En rejse gennem tiden

Da Isabella og hendes forskergruppe laver en maskine, som kan 3D kopiere ting fra fortiden, forsvinder Isabella ind i tiden, og hun vil snart indse, at dette eventyr vil koste hende livet.

2Likes
0Kommentarer
262Visninger
AA

3. Et mystisk sprog

Jeg mærkede mine arme frie, min krop varm og noget underligt behageligt tøj. Jeg kunne mærke Esra© mit sjal. Endelig gik det op for mig. Jeg må have rejst i tiden. Hvorfor skulle jeg pludselig være landet et sted fyldt med vikinger? Jeg fik rejst mig op. Jeg var omringet af store huse med søjler, statuer ved hvert gadehjørne, og mænd og kvinder i sært tøj. Jeg kikkede ned af mig selv, jeg havde en lang hvid silkeblød kjole på, og et rødt sjal af samme stof. Kjolen var meget tynd, men jeg svedte.  

Dette var en drøm, det måtte det være. Men hvorfor kunne jeg så mærke smertevarme og kulde? Jeg nev mig i armen. 
''AV!''  

Jeg smilte. Tanken om at komme hjem, havde ikke strejfet mig, endnu.  

Et kæmpe stort hus tårnede sig op over mig. Det var omringet af de smukkeste søjler, bare udskæringerne i muren ville få en arkæolog til at besvime ved synet. Dette var et under, og der var flere. Jeg havde det som en drøm. Fem års uddannelse i historie og forskning, jeg havde da aldrig troet, at jeg ville opleve dette.  

''Illiccircum vertere'' Jeg hoppede næsten en meter op. Manden som havde sagt dette måtte have stået lige bag mig, for lyden var meget tydelig. Jeg vendte mig om, og foran mig stod der en ung mand. Jeg kunne ikke kende ham fra nogen som helst billeder, jeg havde set fra denne tidsalder, og dog så så hans ansigt meget bekendt ud. Han havde en smuk hvid toga på, i kanterne af togaen sad knald røde bånd, og bæltet han havde om maven var nærmest guldbelagt. Hans syv vagter var helt røde, på nær rustningen og hjelmen som var af guld. 

''Super veni huc'' manden vinkede mig over til sig. Soldaterne kikkede olmt på mig, da jeg, uden at se for bange ud, gik over til den fremmede.  
''Etiam si tacentSum penitus impressa pulchritudinis tuae. Fiat mihi dare vobis magna pugna'' han begyndte at gå væk, men jeg turde ikke andet end at gå med. Hvorfor skulle de pokkers vagter holde øje med mig? Og hvad var det dog for et sprog han talte?  

Vi gik forbi smukke bygninger, huse og statuer. Vi havde gået et par kilometer, før vi kom til dét.  

Bygningen var enorm, jeg havde været i rom før, men nu er det jo kun ruiner. Colosseum tårnede sig op over os. Jeg kunne høre jubel og ærgrelse, løvebrøl og menneskehyl. Jeg kunne lugte blodet og rådden som stadig hang i luften. Jeg var både bange og spændt, jeg havde nu muligheden for at gøre historiske fund, og dog så ville dette også føre til, at se mennesker som slår hinanden ihjel.  

Vi gik ind i en dunkel gang , kun oplyst af næsten udbrændte fakler. Der var lang kø, men da folk så manden, og sikkert også hans soldater, gjorde de plads så vi kunne komme forbi.  

''Quis est Brutus, autem inventus est?'' Hørte jeg en ældre herre hviske til en yngre pige.  
Det kan godt være, at jeg ikke kan tale dette sprog, men når jeg hører et navn, så kan jeg skelne det fra teksten. Og hvis jeg ikke tager fejl, så hørte jeg navnet Brutus. 

Hmm, Brutus, Brutus, Brutus... 

 

''Veni!'' Jeg opdagede, at jeg var standset. En vagt kom over og stillede sig bag mig. Jeg kunne mærke spidsen af hans dolk i ryggen. Brutus kiggede utålmodigt på mig, og jeg havde intet andet valg end at gå med og lade mine tanker vente.

Vi fandt en plads højt oppe. Nede på scenen var det et rent blodbad. Jeg fik det forfærdeligt, jeg har aldrig kunne lide blod, og det vil jeg aldrig kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...