Brødrenes blót

Egnens vølve ankommer til Trelleborg for at sikre borgen en gunstig fremtid. Én gang hvert niende år udvælger hun den mest kostbare offergave, folket kan skænke guderne: Et menneskeliv. Hendes altseende øjne klæber til Frode. Han frygter, hun ser lige igennem ham og ind i hans frygtelige fejhed, der under hævntogtet sidste år beseglede hans skæbne for altid …

//Novellen er mit bidrag til konkurrencen: ”Skriv dig gennem historien,” valgmulighed 1 (vikingetiden og Trelleborg).

16Likes
30Kommentarer
835Visninger
AA

5. // Brødrenes blót

Brødrenes blót

Brand Ulfs søn.” Vølven vinker Brand frem fra mængden. ”Jeg skal bruge din historie.”

Det gibber i Brand. Han ser på hende med store øjne.

”Gå, min søn.” Stormand Ulf puffer ham frem.

Brand vakler langsomt op til vølven og mig. Hans solbrune kinder bliver blege, og hans blik er stift rettet mod jorden. Jeg har lyst til at sige til ham, at min skæbne ikke er hans skyld. Men jeg vil ikke vanære stormandssønnen endnu mere.

Vølven rækker sin spinkle arm frem mod Brand. Hendes slørede øjne er lige så dybe som brønden bag os. Hun lægger håndroden mod hans pande.

”Stormanden fra en nærliggende gård har netop forsøgt at frarøve Kong Harald magten med et angreb på Trelleborg.” Vølvens ene hånd hviler mod Brands pande. Den anden strækker hun ud mod brønddisen. Vævet frem af hendes ord udspiller historien sig som billeder i disen. Klingende sværd, fjender på flugt og livløse kroppe på slagmarken bliver vakt til live foran mig. Sidste års angreb på Trelleborg. Det var der, det hele startede. Jeg træder baglæns. Havde det ikke været for slaget, ville hævntogtet aldrig …

Vølvens ord og billeder rammer mig som sværdhug. Nej! Jeg vil ikke genopleve mit eget svig. Jeg falder på knæ.

”Stormand Ulf og Trelleborgs stærke krigere holder stand, men angrebet kræver ofre og døde. Derfor sender Ulf sine sønner på et ærbart togt for at hævne uretten.”

Disen former Brand og jeg på skibet på vej mod fjendens bygd. Hævntogtet. Salte bølger kaster skumsprøjt op over rælingen efter mine kinder. Mændene råber. Brand og jeg skuer ud over dem. Jeg lægger hånden på hans skulder. Vores første togt.

Kort før daggry glider skibsboven op på fjendens strand.

”Vi venter på solen, før vi angriber,” råber Brand myndigt. ”Mørket vil skjule os, mens vi lægger en strategi.”

Krigerne nikker.

Jeg selv samler en lille håndfuld mænd omkring mig. Dem, jeg ved, vil følge mig fremfor Brand.

”Vi plyndrer bygden, mens folket sover,” modsiger jeg min lillebror. Ingen har givet ham eneretten. ”På den måde kan vi bringe langt større værdier hjem.”

En af mændene træder frem. ”Men—”

Jeg trækker mit sværd og løfter det mod ham. ”Betvivler du min dømmekraft? Stormandens ordrer var at følge mig. Så følg mig!”

Sammen med mændene trænger jeg ind i bygden og plyndrer den for alle værdier. Vi spurter tilbage til stranden, endnu før solen står op.

”Hvad har du gjort?” skriger Brand, da han ser tyvekosterne i vores arme.

”Taget hævn.” Jeg trækker sværdet mod ham. ”Vil du udfordre min beslutning, bror?”

Hans klinge banker mod min. ”Frode, du nedkalder skam over borgen—”  

En af Brands støtter banker sin sværdknop mod mit kranie. Smerte brager mod min hovedskal. Jeg er bevidstløs, da vi vender tilbage til Trelleborg. Da jeg vågner, er jeg træl.

 

Vølven slipper Brands pande. Disens billeder forsvinder. Beretningen er slut. Mine kinder brænder. Hvordan kunne jeg?

Folkene omkring os buher og slynger tilråb mod mig. Mit blod fryser til is. Ikke engang blótdøden, kan bringe en smule af æren tilbage over min tidligere familie.

”Hvor nedværdigende,” råber vølven, ”at plyndre en andens mand skatte, uden at se ham i øjnene, uden at tage ansvar.”

”Nidding, nidding, nidding,” messer mængden.

”Det eneste, der er værre, er at udføre denne ugerning og så skyde skylden på en anden. På sin bror.”

Råbene forstummer. Jeg blinker. Jeg har da aldrig givet Brand skylden? Mine øjne møder Brands. Han ryster voldsomt. Vølven griber hans arm og holder den i vejret. Menneskemængden tier.

”Mindet, jeg viste jer, er løgnagtigt. Brand digtede historien.”

Spredte gisp lyder. Jeg forstår det stadig ikke. Vølven fremmaner nye billeder i disen. Denne gang er det mig, der beordrer mændene til at vente med hævntogtet til daggry, og Brand der gennemfører det skamfulde togt i ly af mørket. Erkendelsen forstener langsomt mit hjerte. De fleste krigere sov, da det skete. Kun den håndfuld mænd, der var tro mod Brand, kendte sandheden.

Stormand Ulf kommer tordnende mod os. Han skuler til vølven. Næseborene udvider sig som på en angribende tyr.

”Sig noget, Brand!” Han rusker i Brands skuldre.

Brands læber bævrer, men ikke et ord kommer over dem.

”Tal, menneske!” Ulf puffer ham i brystet.

Brand klynker og vakler baglæns. Ulf brøler som et såret dyr. Indgående studerer han Brand. En klap går ned for hans øjne. Med hårde bevægelser, der får Brand til at svaje, løsner han sværdet fra hans bæltestrop.

”Jeg …” fremstammer Brand.

Stormand Ulf vender ham ryggen og møder mit blik. Vi stirrer på hinanden.

”Tilgiv mig, min søn.” Han rækker sværdet med ravknoppen frem mellem os.

Forfjamsket tager jeg imod det. Han griber mig om underarmen og giver den et klem. Uden borende fingre. Jeg klemmer også hans.

Koldt ser han henover min skulder. ”Alt, jeg ser, er en træl iført min søns klæder.”

Brand krymper sig. Borgens vagter griber ham. De fører ham om bag træstolen og hen til brønden.

”Nej!” Jeg træder frem mod Brand. Det må være en misforståelse. ”Ved Hel, Brand! Sig dog noget.”

Han vil stadig ikke møde mit blik.

”Han er ikke længere din bror, Frode.” Vølvens brøndblik nagler mig til stedet. ”Hans sjæl forlod ham, da han gjorde sig til nidding og berøvede dig navn og ære. Lad nu guderne tage mod hans krop.”

En lille hånd kravler ind i min. Liv er dukket op ved min side. Hun knuger min arm.

Vagterne hiver uldtunikaen og særken over hovedet på Brand. De blotter hans nøgne bryst. Han hulker højlydt. Stormand Ulf skubber vagterne væk og griber selv om sin tidligere søn. Han vrider sig, men Ulf strammer grebet.

Vølven ser på stormand Ulf. Han nikker bestemt. Hun trækker ritualkniven frem fra bæltet. En af sangpigerne holder en lille skål hen foran Brands hals. Jeg synker. Hun skal opsamle offerblodet. Vølven skærer struben. Bran… trællen raller. Blodet pumper ud i fede stråler.

Ulf smider den livløse krop i brønden. Han lægger hånden på min skulder og fører mig og Liv tilbage til folkemængden. Husfru… mor tager imod mig med strimede kinder og åbne arme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...