Boys like you

Anna, den stille pige, med en fortid som de fleste andre teenagere nok har gennemgået. Men Anna gik igennem den af en grund, mor og far er der ikke for hende. Det har de aldrig været. Anna møder drengen Marcus som hun forsvinder helt væk i. Men da hun sætter gang i missionen find-min-bror. Ændrer begge deres liv sig, hendes bror blev bortadopteret, og hun mangler en familie rolle i sit liv, en familierolle udover sin fætter og onkel. Men ting bliver svære. Nogle mennesker har man forevigt, andre er kortvarigt.
Læs gerne med :)

5Likes
0Kommentarer
1437Visninger
AA

4. 3.

Marcus havde mig præcis hvor han ville have mig, og han ved det godt. Han har luret at jeg ikke kan stå for ham. Især de seneste par dage. Siden festen har han siddet fast i mit hoved, og det har pint mig. For jeg ved godt han måske er den forkerte type.

Marcus Griggs: Har du mod på noget i aften?

Anna Johnson: Kommer an på så meget, hva da?

Marcus Griggs: Bare sig ja ffs.

Jeg grinte lidt for mig selv.

Anna Johnson: 👍🏼

 

Jeg ved ikke helt hvad det var med mig og Marcus, men af en eller anden grund, klingede vi bare sammen. Han var nok en af mine bedste venner, ik fordi jeg har særlig mange venner, men ja altså.

" Aaron? hvor er Ethan?" Spurgte jeg om. Ethan er navnet på min onkel.

" Han er nede og købe ind, hva da?" spurgte han.

" Jeg smutter ned til Marcus om ik så længe.." Sagde jeg. Aaron sukkede opgivende. Jeg vidste godt han ikke brød sig om Marcus, men jeg synes han var for dømmende, han kendte ham ikke engang. 

" Ethan kan ikke lide når du er ude af huset. " Sagde han lidt irriteret.

"jeg ved det godt, men Ethan er her ikke. Dæk over mig så du søød" Jeg var engang ude lidt sent med nogle veninder, og de tog stoffer, og stjal noget fra butikker. Politiet ankom og jeg skulle hentes på statioenen, uden egentlig at have gjort noget. Siden det har jeg skulle været hjemme specielle tider, ik fordi jeg har været ude, for efter det begyndte jeg at ændre min livsstil. Jeg begyndte at være mere aktiv i skolen, og gå meget op i skolen, jeg holdte mig mest for mig selv. Og nu er jeg den jeg er. Den jeg var før, er et overstået kapitel. 

" Forhelved Anna.." sukkede han opgivende, jeg sprang ind i hans arme.

" Tak Tak Tak, du er verdens bedste fætter!!" Hvinede jeg, han elskede når jeg sagde det. Et kækt smil viste sig på hans læber, Og han krammede mig tilbage.

 

Der var koldt udenfor. Jeg gik lidt ned af vejen, Marcus boede som sagt ikke så langt fra mig. Jeg bankede på døren, jeg gyste og slog armene om mig selv. Døren blev åbnet kort tid efter af en lille dreng. Han havde en nintendo i hånden og kiggede lidt forskrækket på mig. 

" Hej... er Marcus hjemme." 

Han nikkede ivrigt og flyttede sig lidt så jeg kunne komme ind. 

" Mange tak" Sagde jeg til ham, han rødmede. 

" H-han er.. deroppe." Sagde han genert. Gud han var da sød, han pegede op ad trappen. Jeg stillede mine sko og gik op af trappen. Der var kun en dør, og det var for enden af gangen. Jeg gik hen til den og bankede stille på. Døren blev hurtigt åbnet. Marcus kom til syne, og han smilede da han så mig, Han gav mig hurtigt elevator blikket. Jeg havde egentlig ikke gjort så meget ud af mig selv. Jeg havde nogle sorte jeans på, og så en hvid t-shirt, med sådan en kaktus over hjertet, T-shirten flashede en af mine tatoveringer. Og ja, jeg har tatoveringer. Jeg fik dem lavet den dag politiet kom. Det var egentlig bare roser, men flettet ind i roserne har jeg et citat. hvor der står 

The good memories

are for the tough times.

Det citat betød rigtigt meget for mig. For det var den eneste måde jeg kunne huske mine forældre.

" Har du tatoveringer????" Udbrød Marcus. Han så sjov ud så chokket han var. Jeg fniste.

" Lang historie." jeg ville ikke fylde ham med min fortid, jeg snakkede ikke om fortid, og det gider jeg heller ikke. 

Han nikkede. Han tog fat i mit håndled og hev mig ind på sit værelse. Her duftede af ham. Hans værelse var enkelt. Marcus virker altid så poetisk, så jeg spejdede efter nogle bøger, men jeg fandt kun 5, Og de 5 bøger havde jeg selv. 

" No way, læser du også After?" spurgte jeg meget nysgerrigt om. Han kløede sig i nakken og smilede akavet. 

" Jeg ved godt det er lidt piget, men jeg er vild med ham Hardin der." sagde han. Jeg grinede. 

" Jeg kunne godt lide Zed i starten, men så fandt jeg ud af at han rent faktisk er en ko.." Sagde jeg og gik hen til bøgerne. 

" Og så hader jeg Hardin for at gøre Tessa så ked af det.." Halv hviskede jeg. 

" Jeg forstår godt Hardin, han sårer hende jo ikke altid med vilje, det bare når hun opfører sig dumt."

" Opfører sig dumt? hvad snakker du om, det jo Hardin der er en kæmpe kegle, han er så egoistisk at man skulle tro det var løgn" Sagde jeg, måske en anelse surt. Marcus grinede, Han havde nogle søde smilehuller. 

" Du sød når du er sur." sagde han og kiggede på mig med et blik jeg ikke helt kunne læse. Jeg rødmede.

" Var det din lillebror nedenunder?" spørger jeg for at lette stemningen.

" Talte han til dig?" Han kiggede nysgerrigt. Jeg nikkede. Marcus så overrasket ud.

" Han plejer aldrig at sige noget til mine venner.. og jeg mener ALDRIG " pludseligt følte jeg mig meget specielt. 

" Han er mega cute." Sagde jeg og rødmede, jeg elskede børn, ærligt. Marcus kiggede på mig og smilte. 

" Marcus og Anna, der er mad!" Råbte hans mor. Jeg ved ikke hvordan jeg havde det med at skulle møde hans familie. 

" Kom." sagde han og tog igen fat i mit håndled. Det gav nærmest stød hver gang han rørte mig. Han trak mig med nedenunder, og ud i køkkenet. Bordet var dækket pænt til fire. Marcus lillebror sad og spillede nintendo ved bordet. 

" Hvor er far? " Spurgte Marcus om.

" Han kunne ikke komme.." Sagde hans mor. Marcus knyttede sine næver. Jeg gik hen til Marcus lillebror og rørte ved stolen ved siden af ham. 

" Må jeg sidde her?" Spurgte jeg blidt. Han kiggede op på mig med nogle grønne øjne. Han nikkede ivrigt igen. Jeg smilte til ham og satte mig ned. Marcus og hans mor kiggede på mig med store øjne. 

" Hvad spiller du? " Spurgte jeg ham om. 

" Fifa 17.. " Svarede han lavt. Jeg smilte til ham. Han rakte nintendoen hen imod mig.

" Vil du prøve? " Spurgte han blidt. 

" Ja mange tak. Men jeg skal nok have lidt hjælp.." han rejste sig op og stillede sig ved siden af mig. 

" Tryk kryds, og cirkel. Spil til ham der. Pace! " Han virkede så ivrig og glad. Jeg begyndte at grine. Jeg var så dårlig, men fik alligevel presset et mål ind. Vi hujede begge to. Jeg gav ham nintendoen tilbage og han slukkede den og satte sig ned. Marcus og hans mor kiggede stadig, meget chokerede. Jeg rødmede. 

" Hvad hedder du så? " Spurgte jeg ham om.
" Mathias.." Sagde han, " Hvad med dig?" 

" Jeg hedder Anna" Han er så flink, Marcus mor satte sig til bord. Jeg kiggede over på Marcus, han kiggede på mig imens han smilte. Jeg rødmede. 

" Så, Anna, hvad skal du efter du er færdig med gymnasiet? " Sagde hans mor og tog en bid af lasagnen. 

" Ehm, jeg leder efter et college som går meget op i kvanteelektrodynamik." sagde jeg. Hun kiggede måbende. 

" WOW, det.. wow." Sagde hun og kiggede chokeret. " Har du så fundet et?".

" Ja, men det ligger i Chicago." sagde jeg. Chicago var meget langt væk. Marcus kiggede trist på mig. Jeg ignorede hans udtryk. 

" det smager super godt mrs. Griggs." Sagde jeg for at lette stemningen. 

" Årh sludder, kald mig heidi!" Sagde hun og smilede. Jeg smilede tilbage. Hun var så flink. Marcus var hurtigt til at hive mig med ovenpå efter vi havde spist. Han lukkede hurtigt døren bag os. Og skubbede mig op ad den. Jeg gispede svagt. 

" Jeg har haft lyst til dette siden dag et." sagde han, og med det, pressede han sine læber imod mine, og vi smeltede sammen. Han begyndte og bevæge sine læber, jeg fulgte bare med. Han smagte af mint. Jeg tog fat i hans t-shirt og trak han tættere ind til mig. Uden pis, havde jeg også haft lyst til dette siden dag et. 

" Sov her, med mig, jeg skal nok lade vær med og prøve på noget." Hviskede han.

" Okay.." 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...