Ulven brænder i nat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 30 apr. 2017
  • Status: Igang
Da Marie hørte, at der var kommet en varulv på Kronborg slot, blev hun med det samme interesseret - endelig skete der noget. Hun var overbevist om at varulve var magiske og farlige dyr - måske var en varulv endda en heks i forklædning! Hendes ven, Johan, fik hende til at indse hvor ulogisk og overfladisk det var at tro, at sådan nogle væsner overhovedet eksisterede. Sammen prøvede de at redde en stakkels, syge mand fra at ende på bålet. (Det er ikke en fantasy, historien skildre overtroen der fandt sted under renæssancen)

0Likes
0Kommentarer
67Visninger
AA

1. Ulven brænder i nat

”Træk maven ind,” sagde tjenestepigen. Det var tydeligt, at hun prøvede at lade vær med at give mig en ordre. Hun havde et stort smil på sine læber for at virke mere venlig, men smilet nåede ikke hendes øjne som lyste af irritation. Jeg kiggede væk fra hende og frem ad igen. Lige foran mig hang et billede af mine forældre. De smilede begge stort – en ting jeg aldrig havde set dem gøre, i hvert fald ikke sammen. Dog gav billedet mig alligevel en fornyet energi.

Efter en stor ind og ud ånding, gjorde jeg som hun sagde. Jeg grab bedre fast i stolpen der var fæstnet til min seng. Jeg trak maven ind så godt, som jeg kunne. Tjenestepigen trak hårdt og hurtigt til, man kunne høre hendes fødder glide en smule på gulvets glatte overflade. Hun sukkede højlydt af lettelse, da hun slap sit tag. Så skulle der bare snøres, hvilket hun gjorde med et lystigt humør.

Da korsettet var snøret til perfektion, skulle resten af tøjet på. En lang, nydelig, lyse blå kjole – med 5 lag kjoler inden under, så skørtet strittede på den rigtige måde. Det var en kamp at få dem på, og da de endelig sad der, havde den lille tjenestepige mistet pusten. Uden hjælp trådte jeg ned i de fine, hvide sko som havde en høj hæl. Så var der bare en ting der manglede – håret.

Jeg satte mig ned foran det store spejl der hang på væggen. Tjenestepigen stillede sig bag mig og begyndte at børste mit lange, mellem blonde hår med hårde og hurtige træk, som var smerte fuldt i starten, men langsomt blev jeg følelsesløs for det. Da hun havde lagt børsten fra sig, drejede hun mit hoved over i en ubehagelig stilling for at påbegynde missionen at flette mit hår. Min nakke gjorde afsindig ondt, men hver gang jeg flyttede bare det mindste på mit hoved, drejede pigen det på plads igen.

”De bliver altså nødt til at rette dit hoved ordentligt op, ellers bliver det ikke pænt,” kommenterede tjenestepigen og drejede mit hoved i den ubehagelige vinkel igen. Jeg holdt et utilfredst suk og en skarpsindig kommentar inde, og prøvede at holde mit hoved stille, selvom min nakke skreg af smerte.

Da håret var sat op i en kompliceret fletning, sprøjtede tjenestepigen noget parfume på mig. Hun kiggede mig op og ned, rystede en smule på hovedet og sukkede.

”Det bliver ikke bedre. De må opsøge mig efter Deres morgenmad, for hvis De ikke går nu, kommer De alt for sent til maden,” sagde tjenestepigen og rykkede sig væk fra mig. Jeg kiggede hurtigt hen i spejlet, og så med det samme hvad hun mente. Mit hår havde ikke været særlig medgørligt, så her og der strittede små totter frem – ikke noget der som sådan generede mig, men fader ville have kommenteret det, hvis han så det. Jeg rejste mig op, gik over mod døren, åbnede den og forlod værelset.

Mine sko klingede mod de kongelige gulve. Jeg gik med hurtige og faste skridt – man kunne jo ikke løbe med hæle. Det var efterhånden blevet en dårlig vane for mig, at komme for sent til morgenmaden. Men man skulle jo også være præsentable ved morgenmadsbordet, og det var altså noget af et arbejde. Udover at et få et korset på tog lang tid, så skal man jo også have de store kjoler på, som har flere lag en end lusket tyv. Det var ligefrem forståeligt hvorfor jeg kom for sent, man skulle nok snare undre sig over, hvordan de andre kunne nå derhen til tiden.

Da jeg nåede spisesalen blev dørene åbnet for mig af nogle tjenestemænd. De nikkede til mig som en hilsen, og jeg sendte dem et lille smil. Det var ikke normalt for de fine folk her på slottet, at anerkende tjenestefolkenes tilstedeværelse – de så det som selvfølge at der var nogen som klædte dem på, åbnede døre for dem og alle de tusind ting, som de ikke selv magtede at gøre. Tit og ofte tænkte de rige ikke engang på tjenestefolkene som mennesker, men som ting – ting som hverken kunne høre eller tale, ting som kun kunne gøre det de var der for. Når mennesker opføre sig så ignorant er det dømt til at gå galt.

Inde i spisesalen sad alle de fine fruer med deres store kjoler. De mange parfumer havde en intens magtkamp om, hvem der kunne kvæle de andre – det var som at gå ind i en usynlig mur der overvældede næsen. Alt snak stoppede, da de opdagede at dørene var blevet åbnet. Alle de mange ansigter kiggede på mig med nedværdigende blik, men en af de omtalte ansigter var dog anderledes. Edith sad med et selvtilfreds smil, med et øjenbryn løftet i en perfekt bue og armene krydset over brystet.

”Når, så kom De alligevel,” sagde hun med en kold og skændende tone. En klump formede sig i min hals. Mit blik gled over forsamlingen, og der opdagede jeg, at den vigtigste person og en del andre manglede. Min opmærksomhed blev flyttet fra Edith, og som min nysgerrighed tog over, forsvandt klumpen der næsten lige havde slået rødder i min hals.

”Hvor er dronningen?”  spurgte jeg og kiggede på det tomme sæde, som var den dronning Sophie plejede at befinde sig i under måltider. Ude i min øjenkrog kunne jeg se, at Edith lavede barnlige ansigter af mig, der fik nogle af hofdamerne til at fnise.

”Hvis De ikke tilbragte alt Deres tid med den læge dreng, så ville De vide, at kongen, dronningen og en del adelsmænd forlod slottet i går aftes efter maden. De tog til Frederiksborg på en jagttur,” fortalte Edith uden at ændre toneleje. Det forklarede også hvorfor min fader, en af kongens rådgivere, ikke var til stede – hvilket nok var godt, for jeg var virkelig ikke i humør til at få en lektion om at møde op til tiden. Uden yderligere ord satte jeg mig til bords.

Snakken begyndte lystigt igen. Jeg fulgte ikke rigtig med i alt snakken, men her og der overhørte jeg nogle ting. Som for eksempel ville kongens broder, Magnus, komme i dag – hvilket måske havde været grunden til kongens pludselige jagttur. Men midt alt sladderen blev der pludselig nævnt noget interessant.

”Har I hørt det om varulven?” spurgte en af hofdamerne. Hun virkede ivrig efter at få Ediths opmærksomhed, og med et guldkorn talemne som hun lige havde smidt på bordet, burde Edith overvælde hende med spørgsmål – men det gjorde Edith ikke.

”Kedeligt,” vrængede hun. Edith var mere interesseret i at få komplimenter og snakke om kjoler – ikke beskidte, loppefyldte varulve. Min interesse pirkede dog.

”En varulv? En rigtig varulv?” spurgte jeg forbløffet og kiggede på hofdamen, hvis navn jeg aldrig havde besværet mig med at lære. Hun sukkede – skuffelsen tydelig i hendes øjne over, at kun jeg var interesseret.

”Ja. Tidligt i morges kom nogle soldater med en varulv herop på slottet. Der var nogle nede i byen der havde mistænkt manden i langtid for at være varulv, og de forlangte at få ham undersøgt. Varulven skal undersøges af doktoren, eller hvad han nu er, i dag,” fortalte hun uden at virke synderlig interesseret længere.

”Så De den? Hvordan så den ud?” spurgte jeg og hoppede nærmest på stolen af bare spænding. Spørgsmålet sparkede også en hvis interesse ind i hofdamen. Hun lænede sig lidt over bordet med et stort smil på læberne.

”Ja, jeg så den. Han var bleg, langt pjusket brunt hår. Hans tøj var laset og fyldt med rifter – han hører helt klart til underklassen,” konstaterede hun med et kortvarigt tænksomt blik. ” Hans hud var fyld af sår og flænger – hvilket fortæller, at han næsten lige har været i forvandling. Han var meget tynd… Øhm… Hans øjne var helt sorte!”

”Er det rigtigt?” spurgte jeg, hvilket hun nikkede til med et bedreviden smil.

”Hvis De skynder Dem hen til hr. Halds lægekammer, kan De nok nå at se den,” fortalte hun. Med et hurtigt ryk rejste jeg mig op. Jeg burde havde taget den lidt mere med ro, for med den hurtige bevægelse fik jeg overbalance i de høje sko, hvilket fik mig til at skubbe til bordet. Et højt skrig lød ikke så langt fra mig. Jeg kiggede i frygt omkring, og lokaliserede hurtigt skrigets ejer. Edith fægtede arrigt rundt med sine hænder omkring hendes hoved, i skødet på hendes lyserøde kjole var en stor, rød vin plet.

”Din forbandede tøs!” skreg hun af hendes lungers fulde kraft og kiggede på mig med øjne der kunne dræbe. En ældre, svensk adelig dame så forarget på Edith. Damen rystede på hovedet, lavede korsets tegn, rejste sig op fra bordet og gik uden at se sig tilbage.

”Åh gud, det må De undskylde,” sagde jeg og kiggede ned af min egen kjole, som heldigvis havde overlevet uheldet. Jeg vaklede usikkert væk fra bordet, og da min fødder stod solidt plantet i jorden kiggede jeg over på Edith igen. Hendes ansigt var ildrødt af vrede, og hun stirrede på mig med et hadefuldt blik. Der var en del tjenestepiger omkring hende, som forgæves prøvede at redde kjolen. Jeg sendte Edith et undskyldende smil, før jeg stormede ud af spisesalen. Jeg måtte finde ud af mere om denne varulv. Der skete stort set aldrig noget på slottet, så når noget endelig skete, skulle det undersøges.

På min vej mod hr. Halds lægekammer, stødte jeg på et uventet ansigt. Magnus, kongens broder, stod omgivet af tjenestefolk med tasker. Han kiggede rundt som om han ledte efter en, kong Frederik formodentlig – ikke at Magnus ville finde kogen her. Jeg håbede, at jeg kunne smutte ubemærket forbi hans blik, men held var aldrig en ting jeg havde med mig.

”Åh, Marie!” udbrød Magnus og kom gående over mod mig. Han gav mig et forceret smil. ”Jeg leder efter min kære broder, men han er vidst som sunket i jorden.”

”Kong Frederik er her ikke,” fortalte jeg ham. Idet han hørte ordene stivnede hans smil og hans øjne blev mærkelig kolde.

”Hvor er han så?” spurgte Magnus med en meget påtaget venlighed, som overhovedet ikke passede til hans ansigtsudtryk.

”Han er på jagttur,” svarede jeg hurtigt og ønskede mig væk her fra. Magnus var ikke en mand man ønskede her ved hoffet lige fortiden. Magnus havde haft gang i noget over i Estland og Livland som ikke var gået efter planen, hvilket gjorde kongen vred på sin broder – og derfor helst undgik ham.

”Hvorhenne?” spurgte Magnus igen, hans toldmodig tydeligvis brugt op. Hans stemme var isnet en smule, men han snakkede stadig i et venligt toneleje.

”Magnus, jeg har travlt i øjeblikket og det virker som om Deres spørgsmål aldrig ender. De må udspørger en anden,” sagde jeg og gik uden om ham, og genoptog så min rute mod hr. Halds lægekammer.

”Marie!” kaldte Magnus efter mig, men jeg forsatte lige frem uden så meget som at se mig tilbage. Heldigvis for mig, fulgte han ikke efter mig, og resten af vejen til hr. Halds lægekammer var uforstyrret.  

Da jeg stod foran døren til lægekammeret, åbnede jeg døren uden at banke – jeg brugte stort set også et hvert vågent øjeblik her.  

”Hr. Hald?” kaldte jeg, idet jeg gik igennem døren.

”Min fader er her ikke,” svarede hr. Halds søn, og min ven, Johan. Han stod med et blodigt lægeinstrument i den ene hånd, og et endnu mere blodigt klæde i den anden.

”Hvor er Deres fader?” spurgte jeg uforstående. Hr. Hald var altid på slottet og forlod det sjældent.

”Kongen ville have ham med på jagtturen. Dronningen er jo gravid, og kunne sprænge hvert øjeblik, så hvis der sker noget, så er min fader der,” svarede Johan og forsat med at tørre instrumentet af med klædet.

”Men hvad så med varulven?” spurgte jeg og kiggede rundt i rummet, men den eneste tilstede i rummet var Johan. Han sukkede tungt, rystede på hovedet og lagde så instrumentet og klædet væk.

”Ikke også Dem,” sagde han skuffet. Jeg kiggede uforstående på ham, og han uddybede så hans udtalelse. ”De tror altså på at varulve er en ting der findes?”

”Ja, selvfølgelig! Jeg har hørt så mange historier og –” længere nåede jeg ikke.

”Og det er alt det er. Historier! Som en kommende læge og spirende videnskabsmand, kan jeg fortælle Dem, at intet omkring varulve er sandt,” fortalte Johan. ”Hvordan kan sådan en som De, tro på varulve? Ved De, hvordan folk tror sådan nogle bliver skabt? Et af mange eksempler er ved at glemme fader vor. Fortæl mig, hvordan kan det gøre én til varulv?”

Spørgsmålene kom så hurtigt efter hinanden, at jeg blev helt paf. Det hjalp heller ikke at Johan lød så passiv aggressiv, som om uanset hvad jeg svarede ikke ville være godt nok.

”Jeg... øhm…” stammede jeg. Han nidstirrede mig næsten med hans nuværende iskolde øjne. En lille tot af hans mørkebrune hår faldt ned over hans blege ansigt, så han slog det væk i irritation.

”Lige præcis!” forsatte han. ”Jeg har lige brugt de første morgentimer på at eksperimentere på stakkels mand, bare for at fortælle præsten, hvad han gerne ville høre. Jeg har bogstaveligt talt lige underskrevet mandens dødsdom.”

Johan sukkede igen, og nu virkede han ikke så irriteret over situationen som før. Han sank ned på en stol, og man kunne tydeligt se på hans kropssprog, at han ikke var særlig stolt over situationen.

”Hvorfor fortalte De præsten, at manden var en varulv, hvis De egentlig mener noget andet?” spurgte jeg med en stille stemme. Jeg ville helst undgå et andet mini vredesudbrud fra ham, så derfor prøvede jeg at være så forsigtig som mulig. ”Fordi præsten egentlig er ligeglad med, hvad end jeg mener. Hvis jeg havde sagt, at manden ikke var en varulv, så ville præsten bare have pint den amme mand, indtil han havde ligget på sine grædende knæ og råbt til verden, at han var en varulv,” fortalte han. Han kørte en hånd gennem håret ud af frustration og sukkede igen.

”Hvad sker der så med manden nu?” spurgte jeg igen. Johans blik faldt ned på gulvet og der forblev det.

”De brænder ham. På et bål på stranden ved Grønnehave.”

- Forsættes -

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...