Sommeren 1870

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Færdig
"Hjertet pumpede. Alting var fremmed: menneskene, tøjet og husene. Hvor var jeg? Min kære lillebror og far, hvor jeg dog savner dem. En ting var sikkert; jeg ville aldrig se dem igen."


Denne historie illustrerer de barske tider i 1800-tallet, samt underklassens indflydelse af folket.

0Likes
1Kommentarer
149Visninger

1. Sommeren 1870

 

Hjertet pumpede. Alting var fremmed: menneskene, tøjet og husene. Hvor var jeg? Min kære lillebror og far, hvor jeg dog savner dem. En ting var sikkert; jeg ville aldrig se dem igen.

 

Hvor ville jeg ønske, at min mor stadig var her. Bare ikke den dødelige sygdom, havde taget hendes uskyldige sjæl. Vi kunne være en lykkelig familie igen. Høre min fars latter, og se min lillebrors glædelige ansigt.

Men sådan er det ikke. Livet går videre.

Efter min mors død, tog det et stykke tid, før det begyndte at blive mere normalt hos min familie. Vi boede på en gård sammen med andre familier, da vi ikke havde råd til at bo andre steder.

 

En sommerdag i 1870 ændrede alt sig. Mænd fra byen, kom ind til vores lille fattige landsby. De red på heste der var pyntet, og havde en vogn bag ved. Folk stoppede med at lave deres sædvanlige arbejde, og skyndte sig ned til gaderne. De hviskede til hinanden fra alle vinkler. Da mændene sprang ned af hestene, stoppede folk med at snakke, og kiggede nysgerrigt på dem. Pludselig begyndte de at fange børn fra forskellige vinkler. Det var som om, at de plukkede æbler. Alle skreg og begyndte at løbe væk. Forskrækket løb jeg alt hvad jeg kunne til gården for at tjekke om min far og lillebror var uskadt.

Gården var helt øde. Med hurtige bevægelser åbnede jeg døren, og råbte efter dem. Intet svar. Jeg løb udenfor, og fik samme resultat. Hvor var alle folk henne?

”Far! William!” gentog jeg, mens jeg løb rundt omkring. Mit hjerte galoperede af sted, og jeg susede af sted. Pludselig kom nogle mænd mod mig. Det var de mænd fra tidligere. Jeg ville vende om og løbe, men de havde omringet mig.
Deres greb fik jeg røde mærker af, og de sendte mig ind i vognen. Forskrækkede børn var omkring mig, men ingen af dem var William.
Pludselig begyndte vognen at bevæge sig. Der var et lille vindue hvor mit blik fokuserede sig på landskabet der bevægede sig. Så begyndte kvalmen og svimmelheden at brede sig, og gråden begyndte at vælde ud fra børnene. ”Gud, sig at du har William og min far i rette hænder.” sagde jeg og bad en bøn.

Efter et stykke tid, ændrede landskabet sig. Der var ikke længere marker, og husdyr, men store bygninger. Kvinderne havde store kjoler på, og mændene med store hatte og stokke. Hjertet pumpede. Alting var fremmed: menneskene, tøjet og husene. Hvor var jeg? Min kære lillebror og far, hvor jeg dog savner dem. En ting var sikkert; jeg ville aldrig se dem igen.

Vognen stoppede da vi nåede et kæmpe gult hus, hvor vi blev beklædt i noget hvidt klæder, og sendt ud til forskellige huse. Der skulle vi gøre rent, vaske op, og lave mad. Det fortsatte på den måde i lang tid. Hvorfor vil folk behandle andre på den måde? Mennesker er mennesker, man skal ikke gøre forskel bare fordi man lever forskelligt. De spørgsmål og tanker blev ved med at gentage sig for hver dag der gik.

 

Fuglene kvidrede, husdyrene græssede, børn legede og folk var atter glade. Jeg gik rundt omkring og genkendte stederne. Jeg var hjemme! William og min far kom jeg i tanke om, og skyndte mig hen til gården.
Gården var som det altid plejede at være: høns gik rundt omkring, og folk var ude. Hjertet begyndte at pumpe hurtigere og lettelsen kom frem, da jeg så William og min far som lå under et træ, og kiggede op mod himmelen. Jeg løb hen til dem, og de så mig. Hurtigt rejste de sig op og krammede mig. Endelig var vi samlet igen. Lykken varede ikke længe, for to skud ramte dem lige i hjertet og de faldt om.


Med hurtige sæt rejste jeg mig op. Det var heldigvis kun en drøm. Jeg tog mine sko på, listede hen til stalden. Pludselig blev der tændt lys i stalden, og to mænd snakkede. Med hurtige bevægelser sprang jeg op på hesten og red. De to mænd opdagede mig, og fulgte efter.
Duften af den friske natur var befriende. Den dejlige luft har jeg savnet i lang tid. Mændene var længere bag ved, men jeg fokuserede kun på at komme tilbage. Tilbage og finde William og min far. Efter lidt tid kiggede jeg igen bag ved, og de var ude af syne.


Stilheden havde lagt sig over landsbyen. Langsomt bevægede hesten sig gennem landsbyen, og det gik mig koldt ned af ryggen. Lig lå omkring gaderne, og blodet malede landsbyen rød.”Bare fordi vi er fattige, betyder det ikke at man skal behandle os sådan.” kom det ud af mig. Skrigene fra katastrofen kom frem, og gåsehuden spredte sig om min krop.
Da jeg nåede gården, var det dækket med blod. Jeg sprang af hesten, og prøvede at manne mig selv op for at finde dem. Det var umuligt. Landsbyen hvor der engang var liv, var nu et øde sted. Jeg satte mig på huk, og tårerne strømmede ud. De var døde, ikke et eneste sjæl havde overlevet.
Jeg kunne fornemme der var nogen, men det betød ikke noget. Det var de to mænd. De tog mig med hårdere greb, og bragte mig tilbage til byen. Jeg blev låst inde i et kammer, uden mad og drikke. Døden havde næsten taget mig, men en mand med sorte klæder åbnede døren og førte mig ud.

Solen skar i mine øjne, og min krop var af skind og ben. Folk stod og kiggede mærkeligt på mig. Som om jeg var et rumvæsen. Jeg fik øje på den skarpe kniv, der ventede på at skulle bore sig gennem min hals. Med langsomme skridt bevægede jeg mig op. Manden skubbede mig så jeg faldt. Med de sidste kræfter jeg havde tilbage, kravlede jeg hen mod kniven. Jeg lå mit hoved oven på en træplade, og bad den sidste bøn. Børn gemte sig væk, mens de voksne kiggede spændt på. Manden med det sorte klæder tog den skarpe kniv og gjorde klar. ”Jeg kommer nu” sagde jeg med et smil, og lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...