Brødrenes blót

Egnens vølve ankommer til Trelleborg for at sikre borgen en gunstig fremtid. Én gang hvert niende år udvælger hun den mest kostbare offergave, folket kan skænke guderne: Et menneskeliv. Hendes altseende øjne klæber til Frode. Han frygter, hun ser lige igennem ham og ind i hans frygtelige fejhed, der under hævntogtet sidste år beseglede hans skæbne for altid …

//Novellen er mit bidrag til konkurrencen: ”Skriv dig gennem historien,” valgmulighed 1 (vikingetiden og Trelleborg).

16Likes
30Kommentarer
650Visninger
AA

1. // Det niende år

Det niende år

Hun er her!” hviner et kvindfolk bag mig. Tavsheden spreder sig som bølger for en skibsbov og erstatter folkets højlydte hvisken. Luften bliver tung som lige inden Mjølners tordenskrald.

Kighullet mellem de to spidse egetræsstammer i palisaden giver mig næsten fuldt udsyn. Jeg er ikke længere søn af stormand Ulf, men kender de gode udkigsposter. Min viden har jeg stadig ret til at eje. Jeg blinker og skifter øje.

Udenfor sydporten hæver vølven sin smykkede jernstav over hovedet. For hvert skridt hun tager, sparker mit hjerte adskillige gange mod brystkassen. Hendes gennemborende blik når hele vejen op over volden og ind bag palisaden. Det prikker under huden. Kun de kaglende høns nede på gårdspladsen lader ikke til at være grebet af stemningen. Det niende år er kommet.

Den sorte skygge, tegnet om vølvens øjenparti, får det til at se ud som om, en økse har taget en bid af ansigtet. Hendes hår er samlet i små fletninger, surret sammen på toppen af hovedet. Det er glødende rødt, som mor… som husfruens. Jeg knytter næverne. Jeg har ingen mor.

Knirkende inviterer porten vølven ind gennem volden under os. Festen kan begynde. For de andre.

”Frode, kom væk herfra!” Med et dæmpet hvæs griber Brand mig i nakken. Når ingen hører det, kalder min tidligere lillebror mig stadig ved navn.

Det stikker i hjertet, der straks sparker endnu hårdere.

”Vagterne er på vej.” Han trækker mig baglæns og skubber mig i brystet. Frændernes puffende skuldre holder mig på benene. Jeg slår blikket ned. Brand har ret. Jeg må væk.

”Hva’ bestiller du her, træl?” En bjørneklo af en næve knuger min skulder. Ved Hel! Stormand Ulfs fingre borer sig dybt ind i senerne.

Smerten tvinger mit hoved på skrå. Jeg bider tænderne sammen.

”Er du døv? Jeg har ikke bedt dig om at stoppe arbejdet i langhuset.”

Jeg undgår at se ind i øjnene, der har præcis samme blågrå nuance som mine.

”Skrub så af med dig!” Med et grynt sender han en spytklat efter min støvle. Den splatter ud på læderet.

Jeg spurter derfra. Han er ikke lige så hård ved de andre trælle, men de har heller ikke kostet ham en søn. Hurtigt gnider jeg ansigtet i hænderne og presser tårerne tilbage. Aldrig vil jeg blive regnet for en mand, men jeg behøver ikke at flæbe som en kvinde.

Jeg haster ned på gårdspladsen og følger vejen ind mod borgmidten. De to hovedveje deler borgen i fire kvarter. Jeg skrår over mod den nordvestlige del, hvor stormandens langhus, sammen med tre andre, danner en firkant med en afgrænset plads i midten.

”Jeg var ikke sikker på, at vølven ville komme, Hilda.” Den kønneste, honningbløde pigestemme på hele Trelleborg lyder bag mig. Liv.

”Nok har Kong Harald ladet sig døbe under Hvidekrist. Men vi er bedre stillet under flere guders beskyttelse,” siger husfrue Hilda. ”En vølve besidder så stærke kræfter, at selv gudernes konge, Odin, søger hendes vejledning.”

”Men hvad skal der ske? Hvorfor er blótet hver niende år anderledes end andre ofringer?”

Med sine tolv somre husker Liv sikkert ikke vølvens sidste besøg. Jeg er to somre ældre og husker lidt. Det er nok.

”Først udfører vølven sin sejd. Det er en slags trance, hvor bygdens unge piger, sikkert også dig selv, hjælper med at synge ånderne frem. Trancen sætter vølven i stand til at besøge guderne og skue udover tiden selv, så hun kan besvare spørgsmål om skæbnen. Derefter udfører hun blótet for at sikre gudernes velvilje.”

”Er blótet ligesom dem til solhverv og jævndøgn?”

Slet ikke. Jeg sætter farten ned. Morgendagens ofring er milevidt fra gaveudvekslingen med guderne, vi afholder fire gange årligt.

”Lidt ligesom dem, Liv.”

”Hvad skal vi ofre til guderne?” Liv har endnu flere spørgsmål end normalt. Hun må have hørt rygterne, der svirrer i borgen som fluerne om kvæget.

Kvinderne overhaler mig. Først nu bemærker jeg, at mine ben er gået i stå. Livs gyngende skridt får håret til at piske henover ryggen. Det langer ud efter mig i forbifarten. Jeg stirrer efter hende. Fnyser. Hun er ikke længere min. I stedet skal hun ægte Brand, når de begge er nogle somre ældre. Jeg sparker til græsset.

”Vølven afgør, hvad vi skal ofre, Liv. Det er hendes valg.” Vinden bærer Hildas stemme tilbage mod mig. Jeg hører kun usikkerheden, fordi jeg har kendt husfruen hele livet og ni månehverv før det. Hun glemmer at nævne, at det for ni år siden var fireårige Orm, der blev ofret. Vølven skar struben over på ham og smed kroppen i brønden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...