Ved hegnet

”Man kan ikke være ond,” begyndte drengen. ”God og ond er ikke ord for, hvad folk er, men for hvad de gør. //bidrag til Skriv dig gennem historien-konkurrencen, om 2. verdenskrig.
Antal tegn: 23. 933

3Likes
2Kommentarer
219Visninger

1. -

Silas vidste godt, at det var dumt. Det var måske derfor, han gjorde det. På den anden side gjorde han måske nok sig selv en tjeneste, for hvis han skulle blive meget mere inde i den overfyldte lejr, dag ud og dag ind, ville han blive lige skør som den gamle mand, der havde kradset et hagekors ned i gulvet med sine negle - fordi han allerede havde et hagekors kradset ind i sjælen, og måske også fordi han ikke havde nogen neglesaks. Skøre mennesker fyldte altid mere i rum, og rummet var i forvejen alt, alt for lille.

Det var bedre end ingenting, det var det, Silas’ mor sagde. Meget bedre end det ingenting, som de havde oplevet tilbage i Tyskland, det ingenting, der fungerede som et sort hul, der sugede alle de børn, der endnu ikke havde hørt om sorte huller til sig, så de stadig troede, at deres huller i sandkassen var store og alle de andre børn, der endnu ikke havde hørt, at de var det onde. Deres land var et sort hul, så det var jo et held, at de havde mulighed for at rejse til landet ved siden af dem. De var de onde, sagde hans mor, da de lagde sig til at sove den første nat. De sov på madrasser, der var så tynde, de næsten kunne betegnes, som tæpper og med mareridt så tykke og alt omfavnende, at de fungerede som dyner. Men han skulle bare være glade, for at de overhovedet havde fået madrasser i stedet for at længtes efter den seng, der havde stået tilbage på Silas’ værelse, derhjemme.

Det var stadig bedre end ingenting, da Silas’ lillesøster døde nogle dage, efter de var kommet – hun havde været syg under hele turen, da de var sejlet over havet, og Silas havde bebrejdet sig selv for, at turen tog så lang tid, fordi de tårer han stille græd for hende skabte et nyt verdenshav, hver eneste gang de var ved at nå kanten af det, de ellers sejlede på. Og stadig bedre end ingenting, da Silas’ far blev ramt af de sten, som nogle af danskerne kastede gennem det pigtrådshegn, der adskilte dem fra omverdenen,  ramt på det ben, han havde såret i krigen.

Men ingenting var nu det, som Silas var på jagt efter, da han lå der på sin madras og ventede på, at hans forælde faldt i søvn, ventede på, at han kunne rejse sig og barfodet skynde sig over gulvet, der var fuldt af klistrede pletter af vælling og skam og menneskelighed. Han havde allerede den første dag opdaget et lille hul i muren, som han nemt kunne komme ud af, uden at skulle tage sig af knirkende døre og havde siden den dag benyttet hullet hver nat, for at komme ud, da han ligeledes havde opdaget, at han umuligt kunne falde i søvn med alle de andre mennesker omkring sig.

Det var kun femtende dag, de var der nu, men han savnede alligevel derhjemme.  Se det var kun, når han var alene, at han turde tænke sådan. Man savnede ikke det land, der havde startet en verdenskrig. Det gjorde man bare ikke. Ikke det land, som man blev tvunget til at flygte fra, til det land det første land havde besat. Allerede nogle dage efter de var kommet, skulle Silas tale med en mand – en meget venlig mand, der gav ham kaffeerstatning og havde talt tysk med kraftig accent til ham, indtil Silas fik fortalt ham, at han skam talte dansk, hans mor var dansk, havde bare forelsket sig i en tysker, den forkerte nationalitet og var flyttet til den forkerte side af grænsen (og havde fået to forkerte børn).

Manden havde spurgt ham om mange ting, om han troede på racerenhed, hvad han syntes om Hitler, hvad han syntes om jøder, om ”nationalsocialisme” og at pakke forfærdelige ting ind i ord med lidt for mange stavelser. Silas havde taget store slurke af kaffeerstatningen, så han brændte sin tungespids og gik skoldet alle de ord hans hjemland havde forsøgt at plante i hans mund væk, dem som ellers havde bosat sig i hans venstre mundhule. Og så han kunne synke alle de andre ord sammen med en bitter smag, der udelukkende, udelukkende skyldtes kaffeerstatningen, fortalte han sig selv, alle de ord, om at det var hans hjem, hjem, hjem, ikke den del af det, der gassede jøder, og hvad vidste han, nej, men den del af det, der havde dug på græsset om morgenen, den del af det. hvor himlen blev dækket af de smukkeste farver, som om en utålmodig femårig havde fået en masse malerbøtter og besked på at prøve at male Mona Lisa  med himlen som lærred og den del af det, hvor han lillesøster grinede, og hans far krammede ham så hårdt, at Silas’ næsebor blev klemt så meget, han ikke kunne lugte det strejf af krudt, som havde hængt ved hans far, siden  den første dag, hvor han blev kaldt ind til hæren.

Han havde fortalt manden, at det var ikke hans hjem, og manden havde givet han et klap på skulderen.

Det var også lige meget nu. For nu var manden der ikke, og Silas sad alene. Oksbøl Lejren lå små hundrede meter væk, de firkantede bygninger, der nu var hans ”hjem” næsten ingen mellemrum mellem dem og så det pigtrådshegn, der omkransede den,  bare for en sikkerheds skyld, havde de sagt, da de ankom til Oksbøl. Bare for en sikkerheds skyld, ja, for de havde jo alle sammen pistoler og geværer og bomber gemt under tøjet (de havde fået besked på at skulle aflevere alt deres tøj ved ankomsten) og tyskhed gemt under huden (de havde fået besked på at skrælle deres hud af, lag for lag ved ankomsten, indtil deres negle var blodige, og de var klar til at få et klap på skulderen af den venlige mand)

Silas pustede stille ud. Hans ånde tegnede en hvid sky i den klare nat – det var kun i starten af marts, så det var stadig koldt, koldt, koldt udenfor. Alligel havde Silas ikke bebyrdet sig selv med at tage overtøj på, tværtimod sad han bare lænet op af en pæl i hegnet og nød ligefrem kulden, nød hvordan hvert åndedrag stak i brystkassen, hvordan det føltes, som om han herude kunne ørle verden op, i dampform lidt efter lidt for så at kunne spise den (deres rationer pr. dag var så små, og han var  jo i voksealderen, som hans mor sagde) nød hvordan han måske nok boede i en flygtningelejr lige nu, men der var han flygtning fra et land, ude ved hegnet i natten kunne han bare bygge sin egen flygtningelejr fra sine egne tanker. Helt væk fra alt andet, og helt uden skammen ved at vide, at de var blevet befalet der af Hitler.

”Hej.” Ordet blev pludselig sagt, med en lav stemmeføring, der alligevel var nok til at få Silas til at hoppe så højt op i luften, at han spiddede sig selv på stjernerne og dermed slap for at tage sig af denne fremmede. Næsten, altså. I stedet drejede Silas langsomt hovedet, væk fra lejren og hen til den skov, der bredte sig bag pigtrådshegnet. På den anden side sad en dreng. En dreng, der så ud til at være omtrent femten år, hans egen alder, selvom det var svært at sige i det svage månelys, og smilede noget, som Silas ville have troet var et venligt smil, hvis han ellers ikke havde lært bedre.

”Hej. ” Han svarede nærmest automatisk, og måske også fordi en lille del af ham (en del af ham, der befandt sig et sted ude i venstre lillefingernegl sikkert, eller i ét af hans hårstrå)  var træt af kun at have talt til sine forældre og til sin lillesøster, siden den dag de uniformsklædte mennesker kom og bankede på og sagde, at de skulle forlade deres hjem. Silas vidste stadig ikke, om han var glad for, at hans mor havde åbnet den dør eller ej - men hans hårstrå havde aldrig været mere utilfreds.

”Hvad laver du herude?” Drengen bevægede sig tættere på hegnet nu, hvilket nærmest tvang Silas til ligeledes at vende sig om, væk fra lejren, hen mod drengen

”Jeg kunne ikke sove.” Hvis Silas havde haft et fyrtøj på sig, ville han have sat ild til sit øjeæble, for at kunne sige det med et glimt i øjet, som var det en intern joke mellem dem.

”Heller ikke mig. Jeg bor på den anden side af skoven, i Mosevrå, og plejer altid at gå turer, når jeg ikke kan sove. Det har været meget de sidste par måneder.”

”Okay. Hyggeligt at tale med dig. Du må hellere se at komme tilbage nu, jeg er tysker, ser du jo nok, og ond ser du jo nok også. Jeg vil nødig smitte dig,” sagde Silas til et græsstrå. Selv det kunne fortælle ham, at det var en dårlig ide at sige sådan nogle ting højt, i tilfælde af at, der var andre end græsstrå til at høre efter.

Lejren var bevogtet, selvom det nu indtil videre bare bestod af en enkel vagt, der havde sovsepletter på sin uniform og havde en tendens til at falde i søvn og en tendens til at være ret ligeglad med alle de mennesker i lejren, der ikke havde nok sovs til at lave pletter og ikke nok mod til nogensinde at snige sig særlig mange skridt væk fra lejren.

”Man kan ikke være ond,” begyndte drengen bare, uden at flytte sig så meget som en centimeter. ”God og ond er ikke ord for, hvad folk er, men for hvad de gør. Så Hitler er ikke ond, eller noget, han har bare gjort usædvanligt mange onde ting og deler nationalitet med mennesker, der også har gjort onde ting -  og gode ting. Og jeg siger ikke, at der er nok til at retfærdiggøre at gøre onde ting, også at gøre gode ting, og jeg siger ikke, at alle skurkene har tragiske baggrundshistorier, nogle mennesker er bare røvhuller for, at verden skal blive ved med at dreje rundt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg siger ”

”Så min far er ikke ond?” Silas fik en pludselig trang til at udfordre drengen. ”Min far – han er tidligere soldat, har dræbt flere mennesker, end du kunne drømme om, folk på din side. Er han ikke ond?” 

Før drengen kunne nå at svare skød en varm brise hen over dem - som følte verden bare lige et behov for at minde dem på, at den i hvert fald ikke var ond, eller måske stod den bare på et eller andet tag og tippede på kanten af forår og funderede over, om den mon burde tage trappen eller  bare springe og knuses mod fortovet og spekulerede på, om der stadig fandtes drenge, der engang i mellem burde få syet deres stemmebånd sammen, og deres hjerne med, så den kunne slippe for alle de dårlige metaforer, og spekulerede på, om folk engang i mellem bare kunne sige tingene, som de var – det er ved at blive forår, alle tyskere er onde.

”Og? Din far har garanteret også gjort masser af gode ting, han har fået dig, givet dig det sidste stykke kage? Og de soldater – på vores side, som du siger, har da også dræbt mennesker.  Og desuden ser jeg ikke rigtig noget eventyragtigt, sort/hvidt, der adskiller os to, ikke en urgammel lov, der bestemmer om mennesker er gode eller onde. Næh, jeg ser bare et hegn, der er menneskebygget,” sagde drengen og smilede igen. Han havde meget små læber, lagde Silas mærke til, forbløffende små, men når han smilede, strakte de sig på uforklarlig vis så meget ud, at de kunne nå hele vejen rundt om jorden og en dårlig metafor, hvis de ellers ikke sad der på hans ansigt og var venlig mod en  dreng, hvis smil ikke kunne nå rundt om hans eget hårstrå.

”Hvad hedder du?” spurgte Silas  i stedet for. Et meget mere sikkert emne.

”Steffan. Hvad med dig?”

”Silas.”

Steffan nikkede eftertænksomt, som havde Silas lige fortalt ham, at jorden var rund, at mænd og kvinder burde være lige, at himlen var blå. ”Dejligt at møde dig, Silas,” sagde han og famlede så et øjeblik rundt i mørket med sin højre hånd. Silas lod sig selv tro, i et øjeblik, at han var på udkig efter en kniv eller en lynlås i luften, men i stedet fandt drengen bare et lille hul i hegnet, der var stort nok til at han kunne stikke sin hånd igennem og holde den frem til Silas.

Han tog den, som var de to formelle forretningsmænd i jakkesæt på jakkesæt på jakkesæt og holdt fast i den et øjeblik for længe for så at give slip på den igen som den første.  Altid lad andre folk tro, at de har mere brug for dig, end du har brug for dem, det var den regel, han levede efter . Og måske også reglen om, at man aldrig skulle stole på drenge, man mødte i udkanten af en flygtningelejr, midt om natten, drenge, der ikke ville tro på, at man var ond, drenge  som havde det med at afbryde ens tankerækker før, man overhovedet kunne komme i gang, den slags drenge, der altid kom kravlende, når man havde hovedet vendt den anden vej, når man havde hovedet vendt op mod en stjernehimmel og tænkte tanker, der var for store til ens eget hoved, men alt, alt for små i forhold til  himlen over én.

”Du taler godt dansk…” begyndte Steffan igen. Silas overvejede ikke at svare ham og håbe, at han ville fatte hintet – gå, gå, gå, vær nu sød at gå, jeg vil ikke forholde mig til, at verden eksister for andet end min skyld.

”Min mor er dansker, blev født her, voksede op her, mødte min far, giftede sig, flyttede til Tyskland, min far blev indkaldt, da krigen kom, min far blev skudt i benet  i starten af 1945, i år og kom hjem, og vi blev nødt til at flygte til Danmark– de levede lykkeligt til deres dages ende.  Hvad med dine forældre?” Silas havde uvilkårligt sænket sin stemme til en hvisken, ikke fordi han helt troede på, at vagterne bekymrede sig nok om dem, til at patruljere om aftenen, nærmere bare fordi han var en lillebitte dreng, der var for bange til at lade som om hans egen livshistorie var værd mere end en sætning, trods han lige nu befandt sig i historien om en verdenskrig, der ville blive skrevet utallige bøger om - sådan kunne det jo gå. Men lige nu var han mere interesseret  i at høre om Steffan, mere interesseret i at bore forfrosne fingre og ord  end i hegnet mellem dem, end han var interesseret i sin snarlige berømmelse, som del af historien, sådan var det jo.

”De er begge to  modstandsfolk. Var. De gjorde aldrig det store, du ved, delte ulovlige blade ud - en gang imellem lyttede de også til engelsk radio og skrev kodebeskeder ned fra den og gjorde et eller andet ved dem, og når jeg spurgte dem, hvad det var,  opførte de altid sig som dengang jeg i første klasse havde spurgt, hvorfor en dreng i min klasse grinede, når han så en blomst og en bi. Cirka lige alvorligt for dem. ” Steffan grinede svagt, en latter der gav ekko i natten, som en vind, der flyttede de visne blade hen over jorden , som prøvede  bladene  at komme så hurtigt væk fra denne dreng, hvis humor vist var visnet ind, for længst.

”Men det var bare følelsen af at gøre noget, tor jeg. Bare et eller andet. De ville ikke rigtig ændre verden, er jeg sikker på, de ville bare ændre sig selv, havde hørt nok eventyr til at vide, at man skulle tilhøre de gode jo. Far havde også en pistol til at ligge i en skuffe, som han havde låst. Og så en dag kom der, en tysk politibetjent, bankede på døren, kom fra Frøslevlejren, sagde han.   Far låste hurtigt skuffen op, fandt sin pistol frem, og stod klar med den -  jeg har aldrig set ham så seriøs. Han kunne have nået at trykke på den aftrækker, det kunne han virkelig, men han gjorde det ikke. Han gjorde det ikke, og de tog ham med, og jeg vrøvler, gør jeg ikke? Undskyld jeg kan vist godt lide lyden af mig selv, der taler.”

Det kunne Silas også – ja det kunne godt være, at de visne blade flygtede, men han blev nu siddende ved hegnet og lyttede og kunne godt lide at for en afveksling, var der rent faktisk nogen, der sagde noget, i stedet for at sidde i stilhed  med sin familie og se, hvad der mon knækkede først -  deres rygrad eller  Tysklands sidste modstand.

Men det sagde han nu ikke, sad bare og stirrede på Steffan og ventede på, at han ville fortsætte.

”Og de tog ikke min mor, troede sikket ikke, at hun var med i noget modstand, måske fordi kvinder ikke kan finde ud af at se andre uretfærdigheder end  det ekstra kilo, der er behov for på deres børns mave og den ekstra plet, der er på deres gryde. Men min far – min far kunne have dræbt ham, det kunne han virkelig. Men det gjorde han ikke, trods alt sin store snak om at være med i modstandsbevægelsen og alt det. Hvis alle var som ham, ville den her krig fortsætte for evigt.”

”Nej,” sagde Silas stille. ”Hvis alle var som ham, ville der aldrig have været krig. ”

”Sikke en trøst, han kan sikkert høre det, der over i lejren, det er jeg sikker på.”

”Det var ikke det, jeg mente. Og der er mange ting, han ikke ville kunne høre over i den lejr. Han ville ikke kunne høre alle de ikkeeksisterende historiebøger, der bliver skrevet om den mand, der troede, at verden kunne ændres på anden måde end ved at skyde en kugle i gennem dem og lade den forbløde ud på et gulv i Mosevrå og troede, at den kunne ændres ved andet end,  at drenge så deres fædre skyde andre mennesker.  Men, Steffan – det her, det er historien, selvom den måske ikke kommer med i nogle bøger. Man siger, at historien udelukkende bliver skrevet af sejrherrerne og det passer måske, men historien bliver i hvert fald skrevet, og historien bliver kun skrevet af dem, der har noget at skrive med og at skrive om, og nok bomber med til, at  andre ville læse den. ”

”Du har virkelig brug for søvn.”

”Undskyld – jeg kan bare god lide lyden af mig selv, der snakker dansk.”

”Du skal ikke sige undskyld. Det, må du ikke, okay?”

”Okay.” Det faldt ikke engang Silas ind at sige nej, til den dreng han havde kendt i 10 minutter. 10 minutter – tiden var en mærkelig skabning, et lille barn, havde han også altid forstillet sig. Den vidste ikke bedre, end at gå på det mest skrøbelig græs og de mest skrøbelige hjerter, selvom der begge steder var sat meget tydelige skilte op, om at de ikke måtte betrædes.

”Så, ved du, hvad Steffan? Den her krig er lige så vigtig. Den krig, der bliver udkæmpet hvert evigt eneste sekund af hver eneste dag, den krig, som vi kæmper med næb og klør og menneskelighed, men ikke med bomber og geværer. Den krig, som man vinder en lillebitte smule hver eneste dag, man svinger sine ben ud over sengekanten, uden at være bange for, hvad der vil ske, når de rammer gulvet, den krig man vinder lidt ved at tale sammen, selvom der er et hegn i mellem én, den krig som ingen skriver historiebøger om, fordi der er aldrig nogen definerbare sejrherrer  eller taber, der er bare den næste dag. ”

Det svarede Steffan først ikke på, sad bare og fingerede ved hegnet i mellem dem. Silas ville have sagt til ham, at han skulle passe på ikke at stikke sig, men han var bange for, at det ville minde Steffan på, alle de steder han burde at være, hvor der ikke var noget hegn, man skulle passe på ikke at stikke sig på. I stedet sad de bare lidt i stilhed, Steffan nu med blikket rettet op mod himlen. Silas overvejede nu at sige til ham, at stjernerne ikke var besværet værd – de var ligesom den slags mennesker, der kun kiggede andre i øjnene for at se spejlbilledet af sig selv i deres pupiller. Overvurderede. Men Steffan kom ham i forkøbet.

”Smukt, ikke?” sagde han uden at fjerne sit blik fra stjernehimlen

”Jo,” svarede Silas uden at fjerne sit blik fra Steffan.

”Men ikke smukt nok til at sidde og kigge på midt om natten, uden overtøj. Hvorfor går du ikke ind?”

”Hvorfor går du ikke ind?”

Steffan trak bare på skuldrene. ”Sikker på at du ikke fryser?”

Silas nikkede bare, og det var ikke, fordi hans hoved rystede af kulde, slet ikke. Faktisk ville han gerne have sidde nøgen i utallige minusgrader uden at hente overtøj, da han ikke havde lyst til at flytte sig fra Steffan, Steffan, der virkede så utilregnelig, at Silas var bange for at fjerne sine øjne fra ham, i bare et sekund. For god til at være sand.

”Okay, så lad os lave en aftale. I morgen mødes vi her igen, og så har du fundet dig en jakke, og du har også fundet dig et hjørne af dine tanker, hvor du ved, at du ikke kan smitte mig med at være tysker, men du kan da så sandelig smitte mig med lungebetændelse. Aftale?”

Denne gang behøvede Silas intet fyrtøj for at sige det med et glimt i øjet, nej tværtimod så selvantændte hans øjeæbler helt af sig selv og rullede rundt i deres huler, en sejrsdans for at få lov til at se denne dreng i morgen.

”Aftale.”

Resten af natten talte de videre sammen, med dæmpede stemmer, talte, om både der skvulpede mod havet, og havet der skvulpede mod selvforståelsen, Steffan fortalte om sin far, og Silas fortalte om sin lillesøster, og de talte, og Silas tak en fod gennem hegnet, og rørte Steffans fod med sin fod, og måske kunne han også mærke Silas fod gennem sin skosål og måske ikke, og måske var det lige meget, for i det øjeblik ville Silas gerne skrive en historiebog, om at røre en anden drengs sko, og  om alle de tanker, om hvor tyk skosålen var,  der fulgte, og kradse den ned i universet med sine tånegle, i stedet for hagekors i gulvet med  sine fingernegle.

Og da det første tegn på lys viste sig i horisonten, skyndte Silas sig tilbage til lejren, så sig tilbage for hvert skridt og glædede sig til i morgen.

***

 

Der var gået tre måneder. Tre måneder, hvor Silas fortsatte med at snige sig ud fra lejren hver nat. Om dagen var han begyndt at gå i skole sammen med en masse andre teenagere med en lidt for uren hud og en lidt for tom fremtid, hans fars ben havde fået det bedre, og verden havde måske også fået det bedre. Danmark var i hvert fald blevet befriet, og Hitler var død og alle var så glade, så glade, og Silas kunne også godt tro på, at han var glad, når han kneb øjne sammen og krakelerede sit kranium og borede sine negle ind i huden på, det der med at have lov til at savne ting, som andre folk hadede, og tiden gik, og hans lillesøster endte i en eller anden massegrav, ude bag ved lejren.

Om natten gik han ud til Steffan. Det var efterhånden blevet en tradition – efter at de havde siddet i nogle timer den første nat og talt i dæmpede stemmer af frygt for at høre sig selv, var de blevet enige om at komme tilbage den næste dag, og den næste dag igen og den næste dag igen. De havde endda fundet et sted i hegnet, der var stort nok til, at de kunne klatre ud til hinanden, så tynde de begge var med deres stikkende ribben og stikkende tanker om alle de fandens rationer. Silas havde dog aldrig bevæget sig længere væk end få meter. Han vidste ikke helt hvorfor – han havde muligheden for at flygte, men turde ikke tage den.

Måske fordi han var træt af at flygte.

For Silas var ikke flygtet, for knap 2 måneder siden, da det første gang var ham, der var kravlet ud af hegnet til Steffan, ikke flygtet da Steffan lænede sig frem, og Silas lænede sig frem, og stjernerne lænede sig lidt tilbage for at give dem noget privatliv, og deres læber havde strejfet hinanden, bare et øjeblik.  Og så flere øjeblikke med meget mere end strejf, hvor de gjorde andet end at tale og alligevel fik sagt så mange af de ting, som det indtil videre kun var acceptabelt for dem at sige, når de sad alene om natten.

Da hans mor en morgen havde spurgt, hvad alt det græs lavede i hans hår, havde han bare grinet. Da hun senere den dag havde spurgt, hvad han troede, der skulle ske med dem, havde han dog grinet endnu højere og drysset et par indtørrede græsstrå på gulvet. For at være ærlig havde Silas dog ingen ide.

Nogle gange talte han med Steffan om det, om fremtiden, men det virkede lige så fjernt, som når de talte om enhjørninger, eller om at der et eller andet sted, var folk, der blev myrdet for grunden til at Silas (næsten) havde græs til at vokse i håret og et eller andet til at vokse et eller andet sted der bestemt ikke var hjertet med andre drenge, når man selv var en dreng. Fjernt, noget, der ikke rigtig vedrørte dem.

I stedet var de bare glade, da Steffans far kom hjem, efter Danmark blev befriet og glad, da de hørte, om at krigen snart sluttede og glad for at høre, at Solen skinnede, når det var dag.

Silas havde endnu ikke set Steffan i dagslys, aldrig nogensinde, men måske var det også sådan, han foretræk det. Tre måneder var gået siden han først havde hørt det tøvende ’hej’, tre måneder, hvor Steffan havde været hans hemmelighed, så hemmelig, at han nogen gange tvivlede på, at han var virkelig, alle de timer, hvor de ikke var sammen, om det varme mærke på hans læber i virkeligheden bare skyldtes alle de ord, han ikke havde turde sige til den venlige mand med klappet på ryggen og kaffeerstatningen – ord, der nu var ved at brænde ham op.

Men når han sad der med Steffan, kunne Silas lade som om, at de ord ikke betød noget, lade som om at alle havde indset, der fandtes større problemer i verden, end at to drenge kyssede hinanden, lade som om at fremtiden aldrig ville indhente dem.

Lade som om lige indtil det blev morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...