Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

3. Svigt

1. januar kørte Ai og Del en tur til London, og Ai blev meget mistænksom, da bilen stoppede ude foran et kæmpe, kæmpe stort hus, og Del bad hende gå med ind. Da de kom ind, stod en gråhåret dame klar derinde. 
”Ai Yoru, formoder jeg? Seventh Bell skal være dit nye hjem.” 
Ai løb om bag ved Del og så sig panisk omkring. Del forklarede Ai, at hun skulle bo her fremover, sammen med andre børn; Og ikke lang tid efter, var hun væk. Ai var sønderknust og hulkede hele dagen; Hun faldt i søvn i skødet på den gamle dame, der åbenbart var forstander på børnehjemmet. 

Hun vågnede i en seng på en stor sovesal. En underlig pige stirrede på hende, først var Ai meget bange, da hun ikke kunne lide nye mennesker, efter alt det, hun havde været igennem. Men den underlige pige, Sasha, viste sig at blive en rigtig god veninde. Ais eneste veninde, da alle andre børn på hjemmet hadede Ai, og syntes, at hun var en freak. Det var sjovt, at Ai og Sasha blev så gode venner, da de var så forskellige. Sasha gjorde alt, hvad de voksne bad hende om, gik i skole, lavede lektier, var en sand engel… og Ai var det stikmodsatte. En djævel. Hun lavede altid ballade, nægtede at høre efter, var alt for hidsig, sloges med de andre børn, og var bare underlig. Med tiden begyndte de voksne også at hade Ai, da hun i sandhed var en møgunge. Venskabet med Sasha gjorde også Ai stærkere mentalt. 

Senere samme år, fik Ai at vide, at hendes tante Del havde taget livet af sig, i sorg over det, der var sket. Det tog hårdt på Ai, men hun kom gennem det ved Sashas hjælp.

Ai fyldte fem, og fødselsdagen blev fejret af Sasha og Ai, da de voksne ikke gad gøre forsøget på at fejre fødselsdagen. Da Ai var fem1/2 skulle hun i skole – børnehaveklasse. Den første dag gik overraskende godt, selv for Ai. Alle præsenterede sig og snakkede indbyrdes – eller næsten alle. Ikke Ai. Hun blev holdt udenfor. Dog betød det ikke noget for hende.
Anden dagen gik knapt så godt. Ai havde ved et uheld spildt kakao over en piges tegning. Den blonde pige var blevet rasende over, at Ai sådan bare ødelagde hendes ting, og Ai havde forsøgt at undskylde. Dette havde pigen været ligeglad med, og tilkaldt sin tre år ældre bror – som så også havde medbragt to venner. Pigen havde smurt tykt på, så broren var rasende, da han så Ai. Det resulterede i, at Ai fik en ordentlig gang tæv i frikvarteret. Men det fandt hun sig ikke i; Da skoledagen var forbi, havde Ai fundet pigebarnet og grebet hende i håret, slæbt hende af sted, bidt hende i armen og hvæset af hende, til hun skreg og græd. Da de voksne var kommet hjem, havde pigen forklaret ”hele situationen” – og sådan blev Ai smidt ud. 

Ai gik derfor ikke længere i skole, men blev sat til køkkentjeneste på børnehjemmet. Hvilket egentlig var okay, fordi så kunne hun stjæle fredags-cookies. Som 7-årig følte Ai sig meget tryg i sine omgivelser, og de mareridt, der ellers plagede hende, lod hende være. Hun huskede ikke, hvad hun drømte, men vågnede aldrig skrigende om natten længere. Hun følte heller ikke skyld. Hun havde affundet sig med situationen, og nød livet, som det var – med de indbyrdes slagsmål og diskussioner.

På Ais otteårs fødselsdag, kollapsede hele hendes verden. Ai gik jo ikke længere i skole, men det gjorde Sasha. Sasha var på dette tidspunkt ni år gammel. Ai ventede spændt på, at Sasha skulle komme hjem og fejre fødselsdagen med hende; Og Sasha kunne ikke vente, med at komme hjem til Ai og give hende den gave, hun havde lavet i billedkunst på skolen! 
Sasha var så ivrig og glad, at hun i stedet for at smutte bagom skolebussen over til Ai, som hun plejede, gik foran den. Chaufføren opdagede det ikke i tide, han trådte bremserne i, så hjulene hvinede, men det var for sent. Det sidste, hun havde hørt over de hvinende bremser, var Sasha bange skrig. Sasha var meget spinkel, og var egentlig stadigvæk i live; Hun døde først senere af sine kvæstelser. Ai kunne ikke bevæge sig. Hun var naglet til jorden. Pædagogerne fra børnehjemmet ringede til en ambulance, og forsøgte at få Sasha til at overleve – ingen så Ai, der stod på fortovet med tårerne trillede ned over kinderne, og et humør der gik det til at regne. Midt i december. Ambulancen hentede Sasha, og kørte af sted. Ai faldt sammen på fortovet og blev siddende til sent ud på aftenen, selv om hun hundefrøs. Hvorfor skete dette for hende? Hvorfor? 
Efter mange timer, rejste hun sig op og gik skælvende hen til stedet, hvor Sasha var blevet påkørt af bussen. Der lå en pakke. Hun satte sig på hug og fjernede gavepapiret. Indholdet var en bog. En stor, firkantet, sort bog. På forsiden var der limet to guldbogstaver på – A og I. Ai var sønderknust, men stadigvæk nysgerrig, så hun åbnede bogen. På allerførste side, var der en tegning. Ai genkendte straks tegnemåden. Det var Sasha, der havde tegnet den. Den var så smuk_
Der var to piger – en sorthåret pige med uglet hår, og en lyshåret pige med lettere glat hår. De holdt i hånd og smilede over hele ansigtet begge to. Solen skinnede over dem, og der var skyer og blå himmel, og masser af glade dyr. På den blå himmel stod der med Sashas håndskrift ”Ai & Sasha. Togheter 4-evaaarh”, samt en glad smiley.
Ai knugede gaven ind til sig og brød sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...