Morgensolen kigger op over horisonten bag Trelleborg og farver himlen og åen i samme aggressive blå og røde nuancer som vølvens flagrende pyntebånd. Jeg har fulgt åen ned til der, hvor den møder havet, og skibene er fortøjet. Deres mørke silhuetter danser over vandets uroligheder i takt med det knirkende tovværk.

Jeg har ikke sovet i nat. Vølvens blót er i aften. Måske er hendes valg gudernes måde at lade mig slippe for strådøden eller det, der er værre? Krigere, der dør i sengen, ikke i kamp, lider strådøden og ender i Hel. Hvor ender trælle, der har begået fejhed, så? At dø i blót er ikke ligeså ærværdigt som på slagmarken, men måske er det bedre, end hvad der ellers venter mig.

Ingen råbte af mig, da jeg forlod borgen og mine pligter. De hørte vølven. Dem, der ikke gjorde, har hørt sladderen. Brand sagde ikke noget, da jeg greb sværdet med ravknoppen. At lade mig svinge det en sidste gang er hans afskedsgave. Det ligger perfekt i hænderne. Tungt på den helt rigtige måde. Jeg kløver den tomme luft. Efter i nat er skoven fuld af afhuggede grene, og moseområdet har en bred sti af faldne planter. Jeg har en dejlig ømhed i skuldre og overarme.

Hårdt borer jeg sværdet ned i det våde sand. Solens stråler spejler sig i klingen og frembringer en lille, kunstig fakkel. Den oplyser en enorm musling nedenfor. Jeg samler den op. Den er større end min håndflade. Mine ru fingerspidser glider henover den. Ikke ét eneste hak skæmmer den perfekte, svagt rosa skal.

En kvist knækker inde fra træerne, der vokser helt ned til åen. Nakkemusklerne spænder, men jeg vender mig ikke. Der er ingen grund til at afsløre overfor en mulig fjende, at jeg har opdaget ham. Selvfølgelig er det dumt at gå udenfor borgområdet midt om natten. Man er bare ikke nær så bange for fjender og troldtøj, når man snart skal dø. Desuden var det en uudholdelig pine at kaste sig søvnløs rundt i langhusets halm.

Muslingen kommer jeg i lommen. Det våde sand slipper sværdet med et savlende gisp. Jeg placerer det indenfor kappen, drejer langsomt rundt og lader som om, jeg skuer op mod borgen. Med blikket rettet mod palisaden, men opmærksom på yderkanten af mit synsfelt, spankulerer jeg hen mod skoven. Blade rasler svagt. En mørk skikkelse flytter sig en tomme. I én hurtig bevægelse sætter jeg i løb og kaster mig frem mod den. Med trukket sværd lander jeg på den bløde krop. Hun gisper. Hendes hår og ånde dufter krydret fra gårsdagens madlavning.

”Frode!”

Jeg kaster sværdet væk.

”Liv?” Jeg løfter mig op på albuerne, så hun ikke bliver mast. Gennem tøjlagene er hendes hud varm. For første gang siden hævntogtet møder hendes øjne mine. Hun griber i min kjortel. Som et oprørsk hav stormer blodet rundt i kroppen, men ikke længere i panik.

Håret klæber til hendes våde kinder. Min fingerspids skubber det forsigtigt væk. Hendes hud er lige så glat og rosafarvet som muslingeskallen i lommen.

Jeg trækker mig baglæns og haler muslingen frem. Hun sætter sig op og tørrer ansigtet. Jeg lægger skallen for hendes fødder.

”Min familie har store rigdomme.” Min stemme knækker over. Rigdomme som Brand skal skænke hende. Jeg rømmer mig. ”Måske kan du bruge den til dine smykker?” Sikke en latterlig ting at sige. Men Liv griber muslingen og holder den op til hjertet. Hun nikker. Plirrer med øjnene. Jeg indprenter mig billedet af hende lige her i solens første stråler. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...