Selvforsvar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2017
  • Opdateret: 31 jul. 2017
  • Status: Igang
Selvforsvar handler om teenageren Bella, der går i gymnasiet og bor sammen med sin kæreste Jake. Hun har dog en hemmelighed, som Jake ikke ved noget om...

Jeg skrev novellen i 2015 til en konkurrence, der havde fokus på kærestevold. Jeg vandt ikke, men jeg fik ros og kommentarer fra folk, om at historien havde rørt dem. Hvilket er min ambition som forfatter - jeg vil røre folk med mine historier.
Så jeg håber, I vil tage godt i mod denne.

2Likes
1Kommentarer
136Visninger
AA

2. Selvforsvar

”Er du okay?”
Jeg nikkede hurtigt, vendte mig og smilede til ham. Mørket skjulte tårerne, der havde løbet et stykke tid. Så smilede han.
”Godt – du virkede bare urolig. Havde du mareridt?”
Jeg nikkede igen, stadigvæk smilende, på trods af, at mit hjerte var ved at slå hul i mit bryst, så hurtigt, som det slog.
”Lad os bare sove,” Min stemme var grødet og hviskende.
Han svarede ikke; lænede sig blot ind over mig, for at give mig et kys på håret, hvorefter han igen indfandt sig på sin egen plads i sengen.
Der gik ikke mange minutter, før han igen var faldet i søvn. Det fik mig til at smile. Det burde det ikke, men det gjorde det. Tårerne løb endnu, men tanken om, at han ikke ville opdage dem, gjorde mig lettet. Jeg havde ikke selv lyst til at sove igen. Det var pinefuldt at sove. Omvendt, havde jeg svært ved at passe mit studie, fordi jeg hele tiden var træt og udmattet. Forsigtigt fik jeg liret mig ud af hans faste omfavnelse og krøb ud af sengen. Lejligheden var ikke kold; men den virkede kold, efter at have ligget under den varme dyne så længe.

Jeg tændte ikke lyset, da jeg gik ud på badeværelset. Mørket var mere behageligt for øjnene. I en søvnig bevægelse tog jeg håndklædet, der hang over brusekabinen og lagde det i en klump på gulvet. T-shirten trak jeg over hovedet, og betragtede mit spejlbillede i mørket nogle sekunder. Jeg var begyndt at sove med bh. Førhen var det rarest at gøre det uden, fordi bøjlerne gør ondt, når man vender sig i søvne. Men nu kan jeg bedre lide at sove med – det giver en form for tryghed og sikkerhed, som kan der ikke ske mig noget som helst. Det kan der heller ikke. Jake er blid som et lam, og ville aldrig gøre mig ondt, og det ved jeg egentlig godt – men jeg troede det samme om Alex. Og nu kan jeg ikke længere sove om natten.
Tankerne blev jaget på flugt, i samme sekund, som jeg tændte for vandet. Det kolde vand fossede ud af brusehovedet, direkte ned i hovedet på mig – men i stedet for at finde det ubehageligt, var det en lettelse. Noget, der fik tankerne til at sprede sig, og stoppe med at cirkulere om samme ubehagelige hændelser. Minutterne gik, og vandet blev varmere. Jeg blev bare stående. Stående midt i brusekabinen og lod vandet gennemvæde mig, uden at gå i gang med hverken sæbe, shampoo eller balsam. Det var tredje gang i løbet af dette døgn, jeg gik i bad. Sådan ender det tit. Vandet skyller minderne bort og får mig til at tænke på noget andet – sommetider kan jeg endda lade som om, at der aldrig skete noget, og at jeg er helt okay.
Jake ville ikke kunne forstå det, og derfor fortalte jeg ham det heller ikke. Han ville bare synes, at jeg er mærkelig og ulækker – det forstår jeg godt, for det synes jeg også selv.

En halv time efter, er jeg ude af badet igen. Det er stadigvæk mørkt, men lyset er begyndt at skinne igennem. Små striber af lys, der vidner om, at der er noget bedre på vej. Selvfølgelig er det ikke sådan; det er det aldrig. Det er blot en ny dag, der gryer, i samme helvede. Men hvis man ikke har håb – om så det håb er falskt – vil man blive fuldkommen sindssyg. Det var i hvert fald min opfattelse. Så med et par overbevisende smil i spejlet, fik jeg håndklædet snoet om mig selv og gik forsigtigt tilbage til Jake.
Han lå stadigvæk i sengen og sov. Fredfyldt. Glædeligt. Som var der ingen verdens ting, der kunne røre ham. Jeg misundte ham det; det gjorde jeg virkelig. Jeg kyssede ham forsigtigt på kinden, inden jeg gik ud af rummet igen – jeg kunne ikke vække ham. Desuden var klokken fem om morgenen, så han ville næppe værdsætte, at skulle op så tidligt. I stedet gik jeg ind i stuen og satte mig. Tændte lampen, og tog min bog om Rom frem fra tasken. Jeg var mindst halvtreds sider bagud, men jeg kunne aldrig samle mig til at læse i den – ikke, at nogen havde bemærket det. Jeg fulgte stadigvæk godt med i skolen; det gav jeg i hvert fald udtryk for. Der var ingen, der anede, at jeg ikke engang havde læst i bogen endnu. Eller nogen andre bøger. Enten var jeg en glimrende skuespiller, og ellers var folk bare ligeglade. Nok en blanding.

”Vil du ikke godt lade være?” hun græd.
”Hvorfor er i dag anderledes end alle andre dage, snuskepige?” Han havde det modbydelige glimt i øjet, som han altid fik, når han havde fået lidt for meget at drikke – hvilket var alt for ofte.
”Jeg vil ikke… lige nu… ikke i dag…”
”Du er min kæreste, er du ikke?”
Hun nikkede tøvende – nogle gange blev hun i tvivl om, om hun virkelig ville være det. Men lige så modbydelig, som han kunne være… lige så sød, kærlig og omsorgsfuld kunne han være.
”Så er det vel kun min ret, at jeg får det, jeg gerne vil have? Du får altid det, du gerne vil have.” Han trådte nærmere, og greb hårdt om hendes håndled. ”… tror du virkelig, at jeg synes det er fedt, når du ligger og piber, fordi du har ih og åh så ondt? Tror du jeg gider hoppe og springe som din personlige tjener… uden at få noget igen? Så er du godt nok naiv… og fandens dum.”
”Jeg passer da også dig, hvis du er syg.” mumlede hun tøvende og så væk.
”Det skal du. Det er dit job som kvinde. Præcis ligesom, at det er dit job, at gøre som jeg siger nu. Så lægger du dig selv ind i seng, eller skal jeg hjælpe dig?”
”Jeg er træt, kan vi ikke… jeg har virkelig ikke lyst.”
”Tror du virkelig, at jeg bekymrer mig om det? Jeg har lyst. Og det er alt, hvad der betyder noget.” Øjnene var mørke, da han trak hende op at stå. Panikken stod tydeligt malet i ansigtet på hende, men han ænsede det ikke. Det var det samme hver gang. Hver evig eneste gang.
”Jeg vil virkelig ikke, det gør ondt.” peb hun.
”Jeg er ligeglad!” Hårdt greb han om hendes andet håndled og begyndte at føre hende ind i soveværelset. ”Kan du ikke bare følge en simpel anvisning? Jeg bad dig gå ind i seng. Men altid skal du spille op. Det er din egen skyld, fatter du det? Hvis du bare gad at høre efter hvad jeg sagde, behøvede det ikke gøre ondt! Men nej… Gud forbyde, at du skulle lytte til andre end dig selv, ikke? Det er jo ikke engang, fordi du ikke vil… du vil jo gerne. Så hvorfor pakker du ikke bare dit lort sammen og gør som jeg siger? Dumme møgso.”
”Hold nu op!” jamrede hun og forsøgte at vride sig fri – samtidig med, at han begyndte at føre hende længere ind mod soveværelset. ”Stop så, jeg vil ikke! Lad mig være!”
Han slap hendes ene håndled, for i stedet at gribe hende omkring kæben, hvor han tvang hende til at se på sig.
”Hold. Kæft.” hvæsede han hende ind i hovedet, hvorefter han skubbede hende fra sig, så hun dumpede ned på sengen – og kravlede hurtigt selv ind over hende. ”Du vil jo gerne…”
”Vil du ikke godt lade være…”
”Hold nu mund, for helvede!” Rasende gav han hende én på siden af hovedet, hvorefter han lagde en hånd på hver side af hendes kinder, for at give hende et grådigt kys på munden. Hænderne gled i en krævende bevægelse ned over hendes krop, og ned til kanten af natkjolen, hvor de forsvandt ind bag stoffet. ”Se… det er jo ikke farligt, det ville være så meget bedre, hvis du bare…”
Kysset blev afbrudt, da hans læber begyndte at bevæge sig længere nedad. Dominerende og bestemt gav de sig til at kysse sig vej ned ad hende – fra kæben, til halsen, kravebenet og brystet, der, hvor han kunne komme til. I et snuptag hev han kjolen over hovedet på hende – læberne forsvandt fra hendes bryster, hænderne tog over, og han gav hende igen et kys på munden.
”Ingen bh,” påpegede han med et smil mellem sine kys. ”… du er min lille lækkermås.”
Efterhånden var hun begyndt at stoppe med at protestere, og forholdt sig i stedet for passiv. Tårerne løb endnu over hendes kinder, og hun trak vejret i uregelmæssige gisp. Brød sig bestemt ikke, om måden hans hænder beslutsomt masserede hende på, eller hvordan hun kunne mærke bulen i hans underbukser vokse.
”Tag fat,” kommanderede han og skubbede sig en tand længere op mod hende. ”… jeg har brug for dig… lige nu, lige her… vær sød at…”

”… Vågn op!”
Jeg slog forvirret øjnene op, og opdagede til min egen forundring, at jeg lå på gulvet. Jake sad bøjet ind over mig og ruskede i mig.
”Jeg er vågen,” mumlede jeg omtåget og prøvede at sætte mig op.
”Hvad skete der? Er du okay? Har du slået dig?” Hans stemme var panisk, og jeg kneb øjnene sammen for bedre at fokusere.
”Jeg har det fint.” Forvirret forsøgte jeg at danne mig overblik over situationen. Uden held. Håndklædet sad sløset omkring mig… mit hjerte slog hurtigere, og jeg fik pludselig voldsomt ondt i hovedet. ”Hvad skete der?” Min stemme var gispende, men jeg kunne ikke selv kontrollere det. Jeg følte mig pludselig bange. Krænket.
”Du faldt. Tror jeg? Der var en lyd, og jeg vågnede… og så lå du bare…” forklarede han hektisk. ”Skal jeg ringe efter en læge?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej, det er fint. Alt er fint. Bare… hjælp mig op igen.”
Modvilligt gav han mig sin hånd og hjalp mig op at stå igen. Jeg følte mig rundt på gulvet og forvirret. Bogen om Rom lå slået op på den første side, lyset var tændt… var jeg faldet ned af stolen? … Nej, det kunne ikke være rigtigt.
”Jeg vil gerne have et bad.” sagde jeg så, og begyndte lidt vaklende at gå af sted mod badeværelset.
”Du har lige været i bad.” påpegede han i en skeptisk tone. Bekymringen var pludselig forsvundet.
Jeg vendte mig om mod ham. ”Jeg har lige ligget på gulvet, jeg er nok beskidt. Jeg går i bad.”
”Så beskidt er vores gulv ikke.”

***

”Jeg glæder mig helt vildt til i aften – gør du ikke?”
”Hvad sker der i aften?” Jeg sad stadigvæk og stak lidt i min frokost, og havde egentlig ikke hørt, hvad Victoria havde sagt – der var så meget andet i mit hoved.
”Øh, bare den største, vildeste fest, der kommer i år?” Hun grinede, og jeg fremtvang et smil.
”Det må have gået forbi mig. Afleveringer og sådan, du ved.”
”Kommer du ikke?”
”Nej, jeg har travlt. Jeg skal… Jake og jeg vi skal… øh ja, vi spiser ude. Biftur og sådan, hele baduljen, du ved. Det har været planlagt i lang tid.” forklarede jeg hende og smilede.
”Det mener du da ikke? Han kan da ikke holde dig fra at deltage? Det her erfesten, skat! Den kan man altså ikke gå glip af! Det er det største og vildeste, du er nødt til at komme.”
”Jeg vil hellere være derhje… sammen med min kæreste. Jeg har virkelig glædet mig til det her.” Jeg nikkede og smilede, så overbevisende som muligt. ”… men I må hygge jer.”
”Det bliver ikke det samme uden dig,” sukkede Victoria og så over på Katie, der havde været stille gennem hele diskussionen. ”Katie og jeg vil altså vildt gerne have dig med. En rigtig tøseaften, hvor vi virkelig kan fyre den af – og være sammen med alle de lækre drenge, ikke?”
”Jo, du er nødt til at komme. Det bliver årets højdepunkt. Alle de ældre kommer også, det er virkelig en god mulighed for at… få lidt, du ved.” Katie fniste.
”Jeg kan ikke aflyse aftalen med Jake, vi har virkelig glædet os, og jeg er slet ikke til alt det der fest-halløj. Det er ikke rigtig mig mere.” fejede jeg dem af. ”Og jeg må også hellere komme hjemad.”
”Øv, du er blevet så kæreste-kedelig,” Victoria sukkede teatralsk og himlede med øjnene.
”… kæreste-kedelig!” gentog Katie med et mindst lige så dramatisk suk.
”Næste gang piger, okay? Vi ses.” Jeg smilede og vinkede til dem, inden jeg gik.Kæreste-kedelig?

”Hvor skal du hen?” Jeg så forvirret på Jake, der havde trukket i et par jeans og en skjorte, i stedet for de sædvanlige sweatpants og basket shorts.
”Der er fest i aften, Belle-mus? Hvor skal du hen?” Han grinede og gav mig et elevatorblik, som jeg stod dér i min natkjole.
”Jeg troede bare…” mumlede jeg, men rystede så på hovedet og gav ham et strålende smil. ”… jeg skal lave lektier. Jeg har en stor aflevering for til på mandag, jeg er nødt til at få den lavet.”
Skeptisk hævede han et bryn, men gik så over og omfavnede mig. ”Så jeg får slet ikke min flotte kæreste med? Ej, en skam.” Han grinede. ”Jeg skal nok love ikke at flirte med andre piger! Du er min eneste prinsesse.”
Jeg puffede ham fra mig med at grin. ”Lad være med at vær’ fjollet. Du skal bare hygge dig, ikke?” Jeg gav ham et kys og fulgte ham ud af døren – i tvivl, om jeg burde være skuffet over, at han ikke havde spurgt, om jeg ville med. Der var gået en uges tid siden uheldet, hvor jeg var faldet ned fra stolen i søvne. Jeg var træt, så uden at spise aftensmad gik jeg direkte i seng – jeg var ikke sulten alligevel. Det var jeg sjældent.

”Prinsesse, jeg er hjemme.”
Tumulten da Jake kom hjem vækkede mig ikke. Jeg vågnede først, da han smed sig ned i sengen ved siden af mig, og lagde sig ind til mig. Han gemte hovedet ved min hals og åndede tungt ud. Han lugtede af alkohol og røg; jeg grinede.
”Var det en god fest?” spurgte jeg, stadigvæk smågrinende. Han nikkede mod mig.
”… men jeg savnede dig,” brummede han lavmælt.
”Orgh, lad da være, du kan da sagtens have en fest uden mig.” grinede jeg.
”… men jeg savnede dig. Meget. Jeg elsker dig så meget, Belle-mus.” Han gav mig et kys over brystet, for derefter at kysse mine kraveben, min hals, min hage og min mund.
”Jake,” jeg var usikker på, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg synes ikke, at det her var særlig behageligt. Slet ikke, når han stank så meget, som han gjorde. Det var ulækkert. Hans ene hånd gled fra min mave, og ned over mit underliv, og det fik mig til at skubbe ham væk i en pludselig bevægelse. Jeg var egentlig ikke særlig stærk, men jeg tror, at det var panikken og adrenalinen, der gjorde det muligt for mig at skubbe ham fra mig.
Overrumplet lå han på ryggen i sengen nogle sekunder, inden han baksede sig op at ligge på siden.
”Hvad er der, Belle-mus? Jeg elsker dig. Elsker du ikke også mig?” Igen lænede han sig ind over mig, og jeg satte mig op i sengen. Det hamrede hårdt i brystet igen. Det gjorde ondt i hovedet, fordi der var en masse stemmer, der talte til mig, og jeg havde kvalme og kunne ikke trække vejret.
”Jeg vil gerne have, at du lader mig være.” gispede jeg.
Han lagde sig tilbage i sengen. ”Helt ærligt! Vi har været sammen i et halvt år, Bella? Du har ikke så meget som én eneste gang ladet mig komme tæt på dig. Du trækker dig altid, vender ryggen til mig eller lader som ingenting. Forventer du, at jeg vil leve i cølibat eller hvad? Er du en af dem der, der synes sex er totalt helligt og først skal foregå efter ægteskab eller hvad?”
Jeg havde en klump i halsen, og det var svært at holde tårerne tilbage. ”Sex er ikke alt i et forhold.”
”Du har ret. Det er det ikke.” sukkede han frustreret, hvorefter han satte sig op. ”… men det er en stor del. Tænder du ikke på mig? Er jeg ikke tiltrækkende nok for dig eller hvad?”
”Lad nu være med det dér.” hikkede jeg panisk. ”Det har intet med dig at gøre.”
”Nej, Bella. Jeg vil have svar nu. Jeg har været tålmodig. Jeg har altid passet på dig. Hvad mere vil du have? Hvorfor vil du ikke være sammen med mig?”
”Du siger kun alt det der, fordi du er fuld!” hulkede jeg og bakkede et enkelt skridt baglæns.
”Og hvad så? Det kan da umuligt været gået forbi dig, at jeg mangler noget i det her forhold? Du kan da ikke seriøst mene, at du i al den tid bare gik og troede, at jeg synes, at det var fedt at leve uden sex? Du må da kunne have mærket, at jeg manglede dig?”
”Jeg gider ikke tage denne her diskussion nu.”
”Hvornår så?” Han rejste sig op fra sengen, og selv om han næsten var en meter fra mig, følte jeg mig alligevel fanget – i mangel af bedre trådte jeg tilbage. Han trådte nærmere. Sådan fortsatte det, indtil jeg ramlede ind i væggen bag mig, og han så sit snit til at sætte en hånd i væggen på hver side af mit hoved. Nu var jeg for alvor fanget.
”Lad mig nu være, Jake!” Hysterisk begyndte jeg at slå på hans brystkasse, i håb om, at det ville få ham til at lade mig gå.
”Kan du for fanden da ikke bare fortælle mig, hvad der er galt?” Hans stemme var på nippet til at koge over, og jeg vidste godt, at hans tålmodighed var ved at være sluppet op. Men hvad skulle jeg sige? Jeg kunne jo ikke fortælle ham det. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen.
Forsigtigt lænede han sig ind mod mig, og lod sin pande hvile på min. ”Hvad er det, Bella?”
Jeg sagde ikke noget. Ville ikke sige noget.
”Bella.” hans stemme var ikke længere vred eller truende; den var tiggende. ”Jeg elsker dig. Jeg ville aldrig gøre dig ondt. Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der plager dig?”
Stilhed.
”Bella.”
”Jeg kan ikke.”
”Du kan fortælle mig alt.”
”Nej… jeg mener… jeg kan ikke…” Jeg følte mig forvirret og omtåget. Usikker. Vaklende.
”Bella!”

Da jeg slog øjnene op igen, gloede jeg op i loftet. Det var mørkt på værelset.
”Er du okay, Belle-mus?”
Hurtigt satte jeg mig op. Jeg havde ligget i Jakes skød, og han havde haft en hånd over min pande.
”Jeg slog ham.” brast det ud af mig, og så begyndte jeg at græde. ”Jeg slog ham!”
Forvirret rynkede Jake brynene, men slog armene om mig og holdt mig tæt ind til sig.
”Jeg forstår ikke.” mumlede han forsigtigt mod mit hår, og det fik mig egentlig kun til at græde endnu mere.
Sådan sad vi i lang tid. En halv time måske. Jeg ved det ikke. Min tidsfornemmelse var væk. Jeg lukkede øjnene.

”Det kan kraftedeme ikke være rigtigt!” rasede han og trådte frem mod hende.
”Jo. Jeg går. Jeg vil ikke være sammen med dig mere. Jeg kan ikke… mere,” hulkede hun, mens hun med hidsige bevægelser begyndte at pakke en taske. Han stormede frem mod hende.
”Du går ingen steder! Du er min! Fatter du det? Min!” Tasken faldt på gulvet, sammen med det tøj, hun havde været i gang med at putte i, da han slog en hånd på hver side af hendes kind. Beslutsomt førte han hende over mod væggen, som han pressede hende opad – og dermed ikke gav hende mulighed for at kunne stikke af.
”Jeg er ikke nogens, og jeg er slet ikke din. Du er ligeglad. Du respekterer mig ikke. Du gør bare, hvad du har lyst til,” græd hun og forsøgte at skubbe ham væk fra sig. Det var nytteløst.
”Det er kærlighed,” brummede han blot, idet han lod en hånd glide op mellem benene på hende.
”Det er i hvert fald ikke kærlighed, det her. Lad mig være!” hylede hun.
Han lod den anden hånd – den, der ikke befandt sig mellem hendes ben – lukke sig omkring hendes porcelænshvide hals.
”Hold nu kæft, gider du, Bella? Du er selv skyld i det. Det er jo din egen skyld. Du vil ikke lade mig elske dig, du insisterer på, at det skal være voldeligt. Det behøver det slet ikke at være, for hvis du bare hørte efter… og ikke prøvede at stikke af…” Grebet blev strammere, og hun forsøgte panisk at skubbe ham fra sig. ”Lad mig nu bare komme til.”
”Stop!” gispede hun. ”Du har ret. Du har ret… vær sød at give slip, jeg skal nok…”
Et tilfreds smil gled over hans læber, som han langsomt løsnede grebet om hende, og lod hendes fødder berøre jorden. Han holdt endnu fast i hende, mens hun fandt fodfæste, og en anelse skuffet måtte han hive hånden op af hendes trusser. Tårerne var stoppet med at glide over hendes kinder, men sad endnu fastfrosset sammen med resterne af mascaraen. Hun lænede sig ind mod ham med et sensuelt smil om læberne, skønt det var pivfalskt. Ikke, at han ville opdage det.
”… hvis du… går ind i seng… kommer jeg lige bagefter.” lokkede hun og pressede tvungent sine læber mod hans, inden hun gav ham sin husnøgle i hånden, i håb om, at det ville få ham til at smutte ind i seng, uden mistanke om, at hun ville dampe af i mens.
”Hvis du siger det, baby.” Hans stemmeføring var slesk, og han vendte uden videre om og spadserede ind i soveværelset.
Da hun var sikker på, at han var smuttet derind, pilede hun over i køkkenet. Der var en næsten fyldt flaske med whisky på bordet. Hurtigt greb hun den om flaskehalsen, tog den om bag ryggen og spankulerede med rolige skridt ind i soveværelset. En smule besværet kom hun op i sengen og sad på knæ, stadigvæk med flasken gemt væk. Som hun havde regnet med, var Alex uforsigtig og utålmodig – han satte sig straks op, og hun lod en finger glide over den bare hud på hans brystkasse.
”Vend dig om,” kommanderede hun blødt, og han gjorde, som hun bad om – og i samme øjeblik, han sad med ryggen til, rykkede hun sig en anelse bagud. Hun tog flasken frem, greb om den med begge hænder, og slyngede den så med så voldsom kraft, hun kunne præstere, ned mod hans baghoved.
Flasken gik itu, indholdet faldt ud i sengen i løbet af et splitsekund, han dejsede sidelæns omkuld, og hun sad tilbage med en stump flaskehals i hænderne. Nogle sekunder betragtede hun ham bare, som han lå dér. Smurt ind i alkohol og få stumper af glas, mens blodet løb ud fra hullet i hovedet. Betragtede den fyr, der havde været hendes kæreste, i længere, end hvad hun kunne huske. Som hun havde elsket. Elsket helt forfærdeligt meget…
Så satte panikken ind. Uden at tage de ting med sig, som hun gerne havde villet pakke, spænede hun ud af døren og så sig ikke tilbage.

”Jeg lod ham ligge,” hulkede jeg mod Jakes skulder. Allerede nu ville jeg have forventet, at han var stormet ud; men nej, han sad med mig endnu. Han sagde ikke et ord, men han var blevet under hele min fortælling.
”Hvor lang tid siden er det?” Han strøg mig over ryggen, og selv om det var rart, slap et klynk over mine læber.
”To år til sommer,” Jeg knugede ham ind til mig. Jeg var bange. Bange, for at han ville forlade mig nu. Jeg ville godt kunne forstå det – men det betød ikke, at jeg ville have det. ”… jeg ringede efter en ambulance, men jeg ved ikke, om de nåede frem.”
”To år.” gentog han. ”… hvorfor fortalte du mig det ikke?”
”Jeg… du… du ville tro, at jeg var ulækker. Du ville tro, at jeg var sindssyg.” hulkede jeg.
”Bella.” Han tvang mig til at se op på ham med en støttende hånd under min hage. ”Jeg ville aldrig tænke sådan om dig. Slet ikke, når jeg ved, hvorfor du gjorde det.”
Jeg rystede på hovedet for at få ham til at give slip, hvorefter jeg puttede mit ansigt ind i hans trygge omfavnelse igen. Jeg havde ikke lyst til at se på ham.
”Så du synes ikke, at jeg er klam og frastødende… og luder-agtig?” snøftede jeg.
”Nix.” Jeg kunne høre, at han smilede. ”Det hele giver mening nu. Alle dine bade – jeg ved godt, at du tror, at jeg ikke har lagt mærke til det, men jeg kan altså godt høre det. Også om natten. Din manglende appetit. Din manglende evne til at falde i søvn. Dine mareridt. De gange, du er faldet om. Din afholdelse. Det hele giver mening… du skulle virkelig bare have fortalt mig det. Jeg ville have hjulpet dig.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg følte mig både knust og hel. Det havde været smertefuldt at skulle fortælle ham det. Alle pinslerne og ydmygelserne. Men jeg var lettet. Lettet over, endelig at have fået det ud, og lettet over, at han stadigvæk elskede mig.
”… men jeg kan stadigvæk hjælpe dig. Det er aldrig for sent. Så hvad siger du til, at jeg laver en kop varm kakao? Med skumfiduser? Jeg ved, at du godt kan lide det.” Forsigtigt trak han sig ud af krammet for at se på mig. ”Du er min prinsesse. Jeg vil aldrig lade noget ondt røre dig, okay? Der kan ikke ske dig noget, når du er sammen med mig. Jeg ville aldrig… det skal du vide. Undskyld. Tusinde gange undskyld. Jeg elsker dig. Jeg er så ked af, at jeg var sådan en nar overfor dig.”
Jeg snøftede. ”Du var ikke en nar, Jake. Det var din ret at vide det, og jeg skulle have fortalt dig det. Jeg håber bare, at vi kan komme videre nu. Undskyld, at jeg ikke sagde det.”
Jake grinede og kyssede mig på håret. ”… er du sød at blive her – selvfølgelig kun hvis du føler dig komfortabel med det. Du kan ligge dig under dynen, og jeg vil komme ind med en kop dampende varm kakao, så du kan ligge og hygge dig og blive forkælet som du fortjener. Når du har drukket den, kan vi smutte til køjs.” Han smilede kækt.
”Du behøver altså ikke at behandle mig anderledes nu.” grinede jeg.
”… jeg behandler dig bare, som du fortjener at blive behandlet, Belle-mus.”

”Skat?”
Jeg så op fra fjernsynet, da jeg hørte døren blive åbnet. ”Er du hjemme allerede?”
”Ja, jeg fik en anden til at tage min vagt i dag. Jeg har noget at fortælle dig.”
Han skubbede skoene af fødderne, hang jakken på knagen, smed tasken på gulvet og trissede over til mig i sofaen. Så smed han sig ned ved siden af mig, lagde armen om mig, kyssede mig på håret og trak mig ind til sig.
”Hvad er det?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig blev så nervøs.
”Ham din eks… Alex? Han er okay. Du slog ham ikke ihjel.” fortalte han forsigtigt.
Mit hjerte slog hurtigere. Var jeg lettet eller ej? ”Hvorfor fortæller du mig det?”
”Ssch,” han klemte mig yderligere ind til sig. ”Du skal ikke blive bange. Jeg passer på dig. Jeg synes, at du skal anmelde ham. Jeg har allerede snakket med en advokat – hvis det med flasken bliver bragt på banen i løbet af en eventuel retssag, vil du højest skulle af med en bøde, da det var reelt selvforsvar, og en forståelig reaktion på vold og seksuelt misbrug. Og da det ikke gav ham varige skader, er der ikke så meget at snakke om på det punkt.”
Jeg trak mig væk fra ham. Mit hjerte slog hurtigt, min puls var høj, stemmerne bragede løs inde i mit hoved og gav mig hovedpine.
”Belle-mus,” Han trak mig ind til sig igen, selv om jeg mest havde lyst til at gemme mig og komme væk. ”… jeg ved godt, at det er skræmmende. Men du bliver nødt til at få afsluttet det kapitel i dit liv, så du kan komme videre. Og det her er den eneste rigtige måde. Jeg skal nok støtte dig. Det ved du. Og jeg ved, at alle dine veninder også nok skal støtte dig, hvis du fortæller dem det. Vi elsker dig alle sammen så højt, forstår du det? Og vi vil bare have, at du skal have det godt. Jeg har booket en tid hos en psykolog til dig på mandag. Jeg tror virkelig, at du er nødt til at få bearbejdet alle de her følelser. Hvis det ikke er noget for dig, er det okay. Men jeg synes, at du skal prøve. Jeg vil gerne gå med, hvis du har brug for det. Jeg elsker dig.”
Jeg kunne ikke lade være med at græde – men denne gang var det ikke af frygt, men af glæde.
”Jeg elsker også dig,” snøftede jeg mod ham. ”Tusind tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...