Anhelo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2017
  • Opdateret: 10 jun. 2017
  • Status: Igang
En ellers så uskyldig pige drages ind i et mørkt univers, og hele hendes verden ændres. Hvis han ikke havde taget hende, forelsket sig i hende, følt at hun tilhørte ham, så var det aldrig sket.

14Likes
4Kommentarer
2071Visninger
AA

6. way to young to be this hurt

H A R R Y

Jeg dukkede op på den bar hver dag.

Hver eneste dag dukkede jeg op, og ventede på Rosalee. I hele syv dage, sad jeg på den samme stol, ved siden af hendes. Ventede på, at hun skulle komme ind af den gamle trædør, som førte ind til baren.

Jeg følte mig dum, mens jeg sad der. Det er så latterligt, for jeg burde have regnet det ud med det samme. 'Du kan håbe på at finde mig det samme sted' er nok den mest brugte undskyldning, når man ikke er interesseret i en person. Jeg er bare så dum, for hendes øjne er så hypnotiserende.

De er mørke, brune og helt igennem fantastiske. Da jeg først fangede hendes blik, var jeg allerede væk. Helt igennem hovedkuls væk. Jeg ved ikke, hvorfor de var så catchy. De er bare så.. irrisistible.

Hendes personlighed er helt klart også en ting, som jeg lagde mærke til med det samme. Aldrig havde jeg mødt en person, som hader sit navn så meget. Jeg forstår vel, at man ikke er så glad for det, men hun er anderledes. Hun vil ikke kendes ved det.

Jeg elsker det. Jeg fucking elsker det. Det er unikt, smukt og et jeg aldrig har set før. Rosalee er kun et navn, jeg forestiller mig en pige som hende, hedder.

Vinden var kold, for vi var trodsalt i november. Idag havde jeg givet op, og ikke dukket op på baren. Jeg har brugt en hel uge, på at tænke på hende. Hver aften i hele den uge, var jeg 3 timer på den bar, for jeg håbede virkeligt. Mit håb var højt, alt for højt.

Mine hænder fryser som bare fanden, og min jakke er ikke så tyk som jeg troede. Det er mandag, det er aften, og jeg var på vej hjem til Harriet. Hun havde nogen af Shawns ting, som hun ville have mig til at se.

Jeg takkede nej først, for jeg lovede mig selv, at jeg aldrig vil have noget med ham at gøre. Men på den anden side, får jeg skyldfølelse. Selvom vi ikke har snakket sammen i 2 år, og han er skyld i alle mine fejl, så er man to til at danse tango.

Jeg havde overgivet mig, og sagde at jeg vil komme. Hun bor heldigvis ikke langt væk fra mig, så jeg kunne gå. Selvom jeg hader at gå.

Jeg har aldrig set Harriet, men jeg kan forestille mig, at hun ligner Shawn, så jeg må ikke blive for overrasket. Hun har lige mistet sin bror, jeg kan ikke minde hende om ham. Jeg er ikke ked af, at han er død. Jeg føler, at det er en lettelse.

Spørg mig ikke om hvorfor jeg synes det er en lettelse. Jeg føler bare, at en tung vægt er blevet fjernet fra mine skuldre, og at jeg ikke skal tænke på ham mere. Jeg skal ikke bekymre mig om, om han kontakter mig, eller ej.

Turen derhen tog 5 minutter, hvilket er den samme mængde tid, jeg har stået foran hendes dør. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det her. Banker jeg på? Ringer jeg på? Siger jeg hej? Jeg fucking ved det ikke. Det er bare det, at jeg er bange for at såre hende. Jeg er sikker på, at hun er fucking sårbar.

Min hånd bevægede sig langsomt mod den hårde, lyse dør. Jeg kunne høre stemmer derinde fra, og er ikke sikker på, om hun er alene mere. Man kunne sagtens høre 2 piger grine højt, og snakke med en masse energi. Måske er hun okay?

Jeg trak hånden fra mig, og ringede i stedet på. Den irriterende tone kunne høres, og ikke længere efter, kunne der høres skridt komme tættere på. Igen kunne jeg høre en stemme råbe noget, som var utydelig. Den var bekendt, men det var ikke Harriets.

Døren blev åbnet, og en person som jeg ikke havde forventet at møde her, mødte jeg. Et sug gik igennem mig, og jeg smilede indeni. "Rosalee?" Spurgte jeg forundret, og kiggede overrasket på hende. Hun var gået et skridt tilbage, og hendes smil var forsvundet langsomt. Hun var stadig ligeså smuk, som sidst jeg så hende.

"Harry?" Spurgte hun mindst ligeså overrasket. "Hvad laver du her?" Hun kløede sig akavet i håret, og kiggede skævt på mig. Jeg var glad for, at jeg havde fundet hende, men hvad laver hun hos Harriet? Det overrasker mig, at de kender hinanden. 

"Jeg kan spørge dig om det samme," Jeg udstødte et akavet grin, og studerede hende fra top til tå. Jeg er så inderligt glad for at have fundet hende, for jeg havde ventet på at se hende i en uge. Mine tanker har ikke været på andre, end hende. 

"Harry!" Harriets stemme kunne høres, og jeg kunne spotte hendes skikkelse bag Rosalee. Hun maste sig forbi hende, og gav mig et kram. Hun ligner helt klart Shawn mere, end jeg havde forventet. Det samme mørke hår, og de samme blå øjne. Fregnerne var der også.

Hun bød mig indenfor, og vi satte os alle ind i hendes stue. Mit blik lå hele tiden på Rosalee, og det samme gjorde hendes. Hun kiggede lidt irriteret på mig, mens jeg smilende stadigvæk studerede hende. Hendes ansigt er fejlfrit.

Hun lyttede, mens Harriet fortalte historier om Shawn og hende, fra da de var små. Jeg lyttede ikke, jeg lyttede kun til mine tanker. Hele min fulde opmærksomhed lå på hende, og den har ikke tænkt sig at fokusere på noget andet.

Hun havde idag joggingbukser og en hoodie på, men jeg føler at det klæder hende bedre end noget andet. Det falder perfekt på plads, på hendes tynde krop. Hendes hår var sat op en knold, og hun var naturlig. Hun er fascinerende.

Jeg undskyldte mig selv, og smuttede ud på toilettet. Jeg havde absolut ingen ide om, hvordan jeg skulle snakke med hende. Jeg er løbet tør for ord, siden den aften. Det eneste der kører rundt i mit hovede, er hendes navn. Rosalee. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...