En rejse gennem tiden

Da Isabella og hendes forskergruppe laver en maskine, som kan 3D kopiere ting fra fortiden, forsvinder Isabella ind i tiden, og hun vil snart indse, at dette eventyr vil koste hende livet.

2Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

1. Esra

''Tegningerne er klar'' 
''Kablerne er klar'' 
''Isabella... Er du klar?'' 

Jeg kunne knap nok vente, tænk at min ide var virkelighed nu. Jeg gik over til maskinen, den var ikke større end en knytnæve. De andre så spændt til, da jeg trykkede på knappen. Der kom et kæmpe glimt, og i et øjeblik kunne jeg ikke se noget. Nok også mest fordi jeg kastede mit hoved om bag min arm. Da jeg kikkede igen, stod der en model af en hammer. Stenalderen vil jeg tro. Nej nok mere bondestenalderen. Jeg var lamslået. Hele projektet havde virket. Det eneste vi manglede var en større maskine, så modellerne af tingene ikke blev så små. Vi manglede dog også en tidslinje, så vi selv kunne bestemme, hvorfra og hvornår tingene skulle komme fra. Men at maskinen virkede, det er jo et under.  
''Skål for fremtiden!'' Rune hævede sit glas og nikkede smilene til mig.  
''Skål!''  

Da alle var gået, stod jeg stadig tilbage. Vi var allerede gået i gang med tegningerne til den endelige udgave af Esra©. Hammeren vejede ikke meget, jeg lagde den forsigtigt tilbage. Men da jeg gik over mod døren, standsede jeg. Jeg måtte holde maskinen i min hånd igen. Det var mit værk, jeg kunne ikke gå fra den. Men da jeg vendte mig om for at beundre  Esra©, var hammeren væk, forsvundet.  

Jeg var ude af mig selv. Hvis nogen fandt ud af at den var væk, ville jeg få skylden. Men jeg har ikke taget den. Eller havde jeg? Jeg tog mine hænder hurtigt ned i lommen. Nej det var ikke mig som havde taget den. Jeg måtte finde en ny. 

Jeg åndede ud, lukkede øjnene og trykkede på knappen.  

Mit hoved dunkede, mine ben faldt sammen under mig, og jeg kunne ikke bevæge mig.  
Larmen i baggrunden blev svagere, og lyset af fakler blev erstattet af mørke, men lugten af røg og blod hang stadig i luften.  

Da jeg vågnede igen, kom lyden og lyset tilbage. Dette lignede ikke laboratoriet, men jeg kunne ikke nå at finde ud af mere, for nu gjaldt det bare om at komme væk.  
Jeg var kun kommet hundrede meter, da en hånd lukkede sig om min arm. Jeg skreg og prøvede at vriste mig fri.  
Alt blev sort... 

Da jeg, igen, kom til mig selv, var mine hænder bundet på ryggen, og jeg var på et skib. Yderst nydeligt håndværk, nok lavet efter en model fra vikingetiden, yderst usædvanligt. Nej, jeg kan ikke tænke på historie nu, jeg skal bare fri og derefter væk.  

Jeg fik rejst mig op og gået hen til den nærmeste mand. Han havde langt flettet skæg, et bjørneskind som kappe og en stor økse i hånden med rune-inskriptioner langs bladet.  
''Undskyld mig, men kan du fortælle mig hvor jeg er?'' spurgte jeg, uden at virke for bange. Et olmt smil bredte sig i hans ansigt.  
''Du er på Havhingsten. Du og de andre overlevende landsbyboere skal med til Lindholm i Danmark.'' Jeg var forvirret, landsbyboere, et nøjagtig bygget vikingeskib og mænd med vikingetøj på. Men hvad kunne alt dette betyde? Kunne det... Nej det er umuligt. 

 

På vej ned af båden fik jeg revet mig fri. Men en af mændene kom uheldigvis til at støde ind i mig. 

Kulden var uudholdelig. Jeg kunne ikke bevæge mig, ikke trække vejret. Det var ude med mig, troede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...