The bloody murder

Blodet lå i en præcis cirkel, omkring liget. for præcis, for rund. Liget, som i dette tilfælde var en mand, lå i midten og så fred fuld ud. Kun blodet omkring ham fastslog at han ikke sov. Det lignede noget fra en gyserfilm, det ville jeg ønske det var. En gyserfilm. Det føles urealistisk, men samtidig var det, det realistisk jeg nogensinde havde oplevet. Jeg var sikker på at min frokost snart ville komme op, og men mine øjne var fastlåst på den stakkels mand....


4Likes
20Kommentarer
564Visninger
AA

2. Liget

                                                                                  Kapitel 1           

                                                                                   ”Liget”

 Papirets tørhed mødte min fingerspidser. Jeg bladrede af ren refleks, ivrigt efter informationerne der ventede på den næste side. Så ivrigt at jeg næsten skar mig på de gammel kanter.

Bilen drejede skarp og bogen klappede sammen, og landede med et bump på bilens bund. 

Jeg sukkede irriteret, over den pludselige afbrydelse af min læsning. ”Så kør dog ordentligt” brokkede jeg og bukkede mig ned efter bogen.

Men en hånd kom før Mig. ”Nå hvad læser du så nu” chaufføren som tilfældigvis var min far, tog bogen op mod rettet, så han kunne læse forsiden samtidigt med øjne på vejen. 

Han sendte mig et strengt blik og lagde bogen tilbage i skødet på mig. ”jeg, troede at du var stoppet med det pjat” jeg nåede lige at stoppe den provokerende kommentar før den røg ud af min mund.

I stedet rettede jeg min opmærksomhed hen på bogens titel. Lig. Ikke en kreativ titel, men det må i lade forfatterne om. Det er måske heller ikke lige en kreativ titel forfatterne søger efter, når hun skal skrive om lig. Der fik jeg vist lige lukket munden på dig.

Jeg begyndte langsomt min læsning igen.

Men ikke langtid efter blev jeg forstyrret igen.

Jeg kiggede nysgerrige op da en fremmed stemme lød i bilradioen. ”2304 du bedes komme hen på …………….. 1435, vi tror der er tale om et mord” min far svarede igen, men jeg lyttede ikke.

Et mord. ”undskyld skat, men jeg bliver altså nødt til at køre derhen” jeg nikkede og prøvede at skjule begejstringen der voksede i mig.

Ikke forbi jeg elsker, at der var nogle der var blevet dræbt, nej, det var uhyggeligt og ækelt.

På under 2 sekunder, var der sirener på bilen og meget høj fart. Et mord her, det lød mærkeligt, det kunne da ikke passe….. kunne det?

De næste 15 minutter brugte jeg på at nær studere vejen, jeg fandt også hurtigt ud af vores endepunkt.  Den mystiske skov eller helvedes skoven.

Okay okay, i virkeligheden havde den ikke noget navn, det var faktisk bare mig der med min kreativitet havde fundet på det. Men i må da give mig lidt point for min intelligens, og kreativitet.

Det er bare, en skov der ligger tæt på udkanten af byen, intet interessant der.

Selvom det var sent om aftenen, var der langt fra mørkt ved gerningsstedet. Mindst 5 politibiler  blinkede blåt og rødt.

Bilen blev hurtigt parkeret ved siden af de 5 andre.

”Du bliver her” sagde han med et anspændt blik. Han smækkede døren hårdt, og forlod mig alene med min nysgerrighed.

Helt ærligt jeg var kun et barn, han kunne vel ikke forvente at jeg gjorde alt han sagde, eller jeg var 16 men det er vel også et barn.

Min hånd røg hurtigt hen på bilhåndtaget. Det her var min chance. Kort tid efter lå asfalten under mine fødder.  Jeg genkendte hurtigt min fars stemme ud fra mængden.

Hurtigt som et lyn sneg jeg mig nærmere. Okay måske var jeg ikke hurtig som et lyn, men jeg prøvede.

Da jeg var tæt nok på, sætte jeg mig på hug, drejede lidt til højre og….. der lå hun en dame på omkring 30 år, hendes hud var hvid. Men hvis man så bort fra det og de mærker hun havde i hovedet, kunne hun ligeså godt have sovet.

Hendes ansigt lå i afslappede folder. Kvalmen steg for hvert sekund jeg så på hende, jeg havde lyst til at rykke mig væk, og alligevel ikke.

Slap af Palma, det her var bare som i de mange bøger, eller film jeg havde set. Aldrig gå i panik. Jeg begyndte langsomt at studere hendes krop, alt fra de sår der dækkede hendes ansigt til hendes sko og sokker.

Jeg blev stoppet i min studering da en høj, og overlegen stemme mødte mig. ”damen er omkring de 30, sårene på ansigtet fortæller os at det ikke er selvmord, vi kan også se at hun døde af iltmangel, hun blev sikket kvalt” jeg fnøs, det var en af de dårligste forklaringer jeg nogensinde havde hørt, og ikke mindste forkert.

”hvem der" jeg bukkede mig længere ned, så bilen dække mig helt, selvom det var menings løst.

De havde hørt mig. Jeg kunne intet gøre hvis jeg ikke kom frem nu, ville de komme hen og kigge.

Jeg rejste mig op, kun for at se 4 politimænd stå og stirrer på mig + en retsmediciner. ”Jeg sagde du skulle blive i bilen" lød min fars vrede stemme. Men endnu en gang ignorere jeg ham. Jeg kantede mig forbi bilen, og tættere på politimændene, uden rigtigt at videre hvad jeg skulle.

"Det er ikke et mord" sagde min stemme, jeg blev selv forskrækket over selvtillid der pludselige blussede frem i mig. " nå så en 15 årige pige tror hun kan gør mit arbejde bedre ind mig" sagde retsmediciner, med en stemme der var på rende til at falde død om af grin hvilket var lidt ironisk taget i betragtning af hans job . "Nej en 16 årige pige kan gør dit job bedre ind dig" svarede jeg igen. Han skulle til at sige noget men jeg stoppede ham med min hånd.

” jeg tror ikke at du kunne sige noget mere forkert end det du lige gjorde, ja damen er i 30verne, men der er ikke et mord. ”Løft op i hendes højre ærme, som i nok kan se er der et armbånd, armbåndet har en spise kant. Du har ret i det med iltmangel”, tilføjet jeg hurtigt. ”hun havde sikket svært ved at få vejret, så hun har sat hendes hænder foran halsen, men hendes armbånd rev hende i ansigtet. Sårene har intet med hendes død at gøre.

Drej hendes hoved lidt til højre, kig godt på det blå mærke, man ville tro at mærket havde noget med hendes fald at gøre, men kig igen og se på den lilla kant rundt om mærket.

Jeg er ret sikker på at det er et tegn på at hun har en tumor i hjerne, hvilket også kan være svaret på hendes luft besvær"

Stilheden bredte sig. Jeg kiggede rundt men ingen så ud til at have nogle indvendinger. At gætte ud fra min fars ansigt udtryk skulle jeg til at komme væk. Retsmediciner så også ud som om han ville slå mig. Jeg vendt mig med et sæt, et smil på mine læber kunne ikke undgåes at ses.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...