Uskyldig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2017
  • Opdateret: 30 apr. 2017
  • Status: Færdig
Novellen følger unge Dorothea Hansen, der arbejder på telefoncentralen i Valby. Hun fortæller ærligt om den ængstelige besættelsestid, og hvordan livet forandredes, da hun mødte den tyske Herbert Otto. Dorothea bliver stormende forelsket, og følelserne er i særdeleshed genkendt - men kærlighedens medalje har en bagside, og hun finder ud af, at forelskelsen ikke var så uskyldig, som hun gik og troede... Jeg deltager i konkurrencen "Skriv dig gennem historien", hvor jeg har valgt den tredje mulighed om besættelsen og Frøslevlejren. Antal tegn inkl. Mellemrum: 23.888.

1Likes
0Kommentarer
306Visninger

1. Uskyldig

9. april, 1943.

    I dag er det 3 år siden, vi blev besat. Først var det ikke til at mærke, på grund af samarbejdspolitikken og ikke-angrebspagten. Jeg fortsatte mit liv som ellers, og beholdte mit arbejde uden problemer.

     Det var ikke tilfældet i Norge, hvor min søster boede, med sin mand og barn. Vi skrev ofte, og hun fortalte om Norges besættelse. Om bombninger og total ødelæggelse af byer. Om angst, fængslinger, tortur, henrettelser. Jeg fik knuder i maven, og priste mig lykkelig for, at jeg boede i Danmark.. Vi var trygge i Danmark. Heldige. Det var vi.

     Varemanglen var hård, men mit arbejde som telefonist på Valby telefoncentral sørgede for, at jeg ikke led økonomisk. Alligevel begyndte jeg at føle mig utryg. Ængstelig… Jeg frygtede, at det mindste fejltrin, ville lede til samme skæbne, som var tilfaldet nordmændene – kunne det ske i Norge, kunne det også ske i Danmark. Det var som at gå på æggeskaller. Grænserne lukkede, så jeg ikke længere kunne besøge min søster, så jeg begyndte at skrive oftere med hende.

     Pludselig gjorde dette mig også ængstelig. Jeg frygtede, at komme til at udtrykke modvilje overfor tyskerne i mine breve, så jeg stoppede med at skrive.

     Aftenmørklægningerne og overfloden af tyskere, der bare fortsat strømmede til, gjorde mig også bange. Jeg turde ikke længere gå alene. Luftalarmerne blev hyppigere, og hver gang sprang mit hjerte et slag over – sæt nu, De Allierede ville straffe os, for at have føjet tyskerne?

     Nu er det gået op for mig, at jeg frygter, at være dansker i Danmark – noget jeg ellers altid havde været stolt af. Det er forfærdeligt. Jeg er vokset op her. Der har altid været trygt, og nu… åh for pokker. Jeg beder hver eneste nat, for, at jeg vågner op og Danmark igen er frit. Men når jeg vågner, rammes jeg af en tung, synkende følelse i hjertet, da jeg indser, at vi stadigvæk er under besættelse. Jeg frygter, at jeg aldrig får mit Danmark tilbage.

     Jeg er ikke den eneste, der frygter for mit liv og land. Min omgangskreds opfører sig mere køligt overfor tyskerne, og jeg har hørt om sabotage og voldelig modstand, det sidste års tid. Det er skræmmende. Hvad skal jeg mene? Jeg ønsker et frit Danmark, men jeg ønsker ikke mere krig. De får slået sig selv ihjel, og provokeret tyskerne til flere umenneskelige gerninger, der ender med at dræbe os alle. Hvad skal vi stille op, her i lille Danmark? Gud, hjælp os. Vi har brug for dig.

 

 

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea, hvem ønsker De at få fat i? … Okay, jeg omstiller dig. Hav en god dag.”

”Psst, Dorothea?”

Det var Agnete, der prikkede mig på skulderen. Jeg stak afventende en finger i vejret, som tegn til, at hun lige måtte vente et øjeblik, mens jeg besvarede næste opkald.

”Dorothea fra Valby telefoncentral, hvem ønsker De at tale med? … Hæng lige på et øjeblik…” Jeg ringede op til den ønskede abonnement, og fik tilsluttet kablerne. ”Således, og fortsæt god dag.” Jeg sænkede hørebøfferne igen, og så over på Agnete. ”Hvad så?”

Telefonen kimede ved Agnete, og jeg så afventende på hende; ventede på, at hun satte høretelefonerne op til ørerne, men der skete ingenting. ”Jeg tænkte, om vi ikke skulle tage ned på baren efter arbejde? Det er jo fredag.” Efter at have udmeldt sin tanke, rettede Agnete høretelefonerne og hjalp abonnenten.

Jeg tyggede lidt på hendes forslag imens. Jeg havde ikke været på en bar, siden landet blev besat. Jeg brød mig ikke om at færdes ude om aftenen, nu hvor tyskerne var om os. Alligevel længstes noget i mig også efter at glemme… at have nogle normale stunder.

”Hvad siger du så?” Agnete afbrød min tankestrøm.

”Tjoh, hvorfor ikke? Jeg vil bare ikke gå alene hjem.”

”Du kan sove hos mig, jeg er heller ikke vild efter at gå alene om aftenen.”

”Så er det en aftale.” sagde jeg, hvortil Agnete nikkede.

Jeg hørte, den ene af abonnenterne, jeg havde hjulpet fortalte, at de var færdige med samtalen, kiggede på uret, og noterede antallet af talte minutter, hvorefter jeg trak kablerne ud. Jeg var fyldt med ambivalens, i forhold til mit valg – var det nu klogt? Inden, jeg kunne nå at reflektere yderligere, ringede telefonen igen.

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea. Hvem ønsker De kontakt med?”

 

 

12. maj, 1943.

Idéen om at tage med Agnete ned på baren, havde slet ikke været så tosset endda. Det var rigtig hyggeligt. Vi blev ikke så længe, men de timer, vi var der, var magiske, og fik mig til at slippe alle spændingerne, der havde hobet sig op. Vi aftalte hurtigt, at det skulle vi første fredag i måneden fremover, og når vi ellers havde lyst.

Det viser sig også, at være noget, jeg får brug for. Der er startet en tysker på centralen i Valby, der skal holde øje med os. Herbert Otto. Tyskerne formoder, vi aflytter abonnenterne, hvilket vi ellers ikke må. Men vi har intet valg. Jeg bryder mig ikke om hverken Herbert eller nogle af de andre. Hans tilstedeværelse gør mig mere nervøs end ellers. Jeg har snakket med min læge om min ængstelighed, men han kan ikke hjælpe mig.

 


”Jeg kunne godt bruge, at tage ned på baren i aften – hvad siger du, Agnete?”

Agnete nikkede, som en anden lille nikkedukke, åbenbart meget begejstret for mit forslag. ”Jo, det lyder som en fantastisk idé.”

”Bar? Kann jeg kommen med?”

Jeg var næsten sprunget bagover på stolen, da den varme ånde ramte min nakke, og de gebrokne ord blev udtalt. Glippende fandt mine øjne frem til ham. Herbert Otto. Hvorfor ville han dog med os på bar?

”Selvfølgelig.” fløj det ud af Agnete, selv om jeg kunne se i hendes øjne, at hun var rådvild.

Jeg sendte Herbert et venligt smil. ”De er velkommen.”

Herbert blinkede til os begge, inden han gik, og jeg stirrede rædselsslagent på Agnete. Det var absolut ikke planen, at Herbert skulle med os, og nu havde vi ingen vej udenom. Som om det ikke var nok, at tyskerne havde invaderet vores land, nu ville de også invadere vores liv. Agnete sendte mig et trist blik, inden telefonen ringede for ottehundredende gang i dag.

”Valby telefoncentral, det er Agnete. Hvad ønsker De assistance med?”

Min telefon forblev for én gangs skyld tavs, og efterlod mig i et mørkt tankemylder. Selvfølgelig forestillede jeg mig det værste – man havde jo hørt, hvordan tyskerne forgreb sig på de danske kvinder, så hvad fik mig til at tro, at det ikke også ville ske for mig? For Agnete?

 

 

3. juni, 1943.

Herbert Otto er ikke så slem, som jeg gik og troede. Faktisk er han en virkelig dejlig fyr. Jeg har aldrig mødt en mand – hverken dansk eller tysk – der var så nede på jorden. Herbert bryder sig ikke engang om den ideologi, hans land fører. Han ønsker fred. Ligesom jeg. Jeg tror, vi talte hele natten. Det var fantastisk. Endelig nogen, der deler mine bekymringer, og som ikke… dømmer mig. Jeg håber snart krigen slutter. Vi vil bare have fred.

 

 

”Fortæl, fortæl! ”hvinede Agnete spændt, da jeg sænkede hørebøfferne, efter at have viderestillet den seneste herre, der havde ringet ind.

”Sch, hele selskabet behøver ikke vide det.”

”Jamen, så tal til mig, Dorothea! Jeg er ved at af spænding.”

I samme øjeblik ringede telefonen igen.

”Valby telefonce…” Jeg nåede ikke videre i præsentationen, fordi nogen kyssede mig på håret. Forvirret drejede jeg omkring i stolen, indtil jeg fandt det, mit øje søgte.

”Wir har teknisher problemer. Jeg må dit opkall afslå, til det i orden er.” Herberts stemme var mørk og rusten i mikrofonen, inden han sænkede mine hovedtelefoner og betragtede mig med sine isblå øjne. ”Du ser scmuk ud i dag.” bemærkede han med et smil, inden han rettede sig op og gik videre.

Agnete gjorde store, spørgende øjne.

”Der er ikke sket noget.” forsikrede jeg hende, inden jeg rystede på hovedet.

”Men han… er du sikker?”

”Jeg tror, jeg ville opdage, hvis der var sket noget… tror du ikke? Vi snakkede bare.”

”Du er så fuld af løgn.” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var en jaloux undertone, jeg hørte i hendes stemme, som hun rystede på hovedet af mig og tog sine lyttebøffer på.

Jeg tog også mine på igen, og afventede næste opkald. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på Herberts kommentar. Det var ikke fordi jeg normalt følte mig videre elegant i mit askegrå tøj – en kedelig blazer, og en nederdel, der stoppede midt på knæene. Dertil et par sorte stiletlignende sko. Alligevel følte jeg mig nu som en prinsesse.

 

 

24. juli, 1943.

Jeg ved ikke, om Herbert og jeg er kærester. Men vi tilbringer i hvert fald meget tid sammen på centralen. Han er fantastisk. Agnete siger, det går alt for hurtigt, og at jeg er blevet blind, men jeg tror bare, hun er jaloux. Hun forstår sig ikke på kærlighed. Herbert elsker mig, og jeg elsker ham, og så er der ikke mere at sige om dét. Vi er det perfekte par. Jeg håber sådan, at krigen snart slutter, så vi kan leve sammen – han vil tage mig med til Tyskland, der skulle være så smukt. Gud, vær sød, at lade denne krig ende snart.

 

 

”Kommt din veninde?”

”Jeg er ikke så sikker mere.” mumlede jeg og slog eftertænksomt et blik over på uret ved bardisken.

Jeg havde ikke snakket så godt med Agnete i lang tid. Hun var kølig, når vi var på arbejde, og havde hele tiden travlt. Hun sænkede næsten aldrig sine høretelefoner mere, og når jeg spurgte hende om noget, tyssede hun på mig, eller sagde, hun var i gang med at lytte til samtalerne, som vi havde fået besked på – og at jeg burde overveje at gøre det samme. Jeg kunne slet ikke tro mine egne ører. Vi havde altid været kvinder, der elskede sladder, bevares, men jeg havde aldrig troet, hun direkte ville aflytte nogen.

”Jeg er sikker, hun kommt.” smilede Herbert og gav min skulder et klem, inden han gjorde tegn til bartenderen om at komme med mere øl.

”Må jeg få en cigaret?”

Et øjeblik så han eftertænksom ud, men fiskede så pakken op af jakkelommen og åbnede den med pegefingeren, så jeg kunne tage en. Jeg satte den mellem læberne, hvorefter han tændte lighteren, så jeg kunne tage et hiv. Da jeg fjernede cigaretten fra læberne og pustede ud, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over den røde cirkel, mine læber havde dannet omkring cigaretten. Øllene blev stillet på bordet, og jeg bemærkede, der var fem i stedet for bare to.

”De antre kommt også.” forklarede han og nikkede.

”Det sagde du ikke noget om.” Jeg smilede lidt anstrengt til ham, men han lod sig ikke påvirke.

Det var ikke min plan, at tilbringe min aften blandt flere tyskere end nødvendigt. Bare fordi jeg havde mødt én dejlig, tysk fyr, betød det ikke, jeg var mindre skeptisk overfor resten af dem. Inden jeg kunne nå at sige mere, piftede Herbert højt og vinkede med armen. Øjeblikket efter kom hans tre kammerater over, og jeg anede ikke, hvem nogen af dem var.

”Hallo.” hilste Herberts venner, og jeg smilede lidt tvungent.

”Das ist meine Freundin, Dorothea.”

Jeg havde nær fået røgen galt i halsen og hostede, da han fortalte sine venner, at jeg var hans kæreste. Varmen fra mine kinders rødmen var tydelig – jeg havde absolut ikke troet, han allerede anså mig som sin kæreste, men det var absolut en glædelig nyhed.

”Hallo. Schön Sie zu treffen.” Jeg pustede røgen fra cigaretten ud til siden og rystede deres hænder med min højre hånd, mens jeg holdt cigaretten på afstand med den venstre.

”Sie sind sehr schön, Dorothea.” kommenterede en af vennerne, der præsenterede sig som Anton.

”Netter Versuch Anton, aber sie ist meine.” afskar Herbert ham hurtigt, og jeg kunne ikke lade være med at fnise – jeg havde altid været usikker, og ikke lige den pige, fyrene gik efter, så at have en, der sagde, at jeg var hans, gjorde mig latterligt glad.

”Ich verstehen, Ich würde sie nicht stehlen von dir… Jetzt wollen wir auf Sie trinken. Prost!“

Den var de to andre tydeligvis med på, for de løftede alle deres glas, og skålede for os, og i det øjeblik var jeg lykkelig. Alle puslespilsbrikkerne passede endelig sammen.

 

 

13. august, 1943.

Så skete det. Herbert og jeg blev kærester, og hans venner er så søde! Jeg er ikke længere bange for at gå alene blandt tyskere. Det er fantastisk. Jeg er lykkelig.

Desværre er der nogen, der forsøger, at så skår i min lykke. Jeg ved ikke, hvornår det startede, men jeg føler mig usikker og udstillet, når jeg eksempelvis handler ind. Folk, jeg har kendt hele mit liv, ser skævt til mig. Holder øje med mig. En dag var jeg på posthuset for at frankere et brev til min søster – fordi jeg endelig turde skrive – og fik at vide, at de ikke sendte breve for tyskertøser. Tyskertøs? Jeg er da lige så dansk, som de er? Men jeg fik ikke lov, til at sende mit brev.

Der gik ikke lang tid, før det var hverdagskost. Tyskertøs. Soldaterhoppe. Feltmadras. Kommentarerne blev ikke blot sagt til mit ansigt, eller råbt efter mig, jeg hørte også folk hviske om mig, når jeg gik – jeg anede ikke, hvordan det var sluppet ud, for jeg var påpasselig med ikke at rende for meget rundt med Herbert, og jeg havde aldrig haft ham med hjemme. Alligevel var alle klar over mit forhold til ham, og alle tog afstand – jeg føler mig som en spedalsk!

 

 

Der var gået lang tid, siden jeg sidst rigtig havde talt med Agnete. Hun ignorerede mig stadigvæk på arbejdet. Tvungent hilste og sagde hun farvel, men ellers snakkede vi ikke. Hun havde stadigvæk travlt. Når jeg spurgte hende, trak hun sig væk. Jeg havde slet ikke fortalt hende, at jeg var sammen med Herbert nu. Ikke, at det betød, hun intet vidste, for det gjorde hun sikkert – hvis hele byen vidste det, gjorde hun nok også. Men jeg savnede bare at snakke med hende om det.

”Du er altså nødt til at snakke med mig nu.” Jeg greb blidt fast i hendes arm, efter hun sænkede hørebøfferne, for at fange hendes opmærksomhed.

”Nej, det er jeg ikke nødt til.” svarede hun køligt.

”Jeg kan ik…”

”Giv slip på mig.” sagde hun afskærende, og jeg slap med det samme hendes arm.

”Undskyld, jeg ville bare… jeg kan ikke holde det ud.”

”Det er ikke mit problem. Jeg gør mit job, måske skulle du gøre dit?”

”Hvad mener du? Jeg forstår dig ikke.” Først nægtede hun at snakke med mig, og nu beskyldte hun mig for ikke at udføre mit arbejde? ”Hvad er der sket med os? Hvorfor vil du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort?”

I lang tid var der stille. Hun sagde ikke ét ord. Hun ikke engang så på mig. Jeg blev i tvivl om, om hun i det hele taget havde hørt mig.

Med ét skubbede hun stolen væk fra bordet og gik. Inden hun gik ud af døren vendte hun sig om og så på mig.

”Jeg behøver ikke stå til regnskab overfor en tyskertøs som dig.” Var hendes sidste kommentar, inden hun drejede omkring og fortsatte ud af døren – jeg var lamslået.

 

 

1. oktober, 1943.

Jeg er i vildrede, og jeg kan snart ikke mere. Jeg elsker Herbert, men det her er ikke til at holde ud – end ikke hans kærlighed lindrer min smerte. Mine forældre nægter at tale til mig. Agnete vil ikke kendes ved mig; hun har fået rykket omstillingsplads, så hun ikke længere sidder ved min side.

Folk er begyndt at spytte på mig på gaden. Jeg har altid nydt at gå ture her om sommeren, men jeg kan ikke holde skældsordene og spytterierne ud.

Jeg har talt med Herbert, og han beder mig være stærk og holde ud. Men det er hårdt.

Hvad vigtigere er, at jeg ikke er den eneste, der går i stykker – mit land smuldrer for øjnene af mig. Jeg vidste, at modstanden ville give problemer. Og nu… uanset hvor jeg kigger hen, kan jeg se ransagninger af huse, og mennesker der arresteres. Jøder. De deporteres, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg ved ikke, om jeg får dem at se igen. Vær nu sød, at lade denne krig slutte… Vi har alle lidt nok.

 

 

”Hey, feltmadras!”

Musklerne i min krop stivnede. Ubevidst holdt jeg krampagtigt fast i min taske, inden jeg tog en dyb indånding og tvang benene i gang igen.

”Adlyder du kun tyskere, eller hvad sker der for dig?”

Tårerne begyndte at brænde i mine øjne, og jeg gik stærkere, selv om jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde.

”Feltmadras, du stopper, når jeg taler til dig.”

Inden jeg nåede at tænke, hev nogen hårdt fast i mit hår, så et skrig undslap mine læber.

”Giv slip på mig!” Febrilsk blinkede jeg tårerne væk fra øjnene og forsøgte at orientere mig.

”Du har ingen rettigheder – du er mere foragtelig end rotterne.” snerrede fyren, der havde grebet fat i mit hår, inden han spyttede i det.

”Vær sød at slip mig, det gør ondt! Jeg har ikke gjort noget forkert.”

”Du har forrådt dit land, og det får du lov til at bøde for.” Han trak yderligere i mit hår.

Jeg holdt vejret – anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Ville han slå mig ihjel? Endnu engang blev der rykket i mit hår, og jeg klemte øjnene i.

 

 

18. oktober, 1943.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skreg mere. Ikke kæmpede mere. Jeg skulle have gjort noget. Sagt nej. Sagt stop. Råbt efter hjælp. Men jeg gjorde ingenting. Jeg kan ikke vise mig sådan her. Hvad skal jeg stille op? Jeg kan ikke mere. Hvor meget længere skal det blive ved?

 

 

Bank. Bank.

Ikke mit livs klogeste beslutning, nej. Men jeg var efterhånden løbet tør for idéer, og jeg var nødt til at tage den chance, der var. Herbert kunne ikke se mig sådan her.

”Hallo?”

Til min overraskelse åbnede hun døren på klem, uden først at kigge gennem dørspionen.

”Jeg har sagt, jeg ikke gider tale med dig.”

”Vil du ikke nok være sød at hjælpe mig, Agnete?”

Hun sukkede tungt og åbnede døren helt op.

”Jeg kan altså ikke blive set med dig.” skyndte hun sig at sige, hvorefter hun gennede mig indenfor. ”Du ligner lort. Hvad vil du?”

Jeg var ikke overrasket over hendes kommentar – jeg var godt klar over, jeg lignede lort. Helt viklet ind i tørklæder og med et sæbeøje. Der måtte en dyb indånding til, før jeg trak tørklædet af hovedet – jeg kunne høre hende gispe.

”Hvad er der sket med dig?”

”De klippede alt mit hår af.”

”Det kan jeg se. Jøsses, jeg ved ikke, hvad du ligner, Dorothea.”

”Er du sød at købe en paryk til mig? Jeg kan ikke vise mig sådan her ude i byen.”

”Selvfølgelig. Jeg tager af sted nu. Tag et varmt bad, lav noget te… jeg skynder mig.” Hun var allerede på vej ud af døren, da hun udtalte ordene.

”Agnete?” Brat stoppede hun op og drejede omkring med et spørgende udtryk. ”Tusind tak.”

Hun sendte mig et beskedent smil, inden hun fløj ud af døren.

 

 

15. februar, 1944.

Der er gået knapt 4 måneder, siden overfaldet. Jeg har været stille, for der er sket meget.

Jeg fortalte Herbert om det, der var sket; han sagde, jeg ikke kunne anmelde det, og at jeg bare måtte glemme det. Men hvordan? Parykken er fin, men jeg savner mit eget hår.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg opsagde mit arbejde, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg har aldrig lyst til at forlade mit hjem igen. Jeg savner at gå udenfor, uden at blive lagt for had, og jeg savner mit frie Danmark.

Heldigvis har jeg Agnete, der kommer med indkøbsvarer, og Herbert støtter mig også økonomisk. Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg foretrække selv at arbejde.

 

 

”Jeg kan ikke mere, jeg er nødt til at slå op med dig.”

 “Slå opp?”

“Ja.”

“Elske du mir ikke?”

“Jo, jeg elsker dig mere end noget andet. Men jeg kan ikke gemme mig mere, jeg må stå fast – og det kan jeg ikke, når jeg er sammen med dig.”

“Men jeg elske dig! Du kan ikke slå opp, Dorothea. Vi skal zusammen til Tyskland. Giftes. Få børn.”

“Jeg ved det… og undskyld, men jeg kan ikke.”

Før jeg vidste af det, var han stormet ud af døren. Det var pinefuldt, men jeg vidste, det var nødvendigt. De kunne ikke blive ved, når jeg ikke længere var en såkaldt tyskertøs, vel?

 

 

9. april, 1944.

4 år. Situationen er tilspidset her i Danmark. Folk angiver hinanden. Jøder deporteres stadigvæk. Folk arresteres. Henrettes. Bygninger bombes. Der er ikke noget, der er helligt mere. Alle er mod alle.

 


Bank. Bank.

Jeg skyndte mig at trække morgenkåben på, inden jeg forhutlet åbnede døren.

”Jeg må snakken med dig.”

“Herbert…”

“Nej, lyt til mig.”

“Det gør jeg, men du lytter ikke til mig.”

“Jeg elske dig.”

“Jeg elsker også dig.”

“Jeg vil tage mig af dig.”

“Du kan ikke passe på mig døgnet rundt. Folk spytter på mig. Kalder mig ting. Slår mig. De klippede mit hår af!” frustreret rev jeg parykken af, så han kunne se mit hoved – håret var begyndt at vokse igen, og i teorien behøvede jeg ikke længere parykken, men det understregede min pointe. ”De gjorde mig ondt, og du kunne ikke beskytte mig.”

”Hvis du blive i huset, blive du beskyttet.”

“Nej. De ved, hvor jeg bor. De efterlader sedler. Og selv hvis de ikke gjorde, kan jeg ikke bare sidde her og rådne op, mens jeg venter på alt er overstået. Jeg vil leve.”

“Hvad vill du gøre?”

“Vise dem, de ikke kan træde på mig. Men jeg må gøre det alene. Vi kan ikke være sammen, før krigen er ovre. Jeg har ikke mere at sige til dig.”

”Du er en kvinde. Du kann intet gøre.”

”Vent og se.”

 


21. juni, 1944.

Jeg vil ikke lyve. Det har ikke været nemt. Herbert har jeg ikke hørt fra, men Agnete siger, han virker anderledes – kold.

Et er, at udstå det knuste hjerte, der ligger i kølvandet på mit brud med Herbert. Noget andet er, at udstå det had, jeg stadigvæk udsættes for, hver gang jeg træder ud af døren. Men jeg er stærk. Og de skal ikke have lov til at knække mig.

Jeg prøvede at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men uden held. Vi hyrer ikke tyskertøser, siger de. Det kan jeg ikke gøre så meget ved. Agnete er stadigvæk hjælpsom med indkøb. Ikke fordi jeg ikke går ud længere, men fordi jeg ikke har råd. Min opsparing går til husleje. Jeg håber snart, jeg kan få job igen.

 

 

Bank. Bank.

Jeg slog forvildet øjnene op. Jeg var efterhånden jævnt træt af, at der hele tiden blev banket på døren, på de dummeste tidspunkter. Klokken havde netop passeret fire om morgenen.

Bankene blev voldsommere, og jeg indså, jeg ikke kunne ignorere, hvem end, der bankede. Det bankede voldsomt igen.

”Jeg er på vej!” informerede jeg, som jeg slog morgenkåben om mig og trissede ud i gangen for at åbne døren. Da jeg åbnede, så jeg to tyskere i uniform. Hvad ville de her?

”Dorothea Hansen?”

”Ja?” Jeg rynkede brynene.

”Du er arresteret for at tilbageholde information om modstandsgrupper, og for deltagelse i eksplosionen af DISA. De vil straks blive sendt til Frøslevlejren. De har to minutter til at pakke.”

”Eksplosion?” gentog jeg forvirret. Jeg havde altid taget afstand fra sabotører og modstandsgrupper, fordi jeg ikke ville havne i en kattepine som denne – alligevel stod jeg her, klokken fire om morgenen, anklaget.

”Halvandet minut.”

Jeg indså, det ikke nyttede noget at argumentere, så jeg fløj ind i huset for at hente dåbsattest, penge, smykker og tøj. Kort tid efter befandt jeg mig på bagsædet af en bil med bundne hænder.

 

 

16. august, 1944.

Det bliver nok sidste gang, jeg får skrevet her. Jeg kan forestille mig, de tager den fra mig, når jeg ankommer til lejren. Jeg mangler endnu bevis på, hvad jeg har gjort. Hvorfor er jeg havnet her? Jeg kommer til at sulte ihjel, eller arbejde mig selv til døde… jeg kommer aldrig til at opleve et frit Danmark igen… det er ikke retfærdigt.

 

 

”Hej, Dorothea, mit navn er Tove. Vi er på vej over for at spise frokost, men jeg kan fortælle dig lidt om stedet her.”

Jeg trippede nervøst, inden jeg nikkede. Tove var en lettere buttet dame med mørkt, krøllet hår.

”H-barakkerne er vores, og du skal bo her med os. Vi har spisebarakkerne derovre, W5 og W7 hedder de.” forklarede Tove, mens vi gik af sted. ”Radio og kamera er forbudt.”

”De tog min dagbog.” mumlede jeg lidt opgivende, og Tove grinede.

”Det er der råd for. Jeg mener, det er forbudt at føre en, men hvad vil de gøre ved det, hvis de ikke ved det? Du er fri til at skrive breve, de skal bare gå gennem tyskerne først, så jeg vil anbefale, at du er forsigtig.”

”Forsigtig?”

”Det skal du nok lære. Kom, lad os spise.”

 


27. november, 1944.

Så lykkedes det endelig. Tove har skaffet mig noget at skrive på og med, og sagt, at hun nok skal gemme det for mig.

Jeg er stadigvæk i Frøslevlejren. Det er noget af et fængsel. Man føler sig konstant overvåget. Jeg frygter hele tiden, de siger mit navn. Siger, at jeg skal videre til Tyskland…

Og så hat de taget alle mine ejendele.

Men derudover, så er her okay. Vi får mad, 3 gange om dagen, så jeg sulter i hvert fald ikke. I dag fik vi hakkebøf. Vi bor 14 kvinder i barakken, hvilket godt kan blive lidt trættende – men de er søde nok. Vi har køjesenge, stole, borde og skabe, så vi har lidt privatliv. Eller illusionen om et, i hvert fald. Jeg savner mit hjem. Jeg håber, jeg snart må vende tilbage.

- Dorothea.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...