Boys like you

Anna, den stille pige, med en fortid som de fleste andre teenagere nok har gennemgået. Men Anna gik igennem den af en grund, mor og far er der ikke for hende. Det har de aldrig været. Anna møder drengen Marcus som hun forsvinder helt væk i. Men da hun sætter gang i missionen find-min-bror. Ændrer begge deres liv sig, hendes bror blev bortadopteret, og hun mangler en familie rolle i sit liv, en familierolle udover sin fætter og onkel. Men ting bliver svære. Nogle mennesker har man forevigt, andre er kortvarigt.
Læs gerne med :)

3Likes
0Kommentarer
524Visninger
AA

6. 5.

Der var gået et par uger nu. Mig og Marcus havde set lidt til hinanden, men en dag, holdte han op med og svare mig når jeg skrev. Undgik mig når jeg så ham på skolen. Jeg følte mig så alene. Jeg forstod ikke hvad der skete. En besked bippede ind på min mobil.

Marcus Griggs: Anna, tror bare ikke jeg har de følelser mere..

Marcus Griggs: sry :/

Marcus Griggs: Er bare ikke klar til det lige nu

Marcus Griggs: Er meget forvirret over mig selv

Jeg kiggede på den første sætning, det gav en genlyd af hans stemme i mit hoved. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Så jeg kastede mobilen ind i væggen og brød sammen, hvad havde jeg regnet med, at han ville være min for evigt? Jeg var så skide patetisk. Tårene væltede ned ad mine kinder. Min dør blev hamret op, og en forvirret Aaron kom til syne, hans ansigts udtryk ændrede sig da han så mig sidde og tude. Han var hurtigt henne ved min seng hvor jeg sad. Han kiggede spørgende på mig. 

" Marcus. " Sagde jeg bare, jeg vidste han ville forstå det. Først så han lidt underlig ud. Men så satte han sig ned og svang armene om mig. Han lagde sig blidt ned, og jeg lå med mit hoved på hans bryst. Små hulk lød fra mig, imens han aede mig. Han er verdens bedste fætter. Min onkel, Ethan, kom ind ad døren. 

" Hvad sker der her?" Spurgte han. 

" Marcus droppede Anna." sagde Aaron. Min onkel kiggede bekymret over på mig. Jeg vidste godt hvad han tænkte. 

" Nu, bliver du ikke ligesom før vel?" spurgte han og hentydede til mit gamle jeg. Jeg trak på skuldrene, for jeg vidste det virkelig ikke. 

" Fuck. " Lød det lavmælt ovre fra ham. Aaron tog et lidt strammere greb om mig. 

" Jeg vil finde min bror." Sagde jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Men det gjorde jeg, for jeg ville gerne finde min bror. Jeg stirrede tomt ud i luften, min hjerne lukkede fuldkommen ned. 

 

Aaron blev inde hos mig hele aftenen. Det hjalp lidt på det hele. Han var min kramme bamse.

Pludselig faldt alt ting på plads. Jeg var så dum, selvfølgelig kunne han ikke lide mig. Han havde bare brugt mig, han er ikke en skid anderledes end de andre. 

Aaron gik ind til sig selv igen. Hvilket var fint, da jeg godt kunne bruge noget tid alene. Jeg tog min mobil frem, og begyndte at blokere Marcus overalt. Hvis jeg skulle komme videre, skulle jeg helst ikke have noget kontakt med ham. Angående skolen, måtte jeg prøve at finde ud om jeg ikke kunne blive flyttet ind i en anden klasse. Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle blive hjemme fra skole imorgen i hvertfald, så ville rygterne ihvertfald køre, og han skulle satme ikke få mig ned med så nemt. 

Jeg fandt et nummer frem som jeg aldrig troede jeg skulle finde igen. Jeg trykkede det ind og ringede op.

der lød de sædvanlige bip, indtil der blev svaret.

Anna?" 

" Hej jeremy " Jeremy gilbert, gammel bedste ven, gammel dealer. Men han vidste hvad han havde gang i.

Hvad så? det pænt fucking længe siden." Sagde han.

" Jeg ved det. Men jeg skal bruge din hjælp, kan vi mødes et sted? " Spurgte jeg.

" jaja, det sædvanlige sted?" 

" Fint, er der ca om 30 min." Sagde jeg og lagde på. 

Jeg tog en Nirvana t-shirt på, med en sort net trøje indenunder, og nogle sorte jeans, med sorte net bukser indenunder også, alt skulle være lidt sort i dag. Jeremy måtte helst ikke tro jeg var blevet blød. Jeg tog en hue på, og mine runde solbriller. Og så mine sorte støvler. Jeg tog mine nøgler og gik nedenunder. 

Jeg skruede godt op for musikken. Og knocking on your heart med maggie spillede blødt ud af højtalerne. Jeg elsker den sang. Jeg gassede op og kørte afsted mod mødestedet. 

Minderne fløj forbi mig, som jeg passerede min barndomsgade. Jeg husker de gode, men også de dårlige. Der er flest af de dårlige. Jeg holdte ind på mødestedet. Udenfor matriets, en cafe vi altid var på. Jeg steg ud af bilen og gik ind ad døren. Velkendte ansigter kiggede på mig. Jeg kiggede rundt efter Jeremy. Jeg gik op til baren hvor han sad. 

" Jeremy." Sagde jeg. Han vendte sig hurtigt rundt, og et smil blev plantet på hans læber. Han rejste sig op og trak mig ind i et kram. Jeg havde faktisk savnet ham pænt meget. Jeg svang armene om ham. Jeg satte mig ned på en stol ved siden af baren. 

" Hvad så? hvordan går det?" Spurgte han. Jeg smilede svagt.

" Det går som det går." Sagde jeg bare. Han skulle ikke blandes for meget ind i mit nye liv.

" Hvad med dig? du ser bedre ud?" Sagde jeg, han så sundere ud, ikke så fyldt med stoffer.

" Well.. jeg droppede stofferne, og har været stoffri i snart et år nu. Og jeg har fået en kæreste, en der faktisk værdsætter mig." Sagde han og smilede skævt, hans gamle kæreste, min gamle " veninde" Hailey, behandlede ham pisse dårligt, og udnyttede ham pga stoffer. 

" Det godt, det meget godt." Sagde jeg og kiggede glad på ham. Det gjorde mig så glad at han var kommet videre.

" Jep, vi venter endda en datter om ikke så længe." sagde han, og et stort smil faldt ind over ham.

" jeg er så glad på dine vegne Jeremy." sagde jeg.

" Så hvad skal du ha hjælp med? " spurgte han. 

" Jeg vil finde min bror. Og du er ret god til sådan noget. " sagde jeg og kiggede på ham.

" Ja, ja okay, det bliver ik så svært. men, så lad os lige holde kontakten ik, så jeg kan få fat på dig når jeg finder ud af det. "

" Ja, ja selvfølgelig, tusinde tak Jeremy. " Sagde jeg og rejste mig. Jeg trak ham ind i et kram.

" Og så skriv da lige en gang når din datter er kommet til verden ik?" sagde jeg og kiggede glad på ham. Han nikkede med et stort smil. Jeg gik ud af cafeen og ind i min bil igen. 

Det var rart at se et velkendt ansigt igen. Jeg tændte min mobil, og så en masse ubesvarede opkald, fra Marcus. Jeg sukkede opgivende, hvad ville han. Jeg ringede ham op

" Jaer?" Sagde jeg da han tog mobilen.

" Hvor er du henne? jeg har ringet en million gange. "

"Det kan  jeg se..." 

" Men jeg var bare ovre hos en ven." Sagde jeg efter lidt tid.

Hvilken ven?" Spurgte han hårdere end han skulle.
" Kan du ikk være ligeglad? du dumpede mig jo. Du har ingen ret til at spørge " Sagde jeg. Hvad var der med ham.

" Din fætter sagde du tog tilbage til din gamle by, jeg ved der er dumme folk der, så jo forfanden jeg har ret til at spørge." Sagde han.

Jeg lagde på. Jeg havde egentlig ikke lyst til og høre på ham. Alt ved ham lige nu gjorde ondt.

Av.

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...